Fremsat den 17. november 2021 af Marcus Knuth (KF) og Søren Pape Poulsen (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at udelukke personer, der af PET vurderes at
være til fare for landets sikkerhed, fra opnåelse af
dansk indfødsret for bestandig
Folketinget pålægger regeringen at
indkalde Folketingets partier til forhandlinger med henblik
på at foretage en skærpelse af reglerne om
opnåelse af dansk indfødsret, så en
ansøger, der af PET vurderes at være til fare for
statens sikkerhed, og som på den baggrund af
Indfødsretsudvalget nægtes optagelse på et
lovforslag om indfødsrets meddelelse, herefter aldrig vil
kunne opnå dansk indfødsret. Skærpelsen vil
således betyde, at en sådan person udelukkes fra
optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse
for bestandig, medmindre det med sikkerhed er i strid med Danmarks
internationale forpligtelser.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne bakker op om den aftale om
dansk indfødsret, som er indgået mellem
regeringspartiet (Socialdemokratiet), Liberal Alliance, Venstre og
Det Konservative Folkeparti den 20. april 2021.
Forslagsstillerne mener dog, at det er
nødvendigt at justere § 21 i cirkulæreskrivelsen
om naturalisation (CIS nr. 9298 af 06/05/2021), så personer,
der af PET vurderes at være til fare for landets sikkerhed,
og som på den baggrund nægtes optagelse på et
lovforslag om indfødsrets meddelelse af
Indfødsretsudvalget, herefter udelukkes fra at kunne
søge dansk indfødsret for bestandig.
Af cirkulærets § 21 fremgår
det for nuværende, at udelukkelsen sker »i en
nærmere angiven periode«, hvilket Udlændinge- og
Integrationsministeriet typisk fastsætter til 5 år.
Dette strider mod forslagsstillernes holdning
om, at hvis man én gang er vurderet som værende til
fare for Danmarks sikkerhed, skal man på intet tidspunkt
fremadrettet kunne erhverve dansk statsborgerskab.
Skriftlig fremsættelse
Marcus Knuth
(KF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
udelukke personer, der af PET vurderes at være til fare for
landets sikkerhed, fra opnåelse af dansk indfødsret
for bestandig.
(Beslutningsforslag nr. B 42)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.