Spm. nr. S 685

5) Til justitsministeren af:

Peter Skaarup (DF) (medspørger: Morten Messerschmidt (DF)):

Hvad mener ministeren om at Danmark endnu ikke kan sende rumænske forbrydere ud af landet, og vil ministeren herunder tilkendegive, om hensynet til de internationale konventioner står over hensynet til pladsmanglen i danske fængsler?

Skriftlig begrundelse

Spørgsmålet stilles bl.a. under henvisning til artiklen »Kritisable rumænske fængsler giver politikere »utåleligt« hovedbrud«, jf. Jyllands-Posten den 3. januar 2021.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Det næste spørgsmål handler om noget andet. Jeg læser op:

Hvad mener ministeren om at Danmark endnu ikke kan sende rumænske forbrydere ud af landet, og vil ministeren herunder tilkendegive, om hensynet til internationale konventioner står over hensynet til pladsmanglen i danske fængsler?

Ministeren.

Tak for ordet. Jeg er optaget af, at vores i øvrigt, som der også ligger i spørgsmålet, pressede fængsler ikke fyldes op af udvisningsdømte udlændinge. Det er faktisk helt urimeligt, at danske skatteydere skal betale for deres ophold i vores fængsler, fordi de jo på alle mulige måder har vendt vores samfund ryggen og derfor hurtigst muligt skal sendes ud af landet. Det er derfor regeringens klare ambition, at så mange udvisningsdømte udlændinge som muligt overføres til afsoning i hjemlandet. Det gælder også rumænske statsborgere. De seneste 2½ år er det lykkedes at få sendt 18 rumænere til afsoning i hjemlandet.

Når det så er sagt, er situationen jo ikke tilfredsstillende. Selv om det er lykkedes os at få overført et antal rumænske udvisningsdømte, er det stadig for få. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg meget gerne havde set, at vi havde fået overført flere til Rumænien. Det er en stor prioritet for regeringen, at der bliver sendt en anmodning om overførsel til hjemlandet i alle potentielle overførselssager, at der bliver fulgt op på sagerne over for de pågældende lande, men der er desværre mange tilfælde, hvor en sag om overførsel ikke bliver afgjort tidsnok til, at overførslen kan gennemføres inden prøveløsladelsen. Det skyldes bl.a., at sagerne i mange lande, herunder også i Rumænien, skal behandles ved domstolene, og at der i flere sager kun er forholdsvis kort tid til at behandle overførselsindgangen, inden den pågældende bliver prøveløsladt.

Justitsministeriet arbejder kontinuerligt på at optimere processen, altså vores interne proces, så det kan lykkes at få overførslerne gennemført i højere grad. Desuden forventer regeringen til foråret at være klar med et lovforslag, som skal styrke motivationen for udenlandske kriminelle til at medvirke til overførsel til afsoning i hjemlandet.

Hr. Peter Skaarup, værsgo.

Ja, det her er jo i og for sig et område, hvor man river sig selv i håret over, at der ikke sker mere. Det gjorde Socialdemokraterne faktisk også – det parti, som ministeren kommer fra – dengang man sad i opposition her for et par år siden og krævede bod og bedring og, at der nu måtte ske noget osv. over for den tidligere regering, ligesom Dansk Folkeparti i øvrigt gjorde det. Så tænkte vi jo, at det var heldigt. Jeg tror ikke, vi ønskede, at Socialdemokraterne kom i regering i; så langt var vi ikke ude, men vi tænkte over det og snakkede om, at der nu sker noget på det her område; nu kommer de rumænske forbrydere da hjem at afsone; nu fylder de ikke længere op i danske fængsler, og nu kan vi jo få plads til andre indsatte i fængslerne i stedet for at have overbelægning.

Jeg tror sådan set, at både danskerne, borgerne i Danmark, fængselsfunktionærerne og mange andre synes, at det ville være rigtig godt, så der kan blive noget mere plads og noget mere opfølgning på de indsatte i vores fængsler, i stedet for at de ligger hulter til bulter, nærmest på gangene, er flere i én celle osv. osv. Derfor må vi jo have en fælles interesse. Når nu Socialdemokraterne er så heldige at have fået regeringsmagten, følger der også et ansvar med. Så skal man også bruge den til noget, og derfor synes jeg, det er noget usikkert og uklart, hvad regeringen egentlig har tænkt sig, fordi hvis målet er, af rumænske og i øvrigt andre landes kriminelle, der fylder op i danske fængsler, skal hjem, så skal der jo tydeligvis noget mere til. Og hvad er så det?

