Betænkning afgivet af Retsudvalget
den 8. februar 2021
1. Ændringsforslag
Der er stillet 4 ændringsforslag til
lovforslaget. Socialistisk Folkepartis, Enhedslistens og Radikale
Venstres medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag
nr. 1 og 3, og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 2 og 4 til lovforslaget.
2. Dispensation fra Folketingets
forretningsorden
Udvalget indstiller, at der dispenseres fra
bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 8 a, stk. 2,
om, at der skal gå 2 dage fra offentliggørelsen af
betænkningen, til lovforslaget kommer til 2. behandling.
3. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (V, S, KF, SIU og JF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i
udvalget (SF, RV, EL, IA, Sikandar Siddique (UFG) og Simon Emil
Ammitzbøll-Bille (UFG)) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for ændringsforslag nr. 1 og 3 og imod
ændringsforslag nr. 2 og 4.
Et andet
mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede
ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod
ændringsforslag nr. 1 og 3.
Et tredje
mindretal i udvalget (NB) vil ved 3. behandling stemme
hverken for eller imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme for
ændringsforslag nr. 2 og 4 og imod ændringsforslag nr.
1 og 3.
Et fjerde
mindretal i udvalget (Jens Rohde (UFG)) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med de
under nr. 1 og 3 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil
stemme imod ændringsforslag nr. 2 og 4.
Liberal Alliance, Alternativet og
Sambandsflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Politiske bemærkninger
Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
bemærker, at det fremgår af lovforslagets
bemærkninger, at ud af 231 zoneforbud er langt
størstedelen givet til udenlandske statsborgere. Kun seks af
zoneforbuddene er givet til danskere. Efter DF's opfattelse er seks
forbud ikke mange, men dog seks for mange. For det er ikke DF's
indtryk, at to danske hjemløse, der har fundet sammen for at
finde tryghed gennem natten, udgør nogen utryghed over for
andre. Derfor ønsker DF at undtage danske statsborgere fra
zoneforbuddet, så det rammer de personer, der har været
den store udfordring, nemlig romaer, som har skabt utryghed i visse
dele af de store byer i Danmark. Derfor har DF stillet
ændringsforslag om det.
Socialistisk Folkeparti
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget bemærker, at SF anerkender behovet for at
undgå lejre af mere permanent karakter i parker og på
Amager Fælled, hvor der har været udfordringer.
SF anerkender ligeledes, at permanente
lejre ikke er kønne, og at de kan skabe utryghed i det
lokalsamfund, hvor de er etableret.
Samtidig er det heller ikke en holdbar
løsning, at mennesker fra andre lande - og det er jo dem,
der hyppigst rammes af loven - kommer til Danmark og hutler sig
igennem på gaden. Men løsningen bør være
at skabe tilbud, der hjælper dem hjem, i stedet for at
straffe dem.
SF var imod, da Folketinget for år
tilbage vedtog loven, som gav justitsministeren bemyndigelse til at
fastsætte regler om zoneforbud i en kommune i tilfælde
af utryghedsskabende lejre. SF's modstand skyldtes, at vi var
bekymrede for, at det ville gøre forholdene for vores
hjemløse endnu mere utålelige, ligesom vi fandt
retssikkerheden betænkelig.
I praksis gav lovforslaget da også en
række problemer. Vi så, hvordan hjemløse, der
lå samme sted og sov, blev ramt af loven. Det førte
til, at vi i sommeren 2019 aftalte visse justeringer sammen med
regeringen, sådan at forbuddet mod utryghedsskabende lejre nu
kun omfatter lejre af permanent karakter, som skaber utryghed, og
dermed ikke rammer den enkelte hjemløse, som er tvunget til
at overnatte på gaden. Samtidig gav vi politiet mulighed for
give en advarsel i stedet for et egentligt zoneforbud. Det var
skridt i den rigtige retning, og vi aftalte også at se
på sagen igen i foråret 2021.
