Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 32:

Forslag til folketingsbeslutning om id-kort til de mest udsatte borgere med stofmisbrug.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 09.11.2021).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er social- og ældreministeren. Værsgo.

Tak for det, formand. Med beslutningsforslaget her ønsker forslagsstillerne at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, der indebærer, at de mest udsatte borgere med stofmisbrug kan få udleveret et id-kort, hvormed de undtages for sanktioner som bøder og konfiskering af narkotika til eget forbrug.

Regeringen er enig i, at de mest udsatte borgere med stofmisbrug skal sikres relevant hjælp, og at de også skal mødes med respekt og forståelse for deres situation. Der er tale om mennesker, der ofte har mange år med misbrug og hjemløshed bag sig, og som det etablerede hjælpesystem kan have svært ved at nå, og som det system i øvrigt også nogle gange – og også oftere, end det er rart at tænke på – har svigtet. Det giver derfor mening med særlige indsatser over for den her gruppe af mennesker, og initiativet i regeringens forståelsespapir om et id-kort er netop udtryk for den intention. Regeringen har derfor også undersøgt grundigt, om id-kort med de retsvirkninger, der lægges op til i beslutningsforslaget, kunne være et redskab, der kunne være med til at forbedre tilværelsen for de mest udsatte borgere med stofmisbrug. Det har imidlertid vist sig ikke at være helt så ligetil, da der er nogle væsentlige udfordringer knyttet til det. Der er altså nogle udfordringer ved at indføre det foreslåede id-kort uden videre. Det er en opfattelse, der bl.a. bygger på en vurdering fra Rigspolitiet, men også på input fra brugerorganisationer på gaden omkring de her meget udsatte borgere.

Grundlæggende drejer det sig om, at en ordning, hvor personer, der er i besiddelse af et id-kort, undtages for bl.a. konfiskering, ifølge Rigspolitiet medfører en risiko for, at bagmænd i narkotikamiljøet vil udnytte udsatte borgere til at opbevare narkotika for dem. Derfor kan forslaget også vanskeliggøre politiets kriminalitetsbekæmpende indsats mod bagmænd i narkotikamiljøet og modarbejde den forbyggende myndighedsindsats, som har fokus på at hindre, at særligt udsatte personer bliver udnyttet som led i andres kriminalitetsudøvelse. Oven i det kommer, at en ordning, hvor politiet ikke har mulighed for at beslaglægge narkotika hos udsatte borgere, kan gøre det vanskeligt for anklagemyndigheden at føre bevis i straffesager, hvor et salg af narkotika er blevet observeret til en person med et id-kort. Forslaget kan med andre ord komme med en betydelig pris, ikke mindst i forhold til de udsatte borgere selv, som det vil risikere at gøre endnu mere sårbare. Det mener jeg ikke at der er nogen af os der har en interesse i.

Samtidig gør det naturligvis også indtryk, når aktører på området på baggrund af deres indgående kendskab til målgruppen påpeger nogle udfordringer ved det foreslåede id-kort. Stenbroens Jurister har som bekendt i forbindelse med beslutningsforslaget fremsendt en henvendelse, hvor de peger på, at et id-kort kan komme til at påføre i forvejen udsatte borgere en administrativ byrde, ligesom der kan være praktiske udfordringer forbundet med, at udsatte borgeres stofmisbrug og sociale forhold løbende kan ændre sig. Sådan nogle bekymringer mener jeg at vi skal lytte til, så vi ikke ender med at gøre de mennesker, vi ønsker at hjælpe, en bjørnetjeneste – i ordets gamle betydning.

Betyder det så, at der ikke kan gøres en særlig indsats for målgruppen? Så afgjort ikke. Regeringen er meget optaget af, hvordan vi kan sikre bedre vilkår og en mere tilgængelig hjælp til målgruppen, med en forståelse for de særlige vilkår og de svigt, de tit har med i bagagen. Regeringen er derfor også opsat på fortsat at undersøge muligheden for at indføre et id-kort af en eller anden form eller andre løsninger, der kan løfte den samme funktion, nærmere. Præmissen skal bare være klar: De mest udsatte borgere med stofmisbrug skal sikres mod sanktioner i form af bøder og konfiskering af narkotika til eget forbrug, sådan som den gældende lov allerede foreskriver, og samtidig skal vi forholde os til risikoen for, at udsatte borgere gøres sårbare for udnyttelse eller på anden vis får forringet deres forhold.

I det arbejde mener jeg det er centralt, at bl.a. brugerorganisationer på området bliver inddraget, så vi sikrer, at tiltagene reelt bedrer vilkårene for de mest udsatte borgere og de ikke mest af alt bliver en bureaukratisk besværlighed. Henvendelsen fra Stenbroens Jurister er for mig at se et udtryk for, at der er behov for at undersøge det her spørgsmål nærmere. I en videre undersøgelse er det også centralt, at Rigspolitiet fortsat bliver inddraget.

Samtidig er jeg glad for, at vi sammen med næsten alle Folketingets partier med reserveaftalen fra november sidste år netop afsatte midler til en styrket indsats til de mest udsatte borgere med stofmisbrug. For den her målgruppe kan det være en barriere for at gå i behandling at skulle henvende sig og i øvrigt regelmæssigt møde op i et behandlingstilbud. Med henblik på at gøre stofmisbrugsbehandlingen mere tilgængelig er der derfor bl.a. afsat midler til, at en række kommuner og lokale civilsamfundsaktører i et forpligtende samarbejde kan tilpasse og implementere en allerede afprøvet model for opsøgende indsatser.

Modellen skal understøtte udgående medarbejderes synlighed og tilgængelighed i miljøer, hvor de mest udsatte borgere med stofmisbrug færdes, så man kan få igangsat en indsats, så de mennesker, som har så meget behov for det, også får den hjælp og støtte, de har brug for, med udgangspunkt i deres ønsker og der, hvor de er. Der er samtidig afsat midler til, at kommunerne i et samarbejde med civilsamfundsaktører skal afprøve og opnå erfaringer med en fremskudt stofmisbrugsbehandling, så de mest udsatte borgere kan få en hurtig og tilgængelig misbrugsbehandling der, hvor de opholder sig, f.eks. på væresteder eller herberger. Jeg ser rigtig meget frem til at følge resultaterne af den her indsats, som vi sammen i stort set alle partierne her i salen i dag har valgt at prioritere.

Hvad angår politiets ageren over for udsatte borgere med stofmisbrug, er det allerede i dag muligt for politiet at tage særlige hensyn til en person, der sigtes for besiddelse af narkotika til eget forbrug. Konkret skal der meddeles en advarsel frem for en bøde, hvis sociale hensyn taler for det og besiddelsen af stoffet i øvrigt er udslag af en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug. Jeg kan forstå på min kollega, justitsministeren, at der siden forståelsespapiret er taget skridt for at sikre det fornødne kendskab til de regler hos politiet, og at det er noget, man i øvrigt også fremadrettet vil have fokus på. Justitsministeriet har oplyst, at Rigsadvokaten har præciseret rigsadvokatmeddelelsens afsnit om narkotika i december 2020, så det nu fremgår, at der skal meddeles en advarsel frem for en bøde, når kriterierne herfor er opfyldt.

Foruden en indsats for at sikre kendskab til de eksisterende regler hos politiet blev der med den seneste reserveaftale også afsat midler til, at Gadejuristen kan øge kendskabet til reglerne blandt målgruppen selv, så de er bevidste om deres rettigheder. Der blev samtidig givet støtte til Stenbroens Jurister, der yder retshjælp på gadeplan for de mest sårbare og udsatte borgere.

Regeringen deler altså forslagsstillernes ambition – ganske meget endda – om, at vi skal styrke forholdene for de mest udsatte borgere med stofmisbrug. Alligevel kan regeringen ikke støtte forslaget om indførelse af et id-kort til udsatte borgere med stofmisbrug, som det foreligger her. Et sådant id-kort vurderes på baggrund af de udfordringer, som bl.a. Rigspolitiet og Stenbroens Jurister har påpeget, at kunne medføre væsentlig ulemper, ikke mindst for de udsatte borgere selv, som jo er dem, som vi – oplever jeg – alle sammen er optaget af at skærme bedst muligt. Vi er dog fra regeringens side meget opsat på en videre drøftelse af muligheden for et id-kort af en eller anden form eller en eller anden tilsvarende løsning, som kan sikre, at de mest udsatte borgere med stofmisbrug ikke bliver sanktioneret med bøder og konfiskering af narkotika til eget forbrug.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger, og først er det fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak. Jeg havde jo egentlig ønsket at drøfte det her forslag med justitsministeren og ikke med socialministeren, og det er faktisk, fordi Justitsministeriet og især politiet sidder med nøglen til en løsning på det her område.

Nu har vi et system, hvor man kan få en advarsel, hvis man er stofbruger, og det er faktisk gældende ret, at man så hverken skal have en bøde eller straffes på nogen måde. Men det, som politiet selv svarer, når jeg spørger til det, er: Vi har ikke den fornødne viden socialt eller sundhedsmæssigt, som skal til, for at kunne give en advarsel. Ergo har vi et system, som ikke kan bruges til noget. Det synes jeg man skal reparere.

Men kan ministeren ikke godt se fordelen i, at man har et id-kort, som kan gøre sagsbehandlingen hurtigere og spare noget tid for politiet, men også sikre, at den enkelte faktisk hurtigere får en advarsel, og at man så ved siden af også har systemet, altså, som bliver suppleret af advarselssystemet, som jeg også synes vi skal gøre noget for at reparere?

Ministeren.

