Fremsat den 24. februar 2022 af Anne Sophie Callesen (RV),
Samira Nawa (RV),
Sofie Carsten Nielsen (RV) og Kathrine Olldag (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om tiltag mod diskrimination i nattelivet
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af indeværende folketingssamling at indkalde
til politiske forhandlinger om mulige tiltag mod diskrimination i
nattelivet, herunder muligheden for at fratage aktører
alkoholbevillingen ved gentagne tilfælde af påvist
diskrimination. Tiltagene skal medvirke til at begrænse den
etniske diskrimination, som mange unge oplever i nattelivet fra
restaurationsbranchen.
De politiske forhandlinger skal
gennemføres, således at mulige tiltag, der
kræver lovændring, kan fremlægges for Folketinget
inden udgangen af 2022.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne ønsker med dette
beslutningsforslag at finde egnede tiltag mod diskrimination i
nattelivet. Diskrimination i nattelivet har nemlig i årevis
været et udbredt problem. Særlig unge med anden etnisk
herkomst end dansk oplever at blive afvist i døren, imens
deres etnisk danske venner kan gå frit ind på barer og
natklubber. Denne praksis er ikke kun ulovlig, men også dybt
urimelig over for de unge, der alene på grund af deres
etnicitet ikke får muligheden for at leve et ungdomsliv
på lige fod med andre unge.
Københavns Kommunes
medborgerskabsundersøgelse 2021 blandt de 18-29-årige
viste, at 24 pct. af unge med indvandrerbaggrund havde oplevet
diskrimination i nattelivet (»Diskrimination: Et stort antal
unge i København føler sig som ofre for
forskelsbehandling«, politiken.dk, den 18. juli 2021). En
lignende undersøgelse foretaget af Ankestyrelsen viste, at
hver fjerde nydansker havde oplevet at blive afvist i døren
i det danske natteliv (»Medborgerskab, ligebehandling og
selvbestemmelse i Danmark«, Ankestyrelsen, 2015).
De eksisterende sanktionsmuligheder over for
restaurationsbranchens ulovlige praksis har vist sig
utilstrækkelige. Der bør derfor sættes ind med
nye tiltag, der kan motivere branchen til at ændre
adfærd.
Problemet med etnisk diskrimination i
nattelivet har været velkendt i en årrække, og
der er behov for handling nu. Derfor skal regeringen allerede i
indeværende folketingssamling indkalde Folketingets partier
til forhandlinger om mulige tiltag, således at mulige tiltag,
der kræver lovændring, kan fremlægges for
Folketinget inden udgangen af 2022.
Alkoholbevillingen skal eventuelt kunne
inddrages
Et muligt tiltag mod diskriminationen kunne
være, at det i højere grad, end det er tilfældet
i dag, skal kunne få konsekvenser for alkoholbevillingen,
når aktører i nattelivet dømmes for
diskrimination.
Man kunne således justere reglerne,
så en alkoholbevilling kan nægtes eller frakendes, hvis
bevillingshaveren inden for en kortere årrække er
dømt for diskrimination, uanset om forholdet er behandlet af
politiet og domstolene eller af Ligebehandlingsnævnet. I dag
er det kun domstolenes afgørelser, der kan have betydning
for en alkoholbevilling.
Risikoen for at få frataget
alkoholbevillingen må forventes at være et meget
effektivt middel mod diskrimination. Det vil være langt mere
indgribende for diskotekerne end at få en bøde
på nogle tusind kroner, og derfor vil det med al
sandsynlighed få diskotekerne til at forskelsbehandle
mindre.
Skriftlig fremsættelse
Anne Sophie
Callesen (RV):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om tiltag
mod diskrimination i nattelivet.
(Beslutningsforslag nr. B 119)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.