Tak. Tak til Venstre for at fremsætte det her forslag om frikommune- eller velfærdsaftaler. Jeg var med som byrådsmedlem i 2010, da det blev muligt at søge om frikommuneaftaler, og jeg syntes, det var utrolig spændende, fordi vi i kommunerne oplever en detailregulering i lovgivningen, som medvirker til, at hverdagen for medarbejderne i nogle tilfælde bliver mere bureaukratisk og medvirker til en mindre effektiv drift. Det ligger jo os kommunalpolitikere på sinde, og nu har jeg chancen for at være med til at forhandle det her som folketingsmedlem.
Jeg var utrolig frustreret igen i 2021, da det kun blev syv kommuner, der fik mulighed for at indgå velfærdsaftaler. For når man nu mente, at det var så godt et tiltag, hvorfor skulle det så kun gælde syv kommuner, når der i hvert fald var kommuner, der stod og ventede og med stor glæde ville have kastet sig ind i det. Men nu lyder det, som om regeringen tør mere, og det ser jeg virkelig frem til.
I velfærdsaftalerne er der jo kun aftaler for ældreområdet, børneområdet og skoleområdet, hvilket der også lægges op til i kommende aftaler, og hvorfor nu det? Her ser vi Venstres forslag som mere omfattende og som et forslag, der giver flere muligheder, ikke mindst til beskæftigelsesområdet, som har været italesat fra flere sider – sidst, men ikke mindst, fra kommunerne på KL-topmødet. Vi så også under covid-19, at der blev lavet mere liberale regler på beskæftigelsesområdet, som faktisk gav et mere positivt samarbejde med de ledige.
Jeg lyttede mig også til, at der på KL-topmødet lød kritik af, at regeringen lægger op til, at kommunerne med forslaget om velfærdsaftalerne kun må arbejde med ét område, på trods af at vi ved, at mange af de borgere, der er ude i kommunerne, har problemstillinger, der rammer flere afdelinger. Man kunne med velfærdsaftalerne se på ansøgninger, som varetog kommunernes interesser og borgernes interesser bedre end det, der er lagt op til med de velfærdsaftaler, der er nu. Vi bakker op om at se på en bredere ramme for velfærdsaftalerne eller frikommunerne, som Venstre lægger op til.
På topmødet blev der også talt ind i klima- og miljøområdet, for dér er der nogle regulativer fra Folketinget, som kommunerne klart siger begrænser deres mulighed for at skabe forandringer i forhold til klima, og det synes jeg vi skal lytte til. Kan vi lave nogle frikommune- eller velfærdsaftaler på det område? Og der passer ordet måske mindre godt.
Derudover mener vi, at de nuværende velfærdsaftaler skaber begrænsninger, i forhold til at der er uhensigtsmæssige hegnspæle, hvor kommunerne kan fraskrive borgerne rettigheden til at bruge private leverandører.
Vi bakker op om at give alle 98 kommuner mulighed for et større lokalt handlerum og langt større frihed til at finde nye, effektive løsninger, som kan mindske bureaukratiet og tænke nyt i forhold til område efter eget valg. Vi ser frem til forhandlingerne om, hvilke områder der skal indgå i velfærdsaftalerne og frikommunesamarbejdet, for vi har et helhedsorienteret blik på, hvordan aftaler indgås, så aftaler ikke bliver afgrænset til nogle områder, men at kommunerne på tværs af velfærdsområder kan indmelde muligheder. Og så lægger vi vægt på i forhandlingerne om Venstres forslag, som vi mener har en linje, som er meget åben og attraktiv, at vi kan lave et beslutningsgrundlag, hvor vi skaber et bredt flertal. For det her er en kæmpe omvæltning for kommunerne, og her mener vi, at det er virkelig vigtigt, at vi samarbejder på tværs af Folketinget. Det er vigtigt for de kommuner, der skal leve med det her, at der er bred enighed.
Med de ord vil jeg sige tak, og jeg glæder mig virkelig til nogle forhandlinger på det her område, for det har været et kæmpe ønske fra mig siden 2010.