B 106 Forslag til folketingsbeslutning om alternative overnatningstilbud i landdistrikterne og lokale outdoorinitiativer.

Udvalg: Udvalget for Landdistrikter og Øer
Samling: 2021-22
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 22-02-2022

Fremsat: 22-02-2022

Fremsat den 22. februar 2022 af Anni Matthiesen (V), Heidi Bank (V), Anne Honoré Østergaard (V),‍ ‍‍Peter Juel‍-‍Jensen (V) og Kenneth Mikkelsen (V)

20211_b106_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 22. februar 2022 af Anni Matthiesen (V), Heidi Bank (V), Anne Honoré Østergaard (V),‍ ‍‍Peter Juel‍-‍Jensen (V) og Kenneth Mikkelsen (V)

Forslag til folketingsbeslutning

om alternative overnatningstilbud i landdistrikterne og lokale outdoorinitiativer

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at oprette en pulje på 15 mio. kr. årligt i 3 år til lokale forsøg med etablering af turismehuse som et nyt og alternativt overnatningstilbud i landdistrikterne. Formålet med puljen er at yde støtte til projektudvikling og renovering m.v. af eksisterende bygninger i f.eks. landsbyerne, så de ombygges til turismehuse, hvor gæster fra både ind- og udland kan overnatte og opleve dansk landsbyliv på autentisk vis.

Regeringen pålægges desuden i indeværende folketingsår at oprette en pulje på 10 mio. kr. til at understøtte tiltag, som målrettet fremmer outdoorinitiativer i hele Danmark, og hvor der kan skabes muligheder for overnatning og oplevelser i naturen.

Bemærkninger til forslaget

Turisme er et afgørende erhverv i de egne af Danmark, hvor der er langt til nærmeste storby. I disse år er der især efterspørgsel på såkaldt mikroturisme i flere dele af landet, bl.a. i vores landdistrikter, som tilbyder autentiske, lokale oplevelser (»Nyt projekt vil styrke mikroturisme på landet«, Landdistrikternes Fællesråd, via.ritzau.dk, den 5. marts 2020). Tendensen er udtryk for et stigende ønske fra turister om at bo lokalt og besøge små lokale attraktioner, opleve lokale kulturtilbud, udforske lokalområdets historie og spise lokale fødevarer. Den særlige coronasituation har desuden også påvirket turisternes rejsemønstre. Både danske og udenlandske gæster søger mod naturen og landlige omgivelser.

Lokale turismehuse

Forslagsstillerne mener, at der er et uforløst vækstpotentiale for mikroturisme i flere egne af Danmark. Mange mindre landsbyer har eksempelvis slidte og forladte bygninger, som trænger til vedligeholdelse, men hvor kommunerne ikke har tilstrækkelige ressourcer til at udvikle og etablere nye turismerettede initiativer. Mange af disse huse ender i sidste ende med at belaste nedrivningspuljen.

Forslagsstillerne foreslår derfor, at regeringen opretter en pulje på 15 mio. kr. årligt i 3 år til at støtte forsøgsprojekter med det formål at ombygge slidte og forladte bygninger i hele landet til nye og alternative overnatningstilbud. Midlerne fra puljen kan anvendes til f.eks. idéudvikling, renovering og møblering af de slidte bygninger.

Efter istandsættelse tilbydes bygningerne som turismehuse for besøgende fra både ind- og udland. På den måde får turister mulighed for at bo i et lokalt hus og opleve det danske landsbyliv på autentisk vis, samtidig med at slidte bygninger bevares i stedet for at blive revet ned.

Midlerne i den foreslåede pulje til turismehusene fordeles på baggrund af en ansøgning fra interesserede kommuner med egnede bygninger til formålet, og som forinden har indgået en forpligtende aftale med lokalrådet i landsbyen for at sikre lokal opbakning til ansøgningen og gennemførelsen af de efterfølgende opgaver. Som forudsætning for at få del i midlerne skal de lokale beboere købe husene ved at købe anparter i dem og efter renovering drive dem som overnatnings- og feriehuse for turister ud fra samme princip, som når f.eks. landsbyboere gennem anparter opkøber den lokale købmandsbutik for at afværge butiksdød.

Det er efterfølgende anpartshavernes ansvar, gennem de respektive lokalråd, som driftsherrer at forvalte turismehusene og forsyne dem med tilgængelige informationer om lokale attraktioner og aktiviteter.

Etableringen af de foreslåede turismehuse må ikke være konkurrenceforvridende i forhold til øvrige lokale overnatningsmuligheder, hvilket der bør tages højde for i forbindelse med udvælgelsen af relevante projekter.

Lokal outdoorturisme

Forslagsstillerne ønsker desuden, at der oprettes en pulje på 10 mio. kr., som skal understøtte og fremme outdoorturismen lokalt. Formålet er bl.a. at understøtte aktiviteter i naturen og anvende overflødiggjorte bygninger og anlæg. Det er desuden forslagsstillernes ønske, at dele af puljen kan udmøntes til etablering af bæredygtige glamping-initiativer på Naturstyrelsens arealer. Forslaget har desuden til formål at fremme lokale aktiviteter i landdistrikterne, som forventes at tiltrække flere turister til f.eks. landets sommerhusområder og campingpladser.

Med det samlede forslag om henholdsvis turismehuse og outdoorinitiativer ønsker forslagsstillerne at understøtte og fastholde den positive interesse for ferieoplevelser i landdistrikterne, som både skaber vækst og aktivitet og øger beskæftigelsen i de respektive områder.

Finansiering

Venstre har i sit fuldt finansierede finanslovsforslag for 2022 afsat en pulje til en række landdistriktsinitiativer, som forslaget her er en del af. De 15 mio. kr. årligt de næste 3 år til en pulje til turismehuse og de 10 mio. kr. til outdoorinitiativer udgår af den samlede pulje.

Skriftlig fremsættelse

Anni Matthiesen (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om alternative overnatningstilbud i landdistrikterne og lokale outdoorinitiativer.

(Beslutningsforslag nr. B 106)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.