B 53 Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af 24-årsreglen.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2021-22
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 17-05-2022

Betænkning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 17. maj 2022

20211_b53_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 17. maj 2022

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, DF, SF, KF og NB) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal i udvalget (RV, EL og FG) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Liberal Alliance, Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Venstre

Venstres medlemmer af udvalget mener, at 24-årsreglen er nødvendig lovgivning i Danmark. 24-årsreglen er et effektivt redskab til på den ene side at bekæmpe tvangsægteskaber, som vi ikke vil acceptere i Danmark, og på den anden side til at begrænse tilstrømningen af udlændinge til Danmark. På denne baggrund kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget, der har til formål at fjerne 24-årsreglen.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at forslagsstillerne med forslaget ønsker at ophæve 24-årsreglen. DF bemærker, at hovedformålet med 24-årsreglen er at forhindre tvangs- og proformaægteskaber. Loven har til hensigt at forhindre, at et større antal personer - navnlig med anden etnisk baggrund end dansk - mod deres vilje blev gift med personer fra deres oprindelsesland med det formål at få familiesammenføring. DF mener, at det er vigtigt at imødegå den sociale kontrol og kvindeundertrykkelse, der hindrer integrationen af personer med anden etnisk baggrund end dansk. DF frygter på den baggrund, at en ophævelse vil skade integrationsindsatsen betragteligt og medføre et stort antal tvangsægteskaber, herunder øge den sociale kontrol af kvinder i familier med anden etnisk baggrund end dansk. DF kan på den baggrund ikke støtte forslaget.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 8. december 2021 og var til 1. behandling den 28. januar 2022. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag på beslutningsforslaget.

Bjørn Brandenborg (S) Birgitte Vind (S) Camilla Fabricius (S) fmd. Thomas Jensen (S) Kasper Sand Kjær (S) Julie Skovsby (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Rasmus Stoklund (S) Carl Valentin (SF) Halime Oguz (SF) Anne Sophie Callesen (RV) Kathrine Olldag (RV) Pernille Skipper (EL) Rosa Lund (EL) Sikandar Siddique (FG) Mads Fuglede (V) Anne Rasmussen (V) Heidi Bank (V) Erling Bonnesen (V) Marlene Ambo-Rasmussen (V) Morten Dahlin (V) Pia Kjærsgaard (DF) nfmd. Morten Messerschmidt (DF) Peter Skaarup (DF) Marcus Knuth (KF) Rasmus Jarlov (KF) Pernille Vermund (NB) Carsten Kissmeyer (V)

Liberal Alliance, Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Dansk Folkeparti (DF)10
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti (FG)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)10