Spm. nr. US 50

Tak for det. Midlertidighed for flygtninge. Det giver mening. Når der er sikkert i et land, er Radikale Venstre med på at sige til flygtninge, at så skal de vende tilbage.

Men jeg vil også være ærlig og sige, at jeg begræder, at vi i Radikale Venstre var så naive, at vi ikke forudså, at Socialdemokratiet er ligeglad med FN, med grundlæggende rettigheder og med at skille familier ad, sende unge kvinder alene tilbage til diktatoren Assads styre i Syrien. Og jeg begræder, at vi var så naive, at vi ikke kunne forestille os et dansk Socialdemokrati, der kunne stå i spidsen for en politik og en regering, hvor Danmark nu – som det eneste land, på nær Orbans Ungarn – ser Syrien som et sikkert land.

Der er ingen andre lande, der sender syrere tilbage med tvang, for de risikerer at blive anholdt, tortureret og forfulgt. Det synes jeg ikke bare er meningsløst, men hjerteløst. Og jeg begræder, at en sygeplejestuderende som Faiza på 25 år skal skilles fra sin familie. For hendes far er efterlyst i Syrien. Han kan ikke sendes tilbage, så bliver han forfulgt. Og hun er som den eneste i familien udvist til Syrien og vil skulle tilbage, alene, som ung kvinde, og hun frygter selvfølgelig at blive anholdt af Assads styre.

Derfor er mit spørgsmål til statsministeren: Hvis der sker Faiza på 25 noget, alene i Syrien, vil statsministeren så føle et medansvar?

Statsministeren.

Altså, jeg går af gode grunde ikke ind i enkeltsager og enkeltpersoner, hvor jeg ikke har nogen som helst forudsætning for at vurdere, hvad det er for en sag, vi taler om.

Men jeg vil gerne udbrede mig generelt om det her spørgsmål, og jeg må bare være hudløst ærlig og sige, at for mig, for Socialdemokratiet og regeringen giver det utrolig god mening, at hvis man er flytning og har et beskyttelsesbehov, skal man kunne beskyttes et sted i verden, hvor det er sikkert. Men når man ikke længere har et beskyttelsesbehov, skal man rejse hjem til sit fædreland, og så skal man bidrage til at bygge det land op. Det har landet behov for, og det er også en del af den kontrakt, vi bliver nødt til at have med hinanden.

For hvis vi i Danmark skal have flygtninge, der ikke har et beskyttelsesbehov, så har vi, for nu at sige det, som det er, jo ikke plads til at hjælpe de flygtninge, der har et beskyttelsesbehov. Der er jo ikke en uanet mængde af plads i Danmark til de flygtninge, der har et behov. Der er i øvrigt langt flere flygtninge, der har et behov, end dem, vi overhovedet tager til Danmark eller til Europa.

Så hvis vi skal hjælpe de mennesker, der har de største problemer og de største udfordringer, så skal vi hjælpe flygtninge, der har et beskyttelsesbehov. Hvis man er individuelt forfulgt, gælder der et sæt regler, og hvis man har et beskyttelsesbehov på grund af generelle forhold, så kan de ændre sig på et tidspunkt.

Det er i øvrigt ikke en politisk beslutning. Det er jo en myndighedsvurdering, hvornår forholdene i hjemlandet tilsiger, at man kan hjemsende. Og jeg vil opfordre til, at det fortsat er en myndighedsvurdering og -afgørelse, og ikke en politisk.

Men jeg synes, at idéen om midlertidighed giver mening på alle planer. Og måske endda i særdeleshed hvis man er kommet til et land, som har brugt penge på at gøre en klogere og dygtigere, og man har opnået nogle kompetencer, som i den grad efterspørges i det fædreland, hvor man så skal bo resten af sit liv.

Sofie Carsten Nielsen.

Men i det svar hører jeg, at statsministeren ikke føler et medansvar, hvis der skete noget med hende, der nu bliver adskilt fra sin far, som er personligt forfulgt og derfor ikke kan sendes tilbage. Dem er der jo adskillige eksempler på.

