Fremsat den 1. marts 2022 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF),
Trine Torp (SF) og Carl Valentin (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om hjælp frem for straf til stofbrugere
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingssamling og inden udgangen af 2022 at
igangsætte et lovforberedende arbejde, som skal munde ud i et
lovforslag, der styrker indsatsen mod stofbrug og afhængighed
gennem social- og sundhedsfaglig intervention frem for straf til
stofbrugere.
Bemærkninger til forslaget
Stofmisbrug og narkotikarelaterede skader
udgør et problem i Danmark, som vi gennem et halvt
århundredes kriminalisering ikke har formået at
håndtere. Stofbrug og afhængighed kan være
forbundet med store sociale og sundhedsmæssige
skadevirkninger både for den enkelte stofbruger og for
samfundet. Særlig kan fremhæves, at vi i Danmark har en
kontinuerlig høj dødelighed, hvor 250 stofbrugere
hvert år mister livet (»Narkotikasituationen i Danmark
- delrapport 4«, Sundhedsstyrelsen, juli 2021).
Ifølge Sundhedsstyrelsens seneste
skøn har mere end 80.000 danskere et højrisikoforbrug
af stoffer (»Narkotikasituationen i Danmark - delrapport
2«, Sundhedsstyrelsen, september 2019). Men kun en fjerdedel
af disse er indskrevet i stofmisbrugsbehandling, svarende til
19.200 personer i 2018 (»Narkosituationen i Danmark -
delrapport 3«, Sundhedsstyrelsen, juli 2020). Derfor er der
brug for at gøre mere.
Hidtil har man forsøgt at sætte
ind med straf mod stofmisbrugerne. F.eks. blev der i 2004
indført nultolerance, så besiddelse af stoffer til
eget brug straffes med mindst en bøde (Lov nr. 445 af 9.
juni 2004 om ændring af lov om euforiserende stoffer og
straffuldbyrdelsesloven (Skærpet indsats mod narko m.v.)). 3
år efter blev bøderne skærpet betydeligt med en
firdobling (Lov nr. 526 af 6. juni 2007 om ændring af lov om
euforiserende stoffer (Højere bøder i
narkosager)).
Strafskærpelserne har imidlertid ikke
nedbragt brugen af stoffer i samfundet. Sundhedsstyrelsens
løbende estimater har vist, at antallet af personer med et
stofmisbrug steg betydeligt i samme periode
(»Narkotikasituationen i Danmark 2017«,
Sundhedsstyrelsen, november 2017).
Effektiv intervention fremfor
straf
Med forslaget ønsker forslagsstillerne
at ændre tilgangen fra straf til indsatser, der virker.
Konkret foreslås det, at stofbrugere, der stoppes af politiet
med stof til eget brug, henvises til et fagligt udvalg efter
portugisisk forbillede (se f.eks. artiklen i Kristeligt Dagblad den
22. maj 2021 »For 20 år siden døde narkomanerne
i Portugals gader. I dag får de hjælp til at styre
deres misbrug«). I det faglige udvalg foretager fagpersoner
en vurdering af stofbrugets karakter og eventuelle behov for
social- eller sundhedsfaglig opfølgning i dialog med
stofbrugeren. Formålet med interventionen er at give
stofbrugeren klar og direkte besked om risici ved fortsat stofbrug
og oplyse om behandlingsmuligheder og andre relevante tilbud.
Forudsætningen for at kunne have en
åben social- og sundhedsfaglig dialog med stofbrugeren om
brugen af stoffer og eventuelle bagvedliggende problemer er, at den
strafbaserede tilgang ophæves. Forslaget indebærer
derfor også en afkriminalisering af besiddelse af
euforiserende stoffer til eget brug.
I dag vil stofbrugerens møde med
politiet typisk medføre, at vedkommende efter en måned
eller mere modtager en bøde i sin e-Boks. Der vil normalt
ikke blive iværksat nogen indsats over for hverken stofbruget
eller eventuelle bagvedliggende udfordringer.
Den foreslåede ændring
indebærer derfor en mere resolut og målrettet indsats
end i dag. I Portugal skal stofbrugeren møde op allerede
førstkommende hverdag efter henvisningen fra politiet.
Opfølgningen sker således inden for blot 72 timer.
Det er afgørende, at den hurtige
intervention opleves som et oprigtigt udtryk for samfundets omsorg,
bekymring og ønske om at hjælpe stofbrugeren. Udvalget
skal derfor være bemandet af specialiseret sundheds- og
socialfagligt personale, som med det samme kan
iværksætte den hjælp, der findes behov for.
Politiets rolle
Det vil med forslaget fortsat være
politiets opgave at afdække og skride ind over for besiddelse
af euforiserende stoffer. Politiet foretager allerede i dag en
vurdering af, om besiddelsen er til eget brug eller til salg. For
politiet vil forskellen derfor blot være, at stofbrugeren
fremadrettet skal henvises til den social- og sundhedsfaglige
intervention i fagudvalget, frem for at der indledes en straffesag
mod vedkommende. Indsatsen over for salg og indsmugling osv. af
euforiserende stoffer påvirkes derved ikke med forslaget.
Forslagsstillerne bemærker, at politiet
allerede forsøger sig med lignende tilgange. Det forekommer
oplagt, at regeringen inddrager erfaringer fra Københavns
Vestegns Politis projekt »Fra lommevending til
behandling«, som i 2020 var nomineret til Den
Kriminalpræventive Pris.
Forventede konsekvenser
Forslagsstillerne forventer ikke, at forslaget
medfører et behov for nye tilbud eller rettigheder, idet
fagudvalget vil kunne henvise til alle de behandlingsmæssige
og sociale hjælpetilbud, der allerede findes i dag, herunder
den kommunale stofmisbrugsbehandling. Det er imidlertid
forslagsstillernes forventning, at interventionen vil
medføre, at flere vil gøre brug af de eksisterende
tilbud, herunder særlig de unge.
Det forventes desuden, at interventionen i sig
selv kan bidrage til at stoppe, begrænse eller stabilisere et
ellers eskalerende stofbrug for den enkelte. Den foreslåede
social- og sundhedsbaserede tilgang forventes derfor at være
mere effektiv end straf til at reducere brug og misbrug af stoffer
og skadevirkninger knyttet til stofbrug for både individer og
samfundet som helhed.
Forslagsstillerne bemærker, at hverken
portugisiske erfaringer eller andet tyder på, at ned- eller
afkriminalisering på dette område i sig selv har nogen
væsentlig betydning for udbredelsen eller omfanget af
stofbrug i samfundet. Særlig når truslen om straf
erstattes af en mere resolut og mere målrettet intervention,
er der ikke grundlag for at antage, at forslaget vil føre
til øget brug af stoffer.
Skriftlig fremsættelse
Karina Lorentzen
Dehnhardt (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
hjælp frem for straf til stofbrugere.
(Beslutningsforslag nr. B 145)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.