B 173 Forslag til folketingsbeslutning om at sikre bedre vilkår for anonymisering af danske politibetjente.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 01-03-2022

Fremsat: 01-03-2022

Fremsat den 1. marts 2022 af Britt Bager (KF), Niels Flemming Hansen (KF), Mona Juul (KF), Marcus Knuth (KF), Mai Mercado (KF) og Søren Pape Poulsen (KF)

20211_b173_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 1. marts 2022 af Britt Bager (KF), Niels Flemming Hansen (KF), Mona Juul (KF), Marcus Knuth (KF), Mai Mercado (KF) og Søren Pape Poulsen (KF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at sikre bedre vilkår for anonymisering af danske politibetjente

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2022 at fremsætte et lovforslag, der sikrer, at politibetjente i højere grad beskyttes og holdes anonyme i udførelsen af deres arbejde. Herunder skal det være ulovligt offentligt at videredele video- eller billedmateriale, hvor politibetjente kan genkendes ved ansigt, navn eller tjenestenummer. Derudover skal navne på politikredse og ikke de enkelte politibetjente fremgå af aktindsigter. Til sidst skal der iværksættes en plan for, hvordan man kan sikre, at techgiganter gør, hvad de kan, for at delt materiale af føromtalte karakter fjernes fra diverse platforme.

Bemærkninger til forslaget

Danske politibetjente gør et enormt stykke arbejde, for at vi i Danmark kan føle os trygge. Det gør de, på trods af at de hele tiden skal forholde sig til, at nogle borgere kan finde på at filme dem og dele optagelserne offentligt. Det kan være videosekvenser, der er sammenklippet eller bare klippet korte, og som dermed ikke giver et retvisende billede af situationen.

Disse små klip deles, uden at det fremgår, at de er en del af et større forløb. Det betyder, at en politibetjents handlinger og magtudøvelse bedømmes ud fra få sekunders optagelser. Det er misvisende, og det kan fordreje hændelsesforløbet, selv om betjentene blot udfører deres arbejde. Det kan have store konsekvenser for den enkelte betjent.

Hvis en butiksejer deler et billede af en indbrudstyv, retsforfølges butiksejeren, fordi denne forbryder sig imod privatlivets fred, og hvis en mor deler et billede fra en overvågningsvideo af en mand, der har blottet sig for hendes datter, straffes hun med bøde. Men, når borgere deler optagelser af politibetjente, ofte med navn, ansigt og tjenestenummer, bryder de ingen lov, og de kan således frit sprede billeder og film på de sociale medier. Vi gør således mere for at beskytte de kriminelle, end vi gør for at passe på dem, der passer på os. Det er forslagsstillernes klare opfattelse, at lovgivningen i dag er skæv og derfor må ændres.

Forslagsstillerne mener dog, at det er vigtigt, at borgere fortsat skal have lov til at filme politibetjente. Det er en vigtig del af at kunne dokumentere eventuelt magtmisbrug. Men hvis det er opfattelsen, at en pågældende betjents opførsel er kritisabel eller sågar kan være strafbar, bør videomateriale sendes til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Det bør ikke være op til folkedomstolen på de sociale medier at agere anklager.

Politibetjente skal ligesom alle andre borgere i Danmark have deres privatliv beskyttet. Det kan have store konsekvenser for den enkelte betjent at blive hængt uretfærdigt ud på sociale medier. Det kan eksempelvis afstedkomme trusler.

Dette problem kan ligeledes opstå, hvis betjente fremgår ved navn på aktindsigter. Derfor mener forslagsstillerne, at det fremover i stedet skal være politikredsen, som fremgår af de udleverede dokumenter.

Derudover mener forslagsstillerne, at regeringen bør tage initiativ til, at der iværksættes en plan for, hvordan vi på bedste vis kan samarbejde med techgiganter om, at videomateriale, hvor betjente fremgår ved navn, ansigt eller tjenestenummer, hurtigst muligt fjernes fra deres platforme.

I Det Konservative Folkeparti vil vi gå langt for at sikre danske betjentes sikkerhed, og det er vores opfattelse, at dette forslag er et vigtigt skridt på vejen. Politibetjente skal ikke hænges offentligt til skue, især ikke ved små videoklip, der ofte kun viser en brøkdel af den reelle situation, hvor de har måttet anvende magt.

I Danmark har vi heldigvis en uafhængig myndighed, der kan tage sig af magtmisbrug i politiet. Forslagsstillerne mener derfor, at vi skal ophæve folkedomstolen og i stedet lade Den Uafhængige Politiklagemyndighed gøre sit arbejde.

Skriftlig fremsættelse

Britt Bager (KF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre bedre vilkår for anonymisering af danske politibetjente.

(Beslutningsforslag nr. B 173)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.