Spm. nr. S 756

2) Til justitsministeren af:

Peter Skaarup (DF) (medspørger: Morten Messerschmidt (DF)):

Mener ministeren, at det er proportionelt med tidligere sager, herunder Morten Bødskovs »nødløgn«, at sende Inger Støjberg for en rigsret?

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Spørgsmålet lyder sådan her: Mener ministeren, at det er proportionelt med tidligere sager, herunder Morten Bødskovs »nødløgn«, at sende Inger Støjberg for en rigsret?

Ministeren.

Tak for ordet. Om forskelle og uligheder mellem sager kan der siges meget. Når det kommer til Folketingets kontrol med regeringen og dens ministre, er der først og fremmest det fællestræk, at det i sidste ende er op til Folketinget selv at afgøre, hvad det skal føre til. Derfor kan vi heller ikke en til en sammenligne med sager, der er foregået i et andet Ting i en anden tid, der var sammensat på en anden måde og havde et mere aktuelt grundlag for at tage stilling til den konkrete sag.

I nogle sager vælger Folketinget at give en næse eller at trække støtten til en minister uden forudgående undersøgelse. I andre sager vælger man at nedsætte en advokatundersøgelse eller en undersøgelseskommission for at få belyst sagens aspekter nærmere. Sådan nogle undersøgelser kan så igen give anledning til, at Folketinget overvejer yderligere skridt. I nogle tilfælde – indtil videre kun en håndfuld siden grundloven af 1849 – har Folketinget fundet, at der bør rejses en rigsretssag.

Det er, kan man rolig sige, en meget alvorlig beslutning, og for mig og for mit parti har det i den aktuelle sag været afgørende, at der foreligger en klar og uafhængig gennemarbejdet sagsfremstilling og vurdering i form af Instrukskommissionens delberetning og den efterfølgende vurdering, der er foretaget af de uafhængige advokater, som er blevet bedt om at rådgive Folketinget i sagen. Den mener vi ikke at der er grundlag for at tilsidesætte.

Hr. Peter Skaarup, værsgo.

Tak, og tak for redegørelsen fra justitsministeren. Det er jo sådan, at et stort flertal, senest bekræftet i Udvalget for Forretningsordenen i dag, har besluttet sig for at sende tidligere integrationsminister Inger Støjberg for Rigsretten. En af hovedårsagerne til, at vi i Dansk Folkeparti er arge modstandere af den her rigsret, er jo, at det er fuldstændig ude af proportioner med, hvad man har gjort i andre tilsvarende sager. Lad mig minde om tidligere justitsminister, nuværende skatteminister, hr. Morten Bødskov, som kom med en såkaldt nødløgn over for Folketinget for år tilbage. Det er måske det klareste eksempel på disrespekt over for Folketinget og disrespekt over for det, der foregår herinde, hvor vi jo skal sikre, at der kommer sandfærdige oplysninger til Folketinget og dermed til borgerne.

Når Socialdemokraterne og regeringen så vælger at støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg, kan vi undre os i Dansk Folkeparti over, at der så ikke skal føres en række rigsretssager, andre rigsretssager, i Folketinget i forhold til mange af de andre sager, der har været. For der har jo været masser af sager, hvor der har været et felt, hvor man har diskuteret, om en minister har håndteret tingene på den rigtige måde, og om et ministerium har håndteret tingene på den rigtige måde – ja, sågar fra justitsministerens eget ministerium har vi jo nu og da diskussioner i Retsudvalget, om ministeren og apparatet har håndteret forskellige sager på den rigtige måde; sådan tror jeg nok man kan sige. Derfor skal vi vurdere i Folketinget, og det er jo egentlig også der, ministerens svar kommer hen, om det er så alvorligt, at man skal tage det ultimative instrument i brug, og derfor må jeg spørge igen: Når vi nu har kendskab til alle de her sager, er ministeren så ikke enig i, at det er en streng politisk beslutning, som Socialdemokraterne og regeringen har valgt at sige ja til, at man fører en rigsretssag mod tidligere integrationsminister Inger Støjberg?

Tak. Så er det ministeren. Værsgo.

Altså, hvis man anskuer sagen retligt, hvilket vel sådan set er fair nok at gøre, når der er tale om en rigsret – man kan også sagtens anskue den politisk, men lad os anskue den retligt – må man konstatere med Jens Peter Christensens doktordisputats fra 1997, så vidt jeg husker, at spørgsmålet om Folketingets binding ikke er underlagt en sædvane, og det er så meget desto mindre underlagt en retssædvane. Det vil sige, at Folketinget i virkeligheden er frit i sin vurdering.

Jeg skal vende tilbage til den måskemodifikation, der er, men tiden er løbet ud.

Hr. Peter Skaarup.

Jamen det er jeg sådan set enig med justitsministeren i. Folketinget er frit; vi kan selv vurdere ud fra en politisk vurdering, om vi mener, der er tilstrækkelig alvor bag en sag, som gør, at man så skal føre en rigsretssag eller give en næse eller en kritik, eller hvad der nu skal ske. Derfor vil jeg gentage spørgsmålet: Er det ikke en streng politisk vurdering fra regeringen og Socialdemokraternes side, der gør, at man vælger at føre en rigsretssag mod Inger Støjberg?

Ministeren.

Det var lige præcis den modifikation, som jeg gerne ville have lejlighed til at vende tilbage til, for selv om man må sige, at gældende ret er, at vurderingen er fri, at det er Folketingets egen vurdering, så overvejer Jens Peter Christensen jo i samme doktordisputats, om der måske er et forbehold for en mulig partipolitisk magtfordrejning, når man behandler spørgsmålet, om man vil rejse en rigsretssag.

