Fremsat den 21. oktober 2020 af justitsministeren (Nick Hækkerup)

Forslag

til

Lov om retsafgifter

Afsnit I

Afgifter for borgerlige retssager i første instans m.v.

Kapitel 1

Borgerlige retssager

§ 1. Ved anlæg af en borgerlig retssag betales 1.500 kr.

Stk. 2. For sager, der ikke har økonomisk værdi, eller som har en økonomisk værdi på højst 100.000 kr., betales dog ved sagens anlæg 750 kr. Det samme gælder for sager, der alene angår:

1) Servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag.

2) Mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder.

3) Erhvervelse af ejendomsdom.

4) Dødsformodning.

§ 2. I borgerlige retssager, der har en økonomisk værdi på mere end 100.000 kr., betales afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Afgiftspligten påhviler den, der har anlagt sagen, jf. dog § 5.

Stk. 2. Afgift efter stk. 1 betales dog ikke i sager, der er omfattet af § 1, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 3. Afgiften efter stk. 1 udgør 3.000 kr. i sager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4.

Stk. 4. I andre sager fastsættes afgiften efter stk. 1 i forhold til sagens værdi efter følgende tabel:

Stk. 5. Afgiften efter stk. 1 forfalder til betaling, når retten fastsætter tidspunktet for hovedforhandlingen, dog tidligst 3 måneder før hovedforhandlingen. Afgiftspligten bortfalder, hvis retten senest 2 uger før hovedforhandlingens begyndelse modtager meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

Stk. 6. I sager, der afgøres uden mundtlig hovedforhandling, forfalder afgiften efter stk. 1 til betaling, når retten træffer beslutning om skriftlig behandling. Afgiftspligten bortfalder, hvis retten inden indleveringen af det sidste procedureindlæg modtager meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

§ 3. Sagens værdi bestemmes efter påstanden i stævningen. Ved fastsættelsen af afgiften efter § 2 bestemmes sagens værdi dog efter påstanden på det tidspunkt, hvor afgiften forfalder til betaling, jf. § 2, stk. 5 og 6. Omfatter påstanden flere krav, er sagens værdi den samlede værdi af disse krav, også hvor sagen anlægges af flere sagsøgere eller mod flere sagsøgte. Renter og omkostninger medregnes ikke.

Stk. 2. Angår påstanden en ydelse, der skal betales et ubestemt antal gange, beregnes værdien ved at gange ydelserne pr. år med 10, jf. dog stk. 3. Angår påstanden en ydelse, der skal betales et bestemt antal gange, beregnes værdien ved at gange ydelsen pr. gang med antallet af gange, ydelsen skal betales. Værdien kan dog ikke overstige ydelserne pr. år ganget med 10, jf. dog stk. 3. Er ydelserne ikke af samme størrelse, lægges ydelserne for det sidste år inden sagens anlæg til grund for beregningen.

Stk. 3. Værdien af sager i henhold til lejelovgivningen beregnes, når sagen omfattes af stk. 2, 1. pkt., ved at gange den årlige ydelse, påstanden angår, med 5. Omfattes sagen af stk. 2, 2. pkt., kan værdien ikke overstige ydelserne pr. år ganget med 5. For sager om opsigelse eller ophævelse af lejemål fastsættes sagens værdi dog til 1 års leje.

Stk. 4. Kan sagens værdi ikke bestemmes på grundlag af påstanden i stævningen, skal sagsøgeren anslå værdien så nøjagtigt som muligt. Om fornødent ansætter retten værdien ved et skøn.

Stk. 5. Udvides påstanden, omberegnes afgiften på grundlag af den udvidede påstand.

§ 4. Adcitationssøgsmål og interventionssøgsmål efter retsplejelovens § 251 anses som selvstændige søgsmål. For indtræden i sager efter retsplejelovens § 252 betales ingen afgift.

§ 5. Nedlægger sagsøgte påstand om selvstændig dom, betragtes denne påstand som et selvstændigt søgsmål.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvor sagsøgte i en sag om krænkelse af en immaterialrettighed kun kan anfægte immaterialrettens gyldighed ved at nedlægge en påstand om ugyldighed.

§ 6. Afgiften tilbagebetales, hvis retten hæver sagen i medfør af retsplejelovens § 361.

§ 7. Der betales ikke ny afgift i en sag, der genoptages.

Stk. 2. Hjemvises en sag til ny behandling i tidligere instans, betales ikke ny afgift for den fornyede behandling.

§ 8. Afgiftsfri er sager om:

1) Nægtelse af valgret til Folketinget, regionsrådet, kommunalbestyrelsen eller Europa-Parlamentet.

2) Adoption.

3) Familieretlige spørgsmål, der behandles efter retsplejelovens kapitel 42.

4) Fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.

5) Værgemål.

6) Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

7) Prøvelse af administrative afgørelser efter § 112 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

8) Beslutninger om administrativ udvisning m.v. behandlet efter udlændingelovens kapitel 7 b.

9) Stadfæstelse af arrest, for så vidt der her i landet er anlagt sag om den fordring, for hvilken arrest er gjort.

Stk. 2. Afgiftsfri er endvidere sager, der anlægges i henhold til lejelovens § 49, og sager, der vedrører kapitel II-V i lov om midlertidig regulering af boligforholdene.

§ 9. Afgift betales ikke af:

1) En statstjenestemand, der anlægger sag efter ordre.

2) En part, der er fritaget for betaling af afgifter i medfør af retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1.

3) En part, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, og som opfylder de økonomiske betingelser efter retsplejelovens § 325.

Stk. 2. Retten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger, som om der ikke var afgiftsfrihed efter stk. 1, nr. 1 eller 3, herunder et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de afgifter, der efter sagens værdi skulle have været betalt. Pålægges modparten at betale sagsomkostninger svarende til de afgifter, der skulle have været betalt, tilfalder beløbet statskassen.

Kapitel 2

Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud

§ 10. For anmodning om meddelelse af forbud eller påbud betales 750 kr.

Stk. 2. §§ 7-9 finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 3

Bevisoptagelse m.v.

§ 11. For anmodning om bevisoptagelse, der ikke sker under eller til brug for en her i landet anlagt retssag eller sag om midlertidig afgørelse om forbud eller påbud, betales 750 kr. Der betales ny afgift efter 1. pkt. for en anmodning om besvarelse af supplerende spørgsmål til et syn og skøn, som fremsættes mere end 3 måneder efter skønserklæringens afgivelse.

Stk. 2. For anmodning efter voldgiftslovens § 5 betales 750 kr.

Stk. 3. Søforklaringer er afgiftsfri.

Stk. 4. §§ 7-9 finder tilsvarende anvendelse.

Afsnit II

Afgifter for foged- og auktionsforretninger

Kapitel 4

Betalingspåkrav

§ 12. For betalingspåkrav betales 750 kr.

Stk. 2. Afgiftspligten bortfalder, hvis forkyndelse af betalingspåkravet undlades, fordi udlæg er udelukket efter retsplejelovens § 490 eller konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207 og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så fald undlades, jf. retsplejelovens § 477 d, stk. 1.

Stk. 3. §§ 7-9 finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 5

Fogedforretninger

§ 13. For anmodning om følgende fogedforretninger betales 750 kr.:

1) Udlæg.

2) Fuldbyrdelse af domme, retsforlig og voldgiftskendelser, der ikke lyder på penge.

3) Indsættelses- og udsættelsesforretninger uden sædvanligt eksekutionsgrundlag.

4) Arrest.

5) Bistand til opretholdelse af forbud og påbud.

6) Bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.

Stk. 2. Når tvangsfuldbyrdelse iværksættes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., betales ikke afgift efter stk. 1, nr. 1, jf. dog stk. 6.

Stk. 3. Anmodes der straks i tilslutning til en tilbagetagelsesforretning om udlæg efter kreditaftalelovens § 42, betales ikke afgift efter stk. 1, nr. 1, jf. dog stk. 6.