SF så dog gerne, at politiets
mulighed for at give en advarsel i førstegangstilfælde
blev til et krav. Hvis politiet altid skal give en advarsel i
førstegangstilfælde, vil det sikre, at sårbare
mennesker kan undgå at kriminalisere sig selv og i stedet
få en mulighed for at rette op. Derfor har vi stillet det som
et ændringsforslag til lovforslaget.
Idet ændringsforslaget ikke ser ud
til at samle opbakning, vil SF heller ikke permanentgøre
loven. SF finder endvidere, at det var at foretrække, at
loven var blevet evalueret, før lovændringen bliver
vedtaget, ikke efter.
Nye Borgerlige
Nye Borgerliges medlem af udvalget
bemærker, at partiet ikke kan støtte lovforslaget, da
ændringsforslaget om, at danske statsborgere skal undtages,
ikke ser ud til at blive vedtaget.
NB bemærker, at bestemmelsen om at
udvide bemyndigelsen til at fastsætte regler om zoneforbud
alene eksisterer, fordi der har været et problem med
udenlandske personer, der etablerer lejre og udviser
utryghedsskabende adfærd. Dette bør det efter NB's
opfattelse løses ved at knytte retten til at leve i det fri
til det danske statsborgerskab.
NB mener ikke, at danske hjemløse,
der ønsker at leve fredeligt og ordentligt på gaden,
skal bære risikoen for at blive forvist fra det offentlige
rum, fordi politikerne ikke tør gribe fat om nældens
rod og løse udlændingepolitikken fra bunden.
Det er i denne sammenhæng ikke
tilstrækkeligt, at justitsministeren vurderer, at kun
få danske hjemløse vil blive ramt af zoneforbuddet, da
NB ikke mener, at danske hjemløse skal bære den risiko
overhovedet.
Det bemærkes, at også
EU-borgere, der ikke besidder fornødne midler til at
sørge for egen forsørgelse under deres ophold, ikke
har opholdsret efter opholdsdirektivet, hvorfor myndighedernes
manglende håndhævelse af dette ikke bør
lægges over på danske hjemløse.
Det forekommer endvidere uden fornuft, at
det vurderes, at Danmarks internationale forpligtelser her stiller
sig i vejen for at begrænse et lovforslag til kun at omfatte
udlændinge.
På denne baggrund stemmer NB hverken
for eller imod lovforslaget.
5. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af et mindretal (SF,
RV og EL), tiltrådt af et mindretal (IA, Sikandar Siddique (UFG), Simon
Emil Ammitzbøll-Bille (UFG) og Jens Rohde (UFG)):
1)
Titlen affattes således:
»Forslag
til
Lov om ændring af lov om politiets
virksomhed
(Ophævelse af udløbsklausul og
krav om advarsel for udvidet bemyndigelse til at fastsætte
regler om zoneforbud).«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 3]
Til titlen
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(NB):
2)
Titlen affattes således:
»Forslag
til
Lov om ændring af lov om politiets
virksomhed
(Ophævelse af udløbsklausul og
undtagelse af danske statsborgere for udvidet bemyndigelse til at
fastsætte regler om zoneforbud).«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 4]
Ny paragraf
Af et mindretal (SF,
RV og EL), tiltrådt af et mindretal (IA, Sikandar Siddique (UFG), Simon
Emil Ammitzbøll-Bille (UFG) og Jens Rohde (UFG)):
3)
Før § 1 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 01
I lov om politiets virksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. november 2019, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 23 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3.
De i stk. 2 nævnte zoneforbud, der omfatter en kommune, kan
alene meddeles, såfremt den pågældende tidligere
har været meddelt en advarsel om et sådant
zoneforbud.«
Stk. 3 bliver herefter stk.
4.«
[Krav om advarsel forud for
meddelelse af zoneforbud, der omfatter en kommune]
Ny paragraf
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(NB):
4)
Før § 1 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 02
I lov om politiets virksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. november 2019, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 23 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3.
