Spm. nr. US 34

Tak for det. Jeg tror også, at noget af det, der skal give os håb, er, at vi kan se, at politikere også handler på de andre store udfordringer, at vi ikke bliver apatiske, at det ikke også sætter sig her. I hvert fald er det sådan, jeg selv har det. Det, der kan desillusionere mig, er, hvis ikke der bliver handlet på nogle af de andre kæmpestore udfordringer, vi står med.

Selv om vi er et lille land, bliver forskellen jo indimellem dyrket noget. Ikke mindst har der været sådan en særlig fortælling om Jylland over for hovedstaden, og når vi taler om klima, bliver den modsætning mellem land og by indimellem sådan brugt lidt belejligt som undskyldning for stilstand, og for mig er det noget af det, der desillusionerer, men det er jo fjollet. Ja, der er da forskel på land og by, selvfølgelig er der det. Men skal vi dyrke det som en modsætning eller en forhindring? For hvorfor skulle danskerne på landet ikke også gerne ville køre i en elbil eller have billigere grøn el og gøre det billigere at leve grønt og dyrere at forbruge sort? Jeg har egentlig lidt svært ved at se, hvorfor det ikke skulle være sådan.

Det er, som om den splittelse alligevel også har fundet vej ind i forhandlingslokalet i klimaforhandlingerne på landbrugsområdet. Det synes jeg er ærgerligt, fordi det behøver jo ikke være sådan, at man siger enten bøf eller planter. For os er det i den grad et både-og, ligesom vi både kan være en førende fødevarenation og grønne samtidig. Jeg tror faktisk ikke, vi kommer fremad, hvis ikke vi gør begge dele, hvis vi vil.

Rundt om os i Danmark bliver der investeret og forsket på livet løs i nye måder at dyrke og fremstille fødevarer på, og der er virkelig, virkelig mange muligheder. Nu kan man nogle steder lave bøffer ud af luft – af proteinerne, der kan trækkes ud af CO2 i luften. Så mit spørgsmål er: Når nu regeringens klimaindsats er bedømt som fodslæbende, for det blev den i sidste uge, endda i den grad, og når der også er erhvervsmuligheder i et landbrug med en lavere CO2-udledning, kan statsministeren så give en god grund til, at de nuværende landbrugsforhandlinger ikke skulle munde ud i et CO2-mål for landbruget?

Statsministeren.

Hr. Søren Pape så helt forskrækket ud ved udsigten til bøffer lavet af luft. Så hvis vi skal have en bred aftale, skal det gerne også involvere Det Konservative Folkeparti, så vi skal måske gå lidt mere forsigtigt frem med, hvor moderne tingene går hen og bliver.

Der sker jo helt vildt meget med fødevareproduktionen, og det er super interessant. Vi har en fantastisk fødevareklynge. Vi er rigtig dygtige på forskning. Det er i øvrigt et af de områder, vi satser på nu i et erhvervsfremstød i USA, efter at vi har fået en ny amerikansk administration. Jeg havde selv lejlighed til at tale med vicepræsident Kamala Harris i fredags, som jo ser Danmark som et af de lande, der virkelig kan noget på hele den grønne omstilling, og fødevarer er rigtig afgørende.

Jeg vil utrolig nødig stå og konkludere på landbrugsforhandlingerne. Jeg vil egentlig hellere gå ind i de forhandlinger med et åbent sind, og jeg synes, det er klogt, at vi den her gang i stedet for at starte i det, der ofte bliver den skyttegravskrig, som jeg egentlig synes fru Sofie Carsten Nielsen meget fint redegjorde for, starter et andet sted, nemlig med at få lavet en fælles analyse og får truffet de nødvendige beslutninger. Det gælder selvfølgelig også på CO2, fordi en del af sigtet med at lave en landbrugsaftale her og nu jo er at få nedbragt det CO2-aftryk, som dansk landbrug giver, uden at det så betyder, at dansk landbrugsproduktion flytter ud af landet, og at man bare producerer et andet sted, eller at vi mister den identitet, mange danskere inklusive jeg selv har, som tilhørende et landbrugsland. Så jeg tror, vi lander det helt rigtige sted i fællesskab, men jeg tror faktisk, at den fremgangsmetode, vi har valgt, har noget for sig.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Jeg hører ikke en afvisning af et CO2-mål, men heller ikke en tilslutning lige nu. Men det er et godt skridt, og jeg tror ikke, at man kan blive for moderne. Man kan godt både være moderne og holde fast i sin bøf, uanset hvad den skal være lavet af, og jeg tror, at vi er nødt til at gøre begge dele, for vi har jo lidt travlt.