Stk. 4. Angår fogedforretningen samme krav hos flere skyldnere, betales afgift efter stk. 1 for hver skyldner. Dette gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende ægtefæller, eller hvor fogedforretningen angår fast ejendom, som tilhører skyldnerne i forening.

Stk. 5. Afgiftspligten efter stk. 1, nr. 1 og 4, bortfalder, hvis fogedretten efter retsplejelovens § 490, stk. 1, afviser at foretage udlægsforretning, eller hvis forretningen afvises efter konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207.

Stk. 6. Der skal betales ny afgift efter stk. 1, når rekvirenten mere end 1 år efter, at afgiftspligt er indtrådt, fremsætter ny anmodning vedrørende kravet over for samme fogedret eller fogedretten i en anden retskreds.

§ 14. Afgiftsfri er fogedforretninger vedrørende:

1) Bøder, konfiskerede værdier og sagsomkostninger i straffesager, der inddrives af det offentlige.

2) Afgifter og sagsomkostninger, som det påhviler domstolene at indkræve.

3) Krav, der tilkommer en part, der er fritaget for betaling af afgifter i medfør af retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1.

4) Krav, der tilkommer en part, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved fogedsagen, og som opfylder de økonomiske betingelser efter retsplejelovens § 325.

5) Krav tillagt en statstjenestemand under en af tjenestemanden efter ordre anlagt sag.

6) Borgerlige krav fastsat under en offentlig straffesag.

7) Beslaglæggelse i tilknytning til meddelelse af forbud eller påbud, når retten har henvist spørgsmålet om beslaglæggelse til særskilt behandling ved fogedretten.

8) Afgørelser efter kapitel 2 a i lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område om, at en udenlandsk retsafgørelse skal anerkendes eller er eksigibel her i landet, eller at et udenlandsk officielt bekræftet dokument eller retsforlig er eksigibelt her i landet.

Kapitel 6

Auktion

§ 15. Der betales afgift efter reglerne i dette kapitel for:

1) Tvangsauktioner og frivillige auktioner, der afholdes af fogedretten over fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj med tilhørende løsøre.

2) Tvangsauktioner, der afholdes af fogedretten over aktier, gældsbreve og andre fordringer.

§ 16. For anmodning om auktion betales 1.500 kr. Dog betales ikke afgift for anmodning om ny auktion i medfør af retsplejelovens § 576, stk. 1.

Stk. 2. Er der meddelt fri proces til auktionen, finder § 9, stk. 1, nr. 2, tilsvarende anvendelse.

§ 17. Afsluttes auktionen med hammerslag, betales yderligere 1.500 kr. Afholdes der ny auktion i medfør af retsplejelovens § 576, betales kun afgift én gang.

Stk. 2. Afgiftspligten efter stk. 1 indtræder ved auktionens slutning.

Afsnit III

Afgifter for skifte

Kapitel 7

Anmodninger til skifteretten m.v.

§ 18. For en fordringshavers begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling betales 1.500 kr.

Stk. 2. Indgiver flere fordringshavere begæring på forskelligt grundlag, betales afgift af hver fordringshaver for sig, hvad enten begæringerne er indeholdt i et eller flere dokumenter. Indgiver en forening af erhvervsdrivende eller lønmodtagere samtidig begæring på flere fordringshaveres vegne, betales dog kun afgift som for én begæring.

§ 19. Der betales 750 kr. for anmodning om:

1) Bistand til skifte af et bo efter § 1 i lov om ægtefælleskifte m.v.

2) Genoptagelse af et bo, jf. § 78 i lov om ægtefælleskifte m.v.

3) Dødsfaldskendelse.

4) Udnævnelse af granskningsmænd i henhold til selskabsloven.

5) Genoptagelse af boet efter et kapitalselskab i henhold til selskabslovens § 235.

Stk. 2. Samme afgift betales for anmodning fra en eller flere arvinger om, at en ægtefælle, der hensidder i uskiftet bo, skal skifte.

§ 20. Afgiftsfri er anmodning om:

1) Udmeldelse af vurderingsmænd.

2) Førelse af testaments- eller arvelegitimationsvidner.

§ 21. Er der meddelt fri proces til begæringen eller anmodningen, finder § 9, stk. 1, nr. 2, tilsvarende anvendelse på begæring om konkurs og på anmodninger, der er nævnt i § 19, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2.

§ 22. Der betales afgift efter kapitel 1 for behandling af:

1) Tvister i konkursboer angående anmeldte fordringer og krav eller deres fortrinsret, jf. konkurslovens § 246.

2) Tvister, der indbringes for skifteretten i medfør af selskabslovens § 221, stk. 3.

3) Tvister, der indbringes for skifteretten i medfør af § 2 i lov om ægtefælleskifte m.v.

4) Tvister, der opstår i forbindelse med skifte af et dødsbo eller et uskiftet bo, og som forudsættes afgjort ved dom.

Stk. 2. Der betales afgift efter kapitel 3 for anmodning til skifteretten om bistand til sagens oplysning under et privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, jf. § 65 i lov om ægtefælleskifte m.v.

Stk. 3. Der betales afgift efter kapitel 5 for ind- og udsættelsesforretninger i medfør af konkurslovens § 112 eller § 73 i lov om ægtefælleskifte m.v.

Stk. 4. Begæring om pålæg af konkurskarantæne er afgiftsfri.

Kapitel 8

Konkursbehandling

§ 23. For konkursbehandling betales 9.000 kr.

Stk. 2. Der betales ikke afgift ved genoptagelse af en bobehandling.

Stk. 3. Afgiftspligten indtræder, når skifteretten afsiger konkursdekret.

Stk. 4. Afgiften forfalder til betaling, når udlodning kan ske, og betales af boets midler, jf. konkurslovens § 94, nr. 4.

Kapitel 9

Ægtefælleskifte m.v.

§ 24. Af boer, der i medfør af lov om ægtefælleskifte m.v. behandles ved bobehandler, betales 1.500 kr.

Stk. 2. Overstiger bobeholdningen 1,5 mio. kr., betales yderligere 9.000 kr. Angår skiftet en del af boet, medregnes alene den del, der er omfattet af skiftet.

Stk. 3. Afgiftspligten indtræder, når skifteretten henviser boet til bobehandler.

Stk. 4. Afgiften forfalder til betaling, når boopgørelsen er endelig. Afbrydes skiftet, jf. § 30 i lov om ægtefælleskifte m.v., forfalder afgiften til betaling, når de afgiftspligtige modtager meddelelse om afgiftsberegningen.

§ 25. Kan størrelsen af afgiften efter § 24 i tilfælde, hvor skiftet afbrydes, jf. § 30 i lov om ægtefælleskifte m.v., ikke afgøres på grundlag af de foreliggende oplysninger, kan skifteretten pålægge de afgiftspligtige inden en nærmere fastsat frist at fremkomme med de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse om afgiftspligten.

Stk. 2. Fremkommer oplysningerne ikke inden den fastsatte frist, kan skifteretten pålægge de afgiftspligtige daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil oplysningerne fremkommer.

§ 26. En lodtager i boet hæfter solidarisk for afgiften efter § 24 med værdien af det, denne har modtaget, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ved skifte af ægtefællers fællesbo gælder § 44 i lov om ægtefælleskifte m.v.

Kapitel 10

Dødsbobehandling

§ 27. Af boer, der udleveres til privat skifte, herunder forenklet privat skifte, eller som behandles ved bobestyrer, betales 1.500 kr.

§ 28. Af boer, der behandles efter de almindelige regler om privat skifte eller ved bobestyrer, betales yderligere 9.000 kr., hvis arvebeholdningen i henhold til boopgørelsen overstiger 1,5 mio. kr.

Stk. 2. I boer, der har været udleveret til almindeligt privat skifte eller til behandling ved bobestyrer og derefter udleveres til uskiftet bo, afgøres afgiftspligten efter stk. 1 på grundlag af den formueoversigt, der skal indleveres efter arvelovens § 22.

