Det næste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 63:

Forslag til folketingsbeslutning om en ny forsøgsordning for udvidede frikommuneforsøg på en række velfærdsområder.

Af Anni Matthiesen (V) m.fl.

(Fremsættelse 11.01.2022).

Forhandlingen er åbnet. Vi giver først ordet til social- og ældreministeren.

Tak for det, formand. Forslagsstillerne på beslutningsforslaget her skriver, at der i langt højere grad er behov for at give plads til at bringe medarbejdernes faglighed i spil, så hovedfokus er på kvaliteten og ikke på unødvendigt bureaukrati og regulering. Regeringen er fuldstændig enig i, at vi skal finde ind til kernen af vores velfærd: relationerne, nærværet, omsorgen, medarbejdernes faglighed. Derfor inviterede statsministeren allerede i sin nytårstale alle kommuner til at indgå velfærdsaftaler med regeringen.

I knap fire årtier har skiftende regeringer forsøgt at gøre op med det tunge bureaukrati med begrænset succes, for det er svært. Ofte er der jo gode og rimelige grunde til, at de enkelte regler er blevet indført, men når vi bliver ved med at lægge nye regler og nye krav ovenpå, tager det tid fra kerneopgaven. Det er regeringens klare ambition at komme bureaukratiet til livs ved dels at frisætte kommunerne, institutionerne og skolerne fra al unødig regulering, dels at engagere kommunerne, så de også frisætter dagtilbud, skoler og ældrepleje fra den kommunale regulering på området. Der har jo gennem årene været stribevis af forsøg, der skulle bidrage til afskaffelse af proceskrav og dokumentation. Eksempelvis har kommuner i en årrække været sat fri fra enkelte regler i konkrete forsøgsforløb gennem frikommuneforsøg. Det er der kommet meget fine ting ud af, men det har jo også, kan vi se i dag, langtfra været tilstrækkeligt.

Derfor vil vi nu gå helt anderledes og mere grundlæggende til værks med velfærdsaftaler for alle kommuner i hele landet. Frem for at sidde med slettelakken og fjerne en enkelt regel i den statslige lovgivning her og en enkelt regel dér sætter vi med velfærdsaftalerne lederne og medarbejderne fri. Når vi har den tilgang, er det også ud fra erkendelsen af, at frikommuneforsøgene var så bureaukratiske for kommunerne, at vi til sidst kunne se, at interessen blev mindre, og at KL jo faktisk opfordrede til, at de ikke skulle være der længere. Med velfærdsaftalerne, som er udtryk for den nye tilgang, er der tværtimod tale om en fuldstændig frisættelse inden for udvalgte centrale hegnspæle, som bl.a. skal sikre, at børn får undervisning, og at ældre får den hjælp, de har brug for. Samtidig beder vi også kommunerne om – det er faktisk en del af den kontrakt, der er underskrevet – at se kritisk på lokale regler og krav, der stammer fra dem.

Det er en omfattende forandringsproces at gennemgå et helt velfærdsområde. Det kan vi se fra de syv kommuner, der har været i gang indtil videre. Det kræver fokus, og det kræver forpligtelse og ro på andre områder. Derfor har vi fra regeringens side valgt den tilgang for nu. Vi skal tilbage til kernen og bruge tiden rigtigt i vores velfærdssamfund. Vi håber at kunne få opbakning fra Folketinget til at videreføre velfærdsaftalerne, som de er kendt i de syv kommuner, hvor de ligger nu, med størst mulig frihed til kommunerne. Regeringen tror på, at vi bedst får løftet kvaliteten af vores velfærd og sikret, at det væsentligste kommer i fokus igen på tværs af dagtilbud, folkeskole og ældrepleje, ved at vi giver ledere og medarbejdere større frihed – og dermed også et større ansvar – til at bruge deres faglighed og levere mere velfærd. Vi har altså allerede taget initiativ til at udbrede de nuværende velfærdsaftaler på de tre velfærdsområder, som er store og udgør hjørnestenene i den nære velfærd – dagtilbud, folkeskole og ældrepleje – områder, vi alle sammen stifter bekendtskab med, og som er en del af fundamentet for vores velfærdssamfund.

Det kan også være relevant at sætte medarbejdere og ledere fri på andre områder for at finde nye og meningsfulde løsninger lokalt, men man må starte et sted, og det sted er dagtilbud, folkeskole og ældrepleje, hvor der allerede er syv kommuner i gang, og hvor vi nu inviterer resten af landets kommuner til at være med, fordi det kræver et stærkt fokus, og fordi det kræver en omfattende forpligtelse lokalt, hvis vi skal lykkes med det her, og vi skal lykkes bedre den her gang end tidligere. Det udelukker naturligvis ikke, at andre områder kan blive tilføjet på sigt, men for nu mener regeringen, det er væsentligt, at vi går videre med de områder, hvor der ersyv kommuner i gang, og vi ser meget frem til at forhandle det med Folketingets partier og afviser på den baggrund beslutningsforslaget her.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Anni Matthiesen.

Tak, og tak for ministerens tale. Jeg har det jo sådan, at da vi stod her sidste gang for et års tid siden og drøftede de her ting ud fra et noget lignende beslutningsforslag fra Venstre, afviste regeringen det jo også. Da var det umuligt at tilbyde det til alle landets kommuner. Man syntes, at syv kommuner var nok. Nu kan jeg så drille lidt med at sige, at det jo er dejligt, at man så åbner op for, at alle landets 98 kommuner faktisk nu kan melde sig på banen – men så inden for de her tre områder.

Det skal så få mig til at spørge om noget. Nu lyttede jeg jo også til KL's topmøde her i sidste uge, hvor bl.a. også det her emne fyldte en del på dagsordenen. Noget af det, jeg bed mærke i, var jo bl.a., at socialdemokraten Jacob Bundsgaard havde et ønske om, at bl.a. også beskæftigelsesområdet kunne komme med. Er det noget, som ministeren vil kigge på, altså om det kunne være en mulighed at åbne op for det?

Ministeren.

Tak for det. Hvis jeg ikke husker helt forkert fra for et år siden, så er det faktisk præcis det samme beslutningsforslag, vi behandler her i dag, og det skal man jo være velkommen til. Jeg vil sige, at jeg også med stor glæde fulgte partilederdebatten på KL-topmødet i sidste uge og jo sådan set også den debat, der var i det kommunale Danmark. Der er en stor lyst og interesse for at tage fat, og det er også helt nødvendigt og afgørende, hvis man skal lykkes med den tilgang, vi har nu, hvor det ikke er ét afgrænset forsøg, én konkret regel, man bliver fritaget fra, men hvor man faktisk får fritagelse fra stort set al lovgivning og tilsvarende også selv skal frisætte. Det er en meget krævende proces. Det har vi kunnet se, også siden vi stod her og diskuterede det sidst. For de kommuner er det krævende. Det kræver ganske meget, nemlig en stærk forpligtelse fra kommunen, for at kunne lykkes med det her. Men det er også ganske givende. Derfor tør vi også nu med de erfaringer, vi har fået det sidste år, slippe gækken så meget løs, at alle landets kommuner inviteres med. Men jeg tror altså ikke, man må undervurdere, hvor meget det faktisk kræver af den enkelte kommune. Derfor skal det også være inden for nogle rammer, hvis vi skal komme i mål.

