Tak for det. I SF er vi også enige i, at medfædre selvfølgelig skal ligestilles med alle andre forældre, og at man selvfølgelig skal kunne være registreret som medfar, når det er det, man er, og ikke som alt muligt andet i de systemer, man møder i det daglige. Så derfor vil jeg også indledningsvis sige, at vi bakker op om det her borgerforslag. Jeg vil også rose forslagsstillerne, der om nogen skrev historie, da de på kun 2 dage rundede de 50.000 støtter. Og det stoppede jo ikke der – det blev ved med at vælte ind med støtter til det her forslag. Det er virkelig imponerende, og det er virkelig vigtigt.
Jeg synes også, det meget tydeligt viser, at der er en klar uretfærdighed her, som danskerne tydeligt kan se. For som loven er i dag, kan en mand og en kvinde dele et forældreskab, og det samme kan en kvinde og en kvinde, men når to mænd får et barn, gælder der andre regler, og man vil aldrig som medfar kunne blive registreret som det, men kun som mor – og også på meget længere sigt end i de andre familieformer.
Det rørte mig virkelig, da jeg læste Sørens historie og baggrunden for det her borgerforslag. Det er en historie, der blev begyndelsen på, at vi nu står her og diskuterer sagen. Søren og hans mand blev forældre til en lille datter, som kun Sørens mand har de juridiske rettigheder til, og barnet har også kun ret til den ene far. For kvinden, der bar Sørens datter, er automatisk registreret som mor, og datteren kan kun have to juridiske forældre, og Søren kan først stedbarnsadoptere efter 2½ år.
I SF så vi gerne, at vi fik ændret den juridiske stilling, så medfædre kan registreres som medfædre i forbindelse med fødslen og ikke efter 2½ år, hvis der altså som i Sørens families tilfælde er tale om en altruistisk surrogataftale, altså når en kvinde, f.eks. en veninde eller et familiemedlem, gratis bærer barnet for fædrene. Det synes jeg giver god mening, både for børnene og for forældrene.
Men jeg synes også, det er vigtigt, at vi i den her diskussion – selv om der er mange etiske dilemmaer og det kan være svært at tale om – også taler om de børn, der kommer hertil ved kommerciel surrogati, for de findes i Danmark. Og vi bliver nødt til at finde ud af, hvorvidt og hvordan vi kan anerkende forældreskab til de børn, selv om det er en svær diskussion. Op mod 200 børn kommer hvert år til Danmark som følge af en kommerciel surrogataftale. De fødes i USA, Georgien, Colombia og ja, Ukraine. Og det er altså lande, hvor vi i Danmark slet ikke kan være sikre på børnenes eller de fødende kvinders rettigheder.
Selv om vi selvfølgelig skal anerkende mangfoldige familieformer, skal vi samtidig sikre, at vi passer på de kvinder, der bærer og føder børnene, og at vi ikke mindst passer på børnene. Men vi kan jo heller ikke blive ved, som det er nu, hvor børnene kommer hertil alligevel, uanset at det ikke er lovligt i dag. Og vi mangler helt vildt meget viden på det her område for at finde ud af: Hvad kan vi egentlig gøre? Så derfor er jeg rigtig glad for, at regeringen vil nedsætte den her ekspertgruppe, der kan undersøge, hvordan vi kan håndtere kommerciel surrogati i Danmark, og hvordan vi også sikrer de fødende kvinders rettigheder.
Jeg er meget spændt på at se, hvad det arbejde munder ud i, og jeg er rigtig glad for, at vi nu kan åbne op for den her diskussion, også selv om den er svær, og også selv om der er rigtig, rigtig mange etiske dilemmaer, og jeg er heller ikke sikker på, hvad den endelige løsning kommer til at være. Det er godt at få nogle eksperter til at komme med et bud.
Samtidig mener jeg altså også, at det offentlige skal klædes meget bedre på i forhold til mødet med altruistisk surrogati her i Danmark. Det er jo en lovlig praksis i Danmark i dag, men som det er lige nu, kan sundhedspersonalet ikke vejlede forældrene og de fødende ordentligt i processen, og det synes jeg er stærkt bekymrende, og det kan også være det, der gør, at man så ender med at bruge kommerciel surrogati i stedet for den altruistiske, fordi det kan virke mere struktureret og med klarere aftaler. Så det synes jeg er enormt vigtigt at vi også kigger ind i.
Så synes jeg også – som Enhedslistens ordfører også har stillet spørgsmål til en del gange – at den her diskussion hænger lidt sammen med den diskussion, vi havde for nogle uger siden om flere juridiske forældre og en undersøgelse af det, som jo desværre blev hældt ned ad brættet af et flertal i Folketinget, altså at vi kan få undersøgt, hvordan vi kan få lavet ordninger for de familier, der også findes i Danmark i dag. På samme måde som de her børn af kommercielle surrogataftaler findes, findes der også masser af familier i Danmark i dag, hvor der er flere forældre om et barn end to. Og vi vil gerne have lavet en undersøgelse om, hvordan vi sikrer de børn og de forældre og de familieformer, men det var der desværre ikke et flertal for. Så det må vi jo kæmpe videre for at vi får en undersøgelse af.
Vi er glade for, at vi kan stemme for det her forslag, og at det også ser ud til, at det går igennem i dag, og at vi så kan få undersøgt området og få noget mere viden og finde en løsning for de forældreskaber, der er knyttet op på kommerciel surrogati. Vi glæder os til udvalgsarbejdet og støtter forslaget.