§ 29. Afgiftspligten efter §§ 27 og 28 indtræder ved boets udlevering.

Stk. 2. Der betales ikke afgift på ny, hvis et bo genoptages eller udleveres til en anden behandlingsmåde.

§ 30. I boer, der udleveres til privat skifte, herunder forenklet privat skifte, forfalder afgiften efter § 27 til betaling ved boets udlevering. Afgiften efter § 28 forfalder til betaling, når boopgørelsen er endelig.

Stk. 2. I boer, der behandles ved bobestyrer, forfalder afgiften efter §§ 27 og 28 til betaling, når udlodning kan ske. Overgår boet inden udlodningen til anden behandlingsmåde, skal der i forbindelse hermed betales afgift efter § 27.

Stk. 3. I boer omfattet af § 28, stk. 2, forfalder afgiften efter § 28 til betaling ved indlevering af formueoversigten.

§ 31. I privatskiftede boer hæfter arvingerne solidarisk for afgiften efter §§ 27 og 28.

Stk. 2. Arvinger, der ved boets udlevering er repræsenteret ved værge eller skifteværge, eller som var under konkurs, hæfter dog alene med værdien af det, de eller konkursboet har modtaget, og i det forhold, i hvilket arvingerne var berettigede til at modtage bos- og arvelod. Begrænsningerne finder tilsvarende anvendelse på regreskrav fra medarvinger.

§ 32. I boer, der behandles ved bobestyrer, betales afgiften efter §§ 27 og 28 af boets midler. Bobestyreren hæfter for afgiftens betaling.

Afsnit IV

Afgifter for notarialforretninger, kopier og udskrifter

Kapitel 11

Notarialforretninger

§ 33. For notarialforretninger betales 300 kr., jf. dog § 34.

Stk. 2. Vedrører en notarialforretning flere personer, betales afgift som for et tilsvarende antal forretninger, medmindre forretningen foretages under ét på samme sted.

§ 34. For notarens bekræftelse af, at en kopi er i overensstemmelse med det originale dokument, betales 150 kr.

Kapitel 12

Kopier og udskrifter

§ 35. Der betales 150 kr. for:

1) Kopier, der udleveres af retten i medfør af retsplejelovens § 41 b, § 41 c, § 41 f, stk. 5, eller § 41 h.

2) Udskrifter, der udfærdiges af Tinglysningsretten.

Afsnit V

Afgifter for appel

Kapitel 13

Anke

§ 36. For anke i den borgerlige retsplejes former betales ved indlevering af ankestævning 2.000 kr. ved anke til landsret og 4.000 kr. ved anke til Højesteret.

Stk. 2. Afgiften efter stk. 1 for anke til landsret er dog 1.000 kr., hvis ankesagen

1) ikke har økonomisk værdi eller har en økonomisk værdi på højst 100.000 kr. eller

2) er omfattet af § 1, stk. 2, 2. pkt.

§ 37. I ankesager, der har en økonomisk værdi på mere end 100.000 kr., betales afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, efter reglerne i § 2. I ankesager ved Højesteret forhøjes afgiften med 50 pct.

Stk. 2. Afgiftspligten efter stk. 1 påhviler appellanten, jf. dog § 5.

§ 38. Ankesagens værdi fastsættes på grundlag af den ændring, som påstås i den indankede dom. I øvrigt finder § 3 tilsvarende anvendelse.

§ 39. Indbringes en sag for Højesteret efter retsplejelovens § 368, stk. 5, skal der betales afgift for anke til Højesteret efter § 36. I afgiften fradrages afgift betalt for anken til landsret.

Stk. 2. Afvises en anke af Højesteret efter retsplejelovens § 368, stk. 6, jf. stk. 4, betales ikke ny afgift efter § 36, hvis den, der har indbragt sagen for Højesteret, derefter rettidigt indbringer sagen for landsretten.

§ 40. Afgiften tilbagebetales, hvis sagen hjemvises til ny behandling i tidligere instans.

§ 41. For anke af de sager, der er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1-3, 5, 6 og 8, betales ingen afgift.

Stk. 2. § 4, 2. pkt., og §§ 5, 7 og 9 finder tilsvarende anvendelse ved anke.

Kapitel 14

Kære

§ 42. For kære til landsret betales 750 kr. og for kære til Højesteret 1.500 kr.

§ 43. Afgiftsfri er kære iværksat af:

1) Parter i en sag, der er fritaget for afgift i medfør af § 8, stk. 1, nr. 1-8.

2) Parter, der er fritaget for afgift i medfør af § 9, stk. 1.

3) Anklagemyndigheden og sigtede i offentlige straffesager.

4) Beskikkede forsvarere og advokater vedrørende spørgsmål om vederlag.

§ 44. Afgiften tilbagebetales, hvis vedkommende ret eller myndighed omgør den påkærede kendelse eller beslutning eller den kærende helt eller delvis får medhold ved kæremålets afgørelse.

Kapitel 15

Ansøgning om ekstraordinær genoptagelse eller anke

§ 45. For ansøgning om genoptagelse eller anke i medfør af retsplejelovens § 399 betales 2.000 kr., medmindre parten har fri proces hertil.

Stk. 2. Afgiften tilbagebetales, hvis ansøgningen imødekommes.

Afsnit VI

Almindelige bestemmelser

Kapitel 16

Afgifternes betaling m.v.

§ 46. Er andet ikke bestemt, påhviler afgiftspligten den, der har indgivet anmodningen, og afgiften forfalder til betaling ved indgivelsen af anmodningen.

§ 47. Betales afgiften ikke til forfaldstid, giver den ret eller myndighed, hvortil anmodningen er indgivet, eller hvor sagen verserer, den, afgiftspligten påhviler, meddelelse om, at afgiften skal betales inden 2 uger fra modtagelsen af meddelelsen.

Stk. 2. Den, afgiftspligten påhviler, kan inden for den frist, der er nævnt i stk. 1, skriftligt gøre indsigelse mod afgiften. I så fald træffer retten ved kendelse afgørelse om afgiften, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Fremsættes der indsigelse mod en afgift for kære, sender den ret eller myndighed, hvis afgørelse kæres, sagen med sine eventuelle bemærkninger til appelinstansen, der herefter ved kendelse træffer afgørelse om afgiften.

Stk. 4. Byrettens, Tinglysningsrettens eller Sø- og Handelsrettens afgørelse efter stk. 2 kan med Procesbevillingsnævnets tilladelse kæres til landsretten. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Retsplejelovens § 389, stk. 4, § 393, stk. 1, 3 og 5, § 394, stk. 2, og §§ 396-398 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Landsrettens afgørelse efter stk. 2-4 kan kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Retsplejelovens § 392, stk. 3 og 4, § 393, stk. 1, 3 og 5, § 394, stk. 2, og §§ 396-398 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Kære efter stk. 4 og 5 er afgiftsfri.

Stk. 7. Er der inden for fristen efter stk. 1 hverken sket betaling eller fremsat indsigelse, anses en anmodning om foretagelse af en retshandling, for hvilken der skal betales afgift ved indgivelsen af anmodningen, som bortfaldet. Er det afgiften efter § 2 eller § 37, jf. § 2, der ikke er betalt, afvises sagen, jf. dog § 5. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse, hvis afgiften er betalt kort efter fristens udløb og overskridelsen af fristen kan skyldes ekstraordinære omstændigheder uden for den afgiftspligtiges kontrol.

Stk. 8. Stk. 7 gælder tilsvarende, hvis afgiften ikke er betalt senest 2 uger efter, at den pågældende har modtaget meddelelse om rettens afgørelse efter stk. 2 eller 3. Er der inden denne frist indgivet ansøgning til Procesbevillingsnævnet efter stk. 4 eller 5, og har den, der har fremsat anmodningen, underrettet retten herom, er fristen dog 2 uger efter, at den pågældende har modtaget meddelelse om Procesbevillingsnævnets afgørelse, eller, hvis kæretilladelse gives og kære sker inden 2 uger herefter, 2 uger efter, at den pågældende har modtaget meddelelse om, at kæresagen er afsluttet.

