B 113 Forslag til folketingsbeslutning om digital børnebeskyttelse via aldersverificering på digitale platforme.

Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 25-02-2022

Fremsat: 25-02-2022

Fremsat den 25. februar 2022 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), ‍Lisbeth‍ Bech-Nielsen (SF)‍ og Charlotte Broman Mølbæk (SF)

20211_b113_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 25. februar 2022 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), ‍Lisbeth‍ Bech-Nielsen (SF)‍ og Charlotte Broman Mølbæk (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om digital børnebeskyttelse via aldersverificering på digitale platforme

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingssamling at igangsætte et arbejde med at udforme en model for aldersverificering på digitale platforme og en klar definition af, hvad der udgør skadeligt indhold på sociale medier.

Bemærkninger til forslaget

Baggrund og formål

Danmark bør som et af verdens mest digitaliserede samfund være et foregangsland for, hvordan vi passer på børnene i en digitaliseret verden. Forslagsstillerne ønsker med forslaget, at vi i højere grad tager børns digitale trivsel alvorligt og ved hjælp af aldersbekræftelse (verificering) og en mere klar definition af skadeligt indhold sætter en solid ramme for, hvordan sociale medier, platforme, apps, spilproducenter m.fl. kan henvende sig til børn.

Manglende aldersbekræftelse

Sammenhængen mellem sociale medier og børn og unges sikkerhed og trivsel er med rette kommet i søgelyset. I Danmark bruger næsten halvdelen af alle børn mellem 9 og 14 år platformen TikTok dagligt eller næsten dagligt (»Børn kan se videoer af Christian Eriksens kollaps på TikTok: 'Det har slet ikke noget at gøre på sådan en platform'«, dr.dk, den 13. juni 2021). Desværre stiller platformen ikke krav til bekræftelse af alder, og det betyder, at børn har uhindret adgang til stribevis af videoklip med skadeligt og grænseoverskridende indhold.

Vi har f.eks. set, hvordan børn med et par klik i den meget populære app kan blive konfronteret med videoklip af den voldsomme episode, hvor landsholdsspilleren Christian Eriksen falder om og efterfølgende modtager livreddende førstehjælp - billeder, der under ingen omstændigheder bør florere i offentligheden og slet ikke blandt børn.

Også på Instagram er der problemer med f.eks. selvskade og sugardating. I februar 2020 afdækkede DR et hemmeligt netværk på platformen, hvor cirka 1.000 danske brugere delte billeder og opslag af selvskade og selvmordsplaner (»Selvskade og selvmordsplaner bliver delt i hemmeligt netværk med 1.000 danskere«, dr.dk., den 16. februar 2020), og undersøgelser har vist, at bl.a. Instagram kan have en skadelig indflydelse på unges selvværd og mentale helbred (»Ny undersøgelse: Instagram er det værste sociale medie for unges helbred, berlingske.dk, den 19. maj 2017«). Både Facebook og Instagram har en aldersgrænse på 13 år, men alligevel er mange yngre børn aktive brugere på de sociale platforme, fordi det er alt for nemt at lyve om sin alder.

DR kunne ligeledes rapportere, hvordan spillet Roblox, som især benyttes af børn i alderen 9-12 år, flyder med sexorgier og kvinder og mænd i bondageudstyr. Spillet blev i 2020 det mest populære blandt børn i alderen 6-11 år (»Børn risikerer at støde på strippere og sexorgier i populært børnespil: 'Det er bekymrende'«,dr.dk, den 17. februar 2022).

Regeringen er på vej med et lovforslag om regulering af sociale medier, der forpligter platforme til at fjerne ulovligt indhold inden for 24 timer - eksempelvis børneporno (CSAM - Child Sexual Abuse Material). Det er i sig selv udmærket, men f.eks. selvskadebilleder og forherligelse af selvskade er ikke ulovligt og bliver derfor ikke fanget af den kommende lov, hvilket til gengæld er beklageligt. Derfor er der foruden aldersbekræftelse brug for, at regeringen igangsætter et arbejde med henblik på at afklare, hvad der udgør skadeligt indhold.

Ovenstående er bare enkelte eksempler, der illustrerer, at lovgivningen i dag er for langt fra den digitale virkelighed, som børn befinder sig i. Vi har i dansk lovgivning en tradition for at tage et særligt hensyn til børn, og der er derfor brug for akutte initiativer over for de digitale platforme som f.eks. TikTok, Instagram og Facebook. Børn kan nemlig ikke selv gennemskue, hvad de bliver udsat for, og det er vores ansvar at stille krav til de platforme, de benytter.

EU-rapporten CO:RE, jf. omtalen heraf i grønbogen »Initiativer til online beskyttelse af børn. Kortlægning af udvalgte initiativer i otte geografiske områder«, Digitalt Ansvar, februar 2022, beskriver eksempelvis, at der er behov for at beskytte børn, når et barn:

- Engagerer sig med eller eksponeres for potentielt skadeligt indhold

- Oplever eller målrettes potentiel skadelig kontakt

- Er vidne til, deltager i eller er offer for en potentiel skadelige adfærd

- Er del af eller udnyttes af potentielt skadelig kontakt.

