Fremsat den 1. marts 2022 af Peter Skaarup (DF),
René Christensen (DF) og Morten Messerschmidt (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbrugerbeskyttelse mod svindel med NemID og
MitID
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af indeværende kalenderår at
fremsætte lovforslag, der sikrer, at man som offer for
svindel med NemID og MitID ikke skal hæfte for de aftaler,
som en tredjemand ulovligt har indgået gennem svindel.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne lægger med
beslutningsforslaget op til, at man som offer for svindel med NemID
og MitID aldrig skal hæfte for de aftaler, som en tredjemand
ulovligt har indgået ved svig. Dette er desværre ikke
tilfældet i dag.
Nuværende
retspraksis på området lægger navnlig vægt
på tre forhold i spørgsmålet, om et offer for
svindel med f.eks. NemID og MitID skal hæfte for aftaler, som
en tredjemand ulovligt har indgået ved svig. Det drejer sig
om følgende tre forhold (Retsudvalget alm. del - svar
på spm. 666, folketingsåret 2020-21):
1) under hvilke
omstændigheder tredjemand har tilegnet sig oplysninger om
f.eks. NemID,
2) om indehaveren
har haft kendskab til, at tredjemand er kommet i besiddelse af de
pågældende oplysninger, og
3) om indehaveren
har gjort, hvad der var muligt for at forhindre misbrug.
Denne retspraksis betyder, at en borger kan
ende med at hæfte for aftaler, hvis en tredjemand misbruger
borgerens NemID eller MitID til f.eks. at købe produkter
på afbetaling eller optage forbrugslån (»Misbrug
af NemID«, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,
forbrug.dk).
Forslagsstillerne finder det ikke rimeligt, at
ofre for svindel med NemID kan stå tilbage med en voldsomt
stor gæld, uden at de har gjort noget forkert.
Forslagsstillerne bemærker i den forbindelse, at det ofte er
ældre mennesker, der bliver udsat for svindel med NemID.
Eksempelvis blev flere end 60 personer i alderen 70 til 90 år
bedraget for omtrent 5,8 mio. kr. af svindlere efter at have
udleveret oplysninger om NemID til svindlere, der udgav sig for at
være ansat i skattevæsenet (»Stor sag kaldes
Sweet Talk - 3000 fik opkald fra svindlere«, Kristeligt
Dagblad, den 20. oktober 2021).
Når staten og de økonomiske
infrastrukturer som udgangspunkt tvinger folk til at være
tilmeldt e-Boks, NemID og lignende løsninger, bør der
samtidig være en tilstrækkelig forbrugerbeskyttelse
på området.
Ved at vedtage dette beslutningsforslag kan
borgernes tryghed på internettet styrkes, og ligeledes kan
tiltroen til, at staten beskytter borgeren, når borgeren
tager it-systemer i brug, der i realiteten er dem pålagt.
Derudover vil forslaget forhindre, at ofre for svindel med NemID og
MitID kan stå tilbage med en ubetalelig gæld.
Således vil forslaget øge både borgernes
sikkerhed og retsfølelse i sager om økonomisk
it-kriminalitet.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
forbrugerbeskyttelse mod svindel med NemID og MitID.
(Beslutningsforslag nr. B 171)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.