L 95 Forslag til lov om ændring af lov om kemikalier, lov om miljøbeskyttelse og lov om gødning og jordforbedringsmidler m.v.

(Supplerende bestemmelser til markedsovervågningsforordningen samt offentliggørelsesordning, registreringsordning og andre justeringer af tilsyns- og håndhævelsesbestemmelser i lov om kemikalier).

Af: Miljøminister Lea Wermelin (S)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 15-12-2020

Optrykt: 15-12-2020

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 15. december 2020

20201_l95_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 15. december 2020

Forslag

til

Lov om ændring af lov om kemikalier, lov om miljøbeskyttelse og lov om gødning og jordforbedringsmidler m.v.

(Supplerende bestemmelser til markedsovervågningsforordningen samt offentliggørelsesordning, registreringsordning og andre justeringer af tilsyns- og håndhævelsesbestemmelserne i lov om kemikalier)

§ 1

I lov om kemikalier, jf. lovbekendtgørelse nr. 115 af 26. januar 2017, som ændret ved § 1 i lov nr. 806 af 9. juni 2020, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 37 a indsættes efter overskriften før § 38:

»§ 37 b. Miljøministeren fastsætter regler om, at den, der producerer, leverer, importerer, eksporterer, forhandler, oplagrer eller distribuerer bekæmpelsesmidler i Danmark til erhvervsmæssig anvendelse, skal afgive oplysninger om navn, adresse, cvr-nummer, type af virksomhed og oplysning om, hvorvidt virksomheden har bekæmpelsesmidler på lager, og, hvis det er relevant, virksomhedens p-nummer.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om oprettelse, drift og brug af registre med oplysninger indhentet efter regler udstedt i medfør af stk. 1.

Stk. 3. Miljøministeren fastsætter regler om betaling af gebyr til dækning af udgifterne ved registre oprettet efter regler udstedt i medfør af stk. 2.«

2. § 39 affattes således:

»§ 39. Enhver erhvervsdrivende og erhvervsmæssig bruger skal efter anmodning fra miljøministeren eller tilsynsmyndighederne give alle oplysninger om stoffer, blandinger eller andre varer, herunder om tekniske, økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som skønnes nødvendige for myndighedernes administration eller kontrol af loven, af regler fastsat i medfør af loven og af EU-forordninger vedrørende de af loven omfattede stoffer, blandinger og andre varer.«

3. Efter § 47 a indsættes:

»§ 47 b. Tilsynsmyndigheden kan offentliggøre oplysninger om påbud, forbud og indskærpelser, som er meddelt i forbindelse med tilsynsvirksomheden, herunder oplysninger om producenter, importører eller forhandlere med nævnelse af navne på fysiske og juridiske personer og oplysninger om stoffer, blandinger og andre varer, der ikke er i overensstemmelse med regler i denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov.«

4. I § 48, stk. 4, indsættes efter »§ 38 f«: »og § 39«, og efter »påbyde« indsættes: »den erhvervsdrivende eller erhvervsmæssige bruger«, og », om sammensætningen af et stof, en blanding eller en vare« og »producenten eller importøren« udgår.

5. I § 48 b, stk. 1, ændres »foretage beslaglæggelse af« til: »beslaglægge«.

6. I § 49 indsættes som stk. 3 og 4:

»Stk. 3. Enhver producent, importør eller forhandler, som sælger stoffer, blandinger eller andre varer via en onlinegrænseflade, skal efter anmodning fra tilsynsmyndighederne og for egen regning fremsende prøveeksemplarer af stoffer, blandinger og andre varer til brug for tilsynsmyndighedernes varetagelse af tilsynsopgaver eller andre opgaver efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov. Tilsynsmyndighederne sender kvittering for fremsendte eksemplarer af stoffer, blandinger og andre varer til afsenderen. Producenten eller importøren af de fremsendte prøveeksemplarer er forpligtet til at godtgøre en forhandler de fremsendte prøvers fakturapris eller levere et tilsvarende eksemplar mod forevisning af en kvittering.