Stk. 9. Når en anmodning anses for bortfaldet eller sagen afvises, bortfalder afgiften.

§ 48. Den ret eller myndighed, der har beregnet en afgift, kan af egen drift ændre beregningen til fordel for den afgiftspligtige.

Stk. 2. Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 47, stk. 4 og 5, kan efterbetaling af for lidt beregnet afgift ikke kræves, når der er forløbet 6 uger efter, at den afgiftspligtige har fået meddelelse om beregningen, eller at retshandlingen er iværksat.

Stk. 3. Efterbetaling kan dog kræves, hvor beregningen hviler på urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende oplysninger fra den afgiftspligtige.

Kapitel 17

Internationale overenskomster

§ 49. I overenskomster med fremmede stater kan der optages bestemmelser om fritagelse for afgift efter denne lov. Bestemmelserne finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Afsnit VII

Slutningsbestemmelser

Kapitel 18

Ikrafttræden m.v.

§ 50. Loven træder i kraft den 1. april 2021.

Stk. 2. Lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1252 af 27. november 2014, ophæves.

§ 51. Loven finder ikke anvendelse, når afgiftspligten efter de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikrafttræden. I sådanne tilfælde finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse i borgerlige retssager i 1. instans, der er anlagt før lovens ikrafttræden. I sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse i ankesager, hvor anke er sket før lovens ikrafttræden. I sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse på betalingspåkrav, der er indleveret før lovens ikrafttræden eller på tvangsfuldbyrdelse eller retssagsbehandling på grundlag heraf i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., eller § 477 f, 1. pkt. For sådanne betalingspåkrav, tvangsfuldbyrdelser og retssagsbehandlinger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 5. Lovens kapitel 5 finder ikke anvendelse i fogedsager, hvor anmodning om fogedforretning er fremsat inden lovens ikrafttræden. I sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 6. Lovens kapitel 6 finder ikke anvendelse på auktion, hvor anmodning om auktion er fremsat før lovens ikrafttræden. Ved sådanne auktioner finder de hidtil gældende regler anvendelse.

§ 52. I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29. september 2020, foretages følgende ændring:

1. I § 331, stk. 3, nr. 1, ændres "§§ 34 a og 34 b" til: "§ 24".

§ 53. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Lovforslaget har til formål at forenkle reglerne om retsafgifter, så de bliver lettere at forstå og anvende for borgerne og myndighederne.

Der foreslås en ny lov om retsafgifter til erstatning for den gældende retsafgiftslov, der stammer fra 1969 og er ændret mange gange siden da.

Ligesom den gældende retsafgiftslov fastsætter lovforslaget forskellige afgifter for en række anmodninger til domstolene, navnlig i civile retssager, fogedsager og skiftesager. Bortset fra kæremål fra tredjemand (f.eks. et vidne eller en journalist) skal der ikke betales retsafgift i straffesager.

Formålet med retsafgifter er på den ene side fiskalt, dvs. at give staten et provenu. I 2019 var det samlede retsafgiftsprovenu 452,2 mio. kr. Retsafgifterne er en generel indtægt for staten. Domstolenes driftsbevilling er uafhængig af retsafgiftsprovenuet.

Formålet med retsafgifter er på den anden side processuelt. For at modvirke ubegrundede sagsanlæg, appeller mv. er det således hensigtsmæssigt, at der i en række tilfælde skal betales en afgift - som man så får tilbage i form af tilkendte sagsomkostninger eller eventuelt direkte tilbagebetaling, hvis man får medhold.

Lovforslaget indebærer væsentlige forenklinger i forhold til den gældende retsafgiftslov. Som de væsentligste forenklinger kan fremhæves følgende:

Det foreslås at erstatte alle retsafgifter, der beregnes som en procent af sagens værdi, med faste afgifter. Dermed bliver der mindre behov for af hensyn til beregningen af retsafgift at opgøre sagens værdi.

Det foreslås at afskaffe en række retsafgifter, som ikke har nogen processuel begrundelse, dvs. hvor formålet med afgiften alene er fiskalt. Det foreslås således, at skyldnerens egen begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling skal være afgiftsfri (afgiften er i dag 750 kr.). Det foreslås endvidere, at udlæg af et dødsbo uden bobehandling ("udlæg for begravelsesomkostningerne"), udlæg af et dødsbo til længstlevende ægtefælle og udlevering af et dødsbo til uskiftet bo skal være afgiftsfri (afgiften er i dag 500 kr.).

De gældende minimumsafgifter for bl.a. sagsanlæg og fogedsager har ikke været reguleret siden 1989. Forbrugerprisindekset er steget med ca. 70 pct. fra 1989 til 2018. Afgifternes processuelle virkning - at modvirke ubegrundende sagsanlæg mv. - er dermed i de forløbne 30 år blevet væsentligt mindre i sager om mindre krav.

Det foreslås derfor at forhøje den laveste afgift for sagsanlæg fra 500 kr. (i visse sager om servitutter mv. dog 400 kr.) til 750 kr. Forhøjelsen er mindre end prisudviklingen i den forløbne periode, og det foreslås samtidig, at afgiften for sagsanlæg skal være 750 kr. i alle sager med en værdi på op til 100.000 kr. I dag er afgiften 500 kr. i sager med en værdi op til 50.000 kr. og mellem 760 kr. og 1.350 kr. i sager med en værdi mellem 50.000 kr. og 100.000 kr. Afgiften foreslås altså forhøjet med 250 kr. i sager op til 50.000 kr. og samtidig nedsat med mellem 10 kr. og 600 kr. i sager mellem 50.000 kr. og 100.000 kr.

I fogedsager foreslås der en fast afgift på 750 kr. uanset sagens værdi og behandlingsmåde. I dag er der en grundafgift på 300 kr. med et tillæg afhængig af sagens værdi (uden overgrænse) og en tillægsafgift på 400 kr. for udkørende fogedforretning eller politifremstilling af skyldneren. Afgiften i en fogedsag med udkørende fogedforretning eller politifremstilling af skyldneren er i dag 750 kr. i en sag med en værdi på 13.000 kr.

De beskrevne forenklinger af afgiften for sagsanlæg og af afgiften i fogedsager giver mulighed for en meget betydelig forenkling af afgiften for betalingspåkrav (dvs. inkassosager op til 100.000 kr.). Der foreslås en fast afgift på 750 kr. for betalingspåkrav inkl. efterfølgende retssagsbehandling eller udlæg, hvis betalingspåkravet overgår hertil. I dag er afgiften for betalingspåkrav mellem 400 kr. og 2.140 kr. afhængig af kravets størrelse og fordringshaverens valg af behandlingsmåde i tilfælde af, at skyldneren har eller ikke har indsigelser mod kravet.

Lovforslaget indebærer, at der for betalingspåkrav, som går videre til udlæg, fremover altid vil være 50 pct. "rabat" på retsafgiften sammenlignet med først at opnå dom og derefter at anmode om udlæg. Retsafgiften vil nemlig være 750 kr. for betalingspåkravet inkl. udlæg, når skyldneren ikke har indsigelser mod kravet, mod to gange 750 kr. for sagsanlæg efterfulgt af udlæg (750 kr. for sagsanlægget og 750 kr. for udlægget). I dag er der ingen "rabat" på retsafgiften for betalingspåkrav efterfulgt af udlæg, hvis kravet er mere end 50.000 kr., mens den for betalingspåkrav på højst 50.000 kr. er mellem 100 kr. og 340 kr.