Fru Anni Matthiesen.

Jeg synes ikke, at jeg fik svar på det spørgsmål, jeg stillede ministeren. Kunne ministeren overveje, om beskæftigelsesområdet også kunne sættes fri? Det er jo, fordi jeg faktisk også har hørt det fra flere kommuner, nemlig at de har et rigtig stort ønske om at få lov til at lave frikommuneforsøg på også netop beskæftigelsesområdet. For der er der også meget bureaukrati. Så kunne det være en overvejelse værd på en eller anden måde at tage endnu et område med? Nu er jeg nødt til at prøve at skære den her elefant ud i små stykker bare for at få et eller andet. Så var det en mulighed?

Ministeren.

Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i, at der jo ikke er tale om frikommuneforsøg her. For frikommuneforsøgene var gode og fine, og vi fik vigtige erfaringer fra dem, men de havde også deres tid og endte jo med at være noget, som kommunerne oplevede som noget, der var så bøvlet og bureaukratisk, at det ikke kunne svare sig. Så det her er jo en helt ny tilgang. Derfor vil regeringens klare udgangspunkt også være, at vi forhandler med partierne nu. Det er jo meget radikalt at gå så vidtgående til værks, som vi har gjort her, altså de tre områder, hvor der har været syv kommuner i gang allerede. Og så sagde jeg allerede i min besvarelse, at det selvfølgelig ikke udelukker, at andre områder kan blive tilføjet på sigt.

Så er det hr. Jan Bjergskov Larsen.

Der er ingen tvivl om, at vi også fra SF's side er med på, at frikommuneforsøgene havde deres tid og vi skal gribe det hele anderledes an.

Jeg har et spørgsmål til ministeren i forhold til, at der bliver snakket rigtig meget om frisættelse og om regler. Jeg vil gerne høre, om ministeren kan se, om der er andre barrierer i kommunerne end lige præcis regler, som kan være en barriere for god velfærd.

Og så har jeg et andet spørgsmål: Hvornår vil forhandlingerne om de her velfærdsaftaler starte op?

Ministeren.

Tak for det. Tusind tak til SF for også at være så konstruktivt med i det her. Der er da bestemt andre ting, der kan være barrierer for, at vi kan både lykkes med vores velfærd, og at vi bruger tiden på det rigtige i vores velfærd, ud over regler. Det, at man har den grundlæggende økonomi, betyder jo altså også noget for, hvad det er for en velfærd, man kan levere, om der er tid til omsorg, til relationen, og derfor er jeg også glad for, at det nuværende flertal har prioriteret at lade pengene følge med, når der kommer flere børn og flere ældre. Det kan man ikke tage for givet. Der kan man bare kigge på den tidligere regering, hvis man vil se, hvordan det ellers kunne være. Det kan selvfølgelig også stå i vejen for, at der er tid til omsorg og tid til, at børnene lærer ordentligt, eller tid til, at pædagogen kan puste på det forslåede knæ, hvis der skal skæres ned og spares, i takt med at der kommer flere borgere med behov for hjælp.

Så er der meget andet, der også kunne stå i vejen: kultur og ledelse og organisation. Det bliver nok en større diskussion, end min taletid her tillader mig.

Så er det hr. Jan Bjergskov Larsen.

Hvornår tror ministeren, at der indkaldes til forhandlingerne?

Ministeren.

Jeg ser meget frem til ganske, ganske snart at kunne indkalde Folketingets partier til forhandlinger omkring jo forhåbentlig at kunne udvide de her velfærdsaftaler til alle landets kommuner. Så det bliver meget, meget snart, i den nærmeste fremtid.

Så er det fru Christina Thorholm.

Jeg undrer mig over, at det er social- og ældreministeren, der står her i dag ved førstebehandlingen af den her sag, for B 63 er også på dagsordenen til udvalgsbehandling i Indenrigs- og Boligudvalget i dag, og da vi netop taler om, at det ikke kun er ældre- og socialområdet, der er omfattet, har jeg brug for at forstå, hvorfor det er social- og ældreministeren, der har den her sag i dag. Jeg tænkte, at det var et kommunalt anliggende og ikke et særligt anliggende på ældre- og socialområdet.

Ministeren.

Jeg må være svar skyldig, i forhold til hvordan Folketingets udvalg fordeler deres arbejde. Jeg stod lige og forhørte mig hos formanden, om det er ministeren, der har indflydelse på, hvilke udvalg der behandler hvilke beslutningsforslag. Jeg kan i hvert fald sige, at jeg ikke personligt har været involveret i, om der er op til flere udvalg, der behandler det. Men den her grundlæggende diskussion om frisættelse, som går på tværs, tænker jeg er ganske relevant at tage, også med den hat og rolle, jeg har i regeringen.

Tak. Så er det igen fru Christina Thorholm.

Som det er nu, er der jo velfærdsaftaler på mere end ældreområdet, og det er fantastisk. Der er jo stadig væk en begrænsning, og netop på KL-topmødet var beskæftigelsesområdet virkelig italesat som et muligt område. Faktisk var klima- og miljøområdet også et område, som der var ønske om eller i hvert fald blev talt om kunne være et område. Så er regeringen parat til at se på andre områder end dem, der er lagt vægt på i de velfærdsaftaler, der er på nuværende tidspunkt?

Ministeren.

Tak for det. Jamen da man fulgte den der debat på KL-topmødet, først blandt partilederne og efterfølgende også kunne høre det kommunale Danmark diskutere, blev man jo simpelt hen så glad for, at vi overhovedet turde at tage så radikalt, og ikke i partinavnets betydning, et skridt, som de her velfærdsaftaler oprindelig var. For det var jo ikke givet, at det ville blive sådan en succes, som det har været.

Det at sige, at nu frisætter vi faktisk fra lovgivningskrav, stort set, undtagen inden for nogle få hegnspæle, og at I gør det samme kommunalt, har jo vist sig at frisætte en kæmpe energi og frigøre noget tid til omsorgen derude. Det har også vist sig, at det kræver ganske meget forpligtelse fra kommunerne, og derfor mener vi fra regeringens side, at det er fornuftigt, at vi starter med de tre kendte områder, når vi nu giver alle kommuner muligheden for det. Men som jeg også sagde i min besvarelse til Venstres ordfører, udelukker det jo ikke, at andre områder kan blive tilføjet på sigt, og jeg tror, at jeg hørte yderligere områder end bare dem, som den radikale spørger remser op her. Der var meget stor lyst til at bide til bolle på tværs af alle mulige forskellige områder på det topmøde.

Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak for det. Jeg var tilfældigvis også i Aalborg til KL-topmødet, og jeg hørte også debatten, og jeg hørte sådan set også, at der bredt fra kommunerne – og det er jo ikke første gang, vi hører det – var et ønske om at gøre noget ved beskæftigelsesområdet, fordi det er enormt tungt og der bliver brugt enormt meget tid på bureaukrati og papir i stedet for at komme ud og gøre noget. Så hvorfor ikke bare sige ja til, at vi selvfølgelig også så vidt muligt skal have det med ind? Vi skal sætte kommunerne fri, siger ministeren. Så må det da også gælde på beskæftigelsesområdet. Kan vi ikke få en bekræftelse på det?

Ministeren.

Tak for det. Ja, det kommer jo nok desværre lidt til at have gentagelsens karakter, fordi spørgsmålene også kredser om det samme, og igen vil jeg bare kvittere for den store lyst til og optagethed, der er af – det håber jeg også afspejler sig helt ind i forhandlingslokalet – at sikre den her frisættelse.

Det, vi jo kan se fra de kommuner, der har været i gang, er, at det frigør en masse energi derude. Det frigør også tid til kerneopgaven, til den ældre på plejehjemmet, til, at medarbejderne har tid til den ældre på plejehjemmet, til skolebarnet, til børnehavebarnet, men det kræver også en kæmpe indsats, også fordi mange af de her løsninger og forslag er vokset frem fra medarbejderne. Det har været et stort setup de forskellige steder, og godt nok er det markant mere ubureaukratisk end frikommuneforsøgene, men det kræver altså stadig ganske meget af de enkelte kommuner. Derfor mener vi for nuværende, hvor vi skal brede det ud til hele landet, at det er mest oplagt at gøre det på de tre områder, hvor der allerede nu er draget nogle erfaringer. Men som jeg har sagt en del gange efterhånden, udelukker det jo ikke, at andre områder kan komme med på sigt.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Det var da godt at høre, at det ikke udelukker noget, for så kan vi jo tage det med ind, og så må vi tage diskussionen der. Men jeg vil egentlig også gerne høre, når nu ministeren taler om at sætte kommunerne meget fri, om det så er regeringens holdning, at der fortsat skal være sådan noget som minimumsnormeringer og klasselofter. For det er jo også en bureaukratisk måde at styre på, at vi herindefra siger, at vi ved, hvad der er rigtigt derude. Så hvor langt er ministeren klar til at gå i forhold til frisættelse af kommunerne?

Ministeren.

Regeringens udgangspunkt vil for alle tre områder, altså både ældreområdet, folkeskoleområdet og dagtilbudsområdet, være, at det er de samme hegnspæle, som er gældende for de syv kommuner, der er i gang nu, fra nationalt hold i lovgivningen, som skal være gældende, men det er jo så det, man skal drøfte på skoleområdet og på dagtilbudsområdet med børne- og undervisningsministeren, når forhandlingerne lige om lidt går i gang.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren, og vi kan gå i gang med ordførerrækken, og det er først Socialdemokratiets ordfører, og det er fru Ida Auken.

Tak for ordet. Jeg har fået æren af at vikariere for Socialdemokratiets indenrigsordfører, Birgitte Vind, som desværre ikke havde mulighed for at være her i dag, da hun er til session i Nordisk Råd. Jeg skulle hilse mange gange.

Vi skal i dag behandle et beslutningsforslag fra Venstre, som handler om en ny forsøgsordning for udvidede frikommuneforsøg på en række velfærdsområder. Idéen bag forslaget er, at alle 98 kommuner i Danmark skal kunne ansøge om at gennemføre konkrete forsøgsforløb inden for et eller flere velfærdsområder. Venstre vil give landets kommuner mulighed for at blive sat mest muligt fri af statslig regulering for at give et større lokalt handlerum til at udvide velfærden og opgaveløsningen, og det forstår jeg godt. Det er vigtigt, at vi får frisat kommunerne. Mindre bureaukrati og mere frihed er afgørende for at fremtidssikre vores velfærd. Så i Socialdemokratiet er vi glade for, at Venstre også er optaget af den her dagsorden.

Men vi mener ikke, at dagens forslag er den rigtige vej at gå. Først og fremmest er den lokale forankring og det lokale engagement afgørende for, at den her type forsøg bliver en succes. Sidst der var ansøgning til frikommuneforsøg, hvor det handlede om friinstitutioner, var der er et meget begrænset antal interesserede ansøgere. Det var faktisk kun 3 ud af 98 kommuner, der havde ansøgt. Det er et tydeligt vink med en vognstang fra kommunerne om, at der er behov for noget andet og noget mere end frikommuneforsøg.

For det andet inviterede statsministeren i sin nytårstale alle landets 98 kommuner til at indgå velfærdsaftaler med regeringen. Hvor frikommuneforsøg begrænser sig til ansøgninger om enkeltstående regler og krav – det var det, ministeren sagde, om at stå med slettelakken – er velfærdsaftalerne en måde at vende den sædvanlige logik på hovedet og slippe et helt område i en kommune fri på en gang på. Vi bygger op i stedet for at lappe og putte plaster på og slette med slettelak. Det tror vi på at vi kommer meget længere med.

Selv om de tidligere frikommuneforsøg har været en gevinst og givet nogle nye indsigter på enkelte områder, har det aldrig givet det grundlæggende boost til den kommunale velfærd, som kommunerne har brug for. Der kommer velfærdsaftalerne til at lave om på. Der er i dag syv velfærdsaftaler på henholdsvis folkeskole-, dagtilbuds- og ældreområdet. De forsøg er godt i gang, og vi følger nøje med i, hvordan det går i kommunerne. Med aftalerne er ansvaret lagt ud lokalt i en 3-årig forsøgsordning for at forsøge at finde nye og bedre veje til at forbedre velfærden. Vi bliver nødt til at gå trinvis frem, da forsøgene går i dybden med meget vidtgående frihedsgrader. Det er med andre ord ikke en enkelt regel, men rigtig mange regler på et helt område, vi sætter fri samtidig. Det er et langt og sejt arbejde. Derfor skal det gøres klogt og med klare aftaler om opfølgning og evaluering, og derfor kan vi heller ikke sætte alle områder fri på en gang.

Vi begyndte med syv kommuner, og nu er det tid til, at der kommer flere med på velfærdsområder, der allerede er lavet velfærdsaftaler på, nemlig folkeskole-, daginstitutions- og ældreområdet. Om vi også skal kigge på nye områder, vil de nuværende velfærdsaftaler og tiden vise. Men en ting er sikker: Vejen frem er flere velfærdsaftaler, ikke flere frikommuneforsøg. Derfor kan vi i Socialdemokratiet ikke støtte forslaget.