Jeg får det indtryk, at man har været ligeglad med det løfte, man kom med i valgkampen og før sidste valg. Jeg får det indtryk, at der ikke sker noget, fordi tallene viser det samme, som de gjorde under den tidligere regering. Der mangler simpelt hen at blive hjemsendt rigtig mange udenlandske kriminelle, og derfor får man jo det indtryk, at regeringen har en vis form for blindhed i forhold til den her sag, altså over for konventionerne. Der vil jeg godt spørge ministeren, om ikke ministeren sætter dem over hensynet til de danske fængsler og danske indsatte, når man bliver ved med at fylde fængslerne op med udenlandske indsatte uden at gøre det, man skal.

Tak. Så er det ministeren. Værsgo.

Det er vel svært at finde nogen overhovedet, tror jeg, i Folketinget, som ikke synes, at det ville være fornuftigt, at hver eneste gang vi har en udvisningsdømt udlænding – måske også, når de ikke er udvisningsdømte – kunne man sende dem til afsoning i deres hjemlande, for målet er der vel bred enighed om.

Er der nogen, som synes, at det går for stærkt? Det tror jeg sådan set heller ikke der er. Vi gør, hvad vi kan, for at optimere processerne for at sikre, at det her kommer til at ske. Der er bare nogle omstændigheder, som gør det lidt mere kompliceret end bare at knipse med fingrene. Det skal jeg gerne vende tilbage til.

Hr. Peter Skaarup.

Det synes jeg da at jeg vil give ministeren lejlighed til at vende tilbage til her om lidt, hvor der er lidt mere taletid, for det haster. Det kan jo ikke blive ved med at gå, at vi siger til danskerne, at nu sørger vi for, at rumænerne kommer hjem. Der har været besøg dernede, der har været alle mulige ting sat i gang for, at det skulle ske. Man har jo forsøgt at bruge den rammeaftale, der er i EU på området, og hvad sker der? Reelt næsten ingenting. Kunne ministeren derfor ikke godt gøre det lidt bedre på det her punkt, tage flyet til Bukarest og tale med kollegaen dernede og sige: Nu skal der ske noget?

Så er det ministeren. Værsgo.

I virkeligheden er vi jo i en situation – og det er heller ikke alene min fortjeneste – hvor der oven på højesteretsdommen er lavet en praksis, hvor man konkret i hvert tilfælde i forhold til Rumænien er inde at spørge: Er forholdene i fængslerne i orden? Der er faktisk lavet en proces, som går rimelig hurtigt, på det punkt, så den hindring, som man så med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og charteret, for at lave de her umiddelbare overførsler er faktisk fjernet.

Så er det medspørgeren, hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Det her er jo ikke nogen ny affære. Det er heller ikke noget, der er dumpet ned på den her justitsministers bord. Det er jo noget, der sådan set går helt tilbage til østudvidelsen, vil jeg sige, hvormed problemet i særlig grad er vokset. Det er jo noget, der på bordet egentlig burde være let at løse, for som hr. Peter Skaarup nævner, har vi en rammeaftale – vi har sådan set en aftale – men problemet er bare, at vi har en række lande, der ikke efterlever den.

Nu er statsministeren godt nok gået, men hun var her for lidt siden, og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge: Hvorfor indkalder man egentlig ikke til en regeringskonference med det her tema på dagsordenen? Altså, med jævne mellemrum er der regeringskonferencer i EU, hvor stats- og udenrigsministrene mødes. Man kan drøfte alt. Hvorfor har den danske regering aldrig gjort det her til et tema? Altså, hvis vi virkelig skal tro på justitsministerens gode intentioner – og det har jeg ikke grund til ikke at gøre – hvorfor så ikke løbe det op på det niveau, hvor det reelt hører hjemme, og så sige, at statsministeren bør gøre det her til et tema på det førstkommende topmøde i Bruxelles?

Ministeren.

Det er i virkeligheden et interessant spørgsmål, også fordi det løfter eller i hvert fald giver anledning til at løfte refleksionerne lidt ud over bare et mundhuggeri i et onsdagsspørgsmål. For hvad ville der i virkeligheden ske, hvis vi sagde, at den rammeafgørelse, som der kan kritiseres meget ved, må revideres? Ja, så ville der i virkeligheden ske det, at der ville komme en ny regulering. Det kan godt være, at jeg ikke har helt ret her, men nu prøver jeg, så godt jeg kan, med de evner, jeg er udstyret med: Der ville i virkeligheden ske det, at vi skulle lave en ny regulering koblet op på den nye traktat, fordi rammeafgørelsen er gammel. Den ligger nemlig før Lissabontraktaten, sådan som jeg husker det.

