Spm. nr. S 721 (omtrykt)

15) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) (medspørger: Ulla Tørnæs (V)):

Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at studerende med handicap, der har ret til at få tildelt handicaptillæg til su og særlige støtteforanstaltninger (SPS), får tilsagn herom forud for optagelse på en uddannelse, så de studerende ikke er bagud ved studiestart?

Spm. nr. S 721 (omtrykt)

15) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) (medspørger: Ulla Tørnæs (V)):

Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at studerende med handicap, der har ret til at få tildelt handicaptillæg til su og særlige støtteforanstaltninger (SPS), får tilsagn herom forud for optagelse på en uddannelse, så de studerende ikke er bagud ved studiestart?

Spm. nr. S 721 (omtrykt)

15) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) (medspørger: Ulla Tørnæs (V)):

Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at studerende med handicap, der har ret til at få tildelt handicaptillæg til su og særlige støtteforanstaltninger (SPS), får tilsagn herom forud for optagelse på en uddannelse, så de studerende ikke er bagud ved studiestart?

Værsgo til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl for oplæsning af spørgsmålet til uddannelses- og forskningsministeren.

Tak. Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at studerende med handicap, der har ret til at få tildelt handicaptillæg til su og særlige støtteforanstaltninger (SPS), får tilsagn herom forud for optagelse på en uddannelse, så de studerende ikke er bagud ved studiestart?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål også. Jeg deler spørgerens intention om, at studerende med handicap skal komme godt fra start på deres uddannelse og i øvrigt i lighed med alle andre studerende have et godt uddannelsesforløb. Su-handicaptillæg og SPS, altså specialpædagogisk støtte, er rigtig vigtige værktøjer til at komme derhen. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet under Børne- og Undervisningsministeriet administrerer SPS-ordningen, og de vurderer, at der i mange tilfælde er gode muligheder for, at den studerende har sin SPS-støtte klar til studiestart. SPS-ordningen dækker hele det ordinære uddannelsessystem, og en studerende, der går direkte videre fra en uddannelse til en anden, kan medbringe f.eks. sit hjælpemiddel.

Su-handicaptillægget og muligheden for det administreres til gengæld under Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og dækker kun de videregående uddannelser og erhvervsuddannelserne. En studerende vil derfor ofte første gang ansøge om tillægget ved sin studiestart. Ordningen skal kompensere for manglende erhvervsevne og har dermed et lidt andet sigte end SPS. For begge ordninger gælder, at sagsbehandlingen af ansøgninger sker på baggrund af en individuel vurdering af den enkeltes støttebehov. I vurderingen indgår også viden om den konkrete uddannelse, som den studerende er optaget på; det kan være undervisningsformen, antal undervisningstimer osv. Da studerende kan søge om optag på op til otte prioriterede uddannelser, vil den her individuelle vurdering, forud for at man ved, hvor man er optaget henne, betyde, at man potentielt så skal vurderes på baggrund af alle otte søgte uddannelser, og det ville altså betyde en væsentlig meradministration og jo i virkeligheden også et administrativt spild ved de uddannelser, hvor den studerende ikke optages.

Samlet set har jeg derfor ikke umiddelbart tanker om ændringer i selve den del. For mig er omdrejningspunktet snarere, at den konkrete sagsbehandling understøtter ansøgerens behov. Det gælder også i forhold til sagsbehandlingstiden, som har været lang for ansøgninger om su-handicaptillæg. Styrelsen oplyser, at der arbejdes på at nedbringe sagsbehandlingstiden.

Jeg vil til sidst benytte lejligheden til at minde om, at handicap, som jeg også nævnte før, kan ændre sig over tid, og derfor vil det også være en individuel vurdering af den enkelte studerende.

