Betænkning afgivet af
Transportudvalget den 7. juni 2022
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, RV, SF, EL, LA og FG) indstiller
beslutningsforslaget til forkastelse
ved 2. (sidste) behandling.
Et mindretal i
udvalget (V, KF, DF, NB, Hans Kristian Skibby (UFG) og Lise
Bech (UFG)) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse ved 2. (sidste) behandling.
Alternativet, Kristendemokraterne,
Moderaterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Radikale Venstre,
Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten
Socialdemokratiets, Radikale Venstres,
Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget
anerkender behovet for at sikre gode forhold for danske
lastbilchauffører og vognmænd og dermed også
hensigten med beslutningsforslaget og de enkelte forslag indeholdt
i beslutningsforslagets bemærkninger. S, RV, SF og EL er
enige i, at Færdselsstyrelsens sagsbehandlingstider skal
nedbringes, at parkeringsafgifter udstedt til udenlandske lastbiler
også skal betales og dernæst kunne inddrives effektivt
ved manglende betaling, og at der løbende skal arbejdes
på at forbedre trafiksikkerheden.
I forhold til beslutningsforslaget ser S,
RV, SF og EL især positivt på de forslag, der bl.a. kan
øge trafiksikkerheden og bidrage til ordentlige løn-
og arbejdsvilkår også for udenlandske
chauffører.
S, RV, SF og EL noterer sig, at der
allerede med henholdsvis »Aftale om Infrastrukturplan
2035« fra juni 2021 og »Aftale om grøn
omstilling af transportsektoren« fra december 2020 er
iværksat tiltag i retning af flere parkeringspladser på
de statslige motorvejsrastepladser og øget totalvægt
og -længde for køretøjer. S, RV, SF og EL
noterer sig ligeledes, at der fra myndighedssiden arbejdes på
en mere effektiv inddrivelse af parkeringsafgifter udstedt til
udenlandske lastbiler og nedbringelse af Færdselsstyrelsens
sagsbehandlingstider.
S, RV, SF og EL noterer sig endvidere, at
regeringen vil undersøge mulighederne for dels at styrke
Færdselsstyrelsens kontrol med både lastbilparkering og
udenlandske varebiler, og dels at skærpe indsatsen over for
farlige lastbiloverhalinger på motorvejsnettet.
Endelig noterer S, RV, SF og EL sig, at
regeringen under inddragelse af udvalget og branchen søger
at løse den aktuelle chaufførmangel i
transportbranchen.
Til trods for de gode hensigter i
beslutningsforslaget kan S, RV, SF og EL dog ikke støtte op
om at nedsætte en arbejdsgruppe som den foreslåede.
Dels fordi der allerede er et arbejde i gang på flere af
områderne - bl.a. med inddragelse af branchen - og dels fordi
S, RV, SF og EL bl.a. ikke deler synspunktet om, at
arbejdstidsreglerne i branchen er en udfordring, da disse er til
for trafiksikkerhedens skyld og i øvrigt fastsat i
EU-lovgivningen.
Venstre
Venstres medlemmer af udvalget hilser det
velkommen, at forslagsstillerne ønsker nedsat en
arbejdsgruppe, der skal finde løsninger på konkrete
problemstillinger og udfordringer, der opleves af vognmænd og
chauffører. Derfor støtter Venstre
beslutningsforslaget. Det betyder dog ikke, at Venstre dermed
automatisk støtter alle de i forslaget oplistede
initiativer. I stedet afventer Venstre resultatet af
arbejdsgruppens arbejde, hvorefter Venstre vil tage politisk
stilling til de enkelte problemstillinger og de anbefalede
løsningsforslag.
Enhedslisten
Enhedslistens medlemmer af udvalget er
forskelligt stemt over for delforslagene i forslaget. Effektiv
inddrivelse af parkeringsafgifter fra udenlandske lastbiler,
kontrol af 45-timershvil og indsats mod elefantoverhalinger er
forslag, som Enhedslisten umiddelbart er positiv indstillet over
for. Mulige nye p-pladser til lastbiler og bedre badeforhold for
lastbilchauffører er forslag, hvor Enhedslisten mener, at
branchen selv må spille ind med løsninger, og det vil
være overflødigt, at en ny arbejdsgruppe skal
beskæftige sig med at undersøge sådanne forslag.
Samlet set er Enhedslisten derfor imod forslaget om at
nedsætte en arbejdsgruppe, og Enhedslisten henviser i
øvrigt til partiets ordførertale og
bemærkninger ved 1. behandling af forslaget.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 1.
marts 2022 og var til 1. behandling den 18. maj 2022.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Transportudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 1 møde.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag
på beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
1 spørgsmål til transportministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Henrik Møller (S) Tanja
Larsson (S) Kasper Roug (S) Mogens Jensen (S) fmd. Lennart Damsbo-Andersen (S) Malte
Larsen (S) Orla Hav (S) Thomas Jensen (S) Anne Valentina Berthelsen
(SF) Karsten Hønge (SF) Kathrine Olldag (RV) Rasmus Helveg
Petersen (RV) Andreas Steenberg (RV) Henning Hyllested (EL) Eva
Flyvholm (EL) Susanne Zimmer (FG) Kristian Pihl Lorentzen (V) Hans
Andersen (V) Hans Christian Schmidt (V) nfmd. Ellen Trane Nørby (V)
Peter Juel-Jensen (V) Martin Geertsen (V) Hans Kristian Skibby
(UFG) Lise Bech (UFG) Alex Ahrendtsen (DF) Niels Flemming Hansen
(KF) Birgitte Bergman (KF) Mette Thiesen (NB) Ole Birk Olesen
(LA)
Alternativet, Kristendemokraterne,
Moderaterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 10 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Frie Grønne, Danmarks Nye
Venstrefløjsparti (FG) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Moderaterne (M) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 9 | |