Jamen jeg tror da sådan set, at vi alle sammen, og nu skal jeg ikke tale på alles vegne, men så på egne vegne, kan se pointen med sådan et id-kort. Det er også derfor, at vi selv har kredset omkring det som et muligt greb, men jeg mener også bare, at vi bliver nødt til at lytte og tillægge det vægt, ikke mindst når nogle af de organisationer, som er tættest på de her borgere, tænder for advarselslamperne og hejser nogle bekymringsflag. Så synes jeg jo, at den problemstilling, som SF's ordfører rejser her – altså et tilstrækkelig tæt kendskab til målgruppen til faktisk at kunne bruge de muligheder og den handling, som man skal i sagerne i dag med gældende lovgivning – jo er et dilemma, en problemstilling, som er meget relevant, men det er de andre problemstillinger jo også. Så hvis det var meget enkelt og man kunne sætte to streger under, at id-kortet kom uden nogen ulemper eller uden nogen risiko for ulemper for de her meget udsatte borgere, ville det jo ikke være svært, men vi bliver nødt til at lytte til dem, der tænder for de forskellige advarselslamper.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Men virkeligheden er bare i dag, at det retssikkerhedsmæssigt er enormt tilfældigt, hvem der så får en advarsel. For når politiet ikke har – hvad kan man sige – det grundlag, der skal til, for at kunne lave den, ja, så betyder det jo, at det bliver meget tilfældigt, om man som stofbruger slipper med en advarsel, eller om man rent faktisk bliver kaldt i retten.

Nu har jeg interesseret mig for det rigtig meget, og jeg tror, at der måske er en eller anden form for kendskab til målgruppen i en eller anden udstrækning her i København nogle af de steder, hvor de færdes. Men mange gange er det jo en pushers telefonbog, der bliver tømt i Syd- og Sønderjyllands politikreds, og de bliver alle sammen indkaldt til retten. Der bliver ikke lavet den her vurdering. Synes ministeren ikke, at det er et problem?

Ministeren.

Jamen det er jo ikke en ny problemstilling, og jeg kan i øvrigt se det i Stenbroens Juristers henvendelse til, jeg tror det er ordførerne, men vi har også fået den ovre hos os i ministeriet. Og der henviser man til nogle af de diskussioner, vi havde tilbage i 2012, hvor jeg selv var sundhedsminister, og hvor vi jo bl.a. i fællesskab gav mulighed for stofindtagelsesrum – den store sociale forbedring, som det var, for den samme sårbare målgruppe.

Så jeg er helt med på, at der er nogle problemstillinger i forhold til politiets socialfaglighed og kendskab til målgruppen, som jeg synes er en væsentlig del af diskussionen; det er de andre bekymringer bare også.

Så er det fru Mette Abildgaard.

Tak for det. Ministeren siger, at Socialdemokratiet selv har kredset om noget tilsvarende, og det synes jeg måske er en underdrivelse, for man har jo ikke bare kredset om det; man har været ude at foreslå præcis det, som SF foreslår i beslutningsforslaget her. Jeg har fundet en artikel fra den 18. april i Berlingske, hvor man foreslår lige præcis det her med partiformanden, den nuværende statsminister, i spidsen. Man siger, at man synes, at politiet skal bruge sine kræfter på bagmænd og pushere og ikke på de allermest udsatte misbrugere. Og man foreslår helt konkret et id-kort til lige præcis den her målgruppe.

Vil ministeren ikke prøve bare lige at hjælpe mig med at forstå, hvad det er, der er forskellen på det, man foreslog selv dengang, hvor Politiforbundet i øvrigt var ude at udtrykke en bekymring, og så det, SF ønsker at pålægge regeringen i dag, som man afviser? Det er bare lige, for at jeg kan se, at der rent faktisk er en forskel, og at man ikke bare ligesom render fra det, man foreslog dengang.

Ministeren.

Der er jo ikke tale om at rende fra intentionen med at tale om indførelse af id-kort som en mulig vej til at skærme den her målgruppe for alle de ting, som ordføreren i øvrigt lige refererede. Partiformanden var ikke, tror jeg, statsminister på daværende tidspunkt; der var ikke noget årstal på referencen til artiklen. Men ligegyldigt hvornår det var – det kan jeg så få at vide, når spørgeren får ordet igen – så kan jeg sagtens fortsat se pointen med et id-kort. Jeg synes, at SF's ordfører i sine spørgsmål til mig jo redegjorde for, hvilke åbenlyse fordele det greb har, men vi bliver også nødt til at lytte, mener jeg, når organisationer tæt på de her meget sårbare borgere råber vagt i gevær og peger på nogle advarselslamper, der blinker.

Så mener jeg, at vi skylder ikke at sidde fast i, hvad vi selv har haft som konkret forslag til en konkret løsning, hvis den i virkeligheden kan ende med også at gøre skade; måske ikke mere skade end gavn, men gøre skade for nogle og være til gavn i andre tilfælde. Hvis vi kan finde en løsning, hvor vi ikke gør skade, og hvor vi ikke gør den sårbare gruppe mere sårbar, så er det da værd at tilstræbe. Og der synes jeg ikke, at man skal være mere dumstædig, end at man skal lytte, når der er nogen, der tænder advarselslamperne.

Fru Mette Abildgaard.

Men hvad har regeringen så gjort? Hvad har ministeren gjort, hvad har regeringen gjort? Hvad har statsministeren gjort, som udtalte det her tilbage i 2019, før hun blev statsminister? Hvad har man gjort, når man nu er blevet gjort opmærksom på de her ting, som ministeren fremhæver, og som ifølge ministeren gør, at id-kortet er svært at føre ud i livet? Hvilke initiativer har man så taget?

Når man var ude at foreslå det her i medierne, inden man fik magten, så må man gå ud fra, at en socialminister, som repræsenterer regeringen, går i gang med at føre det her ud i livet. Så der må have været et udviklingsarbejde i gang, hvor man kunne se på, hvordan man kunne lave et id-kort, som kunne levere på de her ting uden at imødegå de udfordringer.

Ministeren.

Jamen vi har jo arbejdet med præcist at afdække, hvordan et sådant id-kort kunne se ud, og om man kunne se for sig, at det kunne laves på en måde, der ikke havde de her ulemper, uden at komme i mål med det – ellers ville vi jo have fremsat det forslag.

I mellemtiden er der jo bl.a. sket det på justitsministerens område, at Rigsadvokaten tilbage i december 2020 præciserede, som jeg også sagde i min tale, i afsnittet om narkotika i rigsadvokatmeddelelsen, at der skal meddeles advarsel frem for bøde. Så der er jo sket noget. Der er ikke sket nok, og vi er ikke i mål, og derfor siger vi jo også i dag, at vi ikke kan støtte det konkrete beslutningsforslag, men at vi mener, at vi skal arbejde videre. Uanset om det så lander med en form for id-kort, eller om det lander med et andet greb, skal vi i hvert fald sørge for at komme i mål med det her arbejde.

Tak for det. Så er det fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Tak for ministerens tale. Jeg var selv rundt med Stenbroens Jurister i 4 timer i går, hvor vi besøgte fixerum og Reden og en hel masse andet. Det var faktisk en rigtig barsk tur, men jeg fik også de her gode drøftelser om lige præcis det her forslag. Og jeg er faktisk enig i det, som ministeren siger. For det, som de ret klart anfører, er, at det her id-kort ikke nødvendigvis vil løse noget, men faktisk skabe en masse bureaukrati for dem, som allerede i forvejen har det rigtig, rigtig svært.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren om det, som Stenbroens Jurister bl.a. foreslår. De foreslår, at man kunne lave en opstramning i justitsministerens regi, sådan at politifolkene sådan set kunne krydse af i en lille boks, om det her var en, som var inden for det her meget, meget snævre felt af mennesker, som skal være dækket af den lovgivning, der ligesom beskytter dem mod repressalier eller retssager osv. Hvad tænker ministeren om den mulighed?

Ministeren.

Jamen jeg tror – selv om det er på justitsministerens ressort – at det er noget af det, som man har kigget på. Og det er teknisk muligt. Vi har jo talt med Stenbroens Jurister løbende, så vi er også bekendt med den pointe. Det er teknisk muligt at lave sådan en funktion, men altså, helt ligesom et id-kort ikke skal medføre øget bureaukrati for en i forvejen meget sårbar målgruppe – og vi aldrig skal indføre unødigt bureaukrati, hvis vi kan nå målet ad anden vej – må det samme jo være gældende her. Det skal jo være, fordi det så også kommer til at betyde, at man står bedre rustet og er bedre kvalificeret til at skåne den her meget udsatte målgrupper som betjent på gaden. Det skal ikke være noget, vi gør, fordi vi så kan krydse af i boksen, at nu har vi handlet, for nu er der kommet et nyt felt inde i sagsstyringssystemet hos politiet; det skal jo være, fordi politiet også vurderer, at de bliver bedre i stand til at skærme den her målgruppe.

Fru Mette Thiesen.

Ja, det er jo lige præcis det, der er pointen. Når politiet så møder vedkommende en anden gang – hvis der er krydset det her af – og de slår vedkommende op, så kan de se, at den her person falder ind under den her ret snævre målgruppe. Men det var i hvert fald en af idéerne.

Men det, jeg egentlig virkelig godt kunne tænke mig at høre ministeren om, er, hvornår vi bliver indkaldt til nogle forhandlinger om det her – for jeg kan jo høre, at det er noget, der optager os alle sammen. Der skal bare findes en løsning, og jeg synes, der kommer gode forslag alle steder fra, og så er der fordele og ulemper osv. Men lad os dog sætte os ned alle sammen og finde en løsning på det her problem.