Tak for det. Og selv om det er lidt omstændeligt, hr. Peter Skaarup, så bliver vi næsten nødt til at tørre af herimellem, for nu er det nemlig hr. Morten Messerschmidt – jeg ved godt, at det er lidt omstændeligt. (Peter Skaarup (DF): Vi er meget, meget tætte). Tak for det, hr. Peter Skaarup.

Så er det hr. Morten Messerschmidt som medspørger.

Justitsministeren har jo ret i, at det er blevet diskuteret, i forhold til om objektivitetskravet, der er i retsplejeloven, gælder for Folketinget. Det er bare ikke det, som hr. Peter Skaarup spørger om. Det, hr. Peter Skaarup spørger om, er, om den ansvarsvurdering, der i givet fald skal foretages i forhold til fru Inger Støjberg, ikke vil være påvirket af den ansvarsvurdering, der så aldrig blev foretaget i forhold til hr. Morten Bødskov. Det er jo hævet over enhver tvivl – og det vil jeg så bare gerne bede justitsministeren om i hvert fald at bekræfte – at den såkaldte nødløgn, som hr. Morten Bødskov gav til Folketinget, er i strid med ministeransvarlighedsloven. Altså, ministeransvarlighedsloven sætter et ekstremt højt forventningsniveau til landets ministre: Man må ikke bryde loven, man må ikke afgive urigtige oplysninger, og jævnfør § 5, stk. 2, må man ikke engang gøre det groft uagtsomt. Der er ingen tvivl om, at hr. Morten Bødskov i hvert fald gjorde det her groft uagtsomt – med al overvejende sandsynlighed direkte med forsæt om at vildlede Folketinget. Han ville være blevet dømt med piber og trommer.

Der er det bare, at jeg så spørger, om justitsministeren dels vil bekræfte det, og dels om han også vil forholde sig til, om det niveau for deliktet, der dermed er lagt, virkelig vil føre til, at fru Inger Støjberg kan dømmes.

Ministeren.

Sådan som jeg hørte det – det kan være, at jeg hørte forkert, men så får spørgeren jo lejlighed til at præcisere det – så byggede spørgeren ind i det, at i den vurdering, som Folketinget skal foretage, når man skal vurdere, om der er grundlag for at rejse en rigsretssag, er objektivitetskravet retligt indbygget. Det tror jeg simpelt hen er forkert. Altså, jeg er enig i, at det er et sagligt argument og et relevant argument, men at det skulle være indbygget som en del af den retlige vurdering, er jeg simpelt hen ikke enig i.

Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Nej, men det var ikke det, jeg spurgte om – det var en lille ting, som vi kommer tilbage til senere i spørgsmål 4 og 5. Det, jeg spurgte om, var, om den brøde, som hr. Morten Bødskov begik som justitsminister – altså, hvis jeg var forsvarsadvokat her, ville jeg da øjeblikkelig indkalde hr. Morten Bødskov som vidne i rigsretssagen; det ville være et inkompetent forsvar, der ikke gjorde det – ikke vil påvirke ansvarsvurderingen i forhold til nye rigsretssager; altså, at Folketinget har sagt, at den nødløgn, som han formodentlig med et førstegradsdelikt gav og dermed brød ministeransvarlighedsloven, vil jo påvirke bevisførelsen og ansvarsvurderingen i forhold til nye rigsretssager, herunder en eventuel rigsretssag mod fru Inger Støjberg.

Ministeren, værsgo.

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår det rigtigt. Er det rigtigt forstået, at det, der er pointen – og det er virkelig for at forstå det – er, at en sag, der ikke har været ført, skal danne præcedens for den sag, der nu skal føres, altså i modsætning til den situation, vi normalt befinder os i, hvor vi siger, at de sager, som kan danne præcedens, er sager, som faktisk har været ført, hvor domstolene har haft lejlighed til at sige, hvad de mener skal være gældende ret? Men pointen er her fra spørgerens side, at også i sager, der ikke har været ført (Morten Messerschmidt (DF): Præcis), og som domstolene ikke har vurderet, fordi de ikke har været ført, skal man så vurdere, om de argumenter, der måtte være, ville være relevante, altså de argumenter, der ikke har været fremført.

Jeg lod der gå lidt længere tid, for det virkede, som om det var en meget indviklet juridisk diskussion. Men nu er det hr. Peter Skaarup, der får ordet for det sidste spørgsmål i den her omgang.

Jeg kommer i tvivl, når jeg hører justitsministeren, så spørgsmålet til justitsministeren er: Er det, fordi hr. Morten Bødskov, der var justitsminister, er socialdemokrat, at han ikke skulle for en rigsretssag, eller er det, fordi man mener, at fru Inger Støjberg som integrationsminister har gjort noget meget værre, end hr. Morten Bødskov gjorde, da han kom med sin såkaldte nødløgn over for Folketinget?

Lad mig minde om, at det, som fru Inger Støjberg har gjort, jo er, at hun har prøvet at sikre, at de barnebrude blev skilt fra deres ældre mænd. Det vil sige, at hun har prøvet på at gøre det, som vel egentlig var det, som Folketinget normalt ville udtrykke sig positivt om.

Tak for det. Ministeren.

Men her bliver jeg igen i tvivl om, hvorvidt det er den retlige eller den politiske vurdering, spørgeren lægger op til. For den karakteristik af det, fru Inger Støjberg har gjort i forhold til barnebrudene, er jo ikke den retligt kvalificerende omstændighed. Det er jo nogle helt andre omstændigheder, som er dem, som Instrukskommissionen i sin delberetning har peget på der ville være relevante i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt man skal føre en rigsretssag eller ej.

Spørgsmålet er slut.

Men vi fortsætter med samme minister og samme spørger, altså hr. Peter Skaarup som spørger og hr. Morten Messerschmidt som medspørger.

(Talen er under udarbejdelse)