Jamen det er jeg sådan set glad for at høre at justitsministeren kan svare på så relativt klart her i salen. For det, der sådan set er baggrunden for, at jeg har stillet spørgsmålet, er, at regeringen jo lige nu grundlæggende har skabt tvivl om, hvorvidt regeringen vil støtte de internationale skoler i Danmark; om regeringen vil støtte også mindretallets skoler; om regeringen vil støtte skoler, der kan have et religiøst grundlag. Og det skyldes jo ikke kun den grundlovsfortolkning og den notits, som jeg spørger til i spørgsmålet. Det skyldes jo også de meldinger, som Socialdemokratiet kom med før valget.
Når jeg også har behov for at få klart svar fra regeringen i relation til støtten til de tyske mindretalsskoler, så er det jo, fordi vi lige har set eksempler på, at regeringen jo godt nok siger, at man ønsker at sikre det tyske mindretals institutioner, men samtidig har man et lovforslag i høring, hvor man har lagt op til, at de tyske gudstjenester ikke længere må holdes på tysk i Danmark, og at også andre institutioners gudstjenester ikke må holdes på deres sprog. Vi så en finanslovsaftale sidste år, hvor man valgte at sige, at man ikke skulle sikre bedre normeringer til selvejende og private institutioner i Danmark, hvilket helt konkret har haft den konsekvens, at 11 ud af de 19 tyske børnehaver nu får mindre i støtte end andre institutioner i Danmark. Og det er jo grundlæggende fuldstændig imod de aftaler, vi har lavet med både Københavnerklæringen og Bonnerklæringen, altså de aftaler, vi har forpligtet os til i relation til at sikre, at vores nationale sproglige mindretal egentlig ligestilles med flertalsbefolkningen.
Det er jo også derfor, jeg i dag spørger justitsministeren meget klart og tydeligt, i forhold til om vi kan være helt sikre på, at der ikke ligesom med andre lovforslag sådan lige pludselig kommer lovforslag fra regeringens side, hvorved også det tyske mindretals institutioner, i det her tilfælde på skoleområdet, nu bliver bragt i fare som følge af den ændring af grundlovsfortolkningen, som Justitsministeriet har lavet.