B 147 Forslag til folketingsbeslutning om at indføre forbud mod bilreklamer og krav til bilreklamer.

Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2021-22
Status: Beretning afgivet
Afgivet: 07-06-2022

Beretning om Forslag til folketingsbeslutning om at indføre forbud mod bilreklamer og krav til bilreklamer afgivet af Transportudvalget den 7. juni 2022

20211_b147_beretning.pdf
Html-version

Beretning afgivet af Transportudvalget den 7. juni 2022

1. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Frie Grønne

Et flertal i udvalget (S, RV, SF, EL og FG) støtter arbejdet med grøn omstilling af transportsektoren. Flertallet noterer sig, at der i dag allerede er en række initiativer i gang i relation til kollektiv transport, hvor f.eks. »Aftale om Infrastrukturplan 2035« skal være med til at styrke og forbedre den kollektive transport frem mod 2035. Den grønne omstilling af den kollektive transport er godt undervejs med elektrificeringen af statens jernbanenet og regeringens klimasamarbejdsaftaler med regioner og kommuner om grøn kollektiv bustrafik. Der er også et vigtigt fokus på cykler, hvor der bl.a., i forbindelse med at det er cyklens år, lanceres en række kampagner for cykelfremme, mens der også er åbnet et nationalt videncenter for højnelse af cykelviden.

Flertallet konstaterer, at det gennem oplysning og via reklamer og energimærkning for fossildrevne biler kan være muligt at gøre forbrugere opmærksom på bl.a. klimaaftryk og derved direkte eller indirekte bidrage til større opmærksomhed om andre transportmidler og -former med lavere klimaaftryk.

Flertallet noterer sig, at der allerede er krav om særlige oplysninger i reklamemateriale for biler om energiklasse, brændstofforbrug og CO2-udledning, og flertallet pålægger ministeren at undersøge mulighederne for at udvide de nugældende danske krav til reklamer for personbiler med en tekst, der dels indeholder oplysninger om alternative transportformer, som har et lavere klimaaftryk end fossildrevne biler, dels indeholder information, der er sammenlignelig med kravene til nye person- og varebiler ved udstilling på salgssted i forhold til oplysning om, at CO2 er den drivhusgas, der er hovedansvarlig for den globale opvarmning.

Flertallet pålægger endvidere ministeren at undersøge mulighederne for - i det omfang det er muligt i henhold til EU-retten - at udvide oplysningskravene i reklamer og på salgssteder om årlig CO2-udledning ved gennemsnitlig brug af en bestemt type personbil.

Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Hans Kristian Skibby (UFG) og Lise Bech (UFG)

Venstres, Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget og Hans Kristian Skibby (UFG) og Lise Bech (UFG) støtter arbejdet med grøn omstilling af transportsektoren.

V, KF, DF, Hans Kristian Skibby (UFG) og Lise Bech (UFG) noterer sig, at der i dag allerede er en række initiativer i gang i relation til kollektiv transport, hvor f.eks. »Aftale om Infrastrukturplan 2035« skal være med til at styrke og forbedre den kollektive transport frem mod 2035. Den grønne omstilling af den kollektive transport er godt undervejs med elektrificeringen af statens jernbanenet og regeringens klimasamarbejdsaftaler med regioner og kommuner om grøn kollektiv bustrafik. Der er også et vigtigt fokus på cykler, hvor der bl.a., i forbindelse med at det er cyklens år, lanceres en række kampagner for cykelfremme, mens der også er åbnet et nationalt videncenter for højnelse af cykelviden.

V, KF, DF, Hans Kristian Skibby (UFG) og Lise Bech (UFG) konstaterer, at det gennem oplysning via reklamer og energimærkning for fossildrevne biler kan være muligt at gøre forbrugere opmærksom på bl.a. klimaaftryk og derved direkte eller indirekte bidrage til større opmærksomhed om andre transportmidler og -former med lavere klimaaftryk.

V, KF, DF, Hans Kristian Skibby (UFG) og Lise Bech (UFG) noterer sig, at der allerede er krav om særlige oplysninger i reklamemateriale for biler om energiklasse, brændstofforbrug og CO-udledning, og partierne pålægger ministeren at undersøge mulighederne for at udvide de nugældende danske krav til reklamer for personbiler ved at skærpe energimærkningen, så der stilles større krav for at få gode energimærker.

Alternativet, Kristendemokraterne, Moderaterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.

2. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 1. marts 2022 og var til 1. behandling den 18. maj 2022. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transportudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag på beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 1 spørgsmål til transportministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

P.u.v.

Mogens Jensen

formand