Stk. 4. Tilsynsmyndighederne kan som led i kontrollen med overholdelse af reglerne i loven eller i regler fastsat i medfør af loven erhverve prøveeksemplarer af stoffer, blandinger og andre varer omfattet af lovens anvendelsesområde, herunder ved brug af skjult identitet.«

7. Efter § 49 indsættes:

»§ 50. Tilsynsmyndighederne kan påbyde ejeren af en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne indhold på en onlinegrænseflade, hvis denne henviser til stoffer, blandinger og andre varer, der ikke er i overensstemmelse med regler i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i EU-forordninger omfattet af denne lovs anvendelsesområde. Tilsynsmyndighedernes afgørelser efter 1. pkt. kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 50 a. Der kan ske blokering af en onlinegrænseflade for at eliminere en alvorlig risiko i følgende tilfælde:

1) Hvis et påbud efter § 50 ikke er efterkommet.

2) Hvis der på onlinegrænsefladen gentagne gange er solgt eller formidlet salg af stoffer, blandinger og andre varer, der ikke er i overensstemmelse med regler i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i EU-forordninger omfattet af denne lovs anvendelsesområde.

Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 om blokering af en onlinegrænseflade træffes af retten ved kendelse efter tilsynsmyndighedens anmodning. Inden retten træffer afgørelse, skal den så vidt muligt give parten, som indgrebet retter sig mod, adgang til at udtale sig. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt.

Stk. 3. Det påhviler udbydere af informationssamfundstjenester at bistå tilsynsmyndigheden ved gennemførelsen af kendelser efter stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan pålægge udbydere af informationssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge handlinger, som det påhviler udbyderne at foretage.

Stk. 4. Tilsynsmyndigheden skal påse, at et indgreb efter stk. 1 ikke opretholdes ud over det tidsrum, hvor grundlaget for blokeringen er til stede. Hvis grundlaget for blokering ikke længere er til stede, skal tilsynsmyndigheden af egen drift eller på foranledning af den, som indgrebet retter sig mod, træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen.

Stk. 5. Fremsætter den, som indgrebet efter stk. 1 retter sig mod, anmodning om, at blokeringen ophæves, og støttes denne anmodning på, at der er sket væsentlige ændringer i indholdet af onlinegrænsefladen, skal tilsynsmyndigheden, hvis blokeringen ikke ophæves i medfør af stk. 4, snarest muligt indbringe spørgsmålet for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet skal opretholdes. Tages en anmodning ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.«

8. I § 55 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at betaling af gebyrer i medfør af lovens regler og regler fastsat i medfør af loven skal ske digitalt.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

9. I § 59, stk. 1, nr. 5, ændres »eller § 48« til: », § 48, § 49, stk. 3, 1. pkt., eller § 50«.

10. I § 59, stk. 1, nr. 8, udgår »eller undlader at afgive prøver efter § 50«.

11. I § 59, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »§ 37,«: »§ 37 b,«.

§ 2

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1218 af 25. november 2019, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 61 af 28. januar 2020 og lov nr. 807 af 9. juni 2020 og senest ved lov nr. 808 af 9. juni 2020, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 79 d indsættes:

»§ 79 e. Miljøministeren fastsætter, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser, regler om tilsynsmyndighedens tilsynsforpligtelser og -beføjelser.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser, regler om, at tilsynsmyndigheden kan påbyde ejeren af en onlinegrænseflade, hvis der ikke findes andre effektive midler til at eliminere en alvorlig risiko, at ændre eller fjerne indhold på en onlinegrænseflade, der henviser til et produkt, der ikke er i overensstemmelse med nærmere angivne regler i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i EU-forordninger omfattet af denne lovs anvendelsesområde.«

2. Efter § 90 indsættes i kapitel 10:

»§ 90 a. Der kan ske blokering af en onlinegrænseflade for at eliminere en alvorlig risiko i følgende tilfælde:

1) Hvor et påbud efter regler fastsat i medfør af § 79 e, stk. 2, ikke er efterkommet.

2) Hvor der meddeles påbud efter regler fastsat i medfør af § 79 e, stk. 2, og hvor der gentagne gange er meddelt lignende påbud efter regler fastsat i medfør af § 79 e, stk. 2.

