Spm. nr. S 687 (omtrykt)

12) Til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri af:

Hans Kristian Skibby (DF):

Synes ministeren, at det er rimeligt, at ministeren først kunne finde tid i sin kalender den 14. januar 2021 til et samråd om status og vilkår for udbetaling af kompensation, acontoudbetaling og erstatning til de omkring 1.100 minkavlere, når jeg på vegne af Dansk Folkeparti allerede indkaldte ministeren til samrådet den 2. december 2020?

Spm. nr. S 687 (omtrykt)

12) Til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri af:

Hans Kristian Skibby (DF):

Synes ministeren, at det er rimeligt, at ministeren først kunne finde tid i sin kalender den 14. januar 2021 til et samråd om status og vilkår for udbetaling af kompensation, acontoudbetaling og erstatning til de omkring 1.100 minkavlere, når jeg på vegne af Dansk Folkeparti allerede indkaldte ministeren til samrådet den 2. december 2020?

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak, hr. formand. Synes ministeren, at det er rimeligt, at ministeren først kunne finde tid i sin kalender den 14. januar 2021 til et samråd om status og vilkår for udbetaling af kompensation, acontoudbetaling og erstatning til de omkring 1.100 minkavlere, når jeg på vegne af Dansk Folkeparti allerede indkaldte ministeren til samrådet den 2. december 2020?

Ministeren.

Igen vil jeg sige: Mange tak til hr. Hans Kristian Skibby for spørgsmålet. Og jeg er fuldstændig enig med hr. Hans Kristian Skibby i, at samrådsspørgsmål bør besvares, senest 4 uger efter at spørgsmålet er stillet, nøjagtig som det er udgangspunktet i Folketingets forretningsorden. Kigger vi lidt på kalenderen, fra hr. Hans Kristian Skibby stillede det her spørgsmål, så har vi – bortset fra juleferien og uge 1, hvor Folketinget ikke var åbent – kun brugt de her 4 uger, som der står i reglerne.

Jeg deler i øvrigt hr. Hans Kristian Skibbys holdning til, at det haster rigtig meget med at få de her udbetalinger til minkavlerne i gang så hurtigt som overhovedet muligt, så minkavlerne kan få dækket deres tab og omkostninger. Som jeg var inde på i min tidligere besvarelse i forhold til honorarer for at slå de her mink ned, så er de i gang med at blive udbetalt netop i de her timer. Men der pågår bredere forhandlinger – det var vi også inde på i besvarelsen af det forrige spørgsmål – og det har den allerhøjeste prioritet for regeringen at få lavet en forhandling og en aftale om den fulde og hele erstatning. For når det er på plads, kan vi også gå i gang med at udbetale de resterende penge. Og der er et udestående, også i forhold til tempobonus og i forhold til erstatning for minkskind, som vi først kan få godkendt i EU, når vi har hovedtegningen på plads. Og der håber jeg på, at den gode, konstruktive stil, som bl.a. hr. Hans Kristian Skibbys eget parti, Dansk Folkeparti, lagde for dagen i går, fortsætter i de kommende dage, så vi meget hurtigt kan lave en god aftale med en fuld og hel erstatning til de stakkels minkavlere.

Spørgeren.

Jeg takker naturligvis for ministerens tale, men jeg vil så alligevel have lov til at anholde nogle af præmisserne. For det, der er kendetegnende for min motivation for at fremsætte samrådsspørgsmål til både erhvervsministeren og fødevareministeren tilbage i december – den 2. december – var jo, at der for det første ikke rigtig var nogen afklaring, selv om man var blevet stillet det i udsigt af ministrene. Og for det andet var det jo samtidig nogle regninger, som man havde pålagt minkavlerne: Goddag, hr. minkavler, du skal slå hele din besætning ned, du får penge af staten for at gøre det, bare gå i gang! Det gjorde de. Nogle fik besøg af militæret, andre af politiet. Andre gjorde det bare. Og så lader man minkavlerne lægge ud for en udgift til at indchartre ekstra personale og til at bestille maskiner og udstyr til at gennemføre drab på de her 17 millioner mink. Man får dem sundhedsmæssigt forsvarligt – forhåbentlig – igennem systemerne; man har folk indchartret til det. Man laver rengøring, man lejer køleanlæg osv. for at få generne nedbragt. Alle de udgifter er jo ganske almindelige udgifter, som man har, ligesom hvis erhvervsministeren har bestilt en vinduespudser til at pudse alle vinduerne i Erhvervsministeriet. Der skal betales for veludført arbejde. Det er en ordre, man får; det er en opgave, man får. Og når man løser opgaven, skal man have penge for det arbejde, man har gjort. Det kan vi ikke se hvorfor man skal spørge EU om. Jeg tror ikke, at man spørger, om en virksomhedsejer må pudse vinduerne i Erhvervsministeriet. Hvorfor skal man så spørge, om en minkavler kan gøre rent på statens regning, om jeg så må sige? Det er altså efter vores bedste vurdering en besynderlig situation, og derfor er det jo så magtpåliggende for os at få fremrykket og få en afklaring på de her tusindvis af spørgsmål, som de her virksomheder og deres ejere og deres ansatte og deres vareleverandører og alle mulige andre jo selvfølgelig har.

