Spm. nr. S 1335

14) Til ministeren for ligestilling af:

Pernille Skipper (EL):

Hvad vil ministeren gøre for at forhindre, at et stort antal jordemødre fravælger at arbejde på de offentlige fødegange, bl.a. på grund af den lave løn, jf. de 1.071 kvinder, der har underskrevet erklæringen »Jordemødre for ligeløn«?

Spm. nr. S 1335

14) Til ministeren for ligestilling af:

Pernille Skipper (EL):

Hvad vil ministeren gøre for at forhindre, at et stort antal jordemødre fravælger at arbejde på de offentlige fødegange, bl.a. på grund af den lave løn, jf. de 1.071 kvinder, der har underskrevet erklæringen »Jordemødre for ligeløn«?

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Hvad vil ministeren gøre for at forhindre, at et stort antal jordemødre fravælger at arbejde på de offentlige fødegange, bl.a. på grund af den lave løn, jf. de 1.071 kvinder, der har underskrevet erklæringen »Jordemødre for ligeløn«?

Ministeren.

Tak for muligheden for også at tage denne drøftelse i salen, og ikke mindst tak for muligheden for at gentage mine synspunkter om det her rigtig vigtige emne. Som jeg også tidligere har tilkendegivet, mener jeg, at det for alle fag og brancher gælder, at de samlede løn- og arbejdsvilkår har betydning for rekrutteringen og fastholdelsen af medarbejdere, og det gælder helt sikkert også for jordemødre. Og det forhold er jeg sikker på at de offentlige arbejdsgivere er sig meget, meget bevidst. For vi har nemlig brug for alle de dedikerede jordemødre, der hvert år uddannes og gerne vil yde den bedste pleje af de gravide på landets fødegange. Og jeg har noteret mig, at sundhedsministeren allerede er i dialog med både faglige organisationer og andre interessenter på fødselsområdet. Det glæder mig, og det håber jeg også glæder både de jordemødre, som har underskrevet erklæringen, og Pernille Skipper.

Selv om det kan virke oplagt, at regeringen griber ind i de offentligt ansattes lønvilkår, er det desværre ikke så enkelt. På det offentlige arbejdsmarked bliver løn- og ansættelsesvilkår aftalt i kollektive overenskomster indgået mellem arbejdsmarkedets parter, og sådan har det været i ca. 50 år siden tjenestemandsreformen.

Med tjenestemandsreformen i 1969 blev den politiske indblanding i fastsættelsen af tjenestemændenes løn- og ansættelsesvilkår endeligt overdraget til de centrale aftaleparter. Overenskomsternes nuværende indhold afspejler således i høj grad parternes prioriteringer gennem mange overenskomstforhandlinger og er udtryk for et samlet kompromis.

Fru Pernille Skipper.

Tak for det. Det var bare overhovedet ikke det, jeg spurgte om. Jeg spurgte, hvad ministeren ville gøre ved, at 1.071 jordemødre og jordemoderstuderende har underskrevet en erklæring, hvor de siger, at de ikke vil arbejde inden for det offentlige, før de har fået ligeløn.

Vi har allerede haft sundhedsministeren inde, og han har også modvilligt sagt, men dog bekræftet, at det ville betyde lukning af offentlige fødegange. Det vil altså være et akut sundhedsproblem i det danske samfund, hvis det her rent faktisk bliver virkelighed. Så kan man godt sige, at det burde have været fixet i de offentlige overenskomstforhandlinger. Jordemødrene har så også stemt nej, overvældende endda, til aftalen. Men det fixer jo stadig væk ikke problemet.

Så vi har et ligelønsproblem. Vi har nogle jordemødre, der ikke vil arbejde i det offentlige. Og lige om lidt – det kan godt være, at ministeren ikke vil have, at det skal være vores problem her i Folketinget – bliver det vores problem, hvis det her bliver virkelighed og fødegangene må lukke og mennesker ikke kan få den hjælp, de skal have. Børn får en dårlig start på livet; alle de ting.

Så hvad vil ministeren gøre ved det? Det var det, der var spørgsmålet.

Ministeren.