Stk. 2. Afgørelse om blokering af en onlinegrænseflade efter stk. 1 træffes af retten ved kendelse efter tilsynsmyndighedens anmodning. Inden retten træffer afgørelse, skal den så vidt muligt give parten, som indgrebet retter sig mod, adgang til at udtale sig. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt.

Stk. 3. Det påhviler udbydere af informationssamfundstjenester at bistå tilsynsmyndigheden ved gennemførelsen af kendelser efter stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan pålægge udbydere af informationssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge handlinger, som det påhviler udbyderne at foretage.

Stk. 4. Tilsynsmyndigheden skal påse, at et indgreb efter stk. 1 ikke opretholdes ud over det tidsrum, hvor grundlaget for blokeringen er til stede. Hvis grundlaget for blokering ikke længere er til stede, skal tilsynsmyndigheden af egen drift eller på foranledning af den, som indgrebet retter sig mod, træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen.

Stk. 5. Fremsætter den, som indgrebet efter stk. 1 retter sig mod, anmodning om, at blokeringen ophæves, og støttes denne anmodning på, at der er sket væsentlige ændringer i indholdet af onlinegrænsefladen, skal tilsynsmyndigheden, hvis blokeringen ikke ophæves i medfør af stk. 4, snarest muligt indbringe spørgsmålet for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet skal opretholdes. Tages en anmodning ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.«

3. I § 110, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§ 79 d,«: »§ 79 e,«.

§ 3

I lov om gødning og jordforbedringsmidler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2017, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 6 indsættes:

»§ 6 a. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan påbyde ejeren af en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne indhold på en onlinegrænseflade, hvis denne henviser til et produkt, der ikke er i overensstemmelse med regler i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i EU-forordninger omfattet af denne lovs anvendelsesområde.

§ 6 b. Der kan ske blokering af en onlinegrænseflade for at eliminere en alvorlig risiko i følgende tilfælde:

1) Hvis et påbud efter § 6 a ikke er efterkommet.

2) Hvis der på onlinegrænsefladen gentagne gange er solgt eller formidlet salg af produkter, der ikke er i overensstemmelse med regler i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller regler i EU-forordninger omfattet af denne lovs anvendelsesområde.

Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 om blokering af en onlinegrænseflade træffes af retten ved kendelse efter anmodning fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Inden retten træffer afgørelse, skal den så vidt muligt give parten, som indgrebet retter sig mod, adgang til at udtale sig. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt.

Stk. 3. Det påhviler udbydere af informationssamfundstjenester at bistå ministeren ved gennemførelsen af kendelser efter stk. 2. Ministeren kan pålægge udbydere af informationssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge handlinger, som det påhviler udbyderne at foretage.

Stk. 4. Ministeren skal påse, at et indgreb efter stk. 1 ikke opretholdes ud over det tidsrum, hvor grundlaget for blokeringen er til stede. Hvis grundlaget for blokering ikke længere er til stede, skal tilsynsmyndigheden af egen drift eller på foranledning af den, som indgrebet retter sig mod, træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen.

Stk. 5. Fremsætter den, som indgrebet efter stk. 1 retter sig mod, anmodning om, at blokeringen ophæves, og støttes denne anmodning på, at der er sket væsentlige ændringer i indholdet af onlinegrænsefladen, skal ministeren, hvis blokeringen ikke ophæves i medfør af stk. 4, snarest muligt indbringe spørgsmålet for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet skal opretholdes. Tages en anmodning ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.«

2. I § 7 indsættes som 2. pkt.:

»Ministeren fastsætter regler om erhvervelse af produktprøver som led i kontrollen, herunder ved brug af skjult identitet.«

3. I § 11, stk. 3, indsættes efter »herunder om«: »tekniske,«, og efter »skriftligt« indsættes: »og elektronisk«.

4. I § 13, stk. 1, nr. 1, ændres »eller § 6« til: »§ 6 eller § 6 a«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2021, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Lovens § 1, nr. 8, træder i kraft den 1. januar 2021.

§ 5

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.