Spm. nr. US 58

Spm. nr. US 58

Tak, formand. Det er jo rigtigt nok, at der selvfølgelig er nogle, der bor i mere landlige omgivelser i Danmark, som har længere til testcenteret end dem, der bor inde i de større byer. Så derfor er der nok nogle, der oplever tingene lidt anderledes end det, statsministeren lige gav udtryk for. Men det var ikke det, jeg ville bruge min taletid på.

Jeg tror, at mange af os bliver uendelig triste, når vi oplever, at der er folk i vort land, som pålægger sig selvcensur, fordi de ligger under for trusler, er bange for vold, er bange for den terror, der udøves af islamistiske kræfter.

Her senest har DR kunnet fortælle en historie om en person, de vælger at kalde Charlotte. Det hedder hun ikke i den virkelige verden, men de kender hende selvfølgelig. Hun må optræde anonymt, fordi hun simpelt hen er bange. Hun er bange, fordi hun har bekendtgjort, at hun i sin undervisning som lærer vil vise Muhammedtegningerne, og det har medført så stærke trusler, at vurderingen har været, at hun hellere må prøve at gå under jorden og leve mere privat og stille og dermed pålægge sig selvcensur.

Det, jeg godt kunne tænke mig at høre statsministerens holdning til i dag, er, hvordan i alverden vi bedst muligt imødegår den måske tiltagende selvcensur, der finder sted. Og her er det jo i særlig grad alvorligt, når det handler om vores undervisningsmiljøer. Hvis ikke lærere i den danske folkeskole, på ungdomsuddannelser og på videregående uddannelser føler sig frie til at drage den lærdom ind, som de synes er nødvendig i forhold til at bibringe eleverne det, de skal, så har vi jo virkelig et problem i et ellers frit samfund.

Så hvad vil statsministeren, og hvad vil regeringen tage af initiativer for at sikre, at de mennesker, der hjælper os med at undervise børnene, føler sig frie og kan gøre det, som de selvfølgelig skal?

Statsministeren.

Her har vi fat i noget, der er rigtig vigtigt, og som er et rigtigt problem. Og når vi taler om krænkelse af frihedsrettigheder, fortjener Charlotte og alle andre jo langt større opmærksomhed, end hvad der gælder i forbindelse med de frihedsudfordringer, der lige blev rejst af Venstre. For det her er jo et rigtigt indgreb i friheden – et rigtigt indgreb i friheden! – og noget, som vi ikke kan acceptere.

Jeg vil ikke foregive, at jeg har alle svarene i dag. Men det, jeg vil sige, er, at det er et knæfald for alt det forkerte, når vi begynder at censurere os selv, og det er ligegyldigt, hvor censuren er – om det er i avisens spalter, om det er i vores tale, om det er i lærerens undervisning, eller om det er i noget fjerde. Al form for censur er dødsensfarlig og imod vores demokrati og imod vores danske værdier.

Jeg er bange for, at det her ikke alene begrænser sig til at være et spørgsmål om Muhammedtegningerne, for det, jeg hører, er, at censuren også har fat i seksualundervisningen, altså at der er elever og studerende, der ikke vil deltage i seksualundervisningen, og som allerede nu tilkendegiver, at det vil de heller ikke tilvejebringe den dag, hvor de måtte være skolelærere eller pædagoger. Jeg hører fra f.eks. dansklærere, at censuren er kommet ind i danskundervisningen, at der er hæderkronede romaner og noveller, man ikke længere kan bruge f.eks. i gymnasieskolen, fordi der er elever, der føler sig stødt over nøgenhed eller scener, hvor der indgår seksuelle aktiviteter. Jeg hører om censuren i forhold til homoseksualitet, jøder og andre – og det går ikke.

Med hensyn til hvordan vi løser det her, tør jeg ikke give alle svarene, men jeg føler mig helt overbevist om, at hvis ikke vi finder svarene i fællesskab, så går vi på kompromis med noget af det allerallervigtigste i vores samfund, nemlig ytringsfriheden, og det må vi ikke gøre.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg er fuldstændig enig, og det vidner jo også om, at vi står over for et sådan meget bredt funderet problem i det danske samfund, som sikkert også kræver en række forskellige initiativer. Men hvis vi nu starter med det konkrete problem, som nu igen igen er blevet rejst, altså omkring Muhammedtegningerne, som man som lærer ikke føler sig fri til at kunne inddrage i undervisningen, og hvis vi nu koncentrerer os om det og ser på, hvordan vi så kan løse den opgave og sikre, at lærerne dog føler sig frie til at inddrage Muhammedtegningerne i undervisningen, så kunne det jo være med det forslag, vi har fra Dansk Folkepartis side, om, at man simpelt hen lader det indgå i pensum og lader det være en del af en pligt for læreren at fremvise bl.a. Muhammedtegningerne. For det vil jo gøre, at det er ikke den enkelte lærer, som man kan true til at lade være, fordi man ved, at det er en del af en pligt i det danske samfund. Det, som det for mig at se handler om, er i virkeligheden, hvordan vi kan tage risikoen, åget, så meget af lærerens skuldre som muligt og placere på vores alle sammens skuldre, så vi bærer det her som samfund i fællesskab i stedet for at overlade det til den enkelte lærer at stå i den her utrygge situation.

