Skriftlig fremsættelse (30. oktober
2020)
Skatteministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om afgift af
polyvinylklorid og ftalater (pvc-afgiftsloven)
(Lovforslag nr. L 68)
Dette lovforslag udmønter en del af
Aftale om finansloven for 2020 og har
til formål at genindføre en afgift på visse
varer indeholdende pvc og ftalater (blødgører). Den
foreslåede afgift har til hensigt at øge incitamentet
til anvendelse af andre materialer og herved reducere mængden
af blød pvc, som forbrændes eller deponeres.
Bortskaffelse af pvc giver problemer i
affaldshåndteringen, da pvc indeholder klor, som ved
forbrænding medvirker til en væsentlig forøgelse
af restprodukter som er skadelig i naturen. Ftalater er en gruppe
af kemiske stoffer, der især anvendes som
blødgørere i plastik - primært pvc. Nogle
ftalater er hormonforstyrrende og kan påvirke
forplantningsevnen.
Det foreslås, at afgiftsgrundlaget
begrænses til varer, hvor det vurderes, at mængden af
blød pvc og ftalater kan opgøres som standardsats
efter varens gennemsnitlige indhold af blød pvc og ftalater,
og hvor afgiften vil få den ønskede
miljømæssige effekt. De administrative omkostninger
ved en opgørelse for alle produkter, som indeholder
blød pvc med og uden ftalater, kan være betragtelige
sammenlignet med varens værdi og størrelsen af en
afgift.
Forbruget af blød pvc og ftalater er
til en vis grad aftaget henover den seneste årrække i
takt med indførelse af forbud og anden EU-regulering
vedrørende visse ftalater samt øgede muligheder for
substitution til alternative materialer. Samlet set skønnes
det, at mængden af blød pvc fortsat vil falde frem mod
2030. Den foreslåede genindførelse af pvc-afgiften vil
forstærke denne tendens.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. januar 2021.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.