Fremsat den 9. november 2021 af Per Larsen (KF),
Brigitte Klintskov Jerkel (KF) og Søren Pape Poulsen (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at sikre en frivillig elektronisk
aldersverificering for butikker, så mindreårige ikke
kan købe tobak, alkohol og andre produkter med
aldersbegrænsning, og at indføre et forbud mod
proxysalg
Folketinget pålægger regeringen at
sikre en frivillig elektronisk aldersverificering for butikker og
indføre et forbud mod proxysalg, så mindreårige
ikke kan købe tobak, alkohol og andre produkter med
aldersbegrænsning, og således at man fremadrettet
får en bøde, hvis man for eksempel køber tobak
på vegne af en mindreårig, hvor der er sket en
økonomisk transaktion, hvor den myndige tager betaling for
at købe tobak på vegne af den mindreårige.
Folketinget pålægger derudover
regeringen at sikre de nødvendige rammer for, at butikkerne
frivilligt kan få en ordning, hvor de elektronisk kan
få aldersverificeret transaktioner med dankort og lign.,
så mindreårige automatisk bliver afvist, hvis de
forsøger at købe produkter, som de ikke er gamle nok
til. Løsningen skal godkendes af Datatilsynet, og det skal
være op til den enkelte butik eller koncern, hvorvidt de
ønsker at tilslutte sig den frivillige
aldersverificering.
Finansieringen af den elektroniske
aldersverificering skal udelukkende foregå blandt de butikker
og koncerner, som ønsker at tilslutte sig ordningen med
aldersverificering, og derfor vil forslaget være
provenuneutralt. Butikker og koncerner, der ikke ønsker at
tilslutte sig den frivillige elektroniske aldersverificering, skal
ikke bidrage til finansieringen.
Bemærkninger til forslaget
Det er i dag ulovligt at sælge for
eksempel tobak til børn under 18 år. Til gengæld
er det lovligt, at myndige borgere tager betaling for eksempelvis
at købe tobak på vegne af mindreårige. Dette har
man blandt andet gjort forbudt i Skotland, og Det Konservative
Folkeparti foreslår derfor en model, der ligner den skotske
(»Licensing (Scotland) Act 2005, section 142: Guidance for
licensing boards and local authorities«, Scottish Government,
2007).
Rigtig mange unge mennesker har i dag adgang
til tobak, alkohol og andre aldersbegrænsede produkter, selv
om de ikke er gamle nok. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at
12 pct. af børn og unge mellem 14-17 år bruger mindst
ét tobaksprodukt eller tobakslignende produkt, på
trods af at de ikke er gamle nok til at købe tobak
(»Røgfri Fremtids Ungeundersøgelse
2017-2020«, Kræftens bekæmpelse og Trygfonden,
2021). Samtidig er det blevet påvist i en tidligere
undersøgelse, at 68 pct. af butikkerne sælger alkohol
til unge under 16 år (»Butikker bryder loven:
Sælger alkohol til børn«, Alkohol & Samfund,
den 12. september 2019).
De Samvirkende Købmænd har
stillet forslag om, at alle køb med betalingskort i
supermarkeder fremover automatisk afvises, hvis kunden ikke er
gammel nok i forhold til den alder, som lovgivningen kræver
ved køb af varen (»Butikker vil afmontere
»virkelig ubehagelig skidtspand« for medarbejderne ved
kassen«, Politiken den 27. september 2021). Men det vil dog
stadig være en udfordring med proxysalg, da myndige borgere
kan tage betaling for at købe tobak, alkohol og andre
aldersbegrænsede produkter på vegne af
mindreårige. Derfor skal forslaget om elektronisk
aldersverificering ses i sammenhæng med et forbud mod
proxysalg.
Formålet med dette beslutningsforslag er
derfor at modvirke, at mindreårige køber for eksempel
tobak, som de ikke er gamle nok til at købe. Derudover vil
butikkerne få nemmere ved at tjekke, om en person er gammel
nok til at købe det pågældende produkt.
Skriftlig fremsættelse
Per Larsen
(KF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
sikre en frivillig elektronisk aldersverificering for butikker,
så mindreårige ikke kan købe tobak, alkohol og
andre produkter med aldersbegrænsning, og at indføre
et forbud mod proxysalg.
(Beslutningsforslag nr. B 34)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.