Ministeren.

Tak. Jamen i første omgang tænker jeg på baggrund af beslutningsforslaget og debatten her, at vi skal have – og det sagde jeg også i min indledende tale – en arbejdsgruppe sat i gang, hvor vi får alle til at sidde rundt om bordet, også de interessenter, som har henvendt sig nu og har været bekymrede, og så får de idéer, der er, frem og får dem belyst. Hvad er fordele og ulemper, og hvad er den bureaukratiske pris holdt op imod, hvad gevinsten er? Er der noget, vi ikke har forudset – en utilsigtet konsekvens, der gør, at der er en øget sårbarhed i forhold til at blive misbrugt af nogle kriminelle bagmænd osv.? Lad os få det belyst, så vi er helt sikre på, at vi ikke tager et greb, der ender med at stille en meget sårbar gruppe svagere.

Tak. Så er det fru Pernille Skipper.

Tak til ministeren, også for tilgangen. Det her er et emne, som vi har snakket om i mange år. Wauw, hvor har vi snakket om det i lang tid, og det er bare ikke blevet bedre, vel? Jeg er nok lidt enig med min kollega fra SF, ikke fordi jeg har noget imod social- og ældreministeren, men jeg ville lidt ønske, at social- og ældreministeren var justitsministeren, for der, hvor vi virkelig ser en stopklods, er i politiets sagsbehandling. Det er politiet, der skal blive bedre. Altså, det er jo knap 15 år, den her mulighed for at give en advarsel har eksisteret.

Jeg var tilbage i arkivalierne og finde mig selv i samråd i 2016 med daværende justitsminister, Søren Pind, som sagde, at nu har jeg sagt til dem, at de skal give den advarsel, og så kommer det til at ske – altså frit parafraseret – og det var lige før, jeg troede på ham. Der er bare ikke sket noget siden dengang. Derfor vil jeg til det, som ministeren sagde, med, at nu er der taget de fornødne skridt til, at politiet får at vide, at nu skal de gøre det, spørge: Er social- og ældreministeren og måske også justitsministeren helt sikre på, at det så kommer til at ske?

Ministeren.

Nej, jeg tror jo, vi skal gøre mere her, og det er også derfor, det her ikke bare handler om at hælde et beslutningsforslag ned ad brættet, men faktisk at få lavet et arbejde, som godt kan ende med at munde ud i en form for id-kort. Det kan også være, at der er et andet greb, der er bedre og stiller de her borgere mindre sårbart, er mindre omkostningstungt og rummer færre risici for udnyttelse fra kriminelle, skruppelløse bagmænd. Det er jo en bredere problemstilling i det hele taget. Vi kan se, at særlig i Odense er det et stort problem, at de kriminelle bander, der sidder på narkomarkedet dér, jo simpelt hen tvangsbinder nogle af de allermest udsatte borgere, og at de har brug for hjælp for overhovedet at bryde fri af det. Det skal vi virkelig sørge for at vi ikke får skubbet mere i den retning.

Så nej, jeg tror da ikke, det er tilstrækkeligt, som det er lige nu, og det tænker jeg også justitsministeren ville sige, hvis det var ham, der stod her.

Fru Pernille Skipper.

Tak for det. Det håber jeg også han ville. Det, som jeg måske rigtig gerne vil frem til, for jeg synes, det er fint, at ministeren gerne vil gå i gang med at finde en løsning, og jeg kan såmænd også godt blive lokket af tanken om, at man sætter interessenterne sammen og giver dem den opgave at finde en løsning, er, at jeg bare rigtig gerne vil være sikker på, at det så bliver politiets opgave. For det, der er min bekymring ved id-kortet, er sådan set ikke, at jeg tror, det bliver udnyttet af kriminelle bagmænd. Det tror jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, lidt er noget, man finder på som et argument; det argument har jeg i hvert fald hørt mange gange. Jeg tror, at det, der kan være problemet, er, at vi giver opgaven til de udsatte borgere i stedet for at give opgaven til politiet. Så kan ministeren ikke bekræfte mig i, at det her er politiet, der ikke løser sin opgave ordentligt?

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg sige, at det jo ikke er en tænkt tanke, at der er hårde kriminelle netværk i det her land, der er så skruppelløse, at de udnytter de allermest sårbare borgere. Altså, jeg var selv til møde i Odense omkring det på et tidspunkt og mødte nogle af dem, der havde prøvet at hjælpe nogle af de der virkelig udsatte borgere, der var blevet udsat for uhyrligheder og brugt af de kriminelle netværk. Så det er ikke en tænkt tanke; det sker.

Så jeg er i virkeligheden meget enig i, at vi jo ikke skal individualisere ansvaret her. Det er også det, jeg hører ordføreren sige. Vi skal ikke ende med en løsning, hvor det så er den enkelte udsatte, der står med ansvaret for, at loven bliver håndhævet efter lovens bogstav.

Tak. Så er det fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Jeg vil egentlig gerne følge op på fru Mette Abildgaards spørgsmål, for det var jo tilbage i 2019, at fru Mette Frederiksen var på tur med Nanna Gotfredsen, Gadejuristen, hvor Socialdemokratiet kom med det her forslag netop omkring id-kort. Så hvad er der egentlig sket siden?

Nu siger ministeren så her, at nu skal vi have nedsat en arbejdsgruppe og undersøge det. Jamen hvis det var noget, Socialdemokratiet gik til valg på, hvorfor har Socialdemokratiet så ikke undersøgt det? Hvorfor har man ikke sat et arbejde i gang? Nu er det så, at SF skal komme med det her forslag, før ministeren reagerer og siger, at man vil gøre noget ved det nu. Nu skriver vi 2022. Det er alligevel noget, hvis vi kigger tilbage til 2019. Så hvad har regeringen og Socialdemokratiet lavet i mellemtiden?

Ministeren.

Tak for det. Vi har jo i fællesskab i regi af reserven taget forskellige initiativer rettet mod præcis den her målgruppe, de allermest udsatte stofmisbrugere. Jeg gennemgik nogle af dem i min indledende tale og vil lade være med at gentage dem her. Så der er jo sket ting i forhold til målgruppen. Så har der – det kan vi vel godt sige uden at overdrive – jo også været en coronahåndteringssituation, hvor vi også har haft et særligt blik for den her målgruppe, og hvor nogle af de nye tilgange til målgruppen, som vi har understøttet i den seneste reserveaftale, er blevet udviklet af aktørerne på området her. Så i samfundet bredt, men også i forhold til den her målgruppe har der jo været nogle andre også meget presserende problemstillinger.

Så har jeg nu et par gange peget på, at siden forståelsespapiret er der jo så taget skridt for at sikre, at politiet har det fornødne kendskab til reglerne, men som jeg også lige har svaret Enhedslistens ordfører, mener vi jo ikke, at vi er i mål endnu.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg ved udmærket godt, hvad vi har aftalt i forhold til reserven. Vi kæmpede også selv for ekstra midler til Stenbroens Jurister.

Men det er noget andet, jeg gerne vil spørge om. Man går til valg på, tænker jeg jo, at nu vil man have det her id-kort, og at det skal være en hjælp, og så sker der ikke noget. Man får ikke undersøgt, om bl.a. det var en mulighed, før vi nu skriver 2022, hvor SF kommer med deres forslag, og så vil man lige pludselig gerne undersøge det. Så hvorfor har man ikke startet med at undersøge, hvordan man bedst muligt kunne hjælpe?

Ministeren.

Tak for det. Jeg er jo glad for, at Dansk Folkeparti er meget optaget af, at regeringen får gennemført al sin politik så hurtigt som overhovedet muligt, men man kan nu engang ikke gennemføre alting på en gang. Jeg synes jo, at diskussionen her i dag også har vist, at der er nogle momenter, vi bliver nødt til at være opmærksomme på, så vi ikke ender med i den bedste vilje, med de bedste intentioner at stille en meget sårbar gruppe endnu mere sårbart, om det så er, fordi de kan komme i kløerne og blive brugt som redskab af nogle kriminelle bander, eller det er, fordi vi ender med at individualisere et ansvar for overholdelse af loven ud på nogle meget sårbare mennesker, eller med nogle af de andre bekymringer, der er flaget. Men dem skal vi da lytte til; det ville da være dumstædigt at risikere at ramme nogle af de mest sårbare borgere i det her land.

Tak. Så er det hr. Jens Rohde.

Den her debat minder mig sådan lidt om debatten om fixerum, som vi havde i 35 år. Og jeg kan huske, at jeg havde den med daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i Anders Foghs regering igen og igen, og det handlede også hele tiden om noget, hvor man kom frem til: Jamen hvis nu vi gjorde sådan, så ville der også stå pushere på vej ned ad trappen til fixerummet osv. Altså, man kan jo også opfinde alle de der argumenter, som forhindrer en i at gøre det gode, i stedet for at forsøge at prøve at se, om det her ikke kunne komme til at fungere.

Medmindre, minister, vi snakker en generel afkriminalisering af hele stofområdet – det tror jeg ikke regeringen vil ind i, for det fik vi da i hvert fald nogle klare udsagn fra statsministeren om i dag med hensyn til cannabis – så kommer vi jo ikke uden om, at vi er nødt til at etablere en eller anden form for administrativ ordning i forhold til de allermest sårbare – somehow. Den vil aldrig nogen sinde kunne blive perfekt, men det er da et bedre forslag. Jeg ser da det forslag, der kommer fra SF, som bedre end det pjat med, at man giver stofmisbrugere advarsler, hvis de har stoffer på sig. Altså, de har jo stoffer på sig, fordi de simpelt hen har behov for det. Stofmisbrug er en sygdom. Det er ikke kriminalitet.