Tak for det. Jeg er udmærket klar over, hvad fru Pernille Skipper spørger ind til. Og om det er uheldig timing, eller om det er bevidst timing, det ved jeg ikke, men fru Pernille Skipper har en tendens til at bede mig som beskæftigelsesminister svare på nogle spørgsmål, som rammer ganske præcist ind i en uheldig timing i hvert fald set med mine øjne i forhold til de forhandlinger, der på nuværende tidspunkt kører, inden for forskellige faggrupper. Sidst vi var samlet, handlede det om sygeplejerskerne. I dag handler det om jordemødrene.

Jeg må bare sige – det ved jeg også fru Pernille Skipper inderst inde har stor forståelse for – at når en faggruppe i løbet af nogle forhandlinger er endt med at stemme nej, så må vi også respektere det og lade de forhandlinger gå deres videre gang.

Tak. Spørgeren.

Jeg ved ikke, hvad ministeren insinuerer her, men jeg var ikke klar over, at jordemødrene skulle komme med deres resultat i går, hvis det er det, ministeren prøver på at henvise til. Jeg har til gengæld reageret på en meget klar erklæring fra 1.071 jordemødre, og de siger, at de ikke vil arbejde for det offentlige, før de har fået ligeløn. Og jeg vil bare bede en eller anden minister – altså, somebody; hov, det må man ikke sige hernede – om at træde i karakter og finde ud af, hvad man vil gøre ved det.

Ministeren.

Jeg har ikke noget ønske om at insinuere noget bestemt, men må i hvert fald så bare lægge til grund, at vi i de diskussioner, vi har med hinanden, har en tendens til at ramme en uheldig timing. For fru Pernille Skipper ved også godt, at hvis jeg nu i løbet af besvarelsen af det her spørgsmål ville sige, at jamen fra regeringens og Folketingets side synes vi da, det er oplagt, at vi kommer med en ekstra pose penge, eller hvis jeg sagde firkantet, at vi ikke er interesserede i at komme med nogle penge og tage det alvorligt, så ville begge svar jo influere på de forhandlinger, der skal være mellem henholdsvis jordemødre eller andre offentligt ansatte og deres respektive aftalepartnere, i det her tilfælde regionerne.

Spørgeren.

Men det er jo ikke korrekt. Altså, jordemødrene er medlem af AC – det er et samlet ja. Det nej sker der teknisk set ikke noget ved i de forhandlingslokaler. Altså, det nej, der kom fra jordemødrene til deres overenskomst i går, var overvældende med 64 pct. Det kommer der teknisk set ikke til at ske noget ved.

Så jeg tror, at ligestillingsministeren bør se det i sammenhæng med, at en fjerdedel af alle jordemødre og jordemoderstuderende siger, at nu er det nok – vi har brug for en politisk løsning – at der hver eneste tirsdag står nogle fra alle de andre kvindedominerede fag og siger, at det her altså handler om ligeløn, og at de har brug for, at politikerne handler. Det er et opråb her ind til os, hr. minister. Og vi mangler et svar.

Ministeren.

Jeg vil sige, at det har fru Pernille Skipper fuldstændig ret i. I forhold til min kommentar om regionerne skulle det henføres til sygeplejerskerne. Jeg vil også bare understrege, at vi tager det meget alvorligt, at vi i Danmark har en grundlæggende udfordring med ulige løn mellem henholdsvis mænd og kvinder bredt set på arbejdsmarkedet og især mellem kvindefag og mandefag.

Jeg vil til gengæld også bare insistere på, at vi er nødt til også at respektere, at der er aftaler på arbejdsmarkedet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Og så skal vi jo selvfølgelig sørge for at tilvejebringe de rammevilkår, som gør, at det rent faktisk også er muligt for kvinderne at indhente det lønefterslæb, der er – og der er ikke nogen enkle løsninger.

Tak til ligestillingsministeren. Og tak til fru Pernille Skipper.

Det næste spørgsmål er til kulturministeren, og det er stillet af hr. Peter Juel-Jensen fra Venstre. Vi får lige fru Pernille Skipper til at gøre klar til hr. Peter Juel-Jensen. Mange tak.