Mange tak for spørgsmålet. Mit svar er meget klart: Nej, det mener jeg ikke. Og det gælder ikke kun Region Hovedstaden; det er sådan set alle fem regioner. Der fødes 60.000 børn om året i Danmark, og der er rigtig mange gode, trygge fødsler, men der er alt for mange, som oplever et for stresset miljø, og alt for mange, som bliver udskrevet for tidligt, og som får problemer med amning og med de første helt kritiske dage som en nybagt familie jo har, og derfor skal vi gøre det bedre.
Det var derfor, vi gik til valg på at løfte sundhedsområdet generelt, men specifikt at løfte fødselsområdet, svangreomsorgen, med et konkret mål om at tilbyde alle nybagte mødre et ophold på sygehus eller barselshotel i 2 dage, hvis man har interesse for det. Hvis der er nogen, der ikke har interesse for det, er det også helt fint, og så må de få hjælp på anden vis, men hvis man har interesse og behov for det, er det vores mål at tilbyde det, og helt konkret vil det indgå i de kommende forhandlinger om en sundhedsreform.
Så vil jeg sige, at for mit eget vedkommende har jeg brugt en del energi på at læse bøger og læse artikler og på at mødes direkte med nybagte mødre, og jeg tror, at vi nogle gange tænker – os, der selv er fædre til lidt ældre børn: Det er nok sådan, det er stadig væk, og det er nok helt fint. Men det er ikke sådan, det er stadig væk. Der er blevet klart mere pres og der er blevet klart mere stress ude på afdelingerne. Noget handler om struktur, noget handler om økonomi, og noget handler om, om der er nok uddannede jordemødre, og uanset hvad er det regeringens ambition, at det skal der altså rettes op på. Det er fuldstændig afgørende, at vi giver de nybagte familier, de nyfødte og de nybagte mødre og fædre, de bedste muligheder for at få en god start.