Ministeren.

Tak for det, og jo også en tak til hr. Jens Rohde for, at han tilbage i sine dage som måske politisk ordfører under en Venstreregering kæmpede kampen for stofindtagelsesrummene og fixerummene. Det var jo en mulighed, der så blev givet med den efterfølgende socialdemokratisk ledede regering, hvor jeg som sundhedsminister selv havde den store ære og ydmyge fornøjelse af at sikre lovgrundlaget for, at man kunne gøre det. Jeg blev der mødt af en borgerlig opposition, der sagde, at hvis de fik magten igen, skulle det afskaffes, så snart de kom til.

Så jeg er også glad for, at vi er et andet sted, for det synes jeg jo sådan set man kan høre at vi er. Der er i hvert fald ikke nogen, der har fremført det ønske her. Så vi er vel et andet sted som samfund i forhold til de mest udsatte stofmisbrugere. Derfor skal vi jo også finde det rigtige greb her, og derfor hører ordføreren heller ikke mig stå her og sige, at vi ikke skal gøre noget, men vi skal finde det rette greb, og vi skal også finde en måde at administrere det her på, hvor det er lige til at gå til for de her meget udsatte mennesker, som har brændt sig på systemet ganske mange gange. Og det var jo noget af det, vi også kunne se under coronakrisen, da vi blev nødt til at gå på kompromis med, hvordan systemet fungerede. Det blev udgående og opsøgende indsatser på borgernes præmisser, og så kunne vi nå dem på en helt anden måde. Det synes jeg vi bliver nødt til at tænke med i det her, altså den nye viden, vi har fået i ly af coronakrisen, i forhold til hvordan vi kan hjælpe den her målgruppe og komme tæt på den.

Hr. Jens Rohde.

Ja, men jeg synes bare lidt, det vidner om, at vi ikke kan se skoven for bare træer, og det kan også være vanskeligt i den her diskussion, nemlig at sige, at intentionerne er fine, men, og men, og men . Gør nu som dengang, hvor fixerummene blev lovliggjort. Prøv det af. Lad os lave noget, som i det mindste etablerer en handling for de her mennesker. For det grundlæggende problem er jo, at vi i vores system behandler dem, som om de er kriminelle, og det er det, vi skal væk fra med stofmisbrugere. De er syge, når de er afhængige af stoffer.

Tak. Så er det ministeren.

Vi skal finde en måde at gøre det her på, hvor vi ikke pålægger de dårlige, svage og udsatte mennesker en ny byrde, om det så er en ny byrde, fordi de får en bureaukratisk forpligtelse, hvor de pludselig får ansvaret for at skulle sørge for, at loven overholdes, som lovens bogstav skal, altså at det er den bekymring, de får, eller om det er en anden bekymring i forhold til udnyttelse i øvrigt, hvor der kan komme hindringer i vejen for politiets efterforskningsarbejde. Altså, ligegyldigt om det er den ene eller den anden bekymring, synes jeg da, vi skal have som ambition at se, om vi kan finde en model for det her, der gør, at vi kommer ud over det, så vi ikke får de utilsigtede konsekvenser med.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og der er gjort klar til Socialdemokratiets ordfører, fru Camilla Fabricius.

Tak, formand. Beslutningsforslaget her pålægger inden udgangen af indeværende folketingsår regeringen at fremsætte et lovforslag, der indebærer, at de mest udsatte borgere med stofmisbrug får udleveret et id-kort, så de undtages fra sanktioner som bøder og konfiskering af narkotika til eget forbrug.

Ministeren var meget klar i den drøftelse, vi havde for lidt siden, hvor hun sagde, at det her forslag rummer en række udfordringer. I Socialdemokratiet hersker der ikke nogen som helst tvivl om, at vi ønsker en indsats, der bedre end i dag både tager hånd om og hjælper de allermest udsatte i vores samfund. Det har vi gjort og gør vi i et godt samarbejde med forslagsstillerne, og det ønsker vi at blive ved med.

Det er vigtigt for os, at man, når man er stofafhængig, netop får hjælp og støtte og omsorg og værdighed. Det er også vigtigt, at man i nuet bliver mødt med respekt, og at man bliver hjulpet der, hvor der er behov for det. Bøder og straf risikerer at skubbe udsatte stofmisbrugere endnu længere ud over kanten og gøre ondt værre.

Det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at forslaget er en del af vores og Radikale Venstres, SF's og Enhedslistens forståelsespapir. Og muligheden for netop indførelsen af et id-kort er derfor også blevet undersøgt, sådan som ministeren redegjorde for. Jeg føler mig godt dækket ind af, at vi får nedsat en arbejdsgruppe, som kan se på, om det, vi skal kigge på, er et id-kort, andre løsninger eller en kombiløsning. Jeg synes, det er væsentligt, at vi arbejder videre med det, så vi finder en model og en alternativ løsning, hvor vi netop sikrer indfrielse af den intention, som forslaget bringer op, nemlig at sikre beskyttelse og sikre, at udsatte mennesker med et stofmisbrug kan få den hjælp, der er brug for.

Som forslaget ligger her, kan vi ikke støtte det. Men vi ser frem til, at vi kan arbejde os endnu tættere på det, så vi opnår det, vi gerne vil.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak. Der er jo ingen tvivl om, at Justitsministeriet ikke ønsker det her, at politiet ikke ønsker det her. Hver gang det er noget, der har stoffer eller cannabis som omdrejningspunkt, skubber de det fra sig. Det synes jeg jo i virkeligheden er ret problematisk, for det kan komme til at spærre for, at vi finder en løsning her. Er ordføreren enig med ministeren i, at der er kæmpe misbrugsproblemer relateret til det her – altså underforstået, at sårbare mennesker ville risikere at blive ekstra udnyttet, hvis man lavede et id-kort? Da man indførte fixerum, da man indførte heroinbehandling, hørte vi nogle af de samme argumenter, og der er i dag ikke en, der drømmer om at fjerne de ordninger, for de har bevist deres værd. Så giver det ikke mening at lave måske bare en lille forsøgsordning her, hvis man ikke er klar til at kaste sig ud i en fuldtonet ordning?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at den referenceramme, som ordføreren trækker på, er relevant – altså det her med, hvad vi gør, når vi indfører noget, som er meget nyt, og som et system med sin egen logik faktisk synes er en udfordring, fordi det læner sig op ad en anden logik, nemlig at det her er udsatte, sårbare mennesker, som er i en ekstraordinært sårbar situation, fordi de har en personlig stofafhængighed. Hvordan er det, man arbejder med en målgruppe her, når man så også i en anden kontekst kigger på kæmpestore bagmænd? Der synes jeg spørgeren har en pointe i at spørge: Kan vi drage erfaringer af at se på, hvordan beslutninger er truffet i en tidligere kontekst? Er der noget i de erfaringer, vi har gjort os, og som spørgeren selv refererer til i forhold til stofindtagelsesrum, og er der noget i den struktur, i hvilken vi faktisk lykkedes med det, som vi kan tage ind i det arbejdsrum, som socialministeren har været præcis om? Derfor synes jeg faktisk, at det, som socialministeren har peget på, er en god løsning.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg siger bare, at vi her er oppe imod stærke kræfter i Justitsministeriet og politiet, for de er ikke synderlig begejstrede for, at vi lemper eller gør noget anderledes i forhold til de her grupper af mennesker. Nu har vi haft et advarselssystem i 15 år i en tro på, at det var noget, der ligesom kunne løse udfordringen, og så får jeg gudhjælpemig et svar fra Københavns Politi, som siger: Vi har da ikke adgang til de oplysninger om de sociale og sundhedsmæssige forhold, som betyder, at vi kan give dem en advarsel. Det synes jeg er et kæmpeproblem, og jeg kunne godt se for mig, at vi fik et id-kort som et supplement til det system, vi har i dag.

Tak. De højere magter påkalder vi ikke her i Folketingssalen.

Værsgo til ordføreren.

Jeg har også engang prøvet at kalde på dem, vi ikke må kalde på herinde.

Jeg synes jo, at spørgeren er skarp og præcis, og man kunne også trække en anden parallel, nemlig til, da vi gik sammen om at lave en samtykkebaseret lovgivning, til trods for at rigtig mange omkring os sagde, at det kan man ikke, eller at det skal vi ikke, eller at det ikke er sådan, det skal være. Man gjorde det alligevel, fordi den her regering faktisk vil gøre en forskel. Den ønsker faktisk at forandre Danmark til at være et andet sted, end det var i går, og derfor har jeg en stærk tro på, at vi kan nå i mål med det her.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til den socialdemokratiske ordfører, så vi går videre til Venstres ordfører. Værsgo til fru Maja Torp.

Tak for det. Et liv fanget i afhængighed af stoffer er ekstremt hårdt, og jeg vil faktisk godt lige starte med at give hr. Jens Rohde ret i det meget klare budskab, han kom med lige før, om, at stofmisbrug er en sygdom, og den sygdom helbreder man hverken med bøder eller advarsler. Det kræver hjælp at komme ud af afhængigheden, men vi skal også sikre bedst mulige forudsætninger for, at misbrugeren kan modtage hjælpen. Det betyder, at der skal være kvalificeret hjælp at hente, herunder misbrugsbehandling, men også sociale indsatser, som kan støtte op om, at man opnår et liv uden euforiserende stoffer. De indsatser skal der løbende udvikles på, så de bliver så effektive og målrettede som muligt. Men det er altså vigtigt, at det er indsatser, der virker.

