Tak for det. Jeg skulle lige have rømmet pladsen, så jeg kunne komme hen til min mikrofon.
Tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne starte med at sige meget klart, at nogle af de beskrivelser af observationer, som man kan læse om i bl.a. artiklen, som er afsæt for spørgsmålet her, på mig virker grænseoverskridende, og jeg vil også sige, at jeg synes ikke, det virker til at være i orden. Det må aldrig være et stopur, der afgør, hvilken hjælp en borger får. Kommunerne skal selvfølgelig sørge for at afklare borgerens behov ud fra en konkret og individuel vurdering, men der er grænser.
Kommunerne skal behandle mennesker ordentligt. Observationer skal laves med en grundlæggende værdighed for den enkelte og respekt for borgerens ret til privatliv. Det betyder, at observationer kun må bruges, når det er nødvendigt, og observationerne må ikke vare længere end højst nødvendigt. Hvis observation i et par timer, en dag, et døgn er tilstrækkeligt, må observation ikke varer i flere uger – det burde sige sig selv. Og man må selvfølgelig heller ikke læse borgernes private sms'er, som jeg tror er noget af det der har været fremme i pressen. Det skal stoppe, det hører ingen steder hjemme, hvis det finder sted.
Et besøg hos en borger skal foregå med en grundlæggende respekt for den enkeltes værdighed. Besøget skal tilrettelægges i dialog med borgeren, så både borger og kommune ved, hvorfor der observeres, og hvad formålet er. Og det skal overvejes, om kommunen kunne få samme oplysninger på en mindre indgribende måde. Jeg mener, vi har et meget vigtigt arbejde foran os med at sørge for, at mennesker med handicap ikke oplever systemet som en modspiller. Vi skal have genoprettet den tillid, der på handicapområdet desværre har lidt et knæk gennem flere år. Det er det problem her et eksempel på, og derfor ser jeg også frem til resultaterne af den undersøgelse fra Ankestyrelsen, som jeg har sat i gang, af det her med observationerne, så vi kan komme til bunds i problemet. Når vi har resultaterne af den undersøgelse, vil jeg se, hvad der kan gøres for at sikre en mere værdig sagsbehandling.