Så er det jo en provokation, når jeg den 2. december for at vide: Njah, der går lige 6 uger, før du kan få et samråd. Derfor undrer jeg mig over, at man ikke er mere imødekommende fra regeringens side i forhold til at gennemføre samrådene hurtigere. Det synes jeg er en meget berettiget kritik.

Ministeren.

Jeg har kun haft det ønske at deltage i det samråd så hurtigt som overhovedet muligt. Der er en hektisk kalender. Der har været minksagen, der har været brexit, der har været andet. Og vi bruger al den tid, der er i min kalender, til at nå de her ting. Så jeg skal selvfølgelig beklage, hvis der er gået nogle dage over tiden. Nu har vi fundet en dato, og vi har et møde i morgen – og det glæder jeg mig til, og det ser jeg frem til.

Igen vil jeg gerne udtrykke min anerkendelse af, at hr. Hans Kristian Skibby bruger tid på her at varetage minkavlernes interesser. Det er der brug for, altså at man får italesat de behov, der er. Og det er også vigtigt, at vi holder hinanden i ørerne, i forhold til at det her skal gå hurtigere. Jeg har også været frustreret og fortvivlet over den ventetid, der er. Det viser sig så – og det har altså også vist sig i andre sammenhænge – at der er nogle komplikationer i forbindelse med udbetalingen af det her. Bl.a. er der det forhold, at man ikke bare må udbetale noget fra det offentlige til det private, uden at man sikrer, at dem, der har noget til gode hos de pågældende, får betaling først. Det, vi har gjort fra regeringens side, er at skrive ind i lov nr. 77, at det offentlige må vente med at få sine tilgodehavender tilbage, så det ikke er det, der forsinker det. Men der er bl.a. andre kreditorer, som er meget ivrige for at få deres penge, og der kan vi ikke bare lige gøre det, at vi udbetaler dem, uden at der er taget højde for det.

Så er der også den tekniske del af det. For så vidt angår honorarer for arbejde, skal det ikke godkendes i EU. Der udbetaler vi jo netop nu. Men det er sådan, at når man skal have erstatning for en vare, man har, så er der noget med, at man skal undersøges for bl.a. ulovlig statsstøtte og andet, og det er så det, man gør. Men vi gør det så hurtigt som overhovedet muligt. Jeg forstår sagtens frustrationen her; jeg deler den også. Jeg havde håbet, at det her gik hurtigere, men det kan vi tale nærmere om på det samråd, som hr. Hans Kristian Skibby har ventet alt for længe på. Nu kommer det i morgen.

Jeg vil gerne appellere til, at vi, selv om blodet løber lidt hurtigere, når vi diskuterer den her slags ting, som er følsomme, prøver at overholde taletiden lidt bedre end indtil nu.

Så er det spørgeren.

Nu nævnte ministeren igen, at jeg skal have tak for, at jeg varetager minkavlernes interesser. Jeg synes jo, det er lidt besynderligt, at en minister ligesom insinuerer, at fordi man stiller nogle berettigede spørgsmål hernede, skulle man ligesom være lidt i lommen på nogle brancher. Jeg varetager ikke minkavlernes interesser – jeg varetager folkestyrets interesser. Jeg varetager grundlovens ord, fordi der var foregået et overgreb på 1.100 private menneskers ejendomsret her i kongeriget Danmark. Det gør jo ikke, at jeg er i lommen på nogle minkavlere.

