Fremsat den 31. marts 2022 af udenrigsministeren (Jeppe Kofod)
Forslag til folketingsbeslutning
om danske militære bidrag til NATOs
kollektive forsvar
Folketinget meddeler sit samtykke til, at yderligere danske
militære bidrag kan stilles til rådighed for NATOs
kollektive forsvar.
Bemærkninger til forslaget
I. Sikkerhedssituationen i Europa er fundamentalt forandret som
følge af Ruslands angreb på Ukraine. Rusland udfordrer
åbent de grundlæggende principper for den
europæiske sikkerhedsorden. Denne nye virkelighed bør
Danmark forberede sig på sammen med de øvrige
allierede i NATO, da NATOs sikkerhedsgaranti er fundamentet for
Danmarks sikkerhed.
NATO har i lyset af den nuværende
sikkerhedspolitiske krise iværksat en række yderligere
defensive, proportionale og ikke-eskalerende tiltag, der skal sikre
alliancens afskrækkelses- og forsvarsprofil i den
nuværende krisesituation. NATO har bl.a. aktiveret alliancens
forsvarsplaner, der skal sikre, at NATOs militære
øverstkommanderende (SACEUR) har de nødvendige
militære bidrag til rådighed. I den nuværende
sikkerhedspolitiske situation er det derfor afgørende, at
Danmark såvel som de øvrige allierede er i stand til
at imødekomme NATOs beredskabsmæssige og operative
behov med kort varsel.
Folketinget har med folketingsbeslutning B 127
af 24. februar 2022 samtykket til, at Danmark kan stille visse
militære bidrag til rådighed for NATOs kollektive
forsvar. Regeringen ønsker at muliggøre, at Danmark
med kort varsel kan bidrage yderligere til NATOs kollektive
forsvar, bl.a. med henblik på at genforsikre de
østlige allierede og sikre NATOs
afskrækkelsesprofil.
II. Der anmodes om Folketingets samtykke til at kunne
indsætte yderligere danske militære bidrag til
støtte for NATOs kollektive forsvar i forbindelse med NATOs
øgede beredskab frem til udgangen af 2023. Det drejer sig om
et landmilitært bidrag, et sømilitært bidrag, et
luftmilitært bidrag, et støttestyrkebidrag og et
stabsbidrag samt det eksisterende danske bidrag til NATOs
fremskudte tilstedeværelse (eFP) i Baltikum og Polen. I
forbindelse med udskiftning, etablering og hjemtagning af bidragene
kan der blive behov for midlertidig udsendelse af op til ca. 200
personer til bl.a. udpakning, opstilling, klargøring og
nedtagning af faciliteter m.v., herunder etablering af
kommunikationsforbindelser.
Det landmilitære bidrag vil bestå
af en bataljonskampgruppe på op til ca. 1.000 personer.
Bidraget vil kunne indeholde kampenheder (f.eks. kampvogns- og
infanterienheder), kampstøtteenheder (f.eks.
ingeniør- og ildstøtteenheder) og
støtteenheder (f.eks. logistik- og kommunikationsenheder).
Opgaverne vil kunne omfatte en bred vifte af landmilitære
opgaver fra at indgå i trænings- og
øvelsesaktiviteter til indsættelse i forsvarskamp.
Bataljonskampgruppen vil kunne bidrage til afskrækkelse og
genforsikring af allierede. De nærmere opgaver for det
landmilitære bidrag fastlægges af SACEUR
afhængigt af situationens udvikling.
Det sømilitære bidrag vil
bestå af en fregat af Iver Huitfeldt- eller Absalon-klassen
med op til ca. 175 personer. Opgaverne vil kunne omfatte alle
militære maritime opgaver, inklusiv strategisk signalgivning,
opretholdelse af et situationsbillede og medvirken til etablering
af lokalt søherredømme. De nærmere opgaver for
det sømilitære bidrag fastlægges af SACEUR
afhængigt af situationens udvikling.
Det luftmilitære
bidrag vil bestå af:
- Et CL-604
overvågningsfly med op til ca. 35 personer, som vil kunne
bidrage til situationsbilledet i operationsområdet.