Statsministeren.

Jeg forstår godt forslaget, og jeg vil heller ikke fuldstændig afvise det. Jeg er grundlæggende imod det, forstået på den måde at jeg grundlæggende er imod, at vi skal detailstyre, ligesom jeg faktisk også er imod, at vi lovgiver om et håndtryk i forbindelse med indfødsret, men alligevel mener, at vi skal gøre det, fordi det er mig så meget imod, at der kommer folk hertil udefra, som ikke vil trykke en borgmester i hånden, fordi hun er kvinde. Derfor bliver vi så nødt til at lovgive.

Jeg er instinktivt også imod, at vi skal sidde og lovgive i detailspørgsmål i forhold til undervisning. Omvendt må jeg jo også bare erkende fuldstændig åbent og ærligt, at vi, hvis ikke vi tager affære som samfund, så lægger ansvaret på den enkelte undervisers skulder, og vi kunne se i går i Danmarks Radio, hvad konsekvensen så er, nemlig at en helt almindelig underviser i Danmark må gå under jorden, må gemme sig væk, for at have stået op for det, som er det mest naturlige i Danmark, nemlig ytringsfriheden. Så vi har jo at gøre med et dilemma, og jeg er ikke klar til at konkludere på det. Jeg tror, at vi skal have en samtale imellem partierne her om, hvordan vi håndterer det. Vi skal bare vide, at spøgelset er en del af vores samfund i dag. Der er censur i det danske uddannelsessystem, og det må vi ikke acceptere at der er.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for det sidste spørgsmål. Værsgo.

Jeg er også grundlæggende tilhænger af frihed og også af at tilrettelægge undervisningen, som man synes er rigtigt, og vi uddanner mange dygtige lærere i vores uddannelsessektor lige præcis for at tage ansvar for, hvordan man formidler bedst muligt til eleverne. Men det her handler jo i virkeligheden om et hensyn til lærerne, altså at vi sikrer, at læreren ikke står i den her meget, meget vanskelige situation, hvor man på den ene side skal afveje hensynet til det, som man egentlig synes er rigtigt at undervise børnene i – det kunne være Muhammedtegningerne, som vi her diskuterer – og man på den anden side må se i øjnene, at man også kan risikere nogle ganske dramatiske følger. Og hvad vælger man så? Ja, så vælger man nok at lade være, og hvis vi skal modgå det, bliver vi, som statministeren også er inde på, somme tider nødt til at tage nogle initiativer, som måske bryder lidt med vores normale måde at håndtere det på.

Så mit sidste spørgsmål til statsministeren er, om regeringen vil sørge for, at der bliver indkaldt til drøftelser, bl.a. også om det her er en mulighed, vi bliver nødt til at tage i anvendelse, altså at man simpelt hen skriver noget ind i pensum og gør det til en pligt for den enkelte lærer for at have en sikkerhed for, at den enkelte lærer ikke står alene tilbage med det her meget, meget store ansvar, tager initiativ til sådan nogle drøftelser, så vi kan få sat noget i verden, så der rent faktisk sker noget i forhold til det her store problem.

Statsministeren.

Ja, det vil jeg gerne tage initiativ til, og jeg synes, vi skal se på det hele vejen rundt. For når jeg f.eks. hører fra lærere, at man går lidt uden om abortspørgsmålet, fordi det kan provokere nogle elever, som er imod fri abort, at hæderkronede danske forfattere, som jeg sagde det før, som har fulgt os andre i årtier, ikke længere kan bruges i gymnasieskolen, fordi der er, hvad nogle elever kalder for heftige sexscener, eller der er tale om sex uden for ægteskabet eller før ægteskabet eller andre ting, og det derfor måtte provokere på grund af religion, så er vi jo allerede ude over et sted, hvor vi ikke må være som samfund. For vi vil have en skole og vi vil have et uddannelsessystem, hvor man læser det hele, og hvor der ikke er danske forfattere, der bliver censureret bort, hvor der ikke er emner, som man ikke kan diskutere, fordi nogle har en religion, hvor de så fortolker det i den retning, og det så skal gå ud over andre i en undervisningssituation eller dem selv. Så man kan sige, at skredet er sket, og det har vi et ansvar for at få gjort op med. Så ja, jeg vil gerne indkalde til drøftelser om den brede censurdiskussion.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl, og efter lidt rengøring går vi videre.

Jeg skal lige sige, at det er sådan, at displayet med tiden dernede ikke virker, men indtil nu har de to spørgere klaret det fuldstændig eksemplarisk. Det er jeg sikker på at de kommende spørgere også gør. Ellers rejser jeg mig.

Værsgo til fru Pia Olsen Dyhr, SF.