Her afslutningsvis vil jeg gerne opfordre alle jer, der lytter med ude i kommunerne, til at gribe bolden og begynde samtalen om, hvordan I ude i jeres kommune kunne udvikle velfærden gennem en velfærdsaftale. Tak for ordet.

Tak for det. Og der er en kort bemærkning fra fru Anni Matthiesen.

Tak. Nu er det jo oplagt, også fordi ministeren sådan lige kom med nogle ord, hvor jeg tænkte, at jeg er nødt til at stille et spørgsmål til fru Ida Auken. Ministeren sagde nemlig: Det er jo meget radikalt at gå så vidt, som vi gør, med velfærdsaftalerne. Fru Ida Auken var også inde omkring, at det er vigtigt med den lokale forankring, og at man gerne vil sætte kommunerne helt fri. Men der er jo nødt til at sige, at beslutningsforslaget netop tager udgangspunkt i, hvad de enkelte kommuner gerne selv vil, altså det, de selv mener de gerne vil lave et forsøg med. Og så må jeg sige, i forhold til om det hedder velfærdsaftaler eller frikommuneforsøg, eller hvad det gør – barnet har mange navne – at hvis det er det, der adskiller os, altså om det skal hedde velfærdsaftaler, så tror jeg sagtens, vi kan sige ja til det. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Ida Auken om netop det med den lokale forankring. Var det så ikke en idé, at når der faktisk er kommuner, der gerne vil afprøve beskæftigelsesområdet, at man så siger: Når I gerne vil det, så vil vi gerne understøtte det?

Ordføreren.

Nu henviser ordføreren til min skumle fortid, så jeg vil tillade mig også selv at henvise til min fortid. For jeg har faktisk prøvet at sidde med de her frikommuneforsøg, og det er altså en anden tilgang. Det handler om, at kommunerne kan pege på nogle regler inden for et område; det kan være en enkelt regel her eller en enkelt regel dér, som står i vejen. Det at gå den anden vej rundt og sige, det er frit, det er jer, der får ansvaret, vi laver en aftale, er jo en meget mere omfattende tilgang – kald den gerne radikal. Jeg har det rigtig fint med at lave radikale ting. Så det er en anden tilgang, og derfor synes jeg også, det er klogt at gøre det ordentligt og gøre det grundigt på de her tre områder. Om der så kommer yderligere områder til, er, som ministeren også sagde, ikke noget, man udelukker.

Fru Anni Matthiesen.

Fint. Men så kan det jo være, når vi står her til næste år, at der er kommet flere områder til.

Jeg vil også godt lige anholde, at det er rigtigt, når der bliver sagt, at nu sætter vi kommunerne helt fri og mere fri. Jeg er nødt til lige at sige: Er det ikke korrekt, at der er indsat hegnspæle for at begrænse friheden?

Ordføreren.

Jo, der er jo stadig nogle borgere, der har en sikkerhed og skal have en ordentlig kommunal service. Og det er klart, at der har man sat nogle hegnspæle. Jeg tror, at vi meget vel herinde fra Christiansborg kan sådan kigge lidt på os selv, for så snart der er et problem derude, er vi klar til at løbe ud med bål og brand og regler og det ene og det andet, fordi vi også er optaget af, at borgerne får den service. Så det er jo for ligesom at sikre, at der er sådan et minimum for, hvad der skal være, at man har sat de her hegnspæle ind.

Tak for det. Så er det fru Christina Thorholm.

Nu siger ordføreren så kækt, at det er for at beskytte borgeren. En af hegnspælene handler jo om, at kommunerne kan undlade at give borgeren det frie valg, i forhold til at det er private aktører, der er inde i en kommune. Så det er jo også en begrænsning af de muligheder, som borgeren har.

Så er der også nedfældet specifikke paragraffer, man kan lave den her velfærdsaftale ud fra. Så rammen har jo en vis begrænsning, en vis snæverhed, og i hvert fald har hegnspælene en betydning for, om man kan tage det frie valg i forhold til en privat leverandør.

Ordføreren.

Jeg er jo ikke uenig i, at der er nogle begrænsninger i forhold til også at se det fra den enkelte borgers side. Men det skal jo også være sådan, at kommunerne faktisk har en mulighed for at agere. Så det er jo en balancegang.

Så er jeg sikker på, at man, når man skal forhandle de næste aftaler, også kan diskutere noget af det her med ministeren.

Fru Christina Thorholm.

Det synes jeg jo er et spændende udsagn, fordi det er noget af det, vi som Radikale i hvert fald vil lægge vægt på i den kommende aftale. Om det er frikommune- eller velfærdsaftaler, er lidt det samme for os.

Ordføreren.

Jeg er helt sikker på, at ministeren er meget optaget af sit parlamentariske grundlag og af at holde det glad. Så jeg kan ikke forestille mig, at der er ting, man ikke må drøfte, i sådan nogle forhandlinger. Men jeg kan ikke stå og love ting som vikarierende ordfører, desværre.

Så er det fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Det var egentlig på grund af ordførerens svar på det, som den radikale spørger spurgte om her. For det var jo en af grundene til, at vi i Nye Borgerlige ikke kunne være med i den her velfærdsaftale. Det var, fordi man jo netop gav kommunerne mulighed for at fratage de ældre deres frie valg. Og jeg er da glad for at høre ordføreren her stå at åbne op for, at man kan kigge på det, når det bliver forhandlet igen, men bare for at spørge sådan helt grundlæggende: Mener ordføreren helt reelt set, at det vil være til gavn for de ældre, hvis man giver kommunerne mulighed for, at de ældre ikke kan få et frit valg?

Se, der bliver jeg nødt til at henvise til, at jeg er vikarierende ordfører. Det skal ikke være min opgave at stå her at blive alt for specifik på det her område, så det håber jeg at ordføreren vil respektere.

Fru Mette Thiesen.

Det er helt i orden. Så vil jeg egentlig bare spørge til ordførerens egen holdning til, at man som kommune har mulighed for faktisk at fratage de ældre deres frie valg, og om ordføreren mener, at det reelt set er til gavn for kommunen eller til gavn for den ældre.

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg ser meget anderledes på landets kommuner, end Nye Borgerlige gør. Altså, jeg ser sådan set kommunerne som nogle, der er meget optaget af at prøve at give en så god offentlig service som muligt. Og det handler jo også om at få nogle af de her ting til at fungere. Det er ikke altid det at have hundrede ting på hylderne, der giver en bedre ting; det er ikke sådan, hvis nu du kan vælge hundrede ting. Det kan jo være, at det er bedre at have nogle gode ting på hylderne end at sige, at nu kan du vælge i øst og vest og det i øvrigt bliver meget dyrere.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så går vi videre til SF's ordfører, og det er hr. Jan Bjergskov Larsen.

