Ændringsforslag stillet den 7.
december 2020 uden for betænkningen
Til § 3
Af ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri:
18)
Paragraffen affattes således:
Ȥ 3. Ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om
udbetaling af tempobonus til minkavlere, der har medvirket til
gennemførelsen af aflivningen af mink. Ministeren kan
herunder fastsætte regler om yderligere bonus for minkavlere
beliggende i Hjørring, Brønderslev, Frederikshavn,
Thisted, Jammerbugt, Vesthimmerlands og Læsø
Kommuner.«
[Bemyndigelse til at
fastsætte regler om tempobonus]
Bemærkninger
Til nr. 18
Den foreslåede ændring
indebærer, at ministeren for fødevarer, landbrug og
fiskeri bemyndiges til at fastsætte regler om udbetaling af
tempobonus til minkavlere, der har medvirket til
gennemførelsen af aflivningen af mink. Det foreslås
endvidere, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler
om yderligere bonus for minkavlere beliggende i Hjørring,
Brønderslev, Frederikshavn, Thisted, Jammerbugt,
Vesthimmerlands og Læsø Kommuner.
Størrelsen af tempobonussen
forventes fastsat til 30 kr. pr. mink. Den yderligere bonus for de
i bestemmelsen nævnte nordjyske kommuner forventes fastsat
til 10 kr.
Aflivningsperioden for opnåelse af
tempobonus forventes fastsat til at omfatte perioden fra og med den
1. oktober til og med den 19. november 2020.
Aflivningsperioden for opnåelse af
yderligere bonus for minkavlere beliggende i Hjørring,
Brønderslev, Frederikshavn, Thisted, Jammerbugt,
Vesthimmerlands og Læsø Kommuner forventes fastsat til
at omfatte perioden fra og med den 1. oktober til og med den 12.
november 2020.
Bemyndigelsen forventes endvidere at blive
anvendt til at fastsætte regler om, at ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri kan beslutte, at der i
særlige tilfælde kan udbetales tempobonus og yderligere
bonus til minkavlere, der først har tilendebragt aflivningen
af deres mink efter henholdsvis den 19. og 12. november, hvis
årsagen til overskridelsen ikke skyldes minkavlerens forhold.
Der kan for eksempel være tale om, at det af ressource- eller
logistikmæssige årsager ikke har været muligt for
minkavleren at iværksætte og gennemføre
aflivning inden de nævnte datoer.
Den foreslåede bestemmelse giver
også mulighed for, at ministeren i ekstraordinære
situationer og efter en konkret vurdering kan yde tempobonus og
yderligere bonus. Det kan eksempelvis være tilfældet,
hvor adgangen til at eksportere levende dyr fra besætningen
inden lovens ikrafttræden er udnyttet, og hvor den resterende
del af besætningen er aflivet.
I det omfang de pågældende
bonusordninger udgør anmeldelsespligtig statsstøtte,
skal de anmeldes til og godkendes af Europa-Kommissionen,
førend de kan sættes i kraft. Bemyndigelsen vil alene
kunne udnyttes inden for de rammer, som Europa-Kommissionen kan
godkende.
Samtidig med at dette ændringsforslag
stilles, tilbagetages de ændringsforslag til § 3
(ændringsforslag nr. 1-4), som blev stillet af ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri i Miljø- og
Fødevareudvalgets betænkning afgivet den 2. december
2020.