Fremsat den 14. oktober 2021 af Leif Lahn Jensen (S),
Peter Skaarup (DF), Karsten Hønge (SF),
Andreas Steenberg (RV), Peder Hvelplund (EL),
Mai Mercado (KF),
Peter Seier Christensen (NB),
Ole Birk Olesen (LA), Torsten Gejl (ALT),
Jens Rohde (KD),
Aaja Chemnitz Larsen (IA),
Susanne Zimmer (UFG),
Uffe Elbæk (UFG) og Sikandar Siddique (UFG).
Forslag til folketingsbeslutning
om tandlæger på lige vilkår med
praktiserende læger over sundhedsvæsenet
(borgerforslag)
Vi stiller et forslag om, at tandlæger
skal være på lige vilkår med de praktiserende
læger.
Vi mener, at alt for mange mennesker i Danmark
ikke kommer til tandlægen, fordi det ganske enkelt er for
dyrt. Det er helt urimeligt, at tandlægen ikke er med inde
under sundhedssektoren, da munden også er en del af ens
krop.
Man ved med sikkerhed, at mange sygdomme kan
undgås, hvis folk kom regelmæssigt til tandlægen.
Her er problemet desværre, at rigtigt mange mennesker ikke
har råd til de dyre tandlægebesøg og derfor
desværre vælger det fra.
Tandproblemer opstår af mange grunde:
Man kan have en medfødt lidelse, man kan være blevet
syg, og medicin kan ødelægge tænder.
Derfor bliver dette problem blot større
og større i Danmark - desværre.
Folk bliver fastholdt i dårlig
livskvalitet og sociale ydelser, og syghusvæsenet har mange
indlagte med følgesygdomme, som skyldes tandproblemer. Vi
mener, det vil være en bonus at få tandlæge over
sundhedsvæsnet, f.eks. med indkaldelser hvert halve år.
Det ville kunne give en besparelse på sundhedsvæsenet
og sociale ydelser. Så det er et spørgsmål om,
at tingene opvejer hinanden med fortjeneste, hvis tandlæger
kom ind i sundhedsvæsenet på lige fod med
læger.
Bemærkninger til forslaget
Vi ved, et par lignende forslag før har
været oppe som borgerforslag, og et borgerforslag (B 9) blev
forkastet af Folketinget den 23. februar 2021.
Vi er en stor gruppe på ca. 100.600
medlemmer, der ikke forstår, vi ikke bliver hørt, og
ønsker at man måske ville prøve at
undersøge, hvad det koster samfundet, at folk netop ikke
kommer regelmæssigt til tandlægen, modsat hvis de kom
til tandlægen og fik et godt og værdigt liv. Disse tal
er aldrig undersøgt til bunds, hvorfor vi med undren ikke
forstår, at det sidste forslag blev forkastet.
Så nu tager vi kampen endnu en gang, og
denne gang forventer vi, der bliver regnet på forslaget, og
vi kan komme i dialog og få debatteret forslaget. For mange,
rigtig mange, i vores samfund ønsker dette
brændende.
Om fremsættelsen i Folketinget
Forslagsstillerne i Folketinget
bemærker, at der er tale om et borgerforslag, som inden for
den fastsatte frist har opnået det antal
støttetilkendegivelser fra borgere, som kræves for at
få forslaget fremsat og behandlet som beslutningsforslag i
Folketinget. Borgerforslaget er oprindelig indgivet af Dunja
Fogelberg Hansen, København, som hovedstiller med Thomas
Uldahl, Faxe, Sacha Uldahl, Faxe, og Emma Renee Kolding
Sørensen, Faxe, som medstillere. Forslagsstillernes
fremsættelse af forslaget for Folketinget er alene udtryk
for, at forslagsstillerne på vegne af de partier, som
støtter borgerforslagsordningen, påtager sig at
opfylde en nødvendig betingelse for, at borgerforslaget kan
blive behandlet i Folketinget i overensstemmelse med intentionerne
bag ordningen for borgerforslag. Fremsættelsen kan
således ikke tages som udtryk for, at forslagsstillerne
nødvendigvis støtter forslagets indhold.
Skriftlig fremsættelse
Leif Lahn Jensen (S), Peter Skaarup (DF),
Karsten Hønge (SF), Andreas Steenberg (RV), Peder Hvelplund
(EL), Mai Mercado (KF), Peter Seier Christensen (NB), Ole Birk
Olesen (LA), Torsten Gejl (ALT), Jens Rohde (KD), Aaja Chemnitz
Larsen (IA), Susanne Zimmer (UFG), Uffe Elbæk (UFG) og
Sikandar Siddique (UFG).:
Vi tillader os herved at
fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
tandlæger på lige vilkår med praktiserende
læger over sundhedsvæsenet
(Beslutningsforslag nr. B 15)
Der er tale om et borgerforslag, som inden
for den fastsatte frist har opnået det antal
støttetilkendegivelser fra borgere, som kræves for at
få forslaget fremsat og behandlet som beslutningsforslag i
Folketinget. Der henvises til folketingsbeslutning af 2. juni 2016
om mulighed for at få borgerdrevne beslutningsforslag
behandlet i Folketinget, lov om etablering af en ordning for
borgerforslag med henblik på behandling i Folketinget og
bekendtgørelse om en ordning for borgerforslag med henblik
på behandling i Folketinget. Borgerforslaget er oprindelig
indgivet af Dunja Fogelberg Hansen, København, som
hovedstiller med Thomas Uldahl, Faxe, Sacha Uldahl, Faxe, og Emma
Renee Kolding Sørensen, Faxe, som medstillere.
Fremsættelsen er alene udtryk for, at forslagsstillerne
på vegne af de partier, som støtter
borgerforslagsordningen, påtager sig at opfylde en
nødvendig betingelse for, at borgerforslaget kan blive
behandlet i Folketinget i overensstemmelse med intentionerne bag
ordningen.