Med den nuværende lovgivning eller måske rettere med den måde, den bliver implementeret på, får stærkt afhængige stofmisbrugere i praksis konfiskeret stoffer til eget forbrug og oven i hatten en bødestraf, og det får så den konsekvens, at vi i stedet for stresser stofmisbrugeren til det yderste. Det er en situation, der bringer misbrugeren endnu længere væk fra at søge hjælp og i det hele taget endnu længere fra at have overskud til at arbejde med at få noget ud af hjælpen. I stedet for tvinger vi jo sådan set stofmisbrugeren til at bruge kræfterne på at skaffe nye stoffer og til også at blive konfronteret med en rykker for en ubetalt bøde. På den måde skyder vi jo nok lidt os selv i foden, hvis vi vil en effektiv socialpolitik.

Derfor har vi også i Venstre sympati for det foreliggende forslag fremsat af SF, og vi er enige i, at hjælp og værdighed er vejen frem, men samtidig skal det dog understreges, at vi i Venstre under ingen omstændigheder ønsker at gøre livet lettere for narkobaroner, der udnytter misbrugerens afhængighed til at tjene penge. Vores støtte til det foreliggende forslag skal da heller ikke ses som et ønske fra Venstres side til at legalisere euforiserende stoffer, men ene og alene til at undgå at slå på mennesker, der i forvejen ligger ned. De skal have den bedst mulige hjælp, og det vil vi i Venstre hellere bruge ressourcerne på.

Helt afgørende er det også for Venstre, at den løsning, vi kommer op med her og finder frem til, også i praksis kan følge op på den intention, der ligger i at hjælpe de mennesker, der har allermest brug for vores hjælp, og det ser vi frem til at drøfte de nærmere konkrete muligheder for i udvalget. Om det er et id-kort, eller om det er noget, er ikke det afgørende for Venstre. Det afgørende er at finde en løsning, som rent faktisk følger den intention her om at hjælpe nogle mennesker, som er stærkt afhængige af stoffer. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for ordet. Jeg tror ikke helt, at jeg fangede, om Venstre støtter forslaget, eller om man hellere vil undersøge andre muligheder. For hvis Venstre ikke støtter forslaget, kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad Venstres bud på en løsning så ville være, for hvis vi virkelig skal hjælpe de her mennesker, handler det jo om, at vi i hvert fald sikrer, at ingen tager deres stoffer fra dem eller truer med en bøde, når de nu har et afhængighedsforhold, hvilket jeg ikke mener man kan straffe sig ud af.

Ordføreren.

I Venstre støtter vi den her intention, og nu er spørgsmålet om, at der er nogle udfordringer med id-kortet, blevet bragt på bane, og det vil vi gerne have drøftet nærmere, i forhold til hvad den rigtige løsning er for at hjælpe den her gruppe mennesker. Så det vil vi gerne drøfte nærmere.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det er jo altid fint at drøfte det nærmere, men jeg tænker, at hvis man ikke er så begejstret for det her forslag, kunne man måske godt have haft nogle andre løsningsforslag med. Det er egentlig bare det, jeg fisker efter, altså at blive lidt klogere på, hvad det så er, Venstre kunne se for sig som en løsningsmodel i forhold til de mennesker, som virkelig har brug for det.

Ordføreren.

Ja, og der er det, at de mennesker, der i praksis håndterer det, altså politiet og Gadejuristen, og også den her gruppe mennesker, som har brug for hjælpen, nok i højere grad kan spille ind med, hvad der er den rigtige løsning. Jeg vil nødig kloge mig på, hvad der i praksis er den helt rigtige løsning.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Venstres ordfører. Det kan være, at vi lige skal få sprittet af til den næste. Det må man selv om. Det aftaler vi så. Værsgo til fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti.

Tak. Nu er der i hvert fald rent heroppe. I dag skal vi behandle beslutningsforslag B 32 om id-kort til de mest udsatte borgere med stofafhængighed. Med forslaget bliver der jo sat fokus på undtagelsen fra bødestraf for socialt udsatte, der besidder stof til eget brug. I dag har vi en særlig strafundtagelse, som fremgår direkte af straffebestemmelsen i lov om euforiserende stoffer, og alligevel er der store udfordringer på området i forhold til implementeringen af det, som Folketinget vedtog tilbage i vistnok 2007. Der er også tale om et retsområde, som bl.a. Stenbroens Jurister følger tæt, fordi det netop også har stor betydning for de mennesker, de arbejder med. Jeg er også bekendt med Gadejuristen, som også er meget opmærksom på den her udfordring. Jeg ved også, at Stenbroens Jurister fører oplysningskampagner til socialt udsatte omkring reglen, og de er jo specialiseret i netop retshjælp.

I Dansk Folkeparti hilser vi debatten velkommen, og vi har også stor sympati for, at man gerne vil forbedre hjælpen til stofafhængige. Men det, som SF foreslår, i forhold til at stofafhængige ikke skal straffes for besiddelse af stoffer til eget forbrug, findes jo allerede i dag. Jeg vil da også godt henvise til den aftale, vi netop har indgået, i forhold til kriminalforsorgen, hvori der står – og jeg citerer fra aftalen, som vi jo fik kæmpet igennem:

»Afdækning af behandling for stofafhængighed:

Aftalepartierne er enige om, at der med afsæt i portugisiske erfaringer skal gennemføres en undersøgelse af fordele og ulemper ved at sende stofafhængige i behandling fremfor i fængsel. Som led i undersøgelsen belyses, hvilken fængselskapacitet der eventuelt vil kunne frigives ved en sådan model. Undersøgelsen gennemføres af Justitsministeriets Forskningskontor i aftaleperioden. Aftalepartierne er samtidig enige om, at stoffer fortsat skal være kriminaliseret, og at der skal slås hårdt ned på bagmændene – både inde i og uden for fængslerne.«

Hvis der i dag indledes en straffesag om stofbesiddelse, er det politiets og anklagemyndighedens ansvar, at undtagelsen anvendes. Men som vi har debatteret i dag, kan vi også se, at der er store udfordringer omkring det her. Derfor er det også i forhold til debatten vigtigt, at man, hvis man laver et id-kort, har fokus på målgruppens retssikkerhed, og også at man har fokus på myndighedernes eksisterende forpligtelse. For de rettigheder, der er i dag, er jo altså allerede klare.

Men det, der undrer mig, er jo, at man fra Socialdemokratiets side har været ude at sige, at man gerne vil have et id-kort, men så ikke har iværksat en undersøgelse omkring det, eller undersøgt, hvordan det kan lade sig gøre at gennemføre det. Vi havde i hvert fald fokus på det i netop politiforhandlingerne. For jeg synes, at den her debat også vedrører netop det, at der ikke bliver fulgt op på det, loven foreskriver i dag. Så det, jeg forstår ved det her beslutningsforslag, er ikke, at man vil give nogle nye rettigheder, men at man simpelt hen vil sikre sig, at de rettigheder, man har i dag – den lovgivning, der findes i dag – også bliver overholdt.

Fra Dansk Folkepartis side har vi altid haft sådan en holdning om, at vi skulle gøre alt for at give behandling og hjælpe. Der synes jeg jo, at vi også har en udfordring. Jeg tænker, at mange af os også har stofafhængighed inde på livet; har et familiemedlem eller er tidligere vokset op med nogle barndomskammerater, man kan se er endt i et afhængighedsforhold, og som man gerne vil hjælpe. Man må sige, at der svigter kommunerne også i dag, synes jeg, i forhold til deres forpligtelse. Jeg synes, at man ofte behandler stofafhængige som noget af det laveste. De bliver ikke mødt med respekt. Mange skal møde op på deres misbrugscenter rigtig mange gange om ugen, f.eks. hvis de er i metadonbehandling, for at få udleveret deres metadon. Det vil sige, at mange ikke engang kan tage på et weekendophold hos deres bror eller søster eller familie, fordi de er afhængige af det. Jeg har kendskab til en ung pige, som havde dobbeltsidet lungebetændelse og tit var indlagt, men hun skulle simpelt hen også cykle ned for at få sin metadonbehandling. Derfor synes jeg, at vi bliver nødt til at tænke på, hvordan vi kan gøre det her bedre.

Men jeg er i hvert fald glad for, vil jeg sige til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, at vi i politiaftalen har sat fokus på det her område, og at der også kommer en undersøgelse. Så må vi jo se, hvordan og hvorledes vi i fællesskab kan sikre os, at den lovgivning, der er på området, også bliver overholdt. Nogle af de svar, der er givet i Retsudvalget, viser sig også at være lidt tvetydige svar. Det kan jeg godt forstå at fru Karina Lorentzen Dehnhardt også undrer sig over, altså når man i de svar siger, at politiet simpelt hen ikke har kompetencerne til det, når vi tidligere har vedtaget, at det kan politiet godt håndtere i forhold til lovgivningen. Så der er i hvert fald noget at arbejde videre med. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Dansk Folkepartis ordfører, så tak til fru Karina Adsbøl. Så er den næste ordfører fra Radikale Venstre. Fru Katrine Robsøe, værsgo.

Tak for det. I må simpelt hen lige nøjes med mig på talerstolen herinde i dag, fordi vores ordfører desværre sidder derhjemme med et meget svært brud på albuen og venter på, at hun kan blive opereret, så det håber jeg at I kan leve med.