Det er jeg nødt til at sige til ministeren, som har sagt det flere gange nu, selv om jeg lod det passere første gang: Det er altså en forkert måde at diskutere på her i Folketinget. Jeg varetager ikke nogle specielle branchers interesser. Jeg varetager min opgave som en kritisk opposition, når der er borgere eller virksomheder, der kommer i klemme i systemet, og berettiget føler sig forkert behandlet. Om det så havde været folk på Christiania eller folk i Gentofte eller minkavlere ville sådan set være fuldstændig ligegyldigt.

Ministeren.

Det var nu altså tænkt som en helt ærlig anerkendelse og ros for den indsats og ikke som nogen insinuation eller antydning af noget. Jeg tror, det er vigtigt i et demokrati, at man lytter til borgerne, bringer det ind og konfronterer de ansvarlige ministre med: Kan det virkelig kan være rigtigt?

Her er der en sag, hvor hr. Hans Kristian Skibby har fuldstændig ret i, at det da virker fortvivlende, at man skal vente så længe, og så er det vigtigt, at der er en repræsentant som hr. Hans Kristian Skibby, der tager fat i det og presser på os og siger: Kan det virkelig være rigtigt? Og så kommer jeg og forklarer.

Jeg kan så forklare, at vi gør alt, hvad vi kan. Der er nogle tekniske ting – det har jeg redegjort for – og så er der nogle EU-elementer, som jeg også har redegjort for. Nu har vi så ovenikøbet tid på et samråd i morgen til at gå i dybden med det.

Så det er simpelt hen ros og anerkendelse fra ende til anden og på ingen måder et forsøg på at komme med en indirekte kritik – det kunne jeg ikke drømme om.

Spørgerens sidste spørgsmål.

Tak. Jeg må så tro på, hvad ministeren siger, men det er ikke den måde, det bliver modtaget på – og det blev ovenikøbet sagt mere end en gang. Jeg kan godt forstå, hvad der bliver sagt mellem linjerne også.

Ministeren sagde også, at udbetalingerne var kommet i gang i dag, den 13. januar, og det er jo så for de ting, som minkavlerne har udført på statens ordre, ligesom en vinduespudser, som jeg nævnte, der pudser vinduer på Erhvervsministeriets bygning. Hvorfor er det, at de har skullet vente indtil den 13. januar med at få udbetalt de penge, de rettelig skal have for at have udført et fysisk arbejde, haft folk ansat, altså gennemført et fysisk arbejde for staten for så hurtigt som overhovedet muligt at nedslagte de her mange millioner af mink?

Ovenikøbet kan vi nu se, at det er i strid med EU's eget betalingsdirektiv. Det er så det, der tilsyneladende er årsag til, at man lige pludselig, altså den 13. januar, dagen før samrådet, efter 6 ugers ventetid, lige pludselig godt kan komme i gang med de her udbetalinger. Anerkender ministeren ikke, at det virker temmelig besynderligt?

Ministeren.

Jamen jeg forstår sagtens, at spørgeren spørger om det her, og at der er den fortvivlelse, for den deler jeg. Der er nu ikke noget odiøst i det, og der er ikke noget sammenfald i det. Jeg har stillet de samme spørgsmål til Fødevarestyrelsen og sagt: Hvordan i alverden kan det være, at det tager så lang tid? Jeg har også været fortvivlet over det her.

Det viser sig, at der er en række forskellige forklaringer på det. Jeg har nævnt det med kreditorerne, som skal have transport i pengene; jeg har nævnt nogle andre ting. Nu i forhold til honorarer er det ikke et EU-spørgsmål. Der kan man undgå det at udbetale pengene. Men der har været nogle tekniske ting den vej rundt.

En anden årsag, jeg ikke har været inde på endnu, er, at man har skullet lave et slutskøn på de pågældende minkfarme, inden man kunne udbetale pengene. Der er nogle steder, hvor det simpelt hen ikke er blevet nået, og hvor man ikke har fået afsluttet det, så man har et overblik over, hvad man skylder.

Ja, det virker forstemmende, at det skal tage så lang tid. Jeg deler spørgerens fortvivlelse over det her.

Jeg siger tak til ministeren for fødevarer og landbrug og fiskeri tak, og tak til hr. Hans Kristian Skibby for dagens indsats.

Så går vi over til spørgsmål nr. 13. Det er til børne- og undervisningsministeren, og spørgeren er fru Katarina Ammitzbøll fra Det Konservative Folkeparti