B 139 Forslag til folketingsbeslutning om at sikre, at ATP ikke påbegynder ny konkurrenceforvridende erhvervsaktivitet på markedet for privat kapitalforvaltning via PEP VII-fonden.

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2021-22
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 01-03-2022

Fremsat: 01-03-2022

Fremsat den 1. marts 2022 af Torsten Schack Pedersen (V), Mona Juul (K), Mette Hjermind Dencker (DF), Lars Boje Mathiesen (NB) og Alex Vanopslagh (LA)

20211_b139_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 1. marts 2022 af Torsten Schack Pedersen (V), Mona Juul (K), Mette Hjermind Dencker (DF), Lars Boje Mathiesen (NB) og Alex Vanopslagh (LA)

Forslag til folketingsbeslutning

om at sikre, at ATP ikke påbegynder ny konkurrenceforvridende erhvervsaktivitet på markedet for privat kapitalforvaltning via PEP VII-fonden

Folketinget opfordres til at pålægge regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af ATP-loven inden udgangen af 2022, så det sikres, at ATP fastholder fokus på den samfundsmæssigt væsentlige opgave med forvaltning af de obligatoriske pensionsindbetalinger fra alle danskere på arbejdsmarkedet, således at ATP ikke påbegynder ny konkurrenceforvridende erhvervsaktivitet på markedet for privat kapitalforvaltning.

Bemærkninger til forslaget

I oktober 2020 oplyste ATP, at der vil blive foretaget en ændring i forretningsområdet for ATP's nye fond, ATP Private Equity Partners VII K/S.

ATP foretager private equityinvesteringer, som er investeringer i unoterede aktier i form af kapitaltilsagn til kapitalfonde gennem en række helejede datterselskaber, herunder Private Equity Partners AIFM ApS, som er samlet i regi af ATP Private Equity Partners (ATP PEP). ATP PEP fungerer som en såkaldt fund of funds, der således gennem en række porteføljefonde investerer i andre kapitalfonde og unoterede selskaber.

Indtil nu er ATP PEP's investeringer gennem porteføljefondene foretaget udelukkende med investeringsmidler fra ATP. ATP PEP har imidlertid ved en pressemeddelelse af 2. oktober 2020 offentliggjort, at deres nyeste fond, ATP Private Equity Partners VII K/S (ATP PEP VII), vil åbne for investeringer fra eksterne investorer.

Forslagsstillerne mener, at ATP udgør en vigtig rolle i det danske pensionssystem, som sikrer gode afkast til gavn for danske pensionister. Den position skal fastholdes.

ATP er etableret for at forvalte de midler, som danskere i arbejde løbende indbetaler, og som i dag udgør ca. 1.000 mia. kr.

ATP skal holde sig til den opgave, som ATP er etableret for at løse. Derfor er forslagsstillerne bekymrede for, om ATP med den nyetablerede fond bevæger sig ind på at begå opgavetyveri, idet de med etableringen af en helt ny type investeringsselskab åbner for at varetage investeringer for private eksterne investorer.

Forslagsstillerne frygter, at det er et brud med årtiers praksis, og at man dermed bevæger sig ud i urimelig konkurrence over for de private investeringsselskaber, der skal kæmpe om de private investeringskunder.

Der er derfor brug for prompte at genoprette balancen på det for samfundet væsentlige marked i Danmark for varetagelse af private investeringer.

Hvis ATP's fond åbner for privat kapitalforvaltning, kan det påvirke markedet negativt og mindske effektiviteten og innovationen for private erhvervsdrivende, fordi private kapitalforvaltere ikke vil kunne konkurrere med ATP's permanente adgang til kapital. Særligt kan det vanskeliggøre muligheden for etableringen af nye private investeringsvirksomheder og etableringen af private danske arbejdspladser.

Hvis ATP tiltrækker kapital fra eksterne investorer, vil ATP indtræde som aktør på et marked i konkurrence med private kapitalforvaltere. Givet at ATP har adgang til massiv kapital, som hidrører fra et ikkekonkurrenceudsat marked, nemlig fra ATP's lovfæstede eneret som forvalter af en omfattende pensionsformue, er der en betydelig risiko for, at den type aktivitet vil være konkurrenceforvridende.

ATP er en statslig myndighed, jf. notat af 23. april 1990 fra Justisministeriets lovkontor om myndighedsafgrænsningen i lovforslaget om ligestilling mellem mænd og kvinder ved besættelse af visse bestyrelsesposter i den statslige forvaltning, statsministerens svar på L 156 - spørgsmål 7 og 8, folketingsåret 1989-90.

ATP eller datterselskaber i ATP vil således gennem en form for krydssubsidiering givet deres karakter have en konkurrencefordel på det konkurrenceudsatte marked. Dette kan eksempelvis være tilfældet ved, at ATP eller ATP's datterselskaber er i stand til at tilbyde de eksterne investorer bedre vilkår end andre kapitalforvaltere. Hvis ATP eller ATP's datterselskabers investeringsvilkår ikke er på markedsvilkår, kan der derfor være tale om ulovlig statsstøtte ifølge notat »ATP PEP VII - statsstøtteretlige overvejelser« af 21. januar 2021 af Gorrissen Federspiel, jf. Erhvervsudvalget, alm. del - svar på spørgsmål 313, folketingsåret 2020-21.

Dette beslutningsforslag skal sikre, at ATP ikke påtager sig at forvalte ekstern kapital ved siden af forvaltningen af de obligatorisk opkrævede pensionsbidrag i henhold til ATP-loven/Lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014, som senest er ændret ved lov nr. 2382 af 14. december 2021.

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2022 at fremsætte lovforslag, der præciserer den ovennævnte afgrænsning i erhvervsaktiviteterne for ATP's virksomhed i ATP-loven. Dermed sikres, at ATP's ændring af forretningsområdet for ATP's nye fond, PEP VII, ikke implementeres, og at ATP ikke går ind på markedet for privat kapitalforvaltning.

Finansiering

Beslutningsforslaget forventes ikke at have statsfinansielle konsekvenser.

Skriftlig fremsættelse

Torsten Schack Pedersen (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre, at ATP ikke påbegynder ny konkurrenceforvridende erhvervsaktivitet på markedet for privat kapitalforvaltning via PEP VII-fonden.

(Beslutningsforslag nr. B 139)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.