Radikale Venstre bakker grundlæggende op om beslutningsforslaget fra SF, som indebærer, at de mest udsatte borgere med stofmisbrug kan få udleveret et id-kort. De eksisterende regler skaber nogle gange nogle usikre situationer for misbrugerne, og det er ikke hensigtsmæssigt, når vi har at gøre med nogle af de borgere, som i forvejen er enormt udsatte. Som der er blevet talt om flere gange heroppefra allerede, kan politiet jo allerede i dag give advarsler frem for bøder til socialt udsatte, som misbrugere er, hvis de pågriber dem med stoffer. Men som det er nu, opstår der nogle gange tvivl, fordi politiet ikke altid har forudsætningerne for at vurdere status i forbindelse med en sigtelse. Derfor er vi i Radikale Venstre i hvert fald også klar til at tænke nyt og udstede id-kort til de mennesker, som har brug for det, så de ikke i så høj grad bliver yderligere udsat i den livssituation, de nu engang er i. Vi håber, at vi kan stå sammen i den her sag og få gjort noget ved det og få gjort livet nemmere for de mest sårbare mennesker.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Radikale Venstres ordfører. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er fru Pernille Skipper.

Jeg vil også gerne starte med at sige tak til SF for at fremsætte beslutningsforslaget. Det her er efterhånden ved at udvikle sig til at være sådan en længerevarende saga i Folketinget. Første gang jeg stødte på eksemplet, var, da fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF og jeg selv var retsordførere samtidig, og desværre er problemerne ikke blevet mindre end dengang. De mennesker, som bliver taget med ulovlig narkotika, men som åbenlyst har et misbrug og nogle sociale problemer, skal ikke jagtes af politiet; de skal hjælpes. Politiets ressourcer skal bruges på at jagte bagmænd, som tjener på at udnytte de mennesker, og den præmis er vi vist alle sammen rørende enige om herinde.

Allerede da vi lavede fixerummene, blev vi enige om, at politiets tid ikke skal bruges på at hetze de små fisk på gaden; den skal bruges på at fange dem, der virkelig tjener på det. Derfor har vi jo aldrig kigget tilbage, da vi lavede fixerummene, og vi har aldrig kigget tilbage, da vi begyndte med den her skadesreducerende tilgang til stofmisbrug. Det er bare så mærkeligt, at der så ikke er sket noget på lige præcis det her punkt, når alle Folketingets partier er enige om det.

Tilbage i 2007, som det er blevet sagt flere gange, blev det så muligt for politiet at give en advarsel til de mennesker, som besidder narkotika til eget forbrug, og som samtidig har et misbrug og nogle sociale problemer; det er altså ikke dem, der har store mængder på sig, som er beregnet til videresalg. Vi fik at vide, at det var politiet fuldt ud i stand til at kigge på, og at de kunne vurdere det, også i situationen. Det var ud fra en erkendelse af, at man ikke kan skræmme mennesker med bødeforelæg og alt muligt andet til at stoppe deres misbrug – de skal have hjælp.

Tilbage i 2016, hvor jeg var retsordfører, havde vi Søren Pind som daværende justitsminister i samråd om den selv samme problematik, og jeg har været tilbage og se mig selv spørge ham om, hvordan han var sikker på, at det nu ville blive bedre. Der er faktisk sådan et gyldent klip, hvor Søren Pind siger, og nu parafraserer jeg en lille smule: Fordi jeg siger, at nu vil det ske, og nu har jeg sagt, at de skal rette ind.

Jeg troede næsten på Søren Pind, fordi han sagde det med sådan en hr. Søren Pindskhed, og alligevel er det faktisk ikke sket. I 2016 blev der i de kommuner med landets fire største byer givet sammenlagt 60 advarsler; i 2021 blev der givet 61 advarsler. Så mængden af advarsler er stort set ikke steget, og det vidner jo om, at der er noget galt ude hos politiet med deres arbejde.

Derfor er den her idé om et id-kort jo opstået og har været turneret vidt omkring, og også før valget havde Enhedslisten tilsluttet sig det. Vi har fået det med i forståelsespapiret, og de fire partier, som besidder flertallet og er parlamentarisk grundlag for den siddende regering, har endda besluttet sig for, at det her ville de gøre, og så er der kommet nogle gode argumenter.

Derfor vil jeg ikke med det samme bare sige, at Enhedslisten støtter det her forslag, selv om vi fuldt ud er enige i alt, i hele identifikationen af problemet, og at det har varet for længe. Jeg har den samme utålmodighed, som SF har, men jeg synes, vi skal bruge det som løftestangen til at få taget de der allersidste skridt for at få det her i orden.

Det kan være, at det, vi skal gøre i stedet for, er at lave den her afkrydsningsboks, hvor vi tvinger den enkelte politibetjent i alle sager om bødeforelæg ved misbrug til eget forbrug ligesom at få forklaret, hvorfor man ikke bruger advarsel i stedet for. Det skaber noget mere bureaukrati for den enkelte betjent, ja, men så må vi gøre det, indtil det her er på plads og der er styr på sagerne. Det kan også være, at der er en helt tredje mulighed, vi ikke har set endnu.

Det, der er det vigtige for mig, er, at hvis vi gør det her nu med en arbejdsgruppe og en beretningstekst og noget andet, så får vi sat en deadline for det. Altså, vi skal have tid på, hvornår det arbejde så skal være slut, og hvornår de muligheder, som brugerorganisationer og politi kan se som en løsning, skal ligge som forslag, sådan at vi har muligheden for at træffe en beslutning som Folketing, og så vi ikke bare igen skyder det ud i det uvisse, for det er sagen for vigtig til.

Så igen tak til SF for at holde os alle sammen til ilden – det synes jeg vi skal bruge lejligheden til rent faktisk at få gjort.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til Enhedslistens ordfører, fru Pernille Skipper. Og den næste ordfører er fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Nu har der været lidt debat i dag om, om det skulle være socialministeren eller justitsministeren, der skulle stå her. Jeg har ikke det privilegium at være socialordfører eller retsordfører, men jeg har fået lov til at tage sagen for Britt Bager, vores retsordfører, som ikke kunne være til stede i salen i dag. Og det har været rigtig interessant for mig at lytte til den her debat og blive lidt klogere på det her område, for jeg kan jo høre, at der er nogle af jer, der har diskuteret det her i rigtig mange år og sidder med en enorm frustration over, at der ikke er sket mere på det her område. Jeg har ikke været bekendt med den her problematik i mange år, men jeg kan jo høre på de beskrivelser, der kommer, at der virkelig er et behov for, at der bliver gjort noget her.

Så vi har også drøftet det her beslutningsforslag fra SF – og tak for at fremsætte det – med ret stor interesse i vores folketingsgruppe, og vi har prøvet at lade være med at have den normale automatreaktion, man godt nogle gange kan have, når der kommer et beslutningsforslag fra et flertal, man ikke nødvendigvis lige identificerer sig med. Og det her er et område, som – for at være helt ærlig – også har været svært for os Konservative igennem årene. Der er masser af dilemmaer forbundet med det her. Der er også nogle ting, hvor vi har rykket os igennem årene og måske ser anderledes på det. Så vi har forsøgt at tage sådan lidt en fordomsfri drøftelse af det her forslag.

Man må sige, at statsministeren jo var ude med en meget, meget klar melding, da hun var partiformand, ganske vist tilbage i 2009, i forhold til at bakke op om det her id-kort. Nu hører man så fra ministeren, at det er mere kompliceret end som så, og så synes jeg bare, det er drønærgerligt, at man i et eller andet omfang har spildt de sidste par år i stedet for at få sat gang i det arbejde, få nedsat en arbejdsgruppe, hvis der var behov for det, for at få belyst det her. For det er jo fint nok, at man har taget nogle initiativer i forhold til at understrege over for betjentene det regelgrundlag, der er, og som har været der siden den 1. juli 2007, men jeg hører jo også bare, bl.a. fra fru Pernille Skipper, at det har man forsøgt at gøre ad flere andre omgange, også at indskærpe, med Rigsadvokatens ord, det her med, at der er muligheden for at give en advarsel frem for at give en bøde. Så derfor er vi også der, hvor vi godt kan se behovet for, at vi går videre i forhold til det her.

Ministeren peger på, at der er brugerorganisationer, som ser problematikker i forhold til det her forslag; der bliver henvist til Stenbroens Jurister. Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren om, og det kan vi jo tage i udvalgsbehandlingen, hvad der er af andre brugerorganisationer, som ser problematikker i forhold til det her. Hvad er det for nogle brugerorganisationer, der henvises til? Sådan nogle som Stenbroens Jurister har jo været ude at udtrykke sig positivt om det her – de har en ønskeliste, som er meget længere og bredere på det her område end det her forslag alene, men man mener dog, at det er et skridt på vejen i forhold til at løse den her problemstilling.

Jeg er jo sådan set enig med ministeren i, at man ikke skal være dumstædig på det her område; man skal også kunne indse det, hvis der er nogle ting, der skal gøres anderledes. Så jeg er glad for, at den erkendelse er der. Jeg synes jo så også bare, at man har et ansvar for at sætte det arbejde, der skal til for at kunne træffe de beslutninger, der er nødvendige, i gang. For der er ikke nogen af os, der ønsker at gøre de her mennesker en bjørnetjeneste – de har brug for rigtig hjælp første gang.

Noget, der også har fyldt i vores drøftelser i den konservative folketingsgruppe, har været den opgave, vi sætter politiet på i forhold til det her. For det er også en vurdering for dem at gå ind og lave i hver enkelt sag, hvor der kan være oplysninger, man ikke har adgang til, men som er relevante, når man skal træffe en beslutning om, om der kan undtages i det enkelte tilfælde. Og der vil et id-kort jo alt andet lige gøre det noget nemmere.

