Fremsat den 1. marts 2022 af Marcus Knuth (KF) og Søren Pape Poulsen (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af krav om permanent ophold
i Danmark i mindst 5 år, før man kan søge dansk
statsborgerskab
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2022 at indkalde til forhandlinger om at
ændre cirkulæreskrivelsen om naturalisation,
således at udlændinge, der søger dansk
statsborgerskab, skal have haft permanent ophold i Danmark i mindst
5 år.
Bemærkninger til forslaget
Svar på folketingsspørgsmål
fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S)
viser, at en bekymrende stor del af de unge 18-23-årige, der
får tildelt dansk statsborgerskab, efterfølgende
begår kriminalitet. Desuden viser tallene, at det i
aldersgruppen 18-23 år altovervejende er personer fra
ikke-EU-lande, der får statsborgerskab
(Indfødsretsudvalget alm. del - svar på
spørgsmål 61 og 62, folketingsåret 2021-22).
Helt konkret fik 6.884 personer i
aldersgruppen 18-23 år dansk statsborgerskab i årene
2010-2020. Af disse var 6.395 ikke-EU-borgere, hvilket udgør
93 pct. af gruppen. De nationaliteter, der er højst
repræsenteret i gruppen af 18-23-årige, der i perioden
2010-2020 skiftede til dansk statsborgerskab, er afghanere,
irakere, tyrkere og somaliere.
Baseret på tal fra perioden 2010-2014 er
15 pct. af samtlige personer i aldersgruppen 18-23 år
efterfølgende dømt for kriminalitet. Det er vel at
mærke fraregnet overtrædelser af færdselsloven,
der har medført en bøde på 3.000 kr. eller
derunder.
Mest
repræsenteret blandt de unge, der begår kriminalitet,
er følgende:
- 45 pct. af de
statsløse (ofte fra Palæstina eller Libanon).
- 21 pct. af
pakistanerne.
- 20 pct. af
iranerne.
- 18 pct. af
afghanerne.
- 17 pct. af
irakerne.
- 16 pct. af
somalierne.
I perioden 2015-2020 er der ligeledes en
overvægt af ovenstående tidligere nationaliteter, dog
med undtagelse af afghanere.
Forslagsstillerne mener derfor, at
cirkulæreskrivelsen om naturalisation (CIS nr. 9461 af
17/06/2021) skal skærpes, så perioden på
permanent ophold, før man kan søge statsborgerskab,
hæves fra i dag 1-2 år til 5 år.
Dermed håber forslagsstillerne, at
gruppen af unge 18-23-årige kan motiveres til ikke at
begå kriminalitet, eller at dem, som alligevel får
domme, vil blive omfattet af karensreglerne for begået
kriminalitet i cirkulæret, så der går
længere tid, før de kan få statsborgerskab.
Skriftlig fremsættelse
Marcus Knuth
(KF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
indførelse af krav om permanent ophold i Danmark i mindst 5
år, før man kan søge dansk statsborgerskab.
(Beslutningsforslag nr. B 165)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.