Skriftlig fremsættelse (7. oktober
2020)
Boligministeren
(Kaare Dybvad Bek):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om leje af
almene boliger (Støtte til etablering og drift af
midlertidigt husly til uddannelsessøgende, den almene
boligsektors overgang til Digital Post og forsøg med
opsigelse af lejere i almene ældre- og
plejeboliger)
(Lovforslag nr. L 7)
Lovforslaget samler tre ændringer
inden for boligområdet og vil som det første sikre, at
kommunerne har hjemmel til at etablere og finansiere en ordning,
som tilbyder en midlertidig bolig til uddannelsessøgende,
der ikke er lykkedes med at finde en studiebolig.
Herudover vil lovforslaget - som en
udløber af den politiske aftale af 2. juni 2017 mellem den
daværende regering bestående af Venstre, Liberal
Alliance og Det Konservative Folkeparti samt Socialdemokratiet,
Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti om øget digital kommunikation
på lejeområdet - gøre det muligt for udlejere
inden for den almene boligsektor at afsende meddelelser til lejerne
via Digital Post-løsningen, herunder også
betalingspåkrav, varslinger, opsigelser mv.
Endelig vil lovforslaget med udspring i
kommunernes udvidede udfordringsret, der bl.a. har til formål
at bidrage til udviklingen af nye løsninger i det
offentlige, indføre hjemmel til, at kommunerne kan
søge om at etablere en forsøgsordning, efter hvilken
lejere i almene ældre- og plejeboliger i ganske særlige
tilfælde kan opsiges og blive anvist en ny, egnet bolig, fx
hvis deres plejebehov ændrer sig.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.