Så bliver der snakket om, om man skulle lave en model, hvor der skulle være en generel afkrydsning hver gang. Det ville jeg sådan rent administrativt være ked af. Der er andre områder, som jeg er ordfører for, hvor vi lige nu sidder og kigger på, om vi kunne fjerne lidt af alt det der med afkrydsning, bureaukrati og ensretning, så vi skal også passe på med at indføre det andre steder. Så jeg kan have nogle bekymringer i forhold til den model.

Så for at opsummere vil jeg sige mange tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag. Det har givet anledning til en god drøftelse, også i den konservative folketingsgruppe. Vi har meget stor sympati for det her forslag og kan sådan set godt bakke op om idéen om det her id-kort. Vi vil også gerne være med til at lande en beretning, som også fru Pernille Skipper var inde på, hvor vi prøver at sætte en tidsfrist på for at få forpligtet ministeren til, at det her skal være en af de effektive arbejdsgrupper, altså at det ikke er noget, der skal trække ud længere, end det desværre allerede har gjort, på det her område. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til fru Mette Abildgaard, så vi siger tak til hende. Den næste ordfører er fra Nye Borgerlige, og det er fru Mette Thiesen.

Tak. Jeg var på rundtur med Stenbroens Jurister i går. Jeg var rigtig mange forskellige steder. Jeg var på Reden, jeg var i fixerummet H17, jeg så Fixelancen, The Red Van, jeg mødte nogle hjemløse og var ude på Sundholm. Alt i alt var det en rigtig god rundtur, rigtig barsk rundtur også, men en god en, fordi man ligesom får et helt andet indblik i en verden, som man ikke normalt sådan færdes i – jeg gør i hvert fald ikke.

Det, der er rigtig vigtigt for mig og for Nye Borgerlige i forhold til det her, er sådan set, at vi sikrer de mennesker, som er allermest udsat, og det er jo dem, det her forslag handler om. Et af de punkter, jeg fik at vide, da jeg var rundt i går og hørte nogle af de her ret voldsomme historier, var faktisk det her med, at hvis man lavede et konkret id-kort, ville det skabe bureaukrati hos de enkelte udsatte, i stedet for at det ligesom var myndighederne, der tog den post på sig. Men jeg synes, det er rigtig positivt, og jeg kan høre, at der er sådan ret bred enighed om, at vi skal have fundet en løsning, om det så er den ene eller anden måde, man gør det på. For der er jo mange problematikker, når man er udsat og har de her misbrugsproblemer. Rigtig tit og mange gange er det jo noget, hvor der både er noget hjemløshed, nogle psykiske problemer og der er noget misbrug indover osv., så det er virkelig sådan en kombination, som også skal håndteres ordentligt, og hvor vi som samfund simpelt hen skal holde hånden under de her mennesker, for de har det sindssygt svært.

Jeg var også ovre at besøge Reden. Vi drøftede selvfølgelig de her gadeprostitueredes vilkår osv. Mange af dem er jo også misbrugere, og der var i hvert fald en ting, der gjorde rigtig, rigtig stort indtryk på mig. Hvis du får konfiskeret dit stof, altså det, som du har købt for dine penge, enten fordi du bliver frarøvet det af nogle virkelig tarvelige typer, eller hvis du sådan set får konfiskeret det af politiet, skal du ud igen og tjene de her penge, og hvordan gør du det? Jamen for en gadeprostitueret betyder det, at du skal ud og have flere kunder. Hun fortalte mig faktisk, at nogle af de her kvinder, som var allerhårdest ramt, og som var, man kan sige allerdybest nede i det her misbrug, skulle have mellem 10 og 20 kunder om dagen for at kunne få det stof, som de havde brug for. Altså, det er så barskt og så voldsomt, at man har meget, meget svært ved at forstå det.

Stenbroens Jurister, som jeg var henne at besøge, har lavet sådan et kort, netop fordi de her mennesker, som er så udsatte, skal vide, hvad deres retsstilling er, hvis de bliver stoppet af politiet, og det synes jeg er rigtig positivt. Det er sådan et gult kort her, så man ved, hvad ens retsstilling er. Jeg kan i hvert fald også glæde mig over, at vi ret bredt – jeg har ikke hørt nogen, der har talt imod – er enige om, at vi gerne vil hjælpe, og jeg kan hundrede procent også støtte op om den beretning, som fru Pernille Skipper også talte om, i forhold til at vi ligesom får sat en deadline for det her, sådan at vi får fundet en løsning. For det, de her mennesker står over for, er virkelig fuldstændig ubærligt, og at de så ovenikøbet bliver jagtet på den her måde, duer simpelt hen ikke.

Så tusind tak til SF for at tage den her problemstilling op. Det gjorde i hvert fald også, at der var et område, jeg fik gravet mig meget længere ned i, og det er altid en fornøjelse, vil jeg sige, selv om det er et barskt område. Der er fuld opbakning til, at vi forhåbentlig bredt kan få landet en beretning, sådan at vi kan få sat en deadline for, hvornår vi finder en løsning på det her problem. Tak for ordet.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Den næste ordfører kommer fra Alternativet, og det er hr. Torsten Gejl.

Tak, formand. I Alternativet støtter vi selvfølgelig det her beslutningsforslag. Selvfølgelig skal de mest udsatte stofmisbrugere undtages fra sanktioner som bøder og konfiskering af narkotika til eget forbrug. Det minder mig faktisk om, at der er et lovforslag på vej om, at hjemløse borgere ikke skal være under jobcentrenes tvangs- og kontrolregime. Det støtter vi selvfølgelig også.

Selvfølgelig skal vi heller ikke have psykiatriske patienter på gaden, fordi der ikke er plads til dem på vores forsorgshjem. Selvfølgelig skal vi ikke have forbud mod tiggeri, og selvfølgelig skal vi ikke have zoner, hvor hjemløse ikke må sove. Selvfølgelig skal vi have fixerum til narkomaner. Selvfølgelig skal det ikke være nødvendigt at sætte overvågningskameraer op i København, for at folk ikke skal sparke hinanden til plukfisk i nattelivet. Og selvfølgelig skal vi ikke tvangsfjerne flere børn, fordi vi ikke formår at støtte op om de udsatte familier. Selvfølgelig skal folk have Arnepension i stedet for at knokle sig selv ihjel og efterlade deres sundhed på arbejdsmarkedet. Selvfølgelig skal unge mennesker have psykologhjælp, så de ikke lider af spiseforstyrrelser, ensomhed og depression og risikerer at begå selvmord.

Men kære venner, kan I ikke høre, at der er et eller andet fuldstændig grundlæggende galt? Vi har et velfærdssamfund, hvor armod og sociale ulykker kravler ud gennem alt for mange sprækker. Vi har et samfund, hvor vi hele tiden laver reparationer og sætter plaster på, fordi alt for mange mennesker ikke trives, fordi vi taber alt for mange mennesker i konkurrencesamfundets hamsterhjul.

Det er klart, at Alternativet støtter enhver forbedring af udsatte menneskers vilkår, gamle som unge, udsatte som hjemløse, narkomaner som anbragte børn, men vi synes efterhånden, at vi lever i et reparationssamfund, hvor vi symptombehandler og reparerer i stedet for at forebygge og lave de grundlæggende forandringer, der skaber trivsel og livskvalitet for mange flere danskere.

Vi håber, at Folketingets partier i højere grad vil være med til at dreje på samfundets store tandhjul i stedet for at blive ved med at justere på de små skruer. Vi skal have hævet bundniveauet i vores samfund. Vi skal have repareret sikkerhedsnettet, i stedet for at der er så mange, der synker til bunds, mens vi alle sammen bare bliver rigere.

Nogle af Alternativets bud på det er nedsat arbejdstid og ubetinget basisindkomst. Det er at indføre mere trivsel i uddannelsessystemet og erstatte kontrol og tvang i beskæftigelsessystemet. Det er at lade syge og skadede danskere få hjælp og støtte i socialforvaltningen i stedet for endeløs arbejdstræning i beskæftigelsessystemet. Det er at diskutere, hvor rige vi vil være, når det er så svært for så mange at trives i det materielle vækstsamfund. Det er at diskutere, hvad der skal til, og hvad der skal skabe værdi i vores liv, når klimaforandringerne kræver, at vi baserer mindre af vores livsværdi på materielt CO2-udledende forbrug. Det er at diskutere, hvordan vi kommer tættere på det, der betyder noget for os, i stedet for at jage af sted som små produktionsenheder i et opstresset produktionssamfund.

Så er det selvfølgelig også at skabe et samfund, hvor folk ikke bliver gadenarkomaner, så vi er nødt til at udstyre dem med et særligt id-kort, så politiet ikke giver dem bøder og tager det stof, de har til eget forbrug. Tak, formand.

Tak til ordføreren fra Alternativet. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører kommer fra Kristendemokraterne, og det er hr. Jens Rohde. Velkommen.

Tak for det, og tak til fru Maja Torp for at kvittere med et klart svar fra Venstre om, at stofmisbrugere ikke er kriminelle; de har et sygdomsproblem. Det er jeg meget glad for at høre fra mit gamle parti, for hold da fast, hvor har jeg godt nok diskuteret det her emne igennem mange år i Venstres folketingsgruppe. Stofmisbrugere skal hverken have bøde, første, anden, tredje, fjerde, femte, sjette eller syvende gang de bliver taget med stof til sig selv. Fru Mette Thiesen illustrerede fremragende fra Folketingets talerstol hvorfor: Det sender dem bare ud i yderligere kriminalitet eller tvinger dem ud i yderligere prostitution. Det giver ingen mening, medmindre man har det synspunkt, at de jo et eller andet sted er kriminelle. Og det er de jo sådan set også rent teknisk, fordi de tager et stof, der er ulovligt. Men de er jo bare der, hvor de ikke kan gøre noget ved det.