Der findes talrige rapporter, som underbygger, at det haster med en langt mere effektiv digital børnebeskyttelse - herunder fra Djøfs techkommission (TechDK Kommissionens 3. rapport: Kultur, juni 2020), VIVE, Digitalt Ansvar og Børns Vilkår. Ligeledes har Red Barnet i 2020 oplevet næsten en fordobling i antallet af henvendelser til deres rådgivningstjeneste SletDet, som bl.a. rådgiver børn og unge, der er blevet lokket til at dele billeder eller videoer af sig selv i kompromitterende eller intime situationer (»Voldsom stigning i henvendelser om digitale krænkelser«, redbarnet.dk, den 27. januar 2021).

I den digitale verden udgør børn således en særligt sårbar gruppe, som nemt udsættes for manipulation på grund af deres manglende erfaring og udvikling. Derfor har SF tidligere foreslået en ny lov om digital børnebeskyttelse, jf. beslutningsforslag nr. B 54, folketingsåret 2020-21, om ny lov om digital børnebeskyttelse, som beskytter børns færden på internettet, som skal sikre, at børn kan færdes trygt på internettet og nyde en grad af beskyttelse, der svarer til deres alder, uden at blive udsat for afhængighedsskabende adfærdsdesign, datahøst, aggressiv markedsføring m.v. Regeringens argument for ikke at stemme for beslutningsforslaget var bl.a., at to arbejdsgrupper skulle afrapportere. Efter afrapporteringen har regeringen fremlagt sit techudspil i sommeren 2021, men dette har ikke ført til konkrete drøftelser af elementerne i SF's forslag, herunder aldersbekræftelse. Af Børne- og Undervisningsudvalgets beretning over B 54 fremgår det dog, at det i forlængelse af afrapporteringerne fra de to regeringsnedsatte arbejdsgrupper skal drøftes på tværs af partierne, hvilke yderligere tiltag der med fordel kan igangsættes for at understøtte, at børn og unge kan færdes sikkert på internettet.

Aldersbekræftelse (verifikation)

En måde at holde børn ude fra voksensites og ældre brugere fra børnesites er seriøse og robuste aldersbekræftelser på apps, sites og platforme, som børn bruger eller potentielt bruger. Aldersbekræftelse bør gælde både i forhold til upload og download af indhold.

Finansministeren har i svar af 5. november 2019 til Folketingets Retsudvalg (REU alm. del - spørgsmål 91, folketingsåret 2019-20) oplyst, at det er teknologisk muligt at lave processer, som kontrollerer alder, samtidig med at brugeren kan optræde anonymt. Med en robust aldersbekræftelse vil man samtidig være i stand til at overholde gældende lovgivning om beskyttelse af børns persondata, der delvis er omfattet af GDPR. I databeskyttelsesloven slås det fast, at børn først kan give digitalt samtykke, når de er 13 år. Websteder, der anmoder om samtykke til deling af personoplysninger, fastslår imidlertid ikke med sikkerhed alderen på de brugere, der giver deres samtykke, og har derfor reelt ingen mulighed for at vide, om samtykket er gyldigt.

Børn har ret til at deltage i den digitale verden i videst muligt omfang, men vi er nødt til sikre os, at platformene ved, at der er børn til stede i rummet. Aldersbekræftelse handler således ikke om at holde børn ude, men om at give børn muligheder for sunde fællesskaber, samtidig med at de bliver anerkendt og behandlet som børn. På samme måde vil aldersbekræftelse sikre, at forældre og personer med værgeansvar altid vil kunne have tillid til, at rammerne er på plads, og at børn ikke eksponeres for voksenindhold.

Ifølge Digitalt Ansvars grønbog »Initiativer til online beskyttelse af børn«, februar 2022, har Tyskland for eksempel lovgivning, som fastsætter, at noget indhold er ulovligt for børn og derfor kun må deles i lukkede brugergrupper blandt voksne. Det gælder f.eks. selvskade, trivialisering af brug af euforiserende stoffer og online porno, og der arbejdes i regi af forsknings- og udviklingsinitiativet euCONSENT, der samler en række akademiske institutioner, ngo'er og teknologileverandører på at designe, levere og afprøve et nyt system til aldersbekræftelse og forældresamtykke på internettet i hele Europa.

Der er allerede taget gode initiativer i forhold til børnebeskyttelse på det digitale område, og det bemærkes i den forbindelse, at regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance i aftale om styrket indsats for digital dannelse af børn og unge af 7. december 2021 blev enige om at afsætte 52,5 mio. kr. til en national indsats for digital dannelse af børn og unge, herunder Den Digitale Trafikklub for Børn og Unge, udarbejdelse af undervisningsmateriale og -forløb om digital dannelse og skolepatruljer for digital færdselssikkerhed.

Gode vaner er vigtige, men ikke tilstrækkelige. Der skal bedre lovgivning til, hvis Danmark som et af verdens mest digitaliserede samfund vil passe på børnene i den digitale verden og være et foregangsland på området. Aldersbekræftelse er således heller ikke en løsning, der kan stå alene, men en fundamental brik i arbejdet med at skabe et digitalt miljø, som er mere sikkert for børn, og hvor virksomhederne samtidig kan leve op til gældende lovgivning.

Skriftlig fremsættelse

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om digital børnebeskyttelse via aldersverificering på digitale platforme.

(Beslutningsforslag nr. B 113)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.