Tak, og tak til ministeren for besvarelsen her. Jeg synes, det er godt, at der sker noget; at der kommer forskellige forslag; at der kommer forskellige lovforslag også fra regeringen. Sådan har det været under tidligere regeringer, og sådan er det også under den her regering. Det, som vi efterlyser, er noget, der virker. For man kan jo komme med nok så mange forslag og nok så mange udmeldinger, men hvis banderne stadig væk skyder og gør gaderne utrygge for de beboere, der er i området, så har det jo ikke hjulpet ret meget. Man kan sige, at det jo er ligesom en magtbalance. Den magtbalance er desværre til stadighed i bandernes favør, som det ser ud nu, fordi man altså får lejlighed til at affyre sine våben. Man får lejlighed til at afpresse. Man får lejlighed til at true andre mennesker. Og bl.a. nogle af ghettoområderne bliver jo holdt i et jerngreb af dem, der bare sælger hash og narko og tjener rigtig mange penge på det. Og det er jo bandemedlemmerne.
Så mit spørgsmål til justitsministeren går egentlig på følgende: Hvad tror justitsministeren der skal til, for at vi kan få stoppet det bandeuvæsen, vi ser? Banderne er konstant i konflikt. Vi ser det på gadeniveau, vi ser det ved skyderier, vi ser det på konflikterne i det åbenlyse, men det er tydeligt, at de hele tiden er i konflikt. Derfor er det en vedvarende løsning, der skal til, altså noget, som virker nu og her. Det efterlyser jeg hos justitsministeren.
Så vil jeg godt tage fat på den del, der handler om de ikkedanske bandemedlemmer, for det er klart, at er man dansk statsborger og indrulleret i det her, så er der nogle begrænsninger for, hvad vi kan gøre. Men vi kan sige, at hvis man kommer hertil udefra og ikke er dansk statsborger og alligevel er aktiv i bandemiljøet, så er det Dansk Folkepartis opfattelse, at så er det hjem – så er det væk fra Danmark. Vi vil da ikke have kriminelle elementer i Danmark. Der efterlyser jeg at regeringen sikrer, at de medlemmer af banderne, der ikke er danske statsborgere, bliver udvist. Vil regeringen det?