Tak for ordet. De mange ansatte ude i kommunerne skal håndtere nye krav og love, og alt for ofte sker der det, som man med et fint ord kalder overimplementering. Det ender oftest med langt flere regler, kommunale regler, procedurer og afrapporteringer og endnu en benchmark og mere papirarbejde.

Gennem de seneste årtier er den offentlige sektor blevet reformeret, men de mange reformer har på rigtig mange områder ikke løst udfordringerne, og man kan i visse tilfælde også godt diskutere, hvorvidt det har givet mere kvalitet i velfærd.

Den offentlige sektor mangler medarbejdere, og nogle efterlyser reformer for at motivere folk til at søge job i den offentlige sektor. Jeg synes bare, det er tankevækkende, at der er så mange dygtige medarbejdere, der i de sidste 5-10 år har forladt deres job – lærere og pædagoger, psykologer og socialrådgivere, sygeplejersker og jordemødre osv. Og det kommer jeg tilbage til.

I SF blev vi meget glade for statsministerens nytårstale og udsagn om, at alle kommuner i Danmark bør slippes mere fri, selv om vi endnu ikke har fået et konkret bud på, hvordan det skal gøres. I SF vil vi give vores offentlige ansatte ro til at varetage deres opgaver. Vi vil lytte mere til dem, der er tæt på borgerne, og vi vil give noget selvstyre tilbage til institutionerne, både når det gælder udvikling og implementering af decentrale mål.

Vi vil også lytte til de fagprofessionelles praksisviden i udvikling og udviklingsprocesser, og vi vil gøre op med de nuværende bestil og udfør-modeller, der ofte er fordyrende som følge af de forbundne transaktionsomkostninger, da opgaverne både skal måles og vejes og beskrives ned til mindste detalje.

I SF vil vi i højere grad lytte til borgerne og deres pårørende om behov.

For SF handler snakken om at frisætte kommunerne derfor om, at vi har et ønske om at skabe en reel kulturændring i kommunerne. Det handler ikke kun om regler. Vi mener helt klart i SF, at der er behov for at skabe en anden kultur i den offentlige sektor end den, der hersker, og som har hersket i mere end 20 år. Det gælder et opgør med management- og styringskulturen, som har taget overhånd; den er både bureaukratisk, kontraproduktiv og, ja, i værste fald ødelæggende for medarbejdernes arbejdslyst og for den kvalitet, der kommer ud af det.

I SF vil vi gerne have, at der kommer mere fokus på at udløse det potentiale, der er ved at skabe en borgernær velfærd gennem en gennemgribende tillids- eller man kan kalde det nærhedsreform, som skal revitalisere den offentlige sektor. Vi bliver nødt til at give plads til vores dygtige medarbejdere i den offentlige sektor, sådan at vi kan møde borgerne der, hvor de er, og møde borgerne i øjenhøjde. Tillid giver bedre resultater, tillid giver bedre arbejdsmiljø, og tillid giver gladere medarbejdere. Det skal i fremtiden gennemsyre alle offentlige arbejdspladser.

Vi glæder os i SF rigtig meget til, at regeringen meget hurtigt indkalder til nogle forhandlinger, sådan at vi kan kigge på, hvordan vi vil revitalisere den offentlige sektor, ikke kun ved give lidt mere frihed og frisætte personalet fra nogle regler, men mere grundlæggende – det er faktisk på tide.

SF kan ikke støtte forslaget, som det foreligger. Og som jeg nævnte tidligere, handler det grundlæggende om, at frikommuneforsøgene har haft deres tid. De er simpelt hen for bureaukratisk skruet sammen, og de laver ikke den her reformering af den offentlige sektor, som SF gerne ser.

Der er en kort bemærkning til fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak. Lige da jeg hørte SF's ordførers tale, tænkte jeg, at nu kan det være, at ordføreren slutter af med at sige: Vi bakker op. For alt det, ordføreren sagde inden, er jo i fuldstændig harmoni med beslutningsforslaget – altså det med muligheden for, at der skal være mere selvbestemmelse, lokalt forankret osv. Det er jo det, der også er tanken med beslutningsforslaget, altså at man som medarbejder i en kommune brænder for et område, som man gerne vil afprøve nogle ting på, og at man ad den vej melder sig på banen og siger: Jeg kunne godt tænke mig, at vores kommune på beskæftigelsesområdet faktisk fik lov til at, så kan vi kalde det lave en velfærdsaftale, hvis det er navnet, der er afgørende.

Jeg har selv arbejdet i Grindsted Kommune i næsten 19 år, og jeg ved, hvor meget det netop betyder i forhold til kulturændring og lysten til at arbejde, at man også selv får lov til at vælge det, man gerne vil påvirke. Så kan SF ikke godt se, at f.eks. beskæftigelsesområdet kunne være en idé også at slippe fri?

Ordfører.

Hvis jeg skal starte bagfra, vil jeg sige: Jo, beskæftigelsesområdet kunne være et meget oplagt område at slippe fri. Jeg vil sige, at fra SF's side er vi heller ikke enige i det, som Socialdemokratiet bringer frem, nemlig at det er tre områder. Vi så gerne, at det var langt bredere. Det tænker jeg også er noget af det, vi skal forhandle om.

Jeg har også selv siddet i et byråd, en kommunalbestyrelse, og jeg vil sige, at vi op til flere gange er gået kold, om jeg må bruge det ord, i forhold til at ansøge om et frikommuneforsøg. Så det handler rigtig meget om formen. Det handler ikke nødvendigvis om, hvad målet med forsøget rent faktisk er.

Så lad os sammen bringe målet om både at reformere og revitalisere den offentlige sektor ind i forhandlingsrummet. Så må vi jo se på, hvor mange områder vi kan få åbnet op for, og så må vi også i forhandlingerne se på, at det ikke kun handler om, at man skal frisættes fra nogle regler.

Anni Matthiesen.

Det er måske lige en kommentar til det, for jeg tror netop, at frisætningen også kan være med til at give plads til at ændre kulturen, så tingene også kan hænge sammen.

I det beslutningsforslag, som vi har lavet i Venstre, har vi netop gjort rigtig meget ud af, at det skal være lettere at søge, men også at vi skal være bedre til at evaluere og få de gode eksempler spredt ud efterfølgende. For det har ikke fungeret godt nok indtil nu. Var det også noget af det, som SF kunne være med til at bringe ind i forhandlingslokalet, altså både at det bliver flere områder, men også at vi får bredt de gode eksempler ud efterfølgende?

Ordfører, værsgo.