De i stk. 2 nævnte zoneforbud, der omfatter en kommune, kan
alene meddeles til udenlandske statsborgere.«
Stk. 3 bliver herefter stk.
4.«
[Undtagelse af danske statsborgere
fra meddelelse af zoneforbud, der omfatter en kommune]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget indebærer en
ændring af lov om politiets virksomhed (politiloven). Det
foreslås på den baggrund, at lovforslagets titel
ændres, således at titlen afspejler, at lovforslaget ud
over ændringer i lov om ændring af lov om ændring
af lov om politiets virksomhed også ændrer lov om
politiets virksomhed (politiloven) som konsekvens af
ændringsforslag nr. 3.
Til nr. 2
Ændringsforslaget indebærer en
ændring af lov om politiets virksomhed (politiloven). Det
foreslås på den baggrund, at lovforslagets titel
ændres, således at titlen afspejler, at lovforslaget ud
over ændringer i lov om ændring af lov om ændring
af lov om politiets virksomhed også ændrer lov om
politiets virksomhed (politiloven) som konsekvens af
ændringsforslag nr. 4.
Til nr. 3
Ændringsforslaget indebærer, at
der efter § 23, stk. 2, i lov om politiets virksomhed
indsættes som et nyt stk. 3, at det er en betingelse for
meddelelse af zoneforbud, der omfatter en kommune, at den
pågældende person tidligere har været meddelt en
advarsel om et sådant zoneforbud mod etablering af og ophold
i en utryghedsskabende lejr. Det er ikke et krav, at advarslen om
zoneforbud for en kommune og et zoneforbud for en kommune er
meddelt for etablering af og ophold i samme utryghedsskabende lejr.
Det nugældende stk. 3 bliver herefter stk. 4.
Til nr. 4
Ændringsforslaget indebærer, at
der efter § 23, stk. 2, i lov om politiets virksomhed
indsættes som et nyt stk. 3, at justitsministerens
bemyndigelse til at fastsætte regler om zoneforbud, der
omfatter en kommune, alene skal omfatte udenlandske statsborgere.
Der vil herefter ikke være adgang til at fastsætte
regler om, at danske statsborgere kan meddeles et zoneforbud, der
omfatter en kommune. Det vil i praksis indebære, at politiets
nuværende adgang til at meddele zoneforbud, der omfatter en
kommune, som fastsat i ordensbekendtgørelsens § 6, stk.
3, skal revideres, således at bestemmelsen alene omfatter
udenlandske statsborgere og ikke også danske statsborgere.
Det nugældende stk. 3 bliver herefter stk. 4.
6. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 11. november
2020 og var til 1. behandling den 11. december 2020. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
justitsministeren sendte den 25. september 2020 dette udkast til
udvalget, jf. REU alm. del - bilag 582 (2019-20). Den 11. november
2020 sendte justitsministeren høringssvarene og et
høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
2 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Leif Lahn Jensen (S) Jeppe Bruus
(S) Julie Skovsby (S) Kasper Roug (S) Rasmus Stoklund (S) Annette
Lind (S) Kristian Hegaard (RV) nfmd. Jens Rohde (UFG) Karina Lorentzen
Dehnhardt (SF) Theresa Berg Andersen (SF) Rosa Lund (EL)
Søren Søndergaard (EL) Sikandar Siddique (UFG) Aaja
Chemnitz Larsen (IA) Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU)
Sjúrður Skaale (JF) Preben Bang Henriksen (V) fmd. Jan E. Jørgensen (V) Britt
Bager (V) Inger Støjberg (V) Morten Dahlin (V) Michael
Aastrup Jensen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Peter Skaarup (DF)
Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG) Karina Adsbøl (DF)
Naser Khader (KF) Marcus Knuth (KF) Pernille Vermund (NB)
Liberal Alliance, Alternativet og
Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 49 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 41 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Radikale Venstre (RV) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 12 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 7 | |