De beskrevne eksempler på forenklinger sammenfattes i nedenstående skema:

De foreslåede forenklinger indebærer, at der vil være nogle sager, hvor afgiften bliver højere, og andre sager, hvor afgiften bliver lavere, end den ville have været efter de gældende regler. Det samlede provenu af retsafgifter forventes at stige med ca. 15 mio. kr. årligt ved et uændret sagsantal, dvs. med ca. 3 pct.

Lovforslaget bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1572/2019 om reform af den civile retspleje X (Retsafgifter) (herefter "betænkningen").

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Ny retsafgiftslov

2.1.1. Gældende ret

Samlede regler om retsafgifter blev første gang indført i 1814, jf. Sportel-Reglement for Retsplejen af 22. marts 1814.

I arbejdet med retsplejereformen, som blev gennemført med retsplejeloven af 1916, indgik også overvejelser om en ny samlet retsafgiftslov. Der blev dog kun gennemført en reform af retsafgifterne i domssager, jf. lov nr. 92 af 11. april 1916 om retsafgifter i domssager.

Finansministeriet nedsatte i januar 1949 et udvalg til at undersøge spørgsmålet om en forenkling af de gældende regler om retsafgifter. Udvalget afsluttede i november 1964 arbejdet med betænkning nr. 377/1965 om retsafgiftslovgivningen, som dannede baggrund for den gældende retsafgiftslov fra 1969.

Retsafgiftsloven af 1969 indebar en betydelig forenkling ved, at den i vidt omfang indførte enkeltafgifter for forskellige retsforretninger, således at en lang række småafgifter blev afskaffet, idet der herefter som hovedregel kun skulle svares afgift én gang i hver sag pr. instans.

Retsafgiftsloven af 1969 indeholdt dels en række faste afgifter, enten som den eneste afgift for et retsskridt eller som en grundafgift. Herudover indeholdt retsafgiftsloven af 1969 afgifter, der afhænger af sagens værdi (procentafgifter).

Der blev i 1976 indført en tillægsafgift i fogedsager for udkørende fogedforretning eller politifremstilling.

Der blev i 1981, 1984 og 1989 gennemført forhøjelser af mange af de faste afgifter. I 1989 blev der endvidere indført en afgift for hovedforhandlingen (dengang domsforhandlingen) i civile retssager. Forhøjelserne i 1981 lå lidt under prisudviklingen siden 1969 (målt ved forbrugerprisindekset), hvorimod forhøjelserne i 1984 og 1989 oversteg prisudviklingen.

I 1998 blev afgiften for udskrifter mv. forhøjet fra 100 kr. til 175 kr. Forhøjelsen havde sammenhæng med en forhøjelse af afgiften for elektroniske opslag i tinglysningsregistrene. I 2013 blev opslag i tinglysningsregistrene gjort afgiftsfri.

I 1999 blev procentafgiften i borgerlige retssager forhøjet fra 1 pct. til 2 pct.

I forbindelse med ny skiftelovgivning blev der gennemført ændringer i retsafgifterne for skifte i 1978 (ny konkurslov), 1984 (indførelse af betalingsstandsning), 1996 (ny dødsboskiftelov) og 2011 (ny ægtefælleskiftelov).

Der blev i 2004 (med ikrafttræden den 1. januar 2005) gennemført en nedsættelse og omlægning af retsafgifterne i borgerlige retssager med følgende hovedelementer:

- Retsafgiften blev i sager om krav på højst 50.000 kr. en fast afgift på 500 kr. (mod tidligere mellem 500 kr. og 1.660 kr. afhængig af sagens værdi).

- Der blev fastsat et maksimum på 150.000 kr. for retsafgiften i 1. instans, dog 4.000 kr. i sager om prøvelse af myndighedsudøvelse.

- Forholdet mellem afgiften for sagsanlæg og afgiften for hovedforhandlingen blev ændret, således at halvdelen af den samlede afgift betales ved sagens anlæg og halvdelen for hovedforhandlingen (mod tidligere fem sjettedele ved sagens anlæg og én sjettedel for hovedforhandlingen).

Lovændringen byggede i vidt omfang på Retsplejerådets forslag om nedsættelse og omlægning af retsafgifterne i civile retssager i betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene).

Sammenfattende er der siden 1969 gennemført et meget stort antal enkeltændringer af retsafgiftsloven, men kun sket forholdsvis få mere principielle ændringer. I 1980'erne blev der tre gange gennemført procentuelt betydelige tværgående forhøjelser af mange af de faste afgiftssatser, og de to seneste forhøjelser lå betydeligt over prisudviklingen. I 1999 blev der i fiskalt øjemed gennemført en fordobling af procentafgiften i civile retssager. Af de mere principielle ændringer kan særligt fremhæves:

- indførelse af tillægsafgift i fogedsager (1976)

- indførelse af afgift for hovedforhandlingen i civile retssager (1989)

- nedsættelse og omlægning af afgiften i civile retssager (2004)

Bortset fra nedsættelsen og omlægningen af afgiften i civile retssager i 2004 har der ved ændringerne af retsafgiftsloven siden 1969 generelt været en forventning om øgede eller uændrede indtægter for staten.

Hovedparten af de gældende faste afgifter i retsafgiftsloven blev fastsat i 1989, afgifterne for dødsboskifte dog i 1996 og afgiften for udskrifter mv. i 1998.

Retsafgiftsloven er opdelt i en række afsnit og kapitler med et forholdsvis stort antal detaljerede regler.

Afsnit I med kapitel 1 og 2 angår civile retssager og bevi?soptagelse mv. Afsnit II med kapitel 2 a, 3 og 4 angår fogedretlige sager, herunder betalingspåkrav, midlertidige afgørelser om forbud og påbud, fogedforretninger (udlæg, arrest, ind- og udsættelsesforretninger mv.) og auktion. Afsnit III med kapitel 5, 5 a, 5 b og 6 angår skifteretlige sager, herunder konkurs, ægtefælleskifte og dødsbobehandling. Afsnit IV med kapitel 7 og 8 angår notarialforretninger og udskrifter mv. Afsnit V med kapitel 9 og 10 angår appel. Endelig indeholder afsnit VI med kapitel 12, 13 og 14 nogle tværgående bestemmelser om afgifternes beregning, klage over afgiftsberegningen og bemyndigelser til justitsministeren. Afsnit VII med kapitel 15 indeholder navnlig ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Retsafgifterne kan således navnlig opdeles afhængig af, om retten fungerer som civilret, fogedret eller skifteret. Der gælder særskilte regler om afgift af appel i form af henholdsvis anke eller kære.

Der betales generelt alene retsafgift inden for den borgerlige retspleje (hvilket inkluderer skifteret og fogedret, herunder auktion, jf. retsplejelovens § 11, stk. 2). Hertil kommer dog afgifterne for notarialforretninger og de tværgående afgifter for udskrifter mv. Endvidere er kæremål i offentlige straffesager, som iværksættes af tredjemand (f.eks. et vidne eller en journalist), afgiftspligtige.

2.1.2. Retsplejerådets overvejelser

Retsplejerådet anfører, at rådet i tidligere betænkninger har peget på, at retsafgifter tjener forskellige formål, herunder fiskale hensyn, at beskytte mod urimelige sagsanlæg og oppustning af sagsgenstanden, at begrænse antallet af retssager og at motivere til, at tvister søges løst i mindelighed.

Retsplejerådet anfører endvidere, at de gældende afgiftssatser i retssager om prøvelse af myndighedsudøvelse ikke bør forhøjes markant, og at retsafgifter ikke må blive en barriere, der rejser spørgsmål i forhold til retten til en retfærdig rettergang.

I overensstemmelse med overvejelserne i Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene har Retsplejerådet i sine overvejelser lagt vægt på forenkling og på adfærdsregulering. Retsplejerådet har tilstræbt den bedste sammensætning af retsafgifter i forhold til at optimere de adfærdsregulerende virkninger og afgiftssystemets enkelhed med hensyntagen til det forventede provenu af de pågældende afgifter.