I dansk politik, i europæisk politik på mange områder – og nu kan jeg ikke sige europæisk politik på generelt plan, for der er faktisk mange lande, hvor man har haft modet til at lave mange forsøg for at imødekomme, skal vi sige, afkriminaliseringen af de mennesker, som er ude i et stofmisbrug – har vi aldrig rigtig har haft modet til at gøre noget ved det, løse det sådan helt grundlæggende rent juridisk. Og det er min påstand, at fordi vi ikke har haft modet – hos nogle er det, på grund af at man ikke har modet, hos andre handler det om nogle moralkodekser, som ligesom står over de her menneskers problemer – har vores stofmisbrugspolitik, bekæmpelsen af stofmisbrug jo spillet fallit i årtier. Det synes jeg vi skal gøre noget ved.

Det bliver meget ved snakken, fordi vi ikke kan gennemskue alle dilemmaerne. Og det var, som jeg nævnte over for ministeren, nøjagtig det samme i de 35 år, vi diskuterede fixerum, inden den nuværende minister endelig – endelig var der nogen, der tog sig sammen – tog sig sammen til at sige, at nu gør vi det trods alle de der diskussioner, der er. Vi fik det prøvet af. Og i dag møder jeg ikke nogen, der argumenterer for, at man skal fjerne de fixerum. Ud fra den lære, og for at vi kan komme videre og kan komme ind på et nyt spor, hvor vi ikke bliver ved med at snakke, og hvor vi ikke bliver ved med at stå der og ikke kunne se skoven for bare træer, så vil jeg gerne uden at kunne være hundrede procent sikker på, at fru Karina Lorentzens forslag er det perfekte og det rigtige, tilsige det KD's støtte herfra. For det er på tide, at der bliver handlet. Og hvis vi ender med en beretning, vil vi selvfølgelig også støtte op om den.

Men tak til SF for at insistere på, at nu har vi ventet længe nok og nu har vi diskuteret længe nok, hvordan vi kan hjælpe nogle mennesker, som ikke er kriminelle, men som lider af et misbrug og derfor selvfølgelig skal have al den hjælp, som vi kan give dem, og på ingen måde skal jagtes af politiet og blive belemret med økonomiske byrder, som bare presser dem endnu længere ud i sølet. Tak til SF. Vi støtter forslaget.

Tak til hr. Jens Rohde. Der er ikke korte bemærkninger til ordføreren. Hermed kan jeg give ordet til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg startede jo med at ærgre mig en lille smule over, at det ikke var justitsministeren, men socialministeren, der var her salen i aften, og det er jo, fordi mange af de her spørgsmål er af lidt retspolitisk karakter. Men som debatten er gået, tror jeg egentlig, at jeg glæder mig over at være den eneste retspolitiker, tror jeg, nej – fru Karina Adsbøl fra Retsudvalget er her også – som er i en kreds af socialordførere, for det giver simpelt hen en anden debat, når vi snakker om vilkårene for de mest udsatte mennesker. Det er en debat, som vi ikke rigtig har i Retsudvalget, og det kunne godt være, at vi skulle invitere begge grupper til at tage den snak på et tidspunkt.

Selv om der her i dag ikke ligefrem er hundrede procent opbakning til et id-kort, kan jeg i hvert fald lytte mig til, at der er opbakning til at gøre noget og få undersøgt problemstillingen nærmere, og det synes jeg på en gruppe udsatte borgernes vegne faktisk er meget opløftende. For der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med nogle mennesker, som har det allersværest i vores samfund, og som virkelig er udsatte, og det sidste, de har brug for, er, at de også har politiet på nakken.

I SF mener vi jo grundlæggende, at afhængighed er en sygdom. Vi kan ikke straffe os ud af afhængighed. Vi bliver simpelt hen nødt til at flytte fokus væk fra at behandle afhængighedsproblemer som kriminalitet. Det er et sundhedsproblem, og det skal løses på en måde, hvor vi anskuer det som en udfordring, man skal have hjælp til. Der er ingen tvivl om, at vi i SF også er optaget af, at vi kigger mod Portugal. Jeg har selv været i Portugal og set, hvordan nogle af de mennesker, som er heroinafhængige, har fået stabile liv ved simpelt hen at have fået den rigtige hjælp og blive imødekommet. Mange af dem havde arbejde og levede livet under helt almindelige familieforhold, mens de i virkeligheden levede det med deres afhængighed, og det er jo der, hvor man har sagt, at man ikke længere straffer brugeren, men giver et pålæg om at gå i behandling, og jeg mener dybest set også, at det er den vej, vi skal gå herhjemme.

Id-kortet, som vi jo har diskuteret her i dag, er jo ét bud på, hvad kan man sige, at hjælpe en sårbar gruppe. Det er jo de facto sådan, at stofbrugere skal mødes med en advarsel. Udfordringen er, at det kan politiet ikke rigtig gøre. Altså, min overraskelse var meget stor, efter at jeg i 15 år havde troet, at vi faktisk havde et system, hvor politiet kunne hjælpe de her mennesker ved at give dem en advarsel og sige, at de hverken skulle have en bøde eller det, der var værre, når de blev antruffet med deres stof, for det er jo klart, at hvis man får konfiskeret sit stof, skal man jo ud at skaffe det på anden vis. Men stor var min overraskelse, da jeg så fik et svar for nylig fra Københavns Politi, som siger: Jamen vi har da ikke viden om de mennesker, vi møder, vi har da ikke viden om deres sociale forhold, og vi har heller ikke viden om deres sundhedsmæssige forhold.

Det betyder jo, at det bliver enormt tilfældigt, hvem det er, der får hjælpen, altså advarselen, og hvem der ikke får den, og jeg har spurgt rigtig meget ind til det. F.eks. når politiet i Syd- og Sønderjyllands Politikreds har tømt en pushers telefonbog og fundet 1.000 kontakter, der har købt stoffer, har jeg spurgt: Hvordan laver I så egentlig den undersøgelse, som betyder, at vi ikke kommer til at være for hårde mod mennesker, som i virkeligheden har et afhængighedsproblem? Det kunne man ikke rigtig gøre rede for. Det kan godt være, at man i København, hvor man jo har lokalpoliti på Vesterbro, måske kender nogle af de her mennesker lidt bedre, og hvor der i hvert fald er en større mulighed for, at det ender med en advarsel, men min påstand vil være, at i Vestjylland og i Syd- og Sønderjylland og andre steder har man simpelt hen ikke det kendskab, og derfor bliver det altså meget tilfældigt. Og derfor skal vi gøre noget.

Vi har diskuteret det her i rigtig, rigtig mange år. Det sagde min kollega fru Pernille Skipper i virkeligheden også, da hun sagde, at det her er en problemstilling, vi har haft oppe igen og igen. Derfor synes jeg, at det er positivt, at vi måske kan lave en beretning, altså nedsætte en arbejdsgruppe. Men jeg vil også meget klart sige, at jeg synes, at det skal være en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe, og at vi skal stille os selv det ambitiøse krav, at den her gang får vi løst udfordringen. Jeg ved godt, at de i Justitsministeriet ikke er særlig begejstrede for alt, hvad der handler om noget, der bare lugter lidt eller smager lidt af stoffer eller cannabis – de slår korsets tegn for sig – fordi de baserer deres viden om det på politiets holdninger, som måske ikke altid er specielt videnskabelige. Og derfor kan det her ende i en blindgyde, og jeg vil bare sige: Det må det ikke. Den her gang bliver vi nødt til at give hinanden hånd på, at så får vi det simpelt hen løst.

Da vi diskuterede fixerum, da vi diskuterede heroinbehandling, var der også rigtig meget angst forbundet med det, for hvad kunne der nu ske, når vi slap det her løs? Ville vi blive en magnet for folk, der kom fra Sverige og alle mulige steder fra for at få heroinbehandling og blive stofbrugere i Danmark? Skete det? Arh, det gjorde det vel ikke helt! Fixerum? Jamen det ville også give en masse problemer. Der er ikke nogen, der snakker om, at vi skal fjerne de ordninger i dag. Vi gjorde os en masse unødige bekymringer, og det tror jeg sådan set også at vi gør her. Lad os lave en forsøgsordning, lad os prøve det af. Der er desværre udsatte i dag, som også bliver, ja, hvad kan man sige, udnyttet, altså, udsatte er nemme at udnytte i den ene eller den anden sammenhæng, og den risiko kan vi nok aldrig eliminere, men det, som vi er nødt til at eliminere, er den utryghed, den usikkerhed, den situation, som de er i i dag, hvor de ikke ved, hvordan dagen og vejen bliver, når de møder politiet.

Vi er kommet langt i vores syn på stofbrugere, synes jeg trods alt, i den tid, jeg har været retsordfører, men nu synes jeg, at vi simpelt hen skal tage det sidste nøk. Så lad os lave en god beretningstekst, lad os kræve, at der kommer noget handling, og lad os kræve, at den kommer hurtigt, så der ikke går 15 år mere, hvor vi diskuterer, om vi kan lappe lidt på et advarselssystem, som ikke helt fungerer. Men tak for debatten i dag. Jeg synes, det har været fornøjeligt, og jeg synes, det er helt fantastisk, at vi i enighed er nået frem til, at vi skal gøre noget for den her gruppe mennesker. Så jeg synes faktisk, at vi er kommet langt.

Tak til SF's ordfører.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.