Spm. nr. US 43

De ansatte inden for vores velfærd og vores sundhedsvæsen har slidt og slæbt under coronakrisen. Det har fået flere partier til at tale om, hvor dejligt det er, at de ansatte er så ultrafleksible, og at det skal vi have noget mere af. Det mener jeg er en forkert konklusion.

Jeg mener, at vi igennem det sidste år har lært, at der inden for vores velfærd i det hele taget er ansatte, som har alt for mange opgaver, i forhold til hvad der er tid til. Den fleksibilitet, som mange partier nu øjner at der skal være mere af, dækker jo i virkeligheden over, at mange sygeplejersker og sosu'er og andre har fået ændret vagtplaner i sidste øjeblik, at folk med ekstremt kort varsel er blevet sat til opgaver, som de ikke føler at de kan eller ikke føler sig trygge i, og at der har været underbemanding rigtig, rigtig mange steder. Og i stedet for måske noget mere i lønningsposen som tak har nogle af dem fået honninghjerter.

Frontpersonalet inden for vores velfærd var allerede før coronakrisen, mener jeg, strakt rigtig langt ud og mange steder tyndslidt. Det kommer til udtryk i, at vi har rigtig svært ved at rekruttere sygeplejersker, sosu'er, jordemødre og mange andre faggrupper, og det er et problem for os alle sammen. Vi bliver nødt til at få skabt bedre arbejdsvilkår for de ansatte inden for velfærden, og de skal kunne stole på, at vi som politikere gør, hvad vi kan, for at der er hænder nok til at løse opgaverne. Og jeg mener også, at der skal være bedre vilkår og en ordentlig løn til stede til de lavestlønnede.

Derfor vil jeg gerne høre, hvad statsministeren vil gøre for at give sygeplejersker, sosu'er og andre dygtige ansatte inden for vores velfærd bedre arbejdsvilkår og ordentlig anerkendelse, så vi ikke risikerer, ja, at stå uden ordentlige ansatte inden for vores velfærd i fremtiden, og så vi kan få flere til at arbejde der.

Statsministeren.

Jeg har måske indledningsvis lyst til at sige, at der er rigtig mange danskere, der igennem det seneste år har knoklet for at få os igennem det her. Det har de privatansatte i butikkerne også, det har de privatansatte chauffører også. Vi er mange, der skal have æren for, at vi er kommet godt igennem den her krise – det gælder både i den offentlige og i den private sektor.

Det, jeg egentlig først og fremmest oplever, når jeg taler med sundhedspersonale – jeg havde lejlighed til at være på Herlev sygehus i sidste uge – er stolthed før noget som helst andet; en enorm faglig stolthed over, at man har fået Danmark igennem den her krise, også selv om man har arbejdet over og fik inddraget sin juleferie og har nedbrudt faggrænser og har arbejdet alt for meget i perioder og selv er blevet smittet med corona, fordi vi ikke har kunnet passe ordentligt på dem, altså først og fremmest en enormt stor stolthed; og så i øvrigt også en utrolig glæde over præcis fleksibiliteten, altså at læge og sosu under pandemien blev nødt til at stå lige ved siden af hinanden. Man havde ikke tid til at træffe de beslutninger, som man plejer at gøre, for tingene skulle bare rulle. Den fleksibilitet, det er udtryk for, tror jeg egentlig også mange i sundhedspersonalet er meget, meget stolte over.

Så er der spørgsmålet om, hvordan vi anerkender det på den rigtige måde. Løn er i Danmark et overenskomstanliggende, og sådan har det været i rigtig mange år – det synes jeg der er grund til at holde fast i. Og det ønsker vi at gøre, i hvert fald fra regeringens side. Jeg tror, at det, vi kunne gøre i fællesskab, og det vil jeg meget, meget gerne invitere til, er at sørge for, at vores medarbejdere i sundhedsvæsenet – og det gælder også andre dele af den offentlige sektor – i fremtiden kan få lov til at bruge mere tid på det, der er deres faglige opgave, nemlig patienter og pårørende, når vi taler sundhedsvæsen, børn, når vi taler pædagoger og daginstitutioner, elever, når vi taler folkeskole, i stedet for bureaukrati, papirarbejde og alt for tunge processer, som jeg synes hæmmer den offentlige sektor i at bruge den faglighed, som medarbejderne repræsenterer.

Men jeg ønsker ikke at stå og forhandle løn i Folketingssalen, og jeg har meget, meget stor respekt for den danske arbejdsmarkedsmodel og ønsker, at den skal stå, også efter krisen.

Fru Mai Villadsen.

Jeg kunne alligevel faktisk godt tænke mig at holde lidt fast i spørgsmålet om løn, selv om statsministeren ikke synes, at det er noget, vi skal snakke om politisk. For der er jo rigtig mange ansatte i de såkaldte kvindefag i velfærden, som har et hårdt arbejde under et stort ansvar, men med en relativt lav løn. Den er jo lavere end i en række stillinger, der kan sammenlignes, hvad angår uddannelseslængde, ansvar, måske også på kompetence. Det skyldes jo bl.a., at man tilbage i 1969 lavede den såkaldte tjenestemandsreform, som indplacerede de traditionelle kvindefag med en løn, der var lavere end de traditionelle mandefag. Med andre ord er det politisk bestemt, hvordan lønnen er indplaceret, også i Danmark, og derfor bør det også være en politisk opgave at få gjort noget ved det. Vi har jo før foreslået, at man skulle lave ligelønspuljer for at løfte lønnen i de her fag, men i dag er der et borgerforslag, som har fået 50.000 underskrifter; et borgerforslag, som netop handler om at ophæve den her tjenestemandsreform. Vi i Enhedslisten bakker det varmt op. Vi kommer til at stemme for. Hvad gør regeringen?