Med hensyn til forenkling har Retsplejerådet tilstræbt, at reglerne om retsafgift skal være lettere at forstå og anvende for både parter, advokater og domstole. Rådet har lagt særlig vægt på, at afgiften skal være let at beregne, og at tilbagebetaling af afgift så vidt muligt bør undgås.

Retsplejerådet har i den forbindelse også lagt vægt på i muligt omfang at begrænse antallet af forskellige afgiftssatser.

Den gældende retsafgiftslov opererer endvidere i en del sagstyper med procentafgifter på ½ pct., 1 pct. eller 1,2 pct., som i nogle tilfælde betales af hele sagens værdi og i andre tilfælde af værdien over en beløbsgrænse. I nogle tilfælde er der et maksimum for procentafgiften, mens der i andre tilfælde ikke er noget maksimum.

For alle procentafgifter er der den komplikation, at beregningen af afgiften forudsætter, at sagens værdi fastlægges. I enkle sager er dette ikke en administrativ byrde, men i mere komplicerede sager kan det være besværligt.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund ud fra hensynet til forenkling at erstatte brugen af procentafgifter med faste afgiftssatser.

Retsplejerådet foreslår samtidig, at retsafgiften for sagsanlæg i civile retssager skal afhænge af sagens værdi på den måde, at der i sager under en beløbsgrænse skal betales én afgift og i sager over beløbsgrænsen en anden, højere afgift. Der vil således efter Retsplejerådets forslag være 2 forskellige afgiftssatser for sagsanlæg i civile retssager, jf. nærmere pkt. 2.2 nedenfor.

Retsplejerådet foreslår endvidere, at retsafgiften for hovedforhandlingen i civile retssager skal stige med sagens værdi, idet der fastsættes særskilte afgiftssatser for en række sagsværdiintervaller. Der vil efter Retsplejerådets forslag være 9 forskellige afgiftssatser for hovedforhandlingen i civile retssager, jf. nærmere pkt. 2.2 nedenfor.

Retsplejerådet foreslår desuden for dødsboskifte og ægtefælleskifte forskellige afgiftssatser afhængig af, om sagens værdi ligger over eller under en beløbsgrænse, sådan at der vil være en standardafgift for almindelige sager og en højere afgift for beløbsmæssigt store sager, jf. nærmere pkt. 2.4 nedenfor.

Disse forslag om fortsat at lade visse retsafgifter afhænge af sagens værdi er navnlig motiveret af hensynet til at undgå, at retsafgiften står i misforhold til værdien af det, sagen angår. Hvis retsafgiften er uforholdsmæssig høj i forhold til sagens værdi, kan retsafgiften blive en urimelig barriere for at få sagen behandlet ved domstolene.

Samtidig har Retsplejerådet taget hensyn til, at statens indtægter fra retsafgifter ikke reduceres i sammenligning med nu.

Der henvises til betænkningen side 51-56.

2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet er således enig i de foreslåede forenklinger. Justitsministeriet er også enig i de forslag, der indebærer, at der i nogle tilfælde fortsat vil være flere afgiftssatser afhængig af sagens værdi i forhold til en eller flere beløbsgrænser. Justitsministeriet er således enig i, at der er grænser for, hvor vidt forenklingen kan gå, når der samtidig skal tages hensyn til, at afgiften ikke må blive uforholdsmæssig høj i små sager, og til det forventede retsafgiftsprovenu samlet set.

Der henvises i øvrigt til den nærmere gennemgang vedrørende de enkelte delområder i pkt. 2.2-2.6 nedenfor.

2.2. Civile retssager mv.

2.2.1. Gældende ret

Retsafgiften i civile retssager er 500 kr. i sager uden økonomisk værdi og i sager med en økonomisk værdi på højst 50.000 kr., jf. retsafgiftslovens § 1, stk. 1. Denne afgift skal betales ved sagens anlæg og dækker hele sagens behandling i 1. instans.

I nærmere angivne sager er retsafgiften dog i stedet 400 kr., jf. retsafgiftslovens § 4. Det drejer sig om sager om 1) servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke svares vederlag, 2) mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder og grundbyrder, 3) erhvervelse af ejendomsdom eller 4) dødsformodning.

I sager med en økonomisk værdi på mere end 50.000 kr. (bortset fra de nævnte sager, hvor retsafgiften er 400 kr.) skal der betales retsafgift to gange, dels ved sagens anlæg, dels for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, jf. retsafgiftslovens § 1, stk. 2, og § 2, stk. 1 og 2. Afgiften udgør hver gang 750 kr. med tillæg af 1,2 pct. af den del af værdien, der overstiger 50.000 kr. Som eksempel kan nævnes, at i en sag med en økonomisk værdi på 150.000 kr. skal der ved sagens anlæg betales 1.950 kr., og samme beløb skal betales for hovedforhandlingen.

Der gælder dog nogle maksima for disse afgifter, der således ikke stiger ubegrænset med sagens værdi, jf. retsafgiftslovens § 1, stk. 4, og § 2, stk. 3. Det generelle maksimum er 75.000 kr. (dvs. 75.000 kr. ved sagens anlæg og 75.000 kr. for hovedforhandlingen, altså i alt 150.000 kr.). I sager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.), er maksimummet dog 2.000 kr. (dvs. 2.000 kr. ved sagens anlæg og 2.000 kr. for hovedforhandlingen, altså i alt 4.000 kr.).

Afgiften for hovedforhandlingen skal betales ved fastsættelsen af tidspunktet for hovedforhandlingen, dog tidligst 3 måneder før hovedforhandlingen, jf. retsafgiftslovens § 2, stk. 4. Afgiften for hovedforhandlingen bortfalder og tilbagebetales, hvis der senest 6 uger før hovedforhandlingen gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

Afgiften for skriftlig behandling, der træder i stedet for hovedforhandlingen, skal betales, når der træffes beslutning om skriftlig behandling, jf. retsafgiftslovens § 2, stk. 5. Afgiften bortfalder og tilbagebetales, hvis der inden indleveringen af det sidste procedureindlæg gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

Det fremgår af retsafgiftslovens § 2, stk. 6, at i sager, der afsluttes uden dom, ved udeblivelsesdom eller ved, at en part tager bekræftende til genmæle, tilbagebetales en tredjedel, dog mindst 500 kr., af afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor.

Retsafgiften for en anmodning om bevisoptagelse uden for retssag er 400 kr., jf. retsafgiftslovens § 14.

Retsafgiften for en anmodning om en midlertidig afgørelse om forbud eller påbud er 300 kr., jf. retsafgiftslovens § 17. Der skal betales en tillægsafgift på 400 kr., hvis sagen behandles uden for rettens kontor, eller hvis sagsøgte politifremstilles, jf. retsafgiftslovens § 17 a.

2.2.2. Retsplejerådets overvejelser

2.2.2.1. Til civile retssager mv. hører ud over de egentlige retssager sager om bevisoptagelse uden for retssag og sager om midlertidige afgørelser om forbud eller påbud.

Retsplejerådet foreslår at flytte reglerne om retsafgift i sager om midlertidige afgørelser om forbud og påbud til retsafgiftslovens afsnit I om civile retssager mv. Forslaget skyldes, at kompetencen til at behandle sådanne sager ved lov nr. 1387 af 23. december 2012, der trådte i kraft den 1. juli 2013, blev flyttet fra fogedretten til civilretten.

Med forslaget genetableres det princip, at reglerne i retsafgiftslovens første tre afsnit angår sager behandlet ved henholdsvis civilretten, fogedretten og skifteretten.

2.2.2.2. Retsplejerådet har for det første haft fokus på at bibeholde de principper for retsafgifterne i civile retssager, som blev gennemført ved lov nr. 1436 af 22. december 2004, der trådte i kraft den 1. januar 2005. Det drejer sig om en lav retsafgift i sager om mindre krav, et maksimum for retsafgiften og et lavt maksimum for retsafgiften i sager om prøvelse af myndighedsudøvelse.