Så når jeg nu ikke kan få et konkret løfte om et CO2-mål, så kunne jeg måske lokke regeringen til at være med til at tænke nyt på en anden måde. Altså, vil man i de igangværende forhandlinger være med til at få investeret i et reelt vækstspor for plantebaserede fødevarer, sådan at vi fortsat udvikler Danmark som førende fødevarenation og samtidig skærer ned på CO2-udledning – ikke som et enten-eller, men som en massiv investering? Det er jo det, vi har gjort med f.eks. vind, f.eks. med traditionelle fødevarer tidligere.

Statsministeren.

Ja, det tror jeg så godt jeg tør sige ja til på helt og aldeles stående fod, for det er jo her, vi skal hen. Vi skal finde en måde, hvor vi ikke går på kompromis med vores klimaambitioner, heller ikke på landbrugets vegne, og ikke går på kompromis med vores ønske om fortsat at have en høj beskæftigelse.

Det her er jo også en del af et helt Danmark. Rigtig mange af de mennesker, der er beskæftiget enten direkte i landbruget eller i de utrolig mange følgeerhverv, der er, bor jo uden for de store byer. Det er derfor, der er en potentiel land-by-konflikt – medmindre man gør det rigtigt og får taget alle de forskellige hensyn.

Når der så bliver sagt vækst, vågner vi jo alle sammen og tænker: Kan vi have et decideret vækstspor med ind i de her forhandlinger, vil det jo kun være godt. Altså, man skal jo ikke tage fejl af, at en stor del af Danmarks velstand er knyttet til vores landbrugsproduktion, og det skal vi nu formå at holde fast i, samtidig med at den bliver så grøn som overhovedet muligt.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak for det. Netop når det gælder Grøn Vækst tror jeg altså ikke, man kan gå for hurtigt eller moderne frem, der gælder det faktisk om at komme først, ligesom vi gjorde på andre områder i den grønne omstilling, for ellers er der nogle andre, der overhaler os.

Det sidste spørgsmål: Jeg ville egentlig have spurgt til bredde over midten i genåbningsforhandlingerne, og det har jeg hørt statsministeren tilslutte sig fuldt og helt, så jeg brænder inde med et andet spørgsmål, for jeg har gået og tænkt meget over det i de seneste dage, nemlig børnene i de syriske lejre. Der har været brand i den ene lejr, der er børn, der er døde, og hvis ikke de børn skal hjem, og det er jo ikke regeringens intention, hvad har statsministeren så egentlig tænkt sig der skal ske med dem?

Statsministeren.

Først og fremmest er det jo en dybt ulykkelig situation, at der er folk, der har boet i Danmark, som har vendt Danmark ryggen og valgt at rejse til et konfliktområde, tilslutte sig kalifatet Islamisk Stat, modarbejde alt, hvad Danmark står for af demokrati og frihedsrettigheder, måske sågar har kæmpet direkte imod os og nu ønsker at få hjælp til deres børn. Det er en dybt ulykkelig situation for børnene. Forældrene har truffet et fuldstændig aktivt valg, og i mine øjne har de ikke længere noget at gøre med Danmark, det er ikke deres hjem, de har forladt os, og jeg vil ønske, at de aldrig nogen sinde vender tilbage, for de har ikke længere noget med Danmark at gøre. Der er nogle børn, der er kommet i klemme, og som vi selvfølgelig har et ansvar i forhold til.

Det, der jo er vores dilemma, og det kan vi jo lige så godt være ærlige om, ved at hjælpe nogle børn til Danmark, er, at det for nogle børns vedkommende så betyder, at deres mor eller far, som er en del af Islamisk Stat eller har været det, også følger med. Det har vi ikke noget ønske om, fordi de mennesker hører ikke til i Danmark. Men kan vi hjælpe børnene på en eller anden måde, også bedre end i dag, der, hvor de er, vil vi selvfølgelig gerne være med til det.

Tak til statsministeren, og tak til fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Den næste partileder er fru Mai Villadsen, Enhedslisten.