L 94 Forslag til lov om Den Danske Klimaskovfond.

Af: Miljøminister Lea Wermelin (S)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 12-11-2020

Fremsættelse: 12-11-2020

Skriftlig fremsættelse (den 12. november 2020)

20201_l94_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (12. november 2020)

Miljøministeren (Lea Wermelin):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om Den Danske Klimaskovfond

(Lovforslag nr. L 94)

Den Danske Klimaskovfond skal fremme og finansiere omkostningseffektiv skovrejsning med etablering af skovbryn og udtagning af lavbundsjorder som tillæg til tilsvarende statslige indsatser med henblik på at opnå nettoreduktion af drivhusgasudledning, sikre dokumentation for den opnåede nettoreduktion af drivhusgasudledning samt understøtte opnåelsen af Danmarks klimamål.

Fondens støtte har efter forslaget klimaet som sit helt centrale hovedhensyn, dog altid under hensyntagen til natur og biodiversitet. Fondsbestyrelsen vil i øvrigt med forslaget i varierende grad i kombination med klimahensynet kunne varetage hensyn til synergieffekter i forhold til f.eks. miljø, natur, biodiversitet, friluftsliv, kulturarv m.m.

Projekter kan etableres på privatejet areal samt på arealer, der ejes af kommuner og regioner m.fl. Tildeling af støtte fra fonden skal ske igennem en ansøgningsrunde, hvor en lodsejer, som stiller arealer til disposition for fonden, kan søge om finansiering af skovrejsning og udtagning af lavbundsjorder fra fonden.

Fondens midler skal på markedsvilkår kunne betale for entreprenører, som på fondens vegne udfører aktiviteterne, herunder indkøb af træer, plantning og forberedelse af arealerne på lodsejernes arealer.

Fonden kan kun midlertidigt (dvs. i en begrænset årrække) erhverve og forvalte arealer, eksempelvist med henblik på demonstrationsprojekter, jordfordeling, mageskifte eller lignende.

Fonden skal i afgørelser om tildeling af støtte betinge sig tinglysning på ejendommen af et vilkår om et fastlagt minimumsoptag af CO2-ækvivalenter, som er projektets klimaeffekt, vilkår om adgang til kontrol, monitering og verifikation heraf ved uafhængig tredjepart, samt vilkår om tinglysning på ejendommen af fredskovpligt ifm. skovrejsningsprojekterne og om ny varig naturtilstand ifm. lavbundsprojekterne.

Lovforslaget giver Den Danske Klimaskovfond mulighed for at sælge CO2-enheder til virksomheder og borgere. Salget af fondens CO2-enheder bliver en central kommerciel aktivitet for fonden, som skal understøtte formålet. Fonden skal beregne, opgøre og monitere klimaeffekten af de støttede projekter. Fonden skal oprette og føre et register over de opnåede nettoreduktioner af drivhusgasudledningen forbundet med fondens projekter. Registeret er grundlaget for administration af fondens solgte CO2-enheder og offentligøres på fondens hjemmeside.

For at sikre kommuner og regioner adgang til at agere på lige fod med private aktører i forhold til at kunne støtte og hhv. selv opnå finansiering til projekter under Den Danske Klimaskovfond - er der efter anvisning fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet - i lovforslaget indsat forslag til hjemmel, der muliggør dette, samt forslag til parallel ændring til regionsloven, ift. regionsrådets fremadrettede mulighed for varetagelse af visse klimaformål, når sektorlovgivningen i øvrigt bestemmer disse nærmere.

Den Danske Klimaskovfond ledes efter forslaget af en bestyrelse bestående af en formand og syv andre medlemmer. Bestyrelsens medlemmer udpeges for en periode på fire år og kan genudpeges én gang. Formanden og seks bestyrelsesmedlemmer udpeges af miljøministeren. Et bestyrelsesmedlem udpeges af klima, energi- og forsyningsministeren.

Bestyrelsesmedlemmer udpeges på baggrund af deres faglige kvalifikationer og ekspertise og skal tilsammen have de nødvendige kompetencer til at varetage fondens formål.

Bestyrelsen antager den fornødne sekretariatsbistand. Sekretariatet skal understøtte fondens aktiviteter og bl.a. yde bistand og rådgivning til fondens bestyrelse i forhold til forvaltning, rammevilkår og lovgivning.

Dertil udpeger miljøministeren et rådgivende udvalg bestående af op til 15 medlemmer med henblik på at rådgive fonden om dens aktiviteter. Ministeren udpeger medlemmerne til det rådgivende udvalg.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.