Til at brede det ud til flere områder er svaret ja. I forhold til at få bredt de gode eksempler ud synes jeg altid det er interessant. Man kan snart nærmest ikke lave en ansøgning til noget som helst, uden at man skal bruge det meste af fokus i en ansøgning på, hvordan man kan brede de gode idéer ud. Min pointe er måske mere at sige: Hvis de idéer er så gode, behøver man ikke at brede dem ud. Så skal de nok både sprede sig i netværk og alt muligt andet. Og meget i forhold til de gode idéer er rent faktisk intuitivt, så hvis man slipper den energi løs til de enkelte medarbejdere, så burde mange af tingene ske af sig selv.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til fru Christina Thorholm, Radikale Venstre.

Tak. Tak til Venstre for at fremsætte det her forslag om frikommune- eller velfærdsaftaler. Jeg var med som byrådsmedlem i 2010, da det blev muligt at søge om frikommuneaftaler, og jeg syntes, det var utrolig spændende, fordi vi i kommunerne oplever en detailregulering i lovgivningen, som medvirker til, at hverdagen for medarbejderne i nogle tilfælde bliver mere bureaukratisk og medvirker til en mindre effektiv drift. Det ligger jo os kommunalpolitikere på sinde, og nu har jeg chancen for at være med til at forhandle det her som folketingsmedlem.

Jeg var utrolig frustreret igen i 2021, da det kun blev syv kommuner, der fik mulighed for at indgå velfærdsaftaler. For når man nu mente, at det var så godt et tiltag, hvorfor skulle det så kun gælde syv kommuner, når der i hvert fald var kommuner, der stod og ventede og med stor glæde ville have kastet sig ind i det. Men nu lyder det, som om regeringen tør mere, og det ser jeg virkelig frem til.

I velfærdsaftalerne er der jo kun aftaler for ældreområdet, børneområdet og skoleområdet, hvilket der også lægges op til i kommende aftaler, og hvorfor nu det? Her ser vi Venstres forslag som mere omfattende og som et forslag, der giver flere muligheder, ikke mindst til beskæftigelsesområdet, som har været italesat fra flere sider – sidst, men ikke mindst, fra kommunerne på KL-topmødet. Vi så også under covid-19, at der blev lavet mere liberale regler på beskæftigelsesområdet, som faktisk gav et mere positivt samarbejde med de ledige.

Jeg lyttede mig også til, at der på KL-topmødet lød kritik af, at regeringen lægger op til, at kommunerne med forslaget om velfærdsaftalerne kun må arbejde med ét område, på trods af at vi ved, at mange af de borgere, der er ude i kommunerne, har problemstillinger, der rammer flere afdelinger. Man kunne med velfærdsaftalerne se på ansøgninger, som varetog kommunernes interesser og borgernes interesser bedre end det, der er lagt op til med de velfærdsaftaler, der er nu. Vi bakker op om at se på en bredere ramme for velfærdsaftalerne eller frikommunerne, som Venstre lægger op til.

På topmødet blev der også talt ind i klima- og miljøområdet, for dér er der nogle regulativer fra Folketinget, som kommunerne klart siger begrænser deres mulighed for at skabe forandringer i forhold til klima, og det synes jeg vi skal lytte til. Kan vi lave nogle frikommune- eller velfærdsaftaler på det område? Og der passer ordet måske mindre godt.

Derudover mener vi, at de nuværende velfærdsaftaler skaber begrænsninger, i forhold til at der er uhensigtsmæssige hegnspæle, hvor kommunerne kan fraskrive borgerne rettigheden til at bruge private leverandører.

Vi bakker op om at give alle 98 kommuner mulighed for et større lokalt handlerum og langt større frihed til at finde nye, effektive løsninger, som kan mindske bureaukratiet og tænke nyt i forhold til område efter eget valg. Vi ser frem til forhandlingerne om, hvilke områder der skal indgå i velfærdsaftalerne og frikommunesamarbejdet, for vi har et helhedsorienteret blik på, hvordan aftaler indgås, så aftaler ikke bliver afgrænset til nogle områder, men at kommunerne på tværs af velfærdsområder kan indmelde muligheder. Og så lægger vi vægt på i forhandlingerne om Venstres forslag, som vi mener har en linje, som er meget åben og attraktiv, at vi kan lave et beslutningsgrundlag, hvor vi skaber et bredt flertal. For det her er en kæmpe omvæltning for kommunerne, og her mener vi, at det er virkelig vigtigt, at vi samarbejder på tværs af Folketinget. Det er vigtigt for de kommuner, der skal leve med det her, at der er bred enighed.

Med de ord vil jeg sige tak, og jeg glæder mig virkelig til nogle forhandlinger på det her område, for det har været et kæmpe ønske fra mig siden 2010.

Fru Anni Matthiesen.

Jeg vil egentlig bare sige tusind tak, for jeg kunne jo også høre, hvordan Radikales ordfører virkelig er engageret i det her område. Jeg tror måske også, at det er det, der er årsagen til, at jeg også selv er engageret i det: Når man først har arbejdet med det i nogle år, kan man også se, hvor meget det kan flytte, hvis man åbner mere op og giver muligheder lokalt til kommunerne for at påvirke tingene. Så når man meget længere. Jeg vil også bare sige tak, fordi du også nævner klima- og miljøområdet. Det er også et af de områder, som jeg har fået henvendelser fra et par kommuner om, nemlig hvorfor de ikke kunne få lov til egentlig også der at lave nogle frikommuneforsøg. Så det er blot en kommentar. Tak.

Tak for det. Der er ingen kommentarer. Så siger vi tak til ordføreren og går videre til fru Jette Gottlieb, Enhedslisten.

Tak for det. Det er et meget omfattende forslag, der er blevet fremsat her: frisættelse af kommunernes handlemuligheder på alle de områder, som kommunerne beskæftiger sig med. Jeg vil straks sige, at jeg lægger stor vægt på at udvise tillid til medarbejdernes faglighed og dømmekraft og på en, hvad skal vi kalde det, lokal forankring. Men jeg har også nogle hegnspæle, som jeg må sætte. Det gælder for det første, hvad jeg især er optaget af, nemlig at den enkeltes retssikkerhed ikke anfægtes, og at kommunerne ikke uforvarende eller bevidst sætter kommunens økonomi over den enkeltes rettigheder eller overordnede samfundsmæssige hensyn. Det kan man risikere både inden for det sociale område og inden for den fysiske planlægning eller klimaindsatsen. Når jeg tænker på klimaindsatsen, tænker jeg f.eks. på, at kommunerne jo selvfølgelig burde have ret til at sætte solceller op på alle kommunens tage, hvilket ville give et stort spring fremad for brugen af vedvarende energi, men der er det jo et helt andet, sted vi skal hen. Der er det kommunalfuldmagten, der skal ændres på, og det er jo ikke det, der ligger lige her.

