B 133 Forslag til folketingsbeslutning om afholdelse af et årligt handicappolitisk topmøde.

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2021-22
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 01-03-2022

Fremsat: 01-03-2022

Fremsat den 1. marts 2022 af Stén Knuth (V), Marlene Ambo-Rasmussen (V), Hans Andersen (V), Morten Dahlin (V), Jane Heitmann (V), Anne Rasmussen (V), Fatma Øktem (V) og Anne Honoré Østergaard (V)

20211_b133_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 1. marts 2022 af Stén Knuth (V), Marlene Ambo-Rasmussen (V), Hans Andersen (V), Morten Dahlin (V), Jane Heitmann (V), Anne Rasmussen (V), Fatma Øktem (V) og Anne Honoré Østergaard (V)

Forslag til folketingsbeslutning

om afholdelse af et årligt handicappolitisk topmøde

Folketinget pålægger regeringen at udarbejde en årlig redegørelse om beskæftigelsessituationen for personer med handicap og holde en årlig redegørelsesdebat i Folketinget. Den første redegørelse skal foreligge inden udgangen af 2022. Folketinget pålægger endvidere regeringen at indkalde til et årligt topmøde med deltagelse af regeringen, Folketingets partier, handicaporganisationerne, arbejdsmarkedets parter og andre relevante aktører med afsæt i redegørelsen.

Bemærkninger til forslaget

Det er vigtigt, at borgere med handicap i højere grad bliver en del af arbejdsmarkedet, både for deres egen skyld og for samfundets skyld. Den bedste hjælp, vi nogensinde kan give borgere med handicap med mulighed for at arbejde, er at få dem inkluderet i det arbejdende fællesskab - et fællesskab, der giver adgang til at kunne forsørge sin familie, være et forbillede for sine børn og opleve den stolthed, værdighed og respekt, der er forbundet med at tjene egne penge og samtidig bidrage til samfundet.

Ingen i vores samfund bør holdes uden for det store arbejdsfællesskab, hvor alle kan være noget for nogen og få anerkendelse for, at deres indsats har værdi såvel for dem selv som for deres kolleger og samfundet.

Flere regeringer har igangsat politiske initiativer for at styrke beskæftigelsen for borgere med handicap i forhold til at få flere i arbejde både på almindelige vilkår og på særlige vilkår såsom fleks- eller skånejob. VLAK-regeringen satte i 2019 et mål om at få 13.000 personer med et større handicap i arbejde (»Flere mennesker med handicap skal i job«, Beskæftigelsesministeriet og Børne- og Socialministeriet, september 2018). Til det formål blev der afsat 128 mio. kr. ved satspuljeforhandlingerne i 2019 til bl.a. at udvikle et kompensationskort, der skal lette dialogen om borgerens kompetencer og støttebehov mellem borger, jobcenter og arbejdsgiver, ligesom der blev afsat finansiering til en lang række positive eksterne indsatser som »KLAPjob« og informations- og videndelingskampagner såsom »Handicap og job«.

Regeringen har fastholdt VLAK-regeringens mål om at få 13.000 personer med større handicap i job, og i en tid med rekordhøj beskæftigelse er betingelserne for at nå i mål gode. Alligevel er der fortsat udfordringer med at få flere personer med handicap i job. Mange aktører tager del i arbejdet med at finde en løsning, men der mangler et større politisk ejerskab over denne dagsorden for at nå i mål. Det gælder særlig i forhold til at måle effekten af de enkelte initiativer, i forhold til udbredelse og opskalering af indsatser med positive effekter og i forhold til revision af og opfølgning på eksisterende initiativer og ordninger.

Forslagsstillerne mener derfor, at regeringen bør udarbejde en årlig redegørelse for beskæftigelsessituationen for personer med handicap, der kan danne grobund for en redegørelsesdebat i Folketinget og et årligt handicappolitisk topmøde mellem regeringen, Folketingets partier, handicaporganisationerne, arbejdsmarkedets parter og andre relevante aktører.

Forslagsstillerne finder det hensigtsmæssigt, at ansvaret for den årlige redegørelse og det årlige handicappolitiske topmøde forankres i Beskæftigelsesministeriet. Formatet for både redegørelsesdebatten og topmødet bør ligeledes udvikles af Beskæftigelsesministeriet med inddragelse af Folketingets partier for at sikre sammenhæng med eksisterende processer, rapporter og initiativer. Redegørelsen kan f.eks. udvikles i samarbejde med VIVE. Forslaget om et topmøde kan også tænkes ind som et supplement til eller en videreførelse af de aktiviteter, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering hidtil har afholdt som led i satspuljeaftalen, men henvendt til en bredere deltagerkreds.

Skriftlig fremsættelse

Stén Knuth (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om afholdelse af et årligt handicappolitisk topmøde.

(Beslutningsforslag nr. B 133)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.