- Et
operatørbidrag med speciale i overvågning af og
kontrol med luftrummet med op til ca. 85 personer.
Operatørbidraget vil kunne have til opgave at etablere et
situationsbillede af luftrummet og støtte indsættelsen
af danske og allierede kampfly. Bidraget kan udsendes med den
mobile luftforsvarsradar nævnt nedenfor men også
selvstændigt.
- En mobil
luftforsvarsradar med op til ca. 45 personer. Kapaciteten vil kunne
have til opgave at etablere et billede af luftrummet.
De nærmere opgaver for det
luftmilitære bidrag fastlægges af SACEUR
afhængigt af situationens udvikling.
Støttestyrkebidraget vil bestå af
en eller flere støttestyrkeenheder med sammenlagt op til ca.
300 personer. Der kan være tale om forskellige enhedstyper,
herunder overvågningsenheder, kampstøtteenheder,
logistikenheder, kommunikationsenheder eller sanitetsenheder.
Formålet med støttestyrkeenhederne vil være at
understøtte de øvrige bidrag med f.eks.
overvågnings- og sikringsopgaver, bevogtning,
ingeniøropgaver, kampstøtteopgaver, herunder bro- og
lejrbygning samt anden støtte som logistik, kommunikation
eller sanitet. De nærmere opgaver for
støttestyrkebidraget fastlægges af SACEUR
afhængigt af situationens udvikling.
Stabsbidraget vil bestå af op til ca.
400 personer, herunder bidrag, som allerede indgår i NATOs
internationale stabe og hovedkvarterer samt yderligere bidrag, som
regeringen efter anmodning fra SACEUR kan udsende samt danske
stabsofficerer til andre landes stabe, som indgår i
NATO-kommando- og styrkestrukturer. Det omfatter bl.a. de danske
stabsbidrag til Det Multinationale Korpshovedkvarter (HQ MNC NE) i
Stettin i Polen og Det Multinationale Divisionshovedkvarter (HQ
MND-N) i Danmark og Letland. Stabsbidragene vil indgå i
stabenes arbejde, herunder med at planlægge operationer og
føre tropper, træning af underliggende enheder,
administrative funktioner, økonomifunktioner og opgaver i
forhold til efterretninger. De nærmere opgaver for
stabsbidraget fastlægges af SACEUR afhængigt af
situationens udvikling.
Endvidere vil det danske bidrag på op
til ca. 225 personer, i form af en enhed af
kompagnistørrelse med nødvendige
støttefunktioner, herunder stabsofficerer til relevante
stabe, til NATOs fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og
Polen, jf. folketingsbeslutning B 150 af 23. maj 2017, kunne
indsættes i medfør af nærværende
beslutningsforslag. Opgaverne vil kunne omfatte en bred vifte af
landmilitære opgaver, herunder afskrækkelse og
genforsikring af allierede og indsættelse i forsvarskamp. De
nærmere opgaver for det landmilitære bidrag
fastlægges af SACEUR afhængigt af situationens
udvikling.
Cyberkapaciteter vil kunne indgå i den
danske militære indsats. Kapaciteterne vil kunne
indsættes selvstændigt eller som en del af de
øvrige danske militære indsatser.
III. Den danske forsvarschef bevarer fuld kommando over de
danske bidrag. Retten til at indsætte enhederne i
opgaveløsning delegeres til SACEUR i overensstemmelse med
fastlagte kommando- og kontrolforhold. SACEUR kan videredelegere
kompetencen i egen kommandokæde. Cyberkapaciteten vil
udelukkende være underlagt dansk kommando- og
instruktionsbeføjelse.
De danske militære bidrag vil
gennemføre aktiviteter inden for rammerne af NATOs
operationsplaner og magtanvendelsesdirektiver. De danske bidrag vil
således bl.a. have adgang til at anvende magt i selvforsvar
og i forsvar af allieredes styrker og territorium.
Indsættelsen sker i forsvars- og
afskrækkelsesøjemed, men under særlige
omstændigheder, der er nærmere beskrevet i NATOs
operationsplaner og magtanvendelsesdirektiver, er der endvidere
mulighed for magtanvendelse til at gennemføre de af NATO
pålagte opgaver, hvilket bl.a. kan indebære offensiv
magtanvendelse.
