Spm. nr. S 866

3) Til social- og ældreministeren af:

Stén Knuth (V):

Synes ministeren ikke, at udspillet »Børnene Først« er problematisk i relation til menneskerettighedskonventionen, når udspillet lægger op til, at biologiske forældre til anbragte børn kan miste enhver ret til at få deres børn tilbage i deres varetægt, også selv om deres kapacitet til at varetage forældrerollen udvikler sig i en positiv retning?

Værsgo til spørgeren.

Tak for det, formand. Synes ministeren ikke, at udspillet »Børnene Først« er problematisk i relation til menneskerettighedskonventionen, når udspillet lægger op til, at biologiske forældre til anbragte børn kan miste enhver ret til at få deres børn tilbage i deres varetægt, også selv om deres kapacitet til at varetage forældrerollen udvikler sig i en positiv retning?

Værsgo til ministeren.

Tak. Jeg forstår spørgsmålet sådan, at der henvises til det forslag i udspillet »Børnene Først«, der handler om permanente anbringelser. Der må jeg sige: Nej, jeg mener ikke, at forslaget er problematisk i relation til menneskerettighedskonventionen. Regeringen har ikke nogen intentioner om at bryde menneskerettighedskonventionen, så selvfølgelig er forslaget inden for rammerne af konventionen.

Det er allerede sådan i dag, at en anbringelse i særlige tilfælde kan videreføres, dvs. gøres permanent, selv om grundlaget for en anbringelse ikke længere er opfyldt. Det vil sige, at anbringelsen ikke løbende skal genbehandles. Det gælder, når et barn eller en ung har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år og vedkommende har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det er af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet.

Det er børn og unge-udvalget, der træffer afgørelsen om videreført anbringelse efter indstilling fra forvaltningen. Der stilles en række krav, herunder at indstillingen skal indeholde en børnefaglig undersøgelse, en handleplan, en tilknytningsvurdering og barnets eller den unges holdning til videreførelse af anbringelsen. Derudover har både forældre og børn med partsstatus ret til advokatbistand og til at udtale sig, inden afgørelsen træffes.

Regeringen lægger ikke op til at ændre på de betingelser. Til gengæld ønsker regeringen for det første at styrke kvaliteten af tilknytningsvurderingerne ved at stille krav om, at de skal være foretaget af en autoriseret psykolog. For det andet foreslår regeringen at forpligte kommunerne til at vurdere, om der skal indstilles til en anbringelse af mere permanent karakter, når anbringelsen har varet i 3 sammenhængende år. Og for det tredje foreslår vi, at børn, som er over 10 år, og som har været anbragt i 3 år, selv skal kunne anmode om en permanent anbringelse.

Det er kun i meget begrænset omfang, at kommunerne i dag anvender bestemmelsen om videreført anbringelse. Samtidig ved vi, at langt hovedparten af de børn, der anbringes i mere end 3 år, er anbragt barndommen ud. Derfor er der behov for at sikre, at anbringelsen kan overgå til en mere permanent karakter, når der er en tilstrækkelig stærk tilknytning mellem barnet og plejefamilien, der gør, at det er det bedste for barnet. Det er det vigtigste for os: at alle børn i det her land får ret til en tryg familie, hvor de ved at de kan regne med de voksne, og hvor de trygt kan slå rod.

Tak til ministeren. Så er det spørgeren.

Tak for det. Og tak for det gode og uddybende svar. Ja, jeg henviser faktisk til udspillet »Børnene Først« og passager i det. I Venstre har vi det sådan, at vi gerne vil overholde de menneskerettighedskonventioner, vi nu engang har tiltrådt, og vi synes faktisk, at vi kommer lidt på kant med dem.

Først og fremmest har retten til familieliv og familien jo i generationer været kernen i det danske samfund; her opdrager vi, uddanner vi og vejleder vi. Og nogle forældre kan jo både kortere- og længerevarende have så store problemer med at passe deres børn, at man desværre må fjerne børnene fra deres familier. Derfor er det også godt, at vi til stadighed kigger på det her område og gør arbejdet bedre.

Der er mange gode træk i udspillet her – bl.a. er det rigtig fint med det her med, at vi skal lytte mere til barnet, og at der skal være en tidlig indsats, uddannelse og rådgivning – men det rummer også elementer, som i forhold til konventionen måske er på kanten af rettighederne. Det, jeg taler om, er ordene varighed og særlig skrøbelig, der tages ud af de vurderinger, der nu engang er, når man vælger at bortadoptere eller fjerne børn fra familier. Og det betyder jo, hvis udspillet bliver vedtaget, som det ligger her, at et 5-årigt barn kan blive bortadopteret, og så vil de biologiske forældre i de 13 år, der går, indtil barnet så er 18 år, ikke kunne få deres barn hjem, heller ikke selv om familien eller forældrene faktisk kom i en sådan tilstand, at de kunne passe og tage vare på deres barn.