Jeg må så også antage, at statsministeren vurderer, at det så ikke er ansvarligt af alle de andre lande, som jo er alle andre, hvor man vurderer, at man ikke kan sende tilbage med tvang. Og det kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig en reaktion på. Altså, når de vurderer, at Syrien ikke er sikkert nok til at sende flygtninge tilbage til, mener statsministeren så, at de tager fejl? USA har også advaret mod det, og jeg kunne bare godt tænke mig at høre: Er statsministeren stolt af, at vi på den måde går enegang her?

Statsministeren.

Fru Sofie Carsten Nielsen taler om tilbagesendelse med tvang. Det er der ikke tale om fra dansk side i forhold til Syrien. Altså, det er en misforståelse, vi bliver nødt til at rette, for det er ikke det, der gør sig gældende.

Men det er jo en mærkelig diskussion at have med hinanden. For, altså, skal vi tage land for land? Alle de internt fordrevne, der er i Yemen lige nu, som vel er det land, hvor der p.t. er den største humanitære katastrofe, vi har på verdensplan: De mennesker, der måtte lide overlast – kvinder, der bliver voldtaget, børn, der ikke overlever – har vi et medansvar for det? Skal vi tage flygtningegruppe land for land og placere et individuelt ansvar? Eller skal vi stå til ansvar over for de beslutninger, vi selv har truffet her i Folketinget, nemlig at vi har lovet danskerne at have styr på, hvor mange mennesker der kommer hertil – det er i øvrigt noget, Radikale Venstre også siger – og at vi i øvrigt, endelig, har besluttet i dansk flygtningepolitik, at det er midlertidigt?

Man kan opnå beskyttelse, når man har behov for det. Og når det vurderes, der ikke længere er det behov, så skal man rejse tilbage. Den ansvarlighed bliver jo nødt til at være der.

Sofie Carsten Nielsen, sidste spørgsmål. Værsgo.

Ja, og den ansvarlighed, hvor man tager stilling til de konkrete mennesker, som – korrekt – ikke kan sendes ud. De placeres derfor på et center, og det giver ingen mening. De går i skole, nogle er i arbejde, og det tager man folk ud af for at placere dem på et center, hvorfra de ikke kan sendes ud.

Men en anden sag, der også vedrører Syrien: Der sidder jo danske børn i syriske fangelejre. Vi har hørt om forholdene der, og mord, voldtægt og sult er en del af hverdagen. Og regeringens ministre har måske vidst det længere uden at handle. Det er vi i gang med at undersøge, og derfor er jeg egentlig interesseret i, hvordan statsministeren ser på det.

Statsministeren har ved flere tidligere lejligheder undskyldt over for den danske stats passivitet over for flere grupper af børn; Godhavnsdrengene, Grønlandsbørnene. Hvis det nu viser sig, at socialdemokratiske ministre har siddet på viden, som de burde have handlet på, er statsministeren så klar til at give de danske børn fra de syriske lejre en undskyldning?

Statsministeren, værsgo.

Jeg bliver nødt til lige at gå et skridt tilbage. For siger Radikale Venstre virkelig, at vi skal basere udlændingepolitikken på konkrete vurderinger og enkeltsager? Hvad så? Fordi der er nogle mennesker, man har mere sympati med eller for end andre, skal de så have en bedre behandling?

Altså, undskyld mig, men hvor er retssikkerheden i det? Der kan da ikke være et sæt spilleregler for folk, man godt kan lide af den ene eller den anden årsag, og så et andet sæt spilleregler for dem, man ikke kan lide. Det bliver da nødt til at være sådan, hvad enten man er flygtning eller udlænding, eller hvilket opholdsgrundlag man har, at der er nogle fuldstændig gennemskuelige, klare, transparente regler og en lovgivning, der ligger bag. Man kan da ikke basere en udlændingepolitik på enkeltsager eller på sociale medier. Man gør det da på lovgivning. Og den lovgivning, Danmark står på, er, at hvis man kommer hertil og har et beskyttelsesbehov, så beskytter det folk.

Men den dag, hvor det behov ikke længere er til stede, skal man rejse til sit eget land, og man skal hjælpe med at bygge det land op, sådan at vi potentielt, hvis vi ønsker os at benytte os af det, så har plads til at hjælpe en anden flygtning, der har et endnu større behov.

Tak for det. Spørgsmålet er sluttet.

Og efter lidt rengøring kan jeg sige værsgo til Mai Villadsen, Enhedslisten.