Retsplejerådet har inden for den ramme overvejet, om retsafgifterne kan gives en mere hensigtsmæssig udformning, herunder i forhold til en enkel administration og en hensigtsmæssig adfærdsregulering.

Retsplejerådet foreslår at videreføre princippet om, at der betales én retsafgift ved sagens anlæg og én retsafgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor.

Retsplejerådet er enig med Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene i, at unødvendige sagsanlæg bør søges forhindret ved afgiftsreglerne. Det bør derfor fortsat være et krav, at der ved sagens anlæg betales en retsafgift af en vis størrelse, dog bør afgiften som nævnt fortsat være lav i sager om mindre krav.

Retsplejerådet er også enig med Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene i, at det ville være ønskeligt gennem retsafgifterne at fremme tidlige forlig, retsmægling og modtagelse af tilkendegivelser. Udvalget pegede i den forbindelse på muligheden for hel eller delvis tilbagebetaling af retsafgiften, hvis retsmægling eller forligsdrøftelser mellem parterne i umiddelbar forlængelse heraf fører til, at sagen hæves.

Efter Retsplejerådets opfattelse ville det imidlertid ikke være hensigtsmæssigt at fastsætte særlige afgiftsregler for tilfælde, hvor forlig indgås under eller i umiddelbar forlængelse af en retsmægling. I det omfang retsafgiften nedsættes, hvis parterne indgår forlig, forekommer det således ikke rimeligt at gøre nedsættelsen afhængig af, at der har været afholdt retsmægling. Hvis parterne på egen hånd indgår forlig uden retsmægling, bør det ikke stille dem ringere afgiftsmæssigt.

Retsplejerådet foreslår i forlængelse heraf, at den gældende mulighed for at få tilbagebetalt en tredjedel af retsafgiften for hovedforhandlingen, hvis sagen sluttes uden dom, ved udeblivelsesdom eller ved, at en af sagens parter tager bekræftende til genmæle, ikke videreføres. En afskaffelse af denne regel vil også betyde en forenkling og begrænse de tilfælde, hvor der skal tilbagebetales afgift.

Retsplejerådets fokus har dernæst været at finde en enklere model for fastsættelse af retsafgift, som både er let at forstå for brugerne og let at administrere for domstolene. Retsplejerådet har samtidig tilstræbt, at betalingen af størstedelen af retsafgiften bliver tidsmæssigt tættere knyttet til de led i sagens behandling, som er mest ressourcekrævende for domstolene, nemlig hovedforhandling og domsskrivning.

Retsplejerådet foreslår på den baggrund for det første, at der ved sagens anlæg alene betales et fast, mindre beløb, der som udgangspunkt er uafhængig af sagens værdi. Dette beløb findes passende at kunne være på 1.500 kr. Dette indebærer en administrativ lettelse for domstolene, som ikke på dette tidlige stadie vil skulle forholde sig til sagens værdi eller skulle foretage en beregning af afgiften, som tilfældet er i dag. En retsafgift på et fast, mindre beløb ved sagens anlæg vil desuden afspejle det forhold, at det arbejde, som sagen giver for domstolene på dette stadie, som udgangspunkt er begrænset og oftest det samme uanset kravets størrelse.

For at undgå, at der opstår et misforhold mellem retsafgiften og det, som sagen drejer sig om, foreslår Retsplejerådet dog, at der ved anlæg af sager med en værdi på højst 100.000 kr. betales en lavere afgift på 750 kr.

Retsplejerådet er opmærksom på, at den foreslåede model indebærer, at der i sager om krav mellem 50.001 kr. og 100.000 kr. vil skulle betales et mindre beløb i afgift og i sager om krav over 100.000 kr. et væsentligt mindre beløb i afgift ved sagens anlæg end i dag, og at dette i princippet kunne indebære en risiko for, at flere vælger straks at anlægge sag ved domstolene som en form for pressionsmiddel over for modparten fremfor først at søge sagen løst på anden vis. Det er imidlertid Retsplejerådets vurdering, at retsafgifter i det størrelsesniveau, som gælder i dag, generelt spiller en mindre rolle i parternes overvejelser om, hvorvidt en civil sag bør anlægges, og at det anførte hensyn derfor ikke taler afgørende imod den foreslåede forenkling.

Retsplejerådet foreslår for det andet, at der ved fastsættelsen af tidspunktet for hovedforhandlingen, dog tidligst 3 måneder før hovedforhandlingen, eller beslutning om skriftlig behandling skal betales en retsafgift, som er afhængig af sagens værdi. Retsplejerådet foreslår, at der kun skal betales afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, i sager med en værdi over 100.000 kr.

Med henblik på at opnå en vis forenkling af de gældende regler foreslår Retsplejerådet, at afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, fastsættes med udgangspunkt i en afgiftsskala med nogle "grove" intervaller.

Med den foreslåede model sker der en markant ændring i afgiftsprofilen i forhold til i dag, idet en langt større del af den samlede retsafgift først skal betales 3 måneder før hovedforhandlingen eller ved beslutning om skriftlig behandling. Herved kommer ordningen til at afspejle, at det væsentligste af domstolenes ressourceforbrug i forbindelse med civile retssager er forbundet med gennemførelsen af hovedforhandlingen og domsskrivningen.

Retsplejerådet har overvejet, om størrelsen af afgiften for hovedforhandlingen bør gøres afhængig af antallet af retsdage, som sagen strækker sig over. En sådan model vil imidlertid ikke være hensigtsmæssig, navnlig fordi langt de fleste hovedforhandlinger i civile sager kun varer ½-1 dag. Hertil kommer, at det ville komplicere afgiftssystemet og rejse spørgsmål om afgiften for skriftlig behandling, der træder i stedet for en hovedforhandling.

Retsplejerådet foreslår, at afgiftspligten for hovedforhandlingen bortfalder og en allerede betalt afgift tilbagebetales, hvis der senest 2 uger inden hovedforhandlingen gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet, f.eks. fordi sagen er hævet af sagsøgeren eller blevet forligt. Retsplejerådet har herved lagt vægt på, at der ofte ikke før det tidspunkt, hvor parterne påbegynder forberedelsen af hovedforhandlingen, på ny vil være et forligsklima mellem parterne. Forslaget indebærer samtidig, at det er en væsentlig større del at den samlede retsafgift, som en part vil kunne få tilbage sammenlignet med i dag, hvis sagen bortfalder, hvilket alt andet lige bør kunne medvirke til at øge parternes motivation for at finde en forligsmæssig løsning. Endvidere styrkes muligheden for forlig på dette tidspunkt i sagen af, at parterne med et forlig senest 2 uger inden hovedforhandlingen typisk også vil spare væsentlige udgifter til advokatbistand under hovedforhandlingen.

Retsplejerådet er omvendt opmærksom på, at en udskydelse af skæringstidspunkt for, hvornår afgiften for hovedforhandlingen skal tilbagebetales, hvis sagen bortfalder, fra 6 uger (som i dag) til 2 uger inden hovedforhandlingen kan have den konsekvens, at det ikke altid vil være muligt for retten (fuldt ud) at bruge den tid, der var afsat til hovedforhandlingen i sagen, til andre retshandlinger. Dette problem skønnes dog at være mindre i byretterne, hvor langt hovedparten af civile sager behandles i 1. instans. Til gengæld bør skæringstidspunktet ikke sættes til senere end 2 uger inden hovedforhandlingen, eftersom retten ved et så sent bortfald af en sag ofte ikke vil kunne bruge den tid, der er afsat til hovedforhandling i sagen, til andre retshandlinger.

