Tak for det – og også tilgivelse herfra. Det er rigtigt, at regeringen både er meget optaget af vores børn og er optaget af uddannelse. Og vi har også et højt ambitionsniveau for læreruddannelsen. Det er mit mål som minister, og det er regeringens mål, at uddannelsen skal tættere på praksis, sådan at de unge mennesker, vi uddanner, bliver bedre klædt på til det arbejde, de skal ud til i folkeskolen.
Samtidig står Danmark over for alvorlige udfordringer – det tror jeg vi alle sammen ved, med covid-19 – også på politisk hold, og dermed arbejdes der som bekendt i alle ministerier på højtryk for, at Danmark kan komme bedst muligt igennem coronakrisen. Det indebærer i nogle tilfælde, at tiden går fra de planlagte projekter til at håndtere nationens situation, og dermed kan også tidsplaner blive rykket. Det gælder desværre i den her sag – desværre, fordi det er et arbejde, jeg glæder mig rigtig meget til at tage hul på.
I lyset af den aktuelle situation er det min vurdering, at det, vi kan gøre her og nu, faktisk også er noget af det vigtigste, vi kan gøre, nemlig at sætte gang i det udviklingsarbejde, som sektoren selv skal være en drivende del af – og først derefter tage hul på de politiske drøftelser. Det er derfor min plan at igangsætte et ambitiøst fagligt udviklingsarbejde, som skal opstille konkrete løsningsforslag i forhold til udfordringerne på læreruddannelsen. Som spørgeren selv nævner, er forligskredsen indkaldt. Det møde blev ikke opfundet til lejligheden, men det glæder mig, at vi har en delt interesse for feltet. Det er i starten af næste uge. Men jeg kan allerede nu oplyse, at jeg mener, at udviklingsarbejdet skal tage hul på alle læreruddannelsens udfordringer, herunder styrket praktik- og prasissamarbejde, øget studieintensitet, større faglig progression samt fastholdelse og rekruttering og så et stærkere vidensgrundlag for læreruddannelsen. Det arbejde glæder jeg mig til.