Tak for en lang besvarelse, hvor der kun er 2 minutters taletid. Værsgo til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak. Jamen selvfølgelig er det individuelt, og selvfølgelig kan handicap ændre sig. Omvendt ved vi også, at rigtig mange studerende med handicap falder fra deres studier. Og en hel del af dem gør det, fordi de ikke får den hjælp og den støtte fra starten, som de egentlig har brug for. Hvis der går 3, 4 eller 5 måneder af ens studie, før man har tingene på plads, så skal man være meget, meget stærk for ikke at falde fra.

Derfor synes jeg, vi skulle vende den her udfordring på hovedet og sige: Det er simpelt hen afgørende, at det er på plads, før de starter. Og hvad der så skal til for at kunne gøre det, må vi finde ud af, for jeg køber ikke, at det skal være så individuelt i forhold til den enkelte uddannelse. Altså, der vil være mange handicaps, hvor man godt kan lave den vurdering på forhånd og sige, at når du så bliver optaget på en uddannelse, har du faktisk den godkendelse med, så den glider direkte ind på studiet. Det kan simpelt hen ikke passe, at vi ikke kan lave det.

Som ministeren også selv sagde, er der altså for lange ventetider. Det kan der selvfølgelig gøres noget ved. Jeg har et svar her tilbage fra september, hvor der står, at standardventetiden, hvis man har afleveret alle de oplysninger, man skulle, var 3-4 måneder, og hvis der var et eller andet, man skulle efteroplyse, så var det 6-7 måneder. Det vil sige, at så er det blevet jul, før man får sit su-handicaptillæg. Det kan man ikke leve med. Så det bliver vi simpelt hen nødt til at gøre bedre, Hvis det er nødvendigt, starter vi tidligere, og ellers må vi gøre processen meget, meget hurtigere. Vil ministeren gøre det?

Ministeren.

Jeg vil i hvert fald meget gerne gøre processen hurtigere. Det vil jeg væsentlig hellere prioritere, end at jeg vil starte tidligere med den potentielt store administrative meropgave, der ligger i det, også i forhold til situationer, hvor den studerende ender med ikke at starte eller blive optaget. Så med de kræfter, der er, vil jeg væsentlig hellere fokusere på, at ventetiden kommer ned. Det har jeg meget klart signaleret. Det ved den styrelse også, der sidder og har ansvaret for det, og det vil jeg følge i den kommende tid om sker. For det er selvfølgelig afgørende, at man ikke skal vente sådan ude af proportioner lang tid på f.eks. sit handicaptillæg.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Men jeg kan jo ikke lade være med at tænke på nu, hvor ministeren siger, at der skal vurderes for hver eneste uddannelse, om det er reelt og berettiget og nødvendigt, eller om man godt kunne sige, at hvis vi har en, der er blind, eller en, der har en psykisk sygdom, ville vi faktisk godt kunne lave en vurdering på det på forhånd – at man faktisk godt ville kunne gå ind og sige, at det ville vedkommende sådan set godt kunne få, både den hjælp, der skal til, og også det su-handicaptillæg. Ville det være så umuligt?

Ministeren.

Jeg vil godt gentage, at jeg faktisk synes, det er vigtigt, at vi ikke kører for mange standardkasser ned over det her, men faktisk tager udgangspunkt i den enkelte studerende, som af den ene eller den anden grund har brug for støtte og hjælp i den her sammenhæng, og den konkrete uddannelse, personen går på. For der er ingen grund til, at et handicap bliver et problem over hele linjen nødvendigvis. Det er heller ikke sagen, at hvis man er i bedring, sidder man fast i en kasse. Altså, jeg synes faktisk, vi skal holde fast i den individuelle vurdering, også holdt op imod den uddannelse, man går på, for det her handler jo om alt lige fra at skulle være læge til at skulle være pædagog til at skulle være maskinmester. Der er meget stor forskel derude, og det skal der være plads til at tage højde for.

Så er der adgang for medspørgeren, og det er fru Ulla Tørnæs, Venstre. Værsgo.