For så vidt angår sager, der behandles på skriftligt grundlag, foreslår Retsplejerådet at videreføre den gældende bestemmelse, hvorefter afgiften for skriftlig behandling, der træder i stedet for en hovedforhandling, bortfalder og tilbagebetales, hvis der inden indleveringen af det sidste procedureindlæg gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

Det fremgår af retsplejelovens § 354, stk. 2, at tidspunktet for hovedforhandlingen kan ændres, hvis det er påkrævet af hensyn til en forsvarlig behandling af sagen. Det fremgår af forarbejderne til denne bestemmelse, at det skal være klart nødvendigt at ændre på de fastlagte tidsrammer af hensyn til en forsvarlig behandling af sagen, før dette kan komme på tale (jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5380).

Efter Retsplejerådets opfattelse er det på den baggrund ikke rimeligt at forhøje retsafgiften, når retten finder grundlag for at ændre tidspunktet for hovedforhandlingen.

Retsplejerådet er enig i, at mægling med professionel bistand kan bidrage til, at en tvist ikke indbringes for domstolene, fordi den løses forligsmæssigt. Retsplejerådet er også enig i, at det derfor for så vidt kunne være ønskeligt at give parterne et incitament til at søge sagen forligt med professionel bistand allerede før sagens anlæg.

Efter en samlet vurdering finder Retsplejerådet imidlertid, at Advokatrådets og Danske Advokaters tidligere forslag om "rabat" på retsafgiften for en efterfølgende retssag i tilfælde, hvor mæglingen ikke fører til et forlig, ikke bør gennemføres.

Retsplejerådet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at en sådan særregel ville være i modstrid med hensynet til forenkling af reglerne om retsafgifter, og at det ville kunne fremstå som et lidt modsatrettet signal, hvis anlæggelse af retssag blev "billigere" ved, at mæglingsbestræbelser mislykkes.

2.2.2.3. Retsplejerådet finder, at den faste retsafgift for bevisoptagelse mv. bør videreføres som en fast, forholdsvis lav retsafgift. Retsplejerådet finder det således ud fra et adfærdsreguleringssynspunkt velbegrundet, at bevisoptagelse mv. er afgiftsbelagt og ikke afgiftsfri. Retsplejerådet finder endvidere, at der ud fra et adfærdsreguleringssynspunkt ikke er grundlag for at forhøje afgiften ud over, hvad prisudviklingen kan begrunde. En større forhøjelse ville også harmonere dårligt med afgifterne for sagsanlæg, fordi alternativet til isoleret bevisoptagelse kan være at anlægge retssag, og retsafgiften for bevisoptagelse derfor i hvert fald ikke bør være højere end retsafgiften for sagsanlæg.

Retsafgiften for bevisoptagelse mv. var i perioden 1969-1989 den samme som grundafgiften for sagsanlæg. Ved afgiftsforhøjelsesloven i 1989, jf. lov nr. 330 af 24. maj 1989, blev grundafgiften for sagsanlæg forhøjet mere end retsafgiften for bevisoptagelse, hvilket må ses i lyset af, at et særskilt formål med denne lovændring var at nedbringe antallet af retssager, særligt småsager.

Efter Retsplejerådets opfattelse er der ikke noget, der taler imod at fastsætte samme retsafgift for bevisoptagelse som den laveste afgift for anlæg af en civil retssag. Når forskellen i afgiftssatserne er så lille som 100 kr. (som det er tilfældet efter gældende ret), taler hensynet til forenkling tværtimod for, at afgiftssatserne fremover bør være ens.

Retsplejerådet foreslår på den baggrund at fastsætte retsafgiften for bevisoptagelse mv. til 750 kr.

2.2.2.4. Retsplejerådet finder, at retsafgiften for en sag om midlertidig afgørelse om forbud eller påbud fortsat bør være en fast, forholdsvis lav afgift. Retsplejerådet finder det således ud fra et adfærdsreguleringssynspunkt velbegrundet, at en anmodning om midlertidig afgørelse om forbud eller påbud er særskilt afgiftsbelagt og dermed ikke afgiftsmæssigt dækket af retsafgiften for anlæg af civil retssag. Retsplejerådet finder endvidere, at der ud fra et adfærdsreguleringssynspunkt ikke er grundlag for at forhøje afgiften ud over, hvad prisudviklingen kan begrunde. En større forhøjelse ville også harmonere dårligt med afgifterne for sagsanlæg, fordi en sag om midlertidig afgørelse om forbud eller påbud er et foreløbigt retsmiddel i forhold til at gennemføre en civil retssag, og retsafgiften for et sådant foreløbigt retsmiddel derfor i hvert fald ikke bør være højere end retsafgiften for sagsanlæg.

Retsplejerådet foreslår på den baggrund at fastsætte retsafgiften for en sag om midlertidig afgørelse om forbud eller påbud til 750 kr.

Retsplejerådets forslag til afgiftssats er udtryk for en real forhøjelse i forhold til den gældende grundafgift, også når der tages højde for prisudviklingen, men for en real nedsættelse i forhold til summen af den gældende grundafgift og den gældende tillægsafgift, når der tages højde for prisudviklingen siden 1989.

Retsplejerådets forslag er imidlertid først og fremmest udtryk for en forenkling, hvor én fast afgift træder i stedet for de gældende to forskellige afgifter. Som enhver forenkling indebærer forslaget nødvendigvis, at afgiften i nogle tilfælde bliver højere eller lavere end i dag. Med den valgte afgiftssats har Retsplejerådet ikke grundlag for at antage, at afgiften gennemsnitligt bliver højere (eller lavere) end i dag, ud over hvad der følger af en regulering i forhold til prisudviklingen.

Der henvises til betænkningen side 56-69.

2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets afsnit I (§§ 1-11).

2.3. Fogedretlige sager mv.

2.3.1. Gældende ret

Grundafgiften for en fogedforretning er 300 kr., jf. retsafgiftslovens §§ 16 og 17.

For udlæg og arrest vedrørende mere end 3.000 kr. betales yderligere ½ pct. af den del af kravet, der overstiger 3.000 kr., jf. retsafgiftslovens § 16, stk. 1.

Der skal betales en tillægsafgift på 400 kr., hvis fogedforretningen er udkørende, eller hvis skyldneren politifremstilles, jf. retsafgiftslovens § 17 a.

For betalingspåkrav er afgiftsreglerne i retsafgiftslovens §§ 15 a og 15 b udformet med henblik på at tage højde for, at et betalingspåkrav afhængig af fordringshaverens valg i betalingspåkravet og skyldnerens reaktion kan føre til:

- ingenting (fordringshaveren har valgt, at sagen ikke skal videre, hvis skyldneren gør indsigelse, og skyldneren gør indsigelse)

- et eksekutionsgrundlag (fordringshaveren har valgt, at sagen ikke skal videre, hvis skyldneren ikke gør indsigelse, og skyldneren gør ikke indsigelse)

- udlæg (fordringshaveren har valgt, at sagen skal videre, hvis skyldneren ikke gør indsigelse, og skyldneren gør ikke indsigelse)

- en civil retssag (fordringshaveren har valgt, at sagen skal videre, hvis skyldneren gør indsigelse, og skyldneren gør indsigelse)

Afgiftsreglerne for betalingspåkrav er endvidere udformet med henblik på, at afgiften for betalingspåkravet også skal dække, at sagen overgår til civil retssag eller udlæg, men således at der gives "rabat" i forhold til den sædvanlige afgift for udlæg, hvis betalingspåkravet ikke angår mere end 50.000 kr., og i forhold til den sædvanlige afgift for en civil retssag, hvis skyldneren ikke gør indsigelse ("rabatten" i forhold til afgiften for en civil retssag gælder også ved betalingspåkrav på mere end 50.000 kr.). Oprindelig var beløbsgrænsen for betalingspåkrav 50.000 kr., sådan at der for alle betalingspåkrav var den samme "afgiftsrabat". Da beløbsgrænsen for betalingspåkrav senere blev hævet til 100.000 kr., blev beløbsgrænsen for "rabatten" i forhold til afgiften for udlæg ikke hævet (hvorimod "rabatten" i forhold til afgiften for en civil retssag fulgte med op til den nye beløbsgrænse).

Det samlede afgiftssystem for