Det vil sige, at så skulle der laves et direktiv eller en forordning – hvad det nu måtte være – som vi ville stå uden for. Det vil sige, at vi ville stå i et reguleringsmæssigt tomrum, sådan som jeg lige umiddelbart kan se det, i forhold til at komme videre med de her hjemsendelser. Rammeafgørelsen kan der siges meget om, men spørgsmålet er i virkeligheden, om vi er bedst tjent med at have den eller ikke have den, og om vi ikke ville falde ned i et reguleringsmæssigt tomrum, som ville give os yderligere besværligheder. Jeg er ikke sikker på det her, det var bare en refleksion over et i øvrigt relevant spørgsmål.

Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Der er jo ingen tvivl om, at regler, der er omfattet af retsforbeholdet, ikke er gældende for Danmark. Derfor er det ikke mit forslag, at man laver et nyt regelsæt. Altså, et topmøde kan ikke vedtage ny lovgivning. Et topmøde kan derimod drøfte alle politiske anliggender: Man drøfter udenrigspolitik, man drøfter økonomi, men drøfter klima osv.

Jeg er sikker på, justitsministeren kan se dagsordenerne. Vi får dem ovre i Europaudvalget. Der vil intet være til hinder for, at en dansk statsminister sagde: For os i Danmark er det så stor en prioritet, at alle, især østeuropæere – vi skal nok formulere det lidt mere diplomatisk, men altså andre unionsborgere – ikke skal afsone i danske fængsler, når vi egentlig principielt var enige om, at de skulle hjem. Og det vil vi gerne have effektueret. Lad os få det op på et topmøde.

Tak for det. Ministeren.

Jamen lad os nu sige, at det skete. Så ville vi vel med vores retsforbehold i virkeligheden være i den situation, at de regler, der så måtte blive vedtaget, ville vi stå uden for. Det kan godt være, jeg husker forkert her – det ligger trods alt 5 år tilbage, men vi var begge engageret i debatten om afstemningen om retsforbeholdet – men jeg tror faktisk, at noget af det, som vi er noget af det, som vi lukkede os ude fra der, var at få et opt in på præcis det her område. Altså at spørgerens eget parti anbefalede, at vi ikke skulle tage den mulighed for at kunne åbne den dør ind til en ny regulering, så vi kunne gøre det bedre. Det kan godt være, mit ræsonnement ikke holder helt, men jeg tror det faktisk.

Så er det hr. Peter Skaarup for det sidste spørgsmål.

Jeg synes, det er en rigtig spændende diskussion. Men man kan så sige: Det, vi er ude efter her, er egentlig ikke så meget at deltage i diskussioner. Det er mere, at der sker noget, at der kommer handling til, at vi får hjemsendt de rumænske og andre landes statsborgere, der fylder op i danske fængsler. Og derfor kunne jeg godt tænke mig her til sidst at give muligheden til ministeren for at fortælle: Hvad vil regeringen helt præcis gøre over for det her fænomen? Vil man rejse det i EU? Vil man rejse det over for Rumænien? Vil man kræve noget til gengæld, hvis man ikke deltager i det her arbejde fra Rumæniens side? Hvad vil man gøre? Man skal jo lægge det pres på dem, så de forstår, at vi mener det alvorligt.

Tak. Ministeren værsgo.

Jamen jeg tror egentlig, at ordudvekslingen før var meget illustrativ, for jeg er jo enig i, at der skal handling til. Men når hr. Morten Messerschmidt, som efter min opfattelse i hvert fald er en af dem, som er mest kvalificeret at diskutere de her spørgsmål med, jo peger på et handlingsspor, som måske i virkeligheden ikke er funktionelt, så illustrerer det jo, hvor svært det her er, og at vi ikke knipse os til det. Det skal ikke forhindre mig i at sige, at vi har en fælles opgave i at sikre, at udlændinge, der bliver dømt i Danmark, afsoner deres straf i hjemlandet i videst muligt omfang. Og der er vi ikke endnu.

Tak. Spørgsmålet er slut. Vi siger tak til justitsministeren.

Så går vi videre, og nu er spørgsmålet til social- og indenrigsministeren af fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.