Tak. Som nævnt tidligere er jeg meget optaget af at sikre, at mennesker med handicap har mulighed for at gennemføre en videregående uddannelse. Ét er selve sagsbehandlingstiden omkring støttemulighederne, noget andet er den vejledning, som man så har adgang til at få, hvis man er en person med et handicap, og ifølge oplysninger fra Sammenslutningen af Unge Med Handicap, SUMH, er det faktisk kun hver anden studerende med handicap, der har modtaget vejledning om de særlige støtte- og dispensationsmuligheder, der findes for mennesker med handicap. Det vil sige, at hver anden rent faktisk slet ikke modtager den vejledning, som man kunne forvente at de ville få.

Her tænker jeg, at vi må have en lavthængende frugt. Så hvad vil ministeren gøre for at sikre, at de personer, der har et handicap, også får den vejledning, som de selvfølgelig har krav på at få, om de støttemuligheder, som allerede findes?

Ministeren.

Altså, de her tiltag er jo lavet, fordi vi politisk vurderer, at det er på sin plads, at hvis du har et handicap, får du ekstra hjælp og støtte. Selvfølgelig skal den hjælp og støtte så også nå ud til dem, der både har krav på det og brug for det. Så det der vil jeg godt prøve at dykke ned i hvad dækker over, for det burde være en lavthængende frugt, hvis det holder stik.

Værsgo.

Lige præcis her rækker et hyrdebrev til institutionerne jo ikke. Det er andre ting, vi skal have fat i. Men det er i hvert fald, synes jeg, en af de barrierer, som burde være relativt nem at passere og dermed nå ud til de personer, som det drejer sig om. Så jeg er glad for, at ministeren her giver tilsagn om at dykke ned i, hvad årsagen er til, at mennesker med handicap ikke har adgang til, i hvert fald ikke umiddelbart, den vejledning, som de skal have ifølge lovgivningen.

Ministeren.

Men det er hermed tilkendegivet, at det selvfølgelig handler om at få viden ud til den enkelte studerende og ikke kun institutionen. Der er et ansvar ude lokalt, og det må vi følge op på.

Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl til en sidste runde. Værsgo.

Tak. Ministeren siger, at de studerende kan blive bedre, og det kan nogle af dem heldigvis; det er fuldstændig rigtigt. Men jeg tænker, at vi jo nu faktisk er sådan lidt tilbage ved det første spørgsmål – det, vi havde tidligere – for hvis vi skal sikre, at man som studerende får den vejledning, at tingene bliver samlet op, og at tingene kommer ind i nogle rammer, der netop individuelt kan håndtere det, den enkelte studerende har brug for, og det kan også være, at man bliver bedre undervejs og skal have en anden form for støtte, så ville en helhedsorienteret studieplan for den enkelte faktisk kunne løse det, for mig at se. Så vil ministeren ikke være med til at sikre, at vi får den etableret?

Ministeren.

For mig er det rigtig vigtigt at holde fast i, at grundudgangspunktet er, at hvis du har et handicap og gerne vil ind at læse på en uddannelse, skal det være muligt for dig inden for de rammer, der nu engang er, og med den støtte, vi politisk har vedtaget skal være tilgængelig. Og uanset om det er en helhedsplan eller om det er at leve op til det, der allerede i dag er en ret, skal vi selvfølgelig være opmærksomme på, hvis den enkelte ikke oplever at få den hjælp, der politisk er besluttet man skal have – naturligvis. Men det, som spørgeren jo også er inde på, er jo, at det kan være en lille smule kompliceret at tale om en blind og en med psykisk sygdom i en og samme kasse. For det er klart, at de fleste blinde desværre ikke får synet tilbage, og så kan der være noget andet på spil. Det håber jeg da ved gud også at man har blik for i de der individuelle håndteringer ude lokalt.

Tak til ministeren på trods af hidkaldelse af de højere magter; det lader jeg passere. Også tak til de to spørgere.

Der er endnu et spørgsmål til ministeren, og denne gang er det et spørgsmål, som bliver stillet af fru Katarina Ammitzbøll fra Det Konservative Folkeparti.