B 42 Forslag til folketingsbeslutning om at udelukke personer, der af PET vurderes at være til fare for landets sikkerhed, fra opnåelse af dansk indfødsret for bestandig.

Udvalg: Indfødsretsudvalget
Samling: 2021-22
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 27-01-2022

Afgivet: 27-01-2022

Betænkning afgivet af Indfødsretsudvalget den 27. januar 2022

20211_b42_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Indfødsretsudvalget den 27. januar 2022

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, SF, RV og EL) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal i udvalget (V, DF, KF og NB) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse ved 2. (sidste) behandling.

Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Enhedslisten

Enhedslistens medlem af udvalget bemærker, at en vurdering fra PET om, at en person måske udgør en fare, i dag er nok til at blive udelukket i flere år fra muligheden for at søge indfødsret. Idet ingen folketingsmedlemmer kender de specifikke grunde til, at PET vælger at fjerne nogle personer fra lovforslagene, synes det meget forkert at stole blindt på, at det skulle forholde sig således, at en person bør udelukkes for livstid fra at opnå indfødsret, alene fordi de engang er blevet fjernet fra listen.

Der kan jo være mange grunde til, at man kan havne i PET's søgelys, som absolut ikke diskvalificerer en fra at få statsborgerskab. Det kan være, at man er i familie med en, der ikke kan opføre sig ordentligt, uden at man selv er bekendt med det. Det kan være, at ens kæreste har et hemmeligt dobbeltliv, eller at man har et barn, der har taget et forkert sving i livet. I de situationer er det rimeligt, at PET holder øje med en, men når en efterforskning så er afsluttet, skal den jo enten føre til en sigtelse, eller også må man konstatere, at personen er uskyldig. Derfor vil det også være naturligt, hvis en uvildig advokat i fortrolighed kunne få adgang til at vurdere mistankegrundlaget. Hvis man er uskyldig, bør det ikke være sådan, at man skal straffes for resten af livet, uden at man har gjort noget som helst forkert.

Radikale Venstre

Radikale Venstres medlem af udvalget kan ikke stemme for beslutningsforslaget om permanent udelukkelse fra statsborgerskab.

Der er selvfølgelig et hensyn at varetage til rigets sikkerhed, og det fremgår netop af cirkulærets § 21, at udelukkelsen sker »i en nærmere angiven periode«. Udlændinge- og Integrationsministeriet fastsætter typisk udelukkelsen til 5 år. Sikkerhedsudfordringen kan således efter RV᾽s opfattelse varetages, ved at ministeriet fastsætter en eventuel længere udelukkelse, hvis der er behov for det.

Det Konservative Folkeparti ønsker med beslutningsforslaget, at Folketinget pålægger regeringen at justere § 21 i cirkulæreskrivelsen om naturalisation (CIS nr. 9298 af 06/05/2021). KF's hensigt er, at personer, der af Politiets Efterretningstjeneste, PET, vurderes at være til fare for landets sikkerhed, og som på den baggrund nægtes optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse af Indfødsretsudvalget, ikke blot skal udelukkes fra opnåelse af dansk statsborgerskab i en periode. KF ønsker udelukkelse fra at kunne søge dansk indfødsret for bestandig.

Som nævnt fremgår det af cirkulærets § 21 for nuværende, at udelukkelsen sker »i en nærmere angiven periode«, hvilket Udlændinge- og Integrationsministeriet typisk fastsætter til 5 år. Det skal også tilføjes, at i statsborgerskabssager, hvor PET vurderer, at en ansøger kan være til fare for landets sikkerhed, er retssikkerheden meget ringe. Når der gives afslag, modtager ansøgeren ikke nogen begrundelse, og ansøgeren har ingen klageadgang eller ret til aktindsigt. Indfødsretsudvalget, der formelt træffer beslutningen, har intet konkret kendskab til mistankegrundlaget eller mistankens styrke og træffer derfor beslutningen i blinde. Det kan således ikke udelukkes, at der er sager, hvor PET i første omgang har interesseret sig for en person, og hvor det efterfølgende viser sig, at der intet mistænkeligt foregik. I den forbindelse kan nævnes, at der angiveligt har været en PET-sag, som omhandlede en person, der selv havde henvendt sig til politiet om en langskægget type, der havde banket på vedkommendes kollegiedør.

RV støtter således ikke beslutningsforslaget

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 17. november 2022 og var til 1. behandling den 8. december 2022. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Indfødsretsudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag på beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 2 spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf ministeren har besvaret spørgsmål 1. Spørgsmål 2 forventes besvaret inden 2. (sidste) behandling.

Birgitte Vind (S) Camilla Fabricius (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Malte Larsen (S) Rasmus Stoklund (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Carl Valentin (SF) Susan Kronborg (RV) Peder Hvelplund (EL) Anne Rasmussen (V) nfmd. Morten Dahlin (V) Kim Valentin (V) Mads Fuglede (V) Marie Krarup (DF) fmd. Morten Messerschmidt (DF) Marcus Knuth (KF) Mette Thiesen (NB)

Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)39
Dansk Folkeparti (DF)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Radikale Venstre (RV)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti (FG)3
Alternativet (ALT)1
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)4