Tak for spørgsmålet. Der er ingen tvivl om, at minkavlerne i Danmark har påtaget sig en rigtig stor opgave. Det har de for folkesundhedens skyld, og derfor er det selvfølgelig også afgørende, at minkavlerne og alle de tilknyttede erhverv mærker, at vi hjælper dem.
I øjeblikket arbejder vi målrettet på at indgå en forhåbentlig bred politisk aftale, der sikrer, at minkavlerne og de meget minkafhængige følgeerhverv får den fuldstændige erstatning, som de selvfølgelig skal have. Hvad angår jobsituationen, blev der i juni 2020, altså tidligere på året, indgået to opkvalificeringsaftaler, som både løfter ledige og beskæftigede. Bl.a. har man som ledig dagpengemodtager ret til at tage en erhvervsuddannelse med 110 pct.s dagpengesats inden for fag, hvor der er mangel på arbejdskraft i år og næste år. Samtidig er der i år og næste år afsat ekstraordinært mange midler til korte erhvervsrettede kurser, der giver ledige mulighed for en hurtig og fleksibel omskoling. Jobcentrene har altså en række ordninger i værktøjskassen, som kan understøtte opsagte medarbejdere på minkfarmene og fra følgeerhvervene.
Sidst, men selvfølgelig ikke mindst, har regeringen til forhandlingerne om finansloven også foreslået, at der afsættes midler til en egentlig omstillingsindsats, som er målrettet erhvervsliv og arbejdstagere i bestemte dele af landet. Noget af det, vi foreslår, er bl.a. at nedsætte regionale vækstteams, som skal komme med anbefalinger til, hvordan der bedst kan investeres i lokale erhvervsstyrker, og det er også der, hvor minkbranchen har fyldt meget, men ikke gør det længere af naturlige årsager.
Så regeringen er altså klar til at investere lokalt for at styrke beskæftigelsen i de områder, som er hårdt ramt. Tak for ordet.