Betænkning afgivet af
Udlændinge- og Integrationsudvalget den 17. maj 2022
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af EL og FG) indstiller
beslutningsforslaget til forkastelse
ved 2. (sidste) behandling.
Et mindretal i
udvalget (EL) vil stemme hverken for eller imod
beslutningsforslaget ved 2. (sidste) behandling.
Et andet mindretal i udvalget (FG) indstiller
beslutningsforslaget til vedtagelse
uændret.
Liberal Alliance, Alternativet,
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin
og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Venstre
Venstres medlemmer af udvalget mener, at
det ikke er omkostningsfrit at tage imod flygtninge. Det er de
store problemer med integrationen i Danmark et tydeligt eksempel
på. I Danmark findes flere områder, hvor
udlændinge lever adskilt fra resten af samfundet. I disse
parallelsamfund er social kontrol, lav tilknytning til
arbejdsmarkedet og høj kriminalitetsrate en del af
hverdagen. Derfor mener Venstre, at der skal være styr
på de nuværende udfordringer med integrationen,
før det er forsvarligt, at Danmark tager imod yderligere 500
flygtninge om året.
Derudover mener Venstre, at globale
udfordringer kræver globale løsninger. Derfor
ønsker Venstre at lave globale grønne aftaler, der
gør udviklingslande i stand til at håndtere
klimaforandringerne og til at forebygge fremtidige
klimaudfordringer. Venstre mener ikke, at det løser nogen af
disse problemer at tage imod 500 klimaflygtninge.
Derfor stemmer Venstre imod
beslutningsforslaget.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
bemærker, at forslagsstillerne har til hensigt at give
humanitær opholdstilladelse til 500 klimamigranter. DF
bemærker, at vi i Danmark har store problemer med
indvandringen fra ikkevestlige lande, herunder navnlig
indvandringen fra MENAPT-landene. DF mener på den baggrund,
at problemerne med denne gruppe bør løses, forinden
Danmark overvejer at give opholdstilladelse til flere migranter fra
denne region.
DF kan på den baggrund ikke
støtte beslutningsforslaget.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 22.
februar 2022 og var til 1. behandling den 31. marts 2022.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Udlændinge- og Integrationsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 1 møde.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag
på beslutningsforslaget.
Bjørn Brandenborg (S)
Birgitte Vind (S) Camilla Fabricius (S) fmd. Thomas Jensen (S) Kasper Sand
Kjær (S) Julie Skovsby (S) Lars Aslan Rasmussen (S) Rasmus
Horn Langhoff (S) Rasmus Stoklund (S) Carl Valentin (SF) Halime
Oguz (SF) Anne Sophie Callesen (RV) Kathrine Olldag (RV) Pernille
Skipper (EL) Rosa Lund (EL) Sikandar Siddique (FG) Mads Fuglede (V)
Anne Rasmussen (V) Heidi Bank (V) Erling Bonnesen (V) Marlene
Ambo-Rasmussen (V) Morten Dahlin (V) Pia Kjærsgaard (DF)
nfmd. Morten Messerschmidt (DF)
Peter Skaarup (DF) Marcus Knuth (KF) Rasmus Jarlov (KF) Pernille
Vermund (NB) Carsten Kissmeyer (V)
Liberal Alliance, Alternativet,
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 39 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 10 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Frie Grønne, Danmarks Nye
Venstrefløjsparti (FG) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Kristendemokraterne (KD) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 10 | |