B 133 Forslag til folketingsbeslutning om afholdelse af et årligt handicappolitisk topmøde.

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2021-22
Status: Beretning afgivet

Afgivet: 03-06-2022

Afgivet: 03-06-2022

Beretning om Forslag til folketingsbeslutning om afholdelse af et årligt handicappolitisk topmøde afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 3. juni 2022

20211_b133_beretning.pdf
Html-version

Beretning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 3. juni 2022

1. Politiske bemærkninger

Udvalget

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af NB) finder det vigtigt, at borgere med handicap i højere grad bliver en del af arbejdsmarkedet. Den seneste redegørelse af beskæftigelsessituationen for personer med handicap fra VIVE viste, at beskæftigelsesgraden for personer med handicap er meget lavere end for personer uden handicap. Flertallet finder det derfor vigtigt at skabe øget politisk opmærksomhed omkring beskæftigelsessituationen for personer med handicap.

Flertallet konstaterer, at Beskæftigelsesministeriet allerede efter gældende lovgivning er forpligtet til at udarbejde en årlig analyse af beskæftigelsessituationen for personer med handicap. I tillæg hertil noterer flertallet sig, at beskæftigelsesministeren vil indkalde beskæftigelsesudvalget til en årlig drøftelse af status på området med afsæt i den årlige afrapportering.

Derudover noterer flertallet sig, at der er blevet afholdt en række handicapkonferencer med deltagelse af bl.a. handicaporganisationer, virksomheder og kommuner. I forlængelse heraf er flertallet enige i, at de eksisterende initiativer fremover bør sættes i system for derigennem at skabe større kontinuitet i indsatserne.

Flertallet er enige om, at ministeren bør indkalde parterne, herunder handicaporganisationer, Folketingets partier, arbejdsmarkedets parter og andre relevante aktører, til drøftelser af ønsker og forventninger til et handicappolitisk topmøde.

Flertallet ønsker, at disse drøftelser samt øvrige tiltag er aftalt inden udgangen af 2022.

Frie Grønne, Kristendemokraterne, Moderaterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.

2. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 1. marts 2022 og var til 1. behandling den 12. maj 2022. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på beslutningsforslaget.

P.u.v.

Bjarne Laustsen

formand