Så har jeg derudover den hegnspæl, der hedder, at jeg ikke er til sinds at åbne for en eskalerende privatisering, der reelt betyder, at man kan trække overskuddet ud af den sociale sektor. Det synes jeg ikke er ønskeligt. Vi er klar til at lave velfærdsaftaler, vi er klar til at lave forsøg, men vi er en lille smule forbavsede over, at regeringen vil rulle velfærdsaftalerne ud så hurtigt, efter forsøgene er sat i gang, og samtidig siger, at vi skal evaluere de forsøg, der har været. Jeg synes ikke, det harmonerer helt, men jeg er da meget spændt på i forhandlingerne at finde ud af, hvordan regeringen vægter de to ting.

I forhold til det foreliggende forslag, som jeg jo synes er meget omfattende, føler vi os ikke trygge ved, at de hegnspæle, der er i forhold til retssikkerhed og samfundsmæssige hensyn, vil kunne holde, så derfor er vi ikke indstillet på at stemme for forslaget.

Fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak. Det var nok ikke så overraskende. Men det, jeg godt kunne tænke mig at spørge ind til, også bare lige for at få helt styr på det, er Enhedslistens holdninger til det frie valg. Årsagen til, at Venstre ikke kunne være med i velfærdsaftalen på ældreområdet, var, at de ældre fik begrænset deres frie valg. Er det korrekt forstået, at Enhedslisten er imod, at ældre selv kan træffe valg?

Ordføreren.

Nej, det er misforstået.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og det betyder, at vi nu er kommet til De Konservative. Fru Gitte Willumsen.

Tak for ordet. Og tak til fru Anni Matthiesen for at fremsætte det her beslutningsforslag. Jeg tager det i salen i stedet for vores ordfører, fru Birgitte Bergman, som desværre er blevet forhindret.

For Det Konservative Folkeparti er det en grundlæggende værdi, at vi skal fjerne så meget bureaukrati og så mange regler som overhovedet muligt. Frihed til at vælge selv og træffe beslutninger og valg, som er vigtige for ens familie, er en grundlæggende værdi for os Konservative.

I 2011 indgik vi i Det Konservative Folkeparti sammen med Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne en aftale om at igangsætte de første forsøg med frikommuner i Danmark. Det kom der rigtig mange gode resultater ud af. Ifølge VIVE viser resultaterne, at når kommunerne sættes fri og har mulighed for at fjerne regler og nedbryde vante arbejdsgange, så vokser der nye måder op, nye måder at bruge de offentlige ressourcer på, nye måder at inddrage private leverandører og borgerne på. Flere frikommuner har således gentænkt den offentlige service og skabt løsninger, der allerede har sat markante aftryk.

Vi behandler i dag et forslag fra Venstre om at pålægge regeringen inden den 1. maj 2022 at fremsætte et lovforslag, hvori der oprettes en ny forsøgsordning med udvidede frikommuneforsøg. Den udvidede frikommuneforsøgsordning skal medføre, at alle 98 kommuner skal kunne ansøge om at gennemføre konkrete forsøgsforløb inden for et eller flere velfærdsområder efter eget valg.

Vi er i Det Konservative Folkeparti meget enige med forslagsstillerne i forslaget om et udvidet frikommuneforsøg for alle 98 kommuner, under forudsætning af at man bevarer det frie valg for borgeren. Det er helt afgørende for os Konservative. Uanset hvilke velfærdsområder vi tager fat på, handler det om at stille borgeren bedre. Uanset om man er ung, voksen eller ældre, skal man naturligvis kunne træffe valg om, hvilken leverandør man gerne vil have, eller om man vil have det offentlige til at stille en eller anden ydelse til rådighed. Den mulighed skal vi have gennem hele livet.

Vi må ikke gå for langt med at frisætte kommunerne ved at give frihed fra regler om frit valg. Fritvalgsreglerne er ikke unødvendigt bureaukrati, men derimod en garanti for grundlæggende rettigheder for borgerne med hensyn til at træffe de valg, de ønsker at træffe. Det er utrolig vigtigt, at man med frikommuneforsøgene ikke fratager borgerne muligheden for det frie valg.

Det Konservative Folkeparti kan støtte forslagsstillernes forslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og det betyder, at vi kan gå videre i talerrækken til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak til Venstre for at genfremsætte det her forslag, for det er en vigtig debat. Vi har hørt statsministeren adressere det i nytårstalen. På KL-topmødet i sidste uge understregede finansministeren, at regeringen ønsker at give alle kommuner yderligere frihed. Det var et tema, som alle partilederne i Aalborg som udgangspunkt bakkede op om, og så kom der dog straks elementer, som skal sikres. Fra forskellige sider blev det nævnt, at borgeren skal have valgfrihed, der skal være minimumsnormeringer, der skal være klasselofter, der skal være ret til et vist serviceniveau, og der kan siges rigtig meget om hver enkelt af de her rammer, begrænsninger eller hegnspæle, som man kunne kalde dem.

I Dansk Folkeparti er vi også fuldstændig klare på, at friheden til kommunerne ikke må være en frihed til at slække på servicen. Det er ikke uden grund, at vi har haft behov for at give milliarder til kommunerne kombineret med krav om et vist serviceniveau. Vi har også kunnet se, at når så kravene falder bort, slækkes der på servicen. Vi fik afsat penge til klippekort for de ældre, men i samme øjeblik kravet forsvandt, blev pengene mange steder brugt på noget andet.

Derfor bliver vi nødt til at kombinere diskussionen om frikommuner med en diskussion om, hvordan vi sikrer, at friheden bliver brugt med ansvar. Vi kan i Dansk Folkeparti ikke acceptere, at en frihed åbner op for uacceptabelt dårlig service. Så vil nogle jo sige, at det må det lokale demokrati løse; borgerne må tage ansvaret og sikre, at byrådet ikke bliver genvalgt. Men for at citere Niels Hausgaard: Er de fleste nu også de bedste, eller er de bare flest?

I Dansk Folkeparti har vi brug for at sikre, at der også bliver taget hensyn til de svageste, de ældre, handicappede, børn og unge, som ikke har kræfterne og mulighederne for at tage sagen i egen hånd. Vi skal sikre rammer, som gør, at de ikke bliver glemt eller sparet væk i kommunal effektiviseringsiver, bare fordi de ikke kan råbe højt.