Statsministeren.

Jeg har ikke haft lejlighed til at se det forslag, så det kan jeg ikke udtale mig om på stående fod. Den her diskussion synes jeg er interessant, altså hvad de historiske forklaringer er på, at nogle fag anerkendes anderledes end andre. Hvis jeg skal pege på en anden udfordring, består en af de personalegrupper, som hele Danmark har nydt rigtig godt af igennem den her krise, af dem, der gør rent. Og hvis ikke de havde gjort rent og var mødt ind mange timer undervejs i krisen, så havde vi givet stået et dårligere sted i at håndtere pandemien. Det er jo ikke en gruppe, der traditionelt anerkendes ret meget af ret mange. Der er i øvrigt også mange mænd, der arbejder i den branche. Det er bare for at sige, at jeg sådan set synes, der er mange, hvis arbejdsindsats vi burde anerkende mere, få mere frem i lyset og sige tak for den indsats, der bliver gjort.

Jeg vil helt generelt advare imod, at vi forhandler andre menneskers løn, når vi står i Folketingssalen. Der er en grund til, at Danmark er et stærkt, rigt samfund, og jeg mener, at en af grundene dertil er vores arbejdsmarkedsmodel, hvor overenskomster forhandles mellem arbejdsmarkedets parter. Men jeg vil gerne fortsætte en diskussion, og hvordan vi nu skal tilrettelægge det, i spørgsmålet om, hvad de historiske forklaringer er på, at fag anerkendes forskelligt. Det synes jeg er meget, meget relevant.

Fru Mai Villadsen.

Det er relevant, og nu kommer vi jo til at have diskussionen her i Folketingssalen. Jeg håber, at regeringen gør sin stilling op og synes, at den tjenestemandsreform skal væk.

Til sidst vil jeg gerne spørge om noget andet. Som statsministeren jo udmærket ved, sidder der 19 danske børn nede i fangelejre i Syrien og lever under kummerlige forhold. Det ene er en bare 4-årig pige, som nu har fået konstateret ptsd. Regeringen siger jo igen og igen – det kan vi også høre her i Folketingssalen – at det er forældrenes ansvar. Det er mig simpelt hen fuldstændig ubegribeligt, at regeringen vil straffe børnene for forældrenes handlinger. Jeg synes også, det er ubegribeligt, at regeringen ikke vælger at handle på det her, når der fra PET ligger en vurdering af, at børnene udgør en større sikkerhedsrisiko for os alle sammen ved at blive dernede. Jeg ved, at statsministeren er blevet spurgt mange gange før, men vi bliver ved i Enhedslisten med at spørge og presse på, for de her børn skal hjem. Så derfor vil jeg gerne høre: Når statsministren jo kalder sig selv for børnenes statsminister, hvorfor handler statsministeren så ikke og får de her børn hjem i stedet for at vende dem ryggen?

Statsministeren.

Jeg vil ikke have siddende på mig, at jeg vender dem ryggen. Jeg vil i det hele taget ikke have alle de påstande, der er i den politiske diskussion, siddende på mig. Det er ikke regeringen, det er ikke Folketinget, det er ikke den danske befolkning, der straffer de her børn. Deres forældre har truffet et valg om at tilslutte sig Islamisk Stat – Islamisk Stat! – hvis hele fundament er at bekæmpe Danmark. I øvrigt er nogle af dem mennesker, der er kommet hertil sammen med deres familie, og som vi har givet husly. Og den måde, de så har vist deres taknemlighed over for Danmark på, er så ved at forsøge at bekæmpe os, og jo ikke bare med ord og med tanker og filosofi, men med terror.

Det er det, vi taler om, og vi bliver nødt til at være ærlige over for danskerne og sige, at hvis der er en risiko for, at familierne kommer til Danmark – hvad jeg ikke mener de skal – fordi deres børn eventuelt skal til Danmark, så bliver vi nødt til at have en samlet diskussion omkring det her.

For jeg vil gerne være med til at hjælpe de børn på den ene eller på den anden måde, og vi har jo også hjulpet. Vi hjælper i lejrene allerede, og vi har også hjulpet nogle børn helt konkret. Men at gøre noget, der gør, at de her forældre kommer hertil, er jeg mere end almindelig betænkelig ved, for jeg mener ikke, de har noget med Danmark at gøre længere. Og det er det, der er dilemmaet, ikke vores lyst til at hjælpe de børn, for de børn skal have hjælp.

Tak til statsministeren, og tak til fru Mai Villadsen – også for at gøre talerpulten klar til den næste partileder, som har spørgsmål til statsministeren.

Det er De Konservatives partileder, hr. Søren Pape Poulsen.