Operationsområdet for de danske bidrag
vil være NATO-landenes geografiske ansvarsområde samt
internationalt farvand og luftrum. Operationsområdet for de
danske bidrag forventes hovedsagligt at være alliancens
østligst beliggende lande, f.eks. Estland, Letland, Litauen,
Polen, Rumænien og Bulgarien og tilhørende farvand og
luftrum. Stabsbidragene udsendes derimod til allerede eksisterende
internationale stabe og hovedkvarterer i regi af NATO. De
nærmere operationsområder for de danske bidrag
fastlægges af SACEUR afhængigt af situationens
udvikling.
IV. Det kan ikke udelukkes, at der undtagelsesvist vil kunne
forekomme dansk frihedsberøvelse af personer. En
tværministeriel taskforce vil håndtere særlige
situationer med frihedsberøvede personer, hvis behovet
skulle opstå.
V. Det folkeretlige grundlag for de danske militære bidrag
vil være retten til kollektivt selvforsvar, jf. FN-pagtens
artikel 51, samtykke fra de relevante stater, hvor bidragene
indsættes, samt havretten, herunder FN's havretskonvention,
der bl.a. indeholder regler om fri sejlads. De danske bidrag vil
være underlagt folkeretten, herunder den humanitære
folkeret.
VI. Ifølge Forsvarets Efterretningstjenestes (FE)
vurdering har Rusland ingen hensigt om brug af militær magt
mod NATO eller danske bidrag, der er indsat inden for NATO-landenes
geografiske territorium og internationalt farvand og luftrum.
Ifølge FE's vurdering er der INGEN direkte militær
trussel. FE vurderer, at den russiske militære invasion af
Ukraine med stor sandsynlighed har betydet, at Ruslands
væbnede styrker er i et højere beredskab. FE vurderer,
at det sammen med en øget tilstedeværelse af
NATO-enheder i nabolande til Rusland, Belarus og Ukraine
øger risikoen for fejlkalkulationer og eskalation. Dette
gælder særligt, hvis NATO-allieredes enheder og
russiske militære enheder kommer i uvante situationer, og
særligt hvor russiske enheder føler sig truet eller
skal træffe beslutninger med meget kort reaktionstid. FE
oplyser tillige, at truslen fra elektronisk indhentning,
cyberspionage og cyberkriminalitet rettet mod danske bidrag i lande
med grænse til Rusland, Ukraine og Belarus vurderes som MEGET
HØJ. Truslen fra påvirkning og spionage rettet mod
danske militære bidrag vurderes som HØJ. Truslen fra
chikane og anden demonstrationspolitik fra de russiske luftstyrker
nær lande med grænse til Rusland, Belarus og Ukraine er
MIDDEL.
VII. Da de danske militære bidrag vil indgå i
indsatser, hvor det ikke kan udelukkes, at der vil blive anvendt
militære magtmidler, forelægges sagen for Folketinget
under henvisning til grundlovens § 19, stk. 2, med anmodning
om, at Folketinget giver sit samtykke til indsættelse af de
danske bidrag.
VIII. Regeringen vil løbende vurdere de danske bidrags
sammensætning med henblik på at sikre en effektiv
opgaveløsning. Såfremt det skulle vise sig
hensigtsmæssigt at justere eller forlænge bidragene
væsentligt, eller såfremt der skulle ske en
væsentlig ændring i forhold til de beskrevne opgaver
eller operationsområde, vil regeringen rådføre
sig med Det Udenrigspolitiske Nævn eller om nødvendigt
på ny forelægge sagen for Folketinget.
IX. Indsættelser, jf. indeværende
beslutningsforslag, vil indebære merudgifter i forhold til
det forudsatte. Ved indsættelse af de nationale bidrag vil de
nærmere opgaver for bidragene afhænge af situationens
udvikling. Dette medfører, at der er uafklarede forhold
relateret til operationsmønster og
indsættelseslængde. Der er derfor for nuværende
ikke tilstrækkeligt grundlag til at estimere merudgifterne
ved indsættelse, der imidlertid må forventes
betydelige.