Spm. nr. S 968

7) Til social- og ældreministeren af:

Karina Adsbøl (DF):

Mener ministeren, at det er nok at »undersøge« kommunernes brug af overvågning, eller vil ministeren af respekt for borgere med handicap standse den uværdige praksis, så de ikke uden grund skal føle sig under mistanke, når kommunen sender folk ud for at overvåge deres hverdag i flere dage?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen »Gymnasieelev blev overvåget i fjorten nætter: Minister vil undersøge observationer af handicappede« fra www.dr.dk den 19. februar 2021.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Mener ministeren, at det er nok at »undersøge« kommunernes brug af overvågning, eller vil ministeren af respekt for borgere med handicap standse den uværdige praksis, så de ikke uden grund skal føle sig under mistanke, når kommunen sender folk ud for at overvåge deres hverdag i flere dage?

Ministeren.

Tak for det. Jeg mener, at undersøgelsen er et nødvendigt første skridt for at få afdækket det konkrete problem til bunds. Vi har brug for mere viden, vi har brug for et overblik, før vi skrider til handling, og derfor er Ankestyrelsen nu blevet bedt om at afdække området. Når de er færdige med det, vil jeg se på initiativer, der kan sikre en mere værdig sagsbehandling med respekt for det enkelte menneske. Og jeg vil gerne gøre det meget klart, at jeg ikke udelukker nogen greb på nuværende tidspunkt.

Med det sagt mener jeg bestemt heller ikke, at undersøgelsen er nok, kan stå alene, er det eneste, der skal til i forhold til at gøre noget ved de problemer, der er på handicapområdet i øvrigt. Derfor har jeg heller ikke tænkt mig at sidde med hænderne i skødet og vente på, at omgørelsesprocenterne i Ankestyrelsen bare af sig selv falder over tid, for der er meget andet, vi kan og skal gøre for at styrke handicapområdet – både for at få tilliden tilbage og for at sikre, at mennesker med handicap får den hjælp, de har behov for.

Derfor har regeringen allerede taget en række vigtige skridt til at rette op på flere års manglende prioritering af handicapområdet. Først og fremmest er vi i gang med at genoprette økonomien i kommunerne, og derfor har vi sat et stort velfærdsløft i gang i kommunerne på mere end 3 mia. kr. i de seneste to økonomiaftaler. Samtidig har vi lavet et mere retfærdigt udligningssystem, så der kan blive bedre råd til velfærd i hele landet. Vi har også fået gjort op med sparekonsulenter i kommunerne, så borgerne ikke risikerer at få reduceret deres hjælp, fordi en konsulent, der tjener penge på at finde besparelser for kommunen, har været i gang. Det synes jeg er værd at glæde sig over, for no-cure-no-pay-tankegangen må aldrig vinde frem i det offentlige system på velfærdsområdet.

Endelig vil jeg fremhæve evalueringen af det specialiserede socialområde, som skal danne grundlag for en specialeplanlægning på området og dermed sikre, at bl.a. mennesker med handicap får den hjælp, de har behov for. Med resultaterne fra evalueringen i hånden har vi et bedre grundlag for at sikre, at vi får de rigtige og nødvendige løft af handicapområdet. Og til sidst kan jeg nævne det nyeste initiativ fra finanslovsaftalen i år omkring borgerrådgivere i kommunerne.

Så nej, det er selvfølgelig ikke tilstrækkeligt med den undersøgelse, jeg har bedt Ankestyrelsen om at lave, men det er også en vigtig brik i arbejdet her.

Fru Karina Adsbøl.

Ja, man kan sætte rigtig mange undersøgelser i gang, men vi ved jo faktisk, hvordan det ser ud på handicapområdet. Vi ved i hvert fald, at borgere oplever, at de ikke får den hjælp, de har behov for, og at de oplever, at de bliver mødt med mistillid.

Så mener ministeren, at der er grund til generelt at møde borgere med handicap med mistillid og en formodning om, at de lyver om deres behov for hjælp? Så i forhold til det, vi har læst og været vidne til omkring overvågning og den måde, man gør det på, og stopursmetoder – altså at når man sidder på toilettet, skal der tages tid på, hvor lang tid man er om det – mener ministeren, at det er værdigt? Altså, ministeren kan jo stoppe den måde at overvåge på, ministeren kan stoppe den måde at bruge stopursmetoder på over for mennesker med handicap, men ministeren vil vente på den her undersøgelse. Og det undrer mig bare, for når ministeren siger, at man skal lave det mindst indgribende, kan ministeren jo godt se, at det da ikke er det mindst indgribende, at man skal overvåges 14 nætter i forhold til at få hjælp. Det kan jeg da i hvert fald ikke se er det mindst indgribende.

Så hvad er baggrunden for, at ministeren ikke vil stoppe det og simpelt hen lave en vejledning eller andet, i forhold til at overvågning af borgere ikke er acceptabelt, og at brug af stopursmetoder heller ikke er acceptabelt?

Ministeren.