Derfor vil jeg egentlig bare opfordre til, at vi på baggrund af det her forslag sætter os sammen og kigger på, hvordan vi måske kan lave en fælles beretning. For jeg tror, vi alle sammen kan være interesserede i at afskaffe unødvendigt bureaukrati, unødvendige krav, unødvendige regler. Det, der er dilemmaet, er, hvad der er unødvendigt, og hvad der er nødvendigt for at sikre, at vi faktisk får givet den service til borgerne, som borgerne berettiget har krav på. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen ønsker om korte bemærkninger, og det betyder, at vi går til fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Familien er samfundets vigtigste bestanddel. Det er i familien, vi bliver formet som mennesker, lærer at forpligte os og være noget for vores medmennesker. Stærke familier skaber derfor stærke individer, der igen er med til at gøre vores samfund stærkt. I familien passer man på hinanden, kender hinanden og fornemmer den ubetingede kærlighed. En stærk familie ruster på den måde den enkelte til at indtræde i samfundet og indgå i fællesskaber med andre.

Men den meget store stat og de høje skatter presser familierne. Næsten af sig selv har velfærdsstaten udvidet sig med eksplosiv kraft. Danskernes skatteopkrævninger er i dag verdens højeste. Dette presser familierne ind i et hamsterhjul. Børnene sendes meget tidligt i institution, fordi alt for få familier kan finde økonomisk overskud til at indrette sig, som det passer dem bedst. Den socialistiske tankegang gennemsyrer både børne- og ældreområdet, handicapområdet også, og politikernes detailstyring betyder, at forældre i dag tvinges til at sende deres børn i skole, selv om de ikke er klar. Den kommunale ældreservice er både dyr og dårlig og karakteriseret ved en kulde, der kommer sig af en sektor, hvor konkurrence og dermed initiativ og fornyelse er bandlyst. Vi kan se, at handicapområdet sejler.

Nye Borgerlige ønsker at sætte hælene i her. Som samfund har vi bevæget os ned ad en gal vej – en vej, hvor statens interesser alt for længe har overskygget familiernes. Danske forældre skal ikke arbejde for at fodre staten. De skal arbejde for sig selv og for hinanden, og nu er det tid til at kæmpe for mindre stat, mere menneske, for det betyder også stærkere familier. Familierne skal styrkes gennem frihed under ansvar. De skal have lov til at beholde flere af deres egne penge, og samtidig skal værdifællesskabet styrkes i civilsamfundet, så trygheden og fællesskabet bliver styrket, i takt med at staten fylder mindre.

Når vi i Nye Borgerlige taler om decentralisering, taler vi ikke bare om at decentralisere ud i kommunerne. Vi taler om at decentralisere helt ud til de enkelte institutioner, helt ud til den enkelte dansker, helt ud til den enkelte familie. Kort sagt skal pengene følge den enkelte. De skal følge det enkelte barn i dagtilbud og skole, og de skal følge den enkelte ældre, så man har et reelt frit valg, også når man bliver ældre.

I et mere borgerligt samfund har familierne mere frihed til at leve, som de vil. De har flere penge til sig selv efter skat, de har flere frie valg, og de oplever derfor mere harmoni i hverdagen. Målet er, at familielivet bliver nemmere for flere, ved at der tilføres frihed på alle livets stadier, fra barndom til alderdom. Forældrene får mere tid med deres børn i de første vigtige år, og de ældre får mere frihed og selvbestemmelse som ligeværdige medlemmer af samfundet. Det skal skabe et samfund med styrket sammenhængskraft og en klar opfattelse af, at vi lever i et forpligtende nationalt fællesskab. Kort sagt skal politikerne bestemme meget mindre, og danskerne skal bestemme meget mere selv, også over flere af deres egne penge. Tak.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen for korte bemærkninger. (Mette Thiesen (NB): Hov, jeg har lovet at sige fra Liberal Alliance, at de også støtter forslaget). Så kom det også med, tak for det.

Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak for det, formand. Først og fremmest vil jeg sige tak til ordførerne for at tage den her frihedsdebat i salen her i eftermiddag. Det er jo korrekt, som ministeren også sagde, at det næsten er en kopi. Der er lavet få justeringer i teksten, men ellers har vi jo talt om det her for et års tid siden, og dengang tænkte jeg i hvert fald, at om ikke andet kan det jo være med til at skubbe til tingene, og da jeg så hørte statsministerens nytårstale, tænkte jeg: Jah! Der er i hvert fald nogle ting nu, som jeg kan genkende i forhold til det, som vi stod og talte om her i salen, altså hvorfor det er, at man ikke giver muligheden til alle 98 kommuner og ikke kun til 7 kommuner.

Når man har arbejdet ved en kommune igennem mere end 18 år, som jeg har, inden jeg blev politiker, så prøver man også på egen krop, hvad det er, der er med til f.eks. at skabe en ny kultur. Og det, jeg kan sige, er, at noget af det, man næsten kan blive helt høj af som medarbejder i en offentlig sektor, er nemlig selv at få lov til at præge tingene, selv at få lov til at ændre kulturen, eller for den sags skyld, at man selv får øje på, hvordan tingene kan gøres på en bedre måde i den kommune, man arbejder i.

Derfor har jeg også glædet mig til, at vi skulle have debatten her i salen igen. Og jeg vil sige, at jeg er rigtig glad for de positive tilkendegivelser fra de ordførere, som tilkendegav, at de vil være med til enten at lave en form for fælles beretning eller at stemme for forslaget. Tak til Radikale Venstre for at tage positivt imod forslaget. Tak til Dansk Folkeparti for at være med på at arbejde med en fælles beretning. Og for den sags skyld også tak til Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Konservative for at bakke positivt op.

Så tror jeg egentlig, at jeg også lige vil orientere Radikale Venstres ordfører om, hvorfor vi faktisk står her i dag og behandler forslaget under Indenrigs- og Boligudvalget, for det tror jeg ikke helt at social- og ældreministeren havde styr på. Jeg kan sige, at årsagen til det er, at jeg som forslagsstiller faktisk havde bedt om, at det skulle behandles under indenrigsministeren, netop fordi jeg ikke synes, at det her behøver at have med velfærdsområderne at gøre, men lige så godt kunne have med klima og miljø at gøre. Og derfor syntes jeg, det var mest nærliggende, at det faktisk var indenrigs- og boligministeren, der skulle stå på talerstolen. Jeg fik så oplyst, at rent ressortmæssigt hører det under social- og ældreministeren. Det er så en kamp, man må tage, men i hvert fald holdt jeg fast i, at jeg syntes, at det var i det udvalg, forslaget skulle behandles, fordi det er der, jeg faktisk mener at det hører hjemme.

Men endnu en gang tusind tak for en god debat. Jeg håber, at vi kan nå frem til en fælles beretning. Tak for ordet.

Tak til fru Anni Matthiesen.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til netop Indenrigs- og Boligudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Når jeg står her og kigger, er det, fordi der ikke helt er den besætning herinde, som jeg havde regnet med. Jeg vil undlade at afbryde mødet. Jeg vil benytte lejligheden til at tage en dyb indånding, og lad os så håbe, at der er en minister, der dukker op.

Så ser jeg, at vi også fik ministeren på plads. Han plejer at være her fra starten af mødet, men det går nok.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)