Tak, især for de sidste 15 sekunders besvarelse, som rettelig var det, der havde med mit spørgsmål at gøre. Alt det andet kan vi nok tale om ved anden lejlighed.
Når jeg spørger til de radikale moskéer og muligheden for at lukke dem, er det jo, fordi det er en sag, vi før har drøftet her i Folketinget, og Dansk Folkeparti har tidligere stillet forslag bl.a. om at lukke den moské, hvor terroristen, der dræbte Finn Nørgaard og Dan Hussein, blevet radikaliseret. Vi har jo oplevet, bl.a. især i Aarhus, hvordan visse moskéer er decideret arnested for udklækkelse af syrienskrigere, jihadister, der så er taget til Mellemøsten for at begå deres udåd der, og derfor er det jo relevant at se på, hvordan vi kan få lukket for de her rekrutteringsanstalter til terrorister og radikale muslimer.
En ting er selvfølgelig grundloven, men meget ofte, når vi har drøftet det her, så er det jo ikke grundloven og den praksis, der udgår derfra, som har været i fokus som det, der har forhindret lukninger, men derimod den europæiske praksis, menneskerettighedskonventionens praksis, og det er derfor, jeg især selvfølgelig er interesseret at høre, hvad ministerens vurdering af Østrig i den her sag er, idet Østrig og den østrigske regering jo er bundet af de samme konventioner, sådan som vi er i Danmark.
Sagt meget kort og firkantet: Jeg øjner muligheder, som vi ikke havde før, ved at skele til den praksis eller den fortolkning af menneskerettighedskonventionen, som altså hr. Sebastian Kurz' regering er kommet frem til, og det er det, jeg egentlig gerne vil have justitsministeren ind på. Er der ikke mulighed for i de her moskéer, hvor der ægges til ikke bare had, men også krig, drab på især jøder, men sådan set også homoseksuelle og andre grupper, at vi med den samme vitalitet og modstandskraft, som den østrigske regering udviser, kunne lukke dem?