Fremsat 09-11-2021
1. behandlet/henvist til udvalg 24-02-2022
Beretning afgivet 17-05-2022
Ministerområde:
Sundhedsministeriet
Det foreslås, at offentligt ansatte i sundhedsvæsenet får mulighed for at kunne blive identificeret med en anden entydig identifikation end det fulde navn i logvisningen og i patientjournalen for at sikre dem bedre mod repressalier.
Sundhedsudvalget afgav beretning over B 35.
Et flertal i udvalget tilkendegiver bl.a. i beretningen, at offentligt ansatte skal kunne gå trygge på arbejde, og at det skal tages alvorligt, når de fortæller, at de føler sig utrygge. Det skal være muligt, at sundhedspersonale kan stå med en anden entydig identifikation end det fulde navn i elektroniske journaler, når det er nødvendigt, også før skaden er sket. Det er vigtigt at finde den rette balance mellem på den ene side hensynet til patientens ret til at få adgang til at se, hvem der har kigget ned i patientjournaler, og på den anden side hensynet til sundhedspersoners sikkerhed.
Flertallet mener, at det er hensigtsmæssigt, at der står det samme i logningsbekendtgørelsen som i journalføringsbekendtgørelsen. Sundhedsministeren vil tilpasse logningsbekendtgørelsen i overensstemmelse hermed.