Det synes vi tager håbet fra familien og tager håbet fra børnene med hensyn til at komme hjem til deres forældre – børnenes håb om at blive genforenet med familien og håb om at få et familieliv, hvor mor og far igen kan tage del i det store fællesskab. For mange af de her forældre er det faktisk sådan, at noget af det, de rigtig gerne vil, jo er at få deres børn hjem, og det er det, de prøver at gøre. Men det tager man fra forældrene med det forslag, som ligger her.

Ministeren, værsgo.

Tak for det. Jamen først vil jeg indledningsvis bare gerne kvittere for Venstres positive kommentarer om udspillet »Børnene Først«, som jo handler om tidligere og bedre at hjælpe de mest udsatte børn i vores samfund og rigtigt nok også om at give børnene flere rettigheder og sikre, at det er barnets bedste, der kommer først i alle sager. De ord, der kom fra Venstre, tager jeg meget positivt ned, og jeg ser meget frem til de forhandlinger, vi skal have.

Så vil jeg blot sige – for at berolige spørgeren – at selvfølgelig holder vores forslag sig inden for de konventionsmæssige forpligtelser, vi har.

Tak. Spørgeren, værsgo.

Tak. På side 15 og 16 i udspillet her, altså forslag nr. 5, tager man netop vurderingen varig ud af ligningen, og det betyder jo, at selv om forældrene i perioden ville være i stand til at tage deres børn hjem, fordi de fik det så meget bedre, at de kunne tage vare på deres børn eller barn, så ville de ikke kunne det; det betyder forslaget her.

Ministeren, værsgo.

Tak. I dag er det sådan, at man skal kunne sandsynliggøre, at forældrene igennem hele barnets opvækst ikke vil komme til at være i stand til at tage sig af barnet. Det mener vi er et svigt af de børn. Er et barn 2 år, er det altså 16 år frem i tiden, det barn skal leve med en grundlæggende uvished om sin familie, om sit hjem: Kan jeg slå rod her? Og derfor ønsker vi at gøre øget brug af det her.

Men det er jo vigtigt at sige, at som ordføreren også ved, er der også noget i vores udspil, der handler om permanent anbringelse og også handler om, hvordan de biologiske forældre kan spille en positiv rolle i barnets liv, selv om de ikke bliver bopælsforældre, fordi barnet har en permanent anbringelse. Men i nogle tilfælde – og det skal jo være i de tilfælde, hvor det er det bedste for barnet – mener vi at adoption skal i spil, altså hvor det ikke er tilfældet i dag.

Tak. Spørgeren, værsgo.

Men anerkender ministeren ikke, at den kraft, der kan ligge i, at forældre forsøger at få deres børn hjem igen, vil være den kraft, der gør, at de også kan trækkes ud af et misbrug – af nogle forhold, som gør, at de lige nu ikke kan passe deres børn? Jeg tænker i hvert fald sådan om det, at der ligger en kraft i, at man gerne vil det, og at det kan være det, der gør, at man kommer ud af sit misbrug – altså fordi man rigtig gerne vil være den familie, som det her land jo også er bygget på.

Tak. Ministeren, værsgo.

Vi kommer jo til at have et tematisk møde, der bl.a. skal handle om det her, og hvor vi får lejlighed til at dykke mere ned i, hvad det er for nogle typer af sager i dag, hvor adoption finder anvendelse; hvad det er for nogle typer af sager i dag, hvor en adoption er på vippen og falder ud til ikke at blive en adoption, og hvor vi fra regeringens side mener, at det havde været bedre for barnet, at det var blevet en adoption. Det glæder jeg mig til at kunne uddybe over for ordføreren et sted, hvor der er lidt mere tid end de her 30 sekunder.

Det her er jo overhovedet ikke noget, der skal anvendes i flæng. Der er ikke tale om børn, der, hvis de ikke adopteres, kommer hjem til deres forældre. Der er i de her sager tale om børn, der er anbragt – og jo typisk barndommen ud – og forældre, der ofte knap kan tage vare på sig selv. Så det er bare for at sige, at det jo fortsat er en lille målgruppe, vi taler om.

Tak for det.

Det næste spørgsmål er også fra hr. Stén Knuth og også til social- og ældreministeren.