Men det er jo meget klart i dag: Det må ikke være et stopur, der afgør, hvilken hjælp borgeren får. Man skal sørge for at vurdere behovet for hjælp på den mindst indgribende måde – det skal være proportionalt, og det skal ske med respekt for den enkeltes ret til privatliv. Og nej, selvfølgelig skal man ikke møde borgerne med mistillid og med et grundlæggende udgangspunkt om, at de er løgnere.

Men det er jo ikke det eneste, der sker på det her område, at vi nu får afdækket anvendelsen af observationer i kommunerne. Jeg ved ikke, om spørgeren ligger inde med nogle tal og noget viden, jeg ikke har. Men jeg har i hvert fald ikke et overblik over kommunernes brug af observationer; jeg har nogle triste historier, som jeg jo meget tydeligt her i dag har givet udtryk for at jeg synes er over grænsen.

Spørgeren.

Jeg behøver simpelt hen heller ikke at have et overblik over, hvor mange kommuner der gør det. Det handler ikke om antal for Dansk Folkeparti; det handler om, at mennesker med handicap får en værdig og ordentlig behandling. Og hvis der er eksempler på, at det foregår, som vi jo har set, så handler det for Dansk Folkeparti om at stoppe de her metoder, som handler om overvågning, og som handler om brug af stopuret. Der kan man indgå i dialog med de mennesker, det handler om, og spørge ind til deres behov og ønsker, i forhold til hvordan det bedst kan fungere med hjælpen til deres behov. Men i stedet bliver man mødt med mistillid, man bliver mødt med overvågning, og man bliver mødt med stopursmetoder. Så det mener jeg at ministeren kan stoppe allerede nu, hvis ministeren ønsker det, og hvis ministeren også kan se, at det er uværdigt, at man skal behandles på den måde.

Ministeren.

Men jeg bliver nødt til at sige, at hvis observationer foregår med respekt og i dialog med borgeren, så kan observationer af fagfolk – en fysioterapeut, der er ude, eller andet – jo også være med til at afdække, hvordan borgeren faktisk kan blive mest muligt selvhjulpen i eget liv, og det går jeg ud fra at ordføreren også er enig i, altså at det har vi alle sammen og ikke mindst de borgere, der er brug for hjælp, en interesse i.

Så observationer kan jo være et brugbart redskab, et fælles redskab; der, hvor det er et problem, er der, hvor det bliver oplevet som noget, der skrider ind i privatlivets fred, noget, der ikke er proportionelt, noget, der er alt for voldsomt i forhold til omfang, og det er ikke i orden – det er det ikke med den gældende lovgivning.

Det her handler for mig ikke om at få overblik over bare antallet, men også over, hvordan kommunerne anvender det her. Og når vi har den viden, kan vi jo se, om der er brug for ændringer, ligesom vi gjorde det i forlængelse af undersøgelsen af de her no-cure-no-pay-konsulenter.

Så er det fru Karina Adsbøl i en sidste runde. Værsgo.

Altså, jeg undrer mig bare over, at man skal vente på en eller anden undersøgelse, når man nu kan se, hvordan det ser ud på handicapområdet i kommunerne. Når man nu kan se de eksempler, der kommer frem, både med stopursmetoder og med overvågning, kan man jo gøre det klart over for kommunerne – hvis man ville som minister – at det ikke er acceptabelt at gøre det på den måde, og at man skal anvende den mindst indgribende metode, og at dialog baner vejen. Alle de ting kunne man jo allerede gøre nu. Der behøver man jo ikke at vente på en eller anden undersøgelse fra Ankestyrelsen – endnu en undersøgelse, som man altid venter på. Man kunne allerede nu som minister handle og sige, at det er fuldstændig uacceptabelt og uværdigt, og at det vil vi som samfund ikke have.

Ministeren.

Men jeg ved ikke, om spørgeren ikke har hørt, hvad jeg har stået og sagt her de sidste to runder. Jeg har netop sagt, at hvis man læser folks sms'er i forbindelse med observationer, hvis man gennemfører ugelange observationer, der kunne have været klaret på et døgn eller nogle timer, så er det ikke i orden, og så skal man se at få det stoppet.

Når vi skilles her, skal jeg videre ud til Kommunernes Landsforening, hvor der afholdes et seminar sammen med Danske Handicaporganisationer om deres fælles arbejde for god borgerinddragelse i sagsbehandling. Der foregår rigtig mange vigtige ting på det her område, og jeg tror også, at vi skylder hinanden nogle gange at lade være med at lade, som om der er en eller anden snuptagsløsning, som jeg eller Dansk Folkeparti kunne bruge, og så var alt godt. Det her er et langt, sejt træk.

Vi bliver nødt til at være fælles om det her. Ambitionen er vi enige om: Man skal mødes med tillid, man skal mødes med værdighed og respekt, og det skal ikke være en kamp at få den hjælp, man har brug for.

Tak til social- og ældreministeren for besvarelsen af spørgsmålet, og tak til fru Karina Adsbøl for at stille spørgsmålet.

Den næste minister, der får spørgsmål, er sundhedsministeren. Det første medlem, der har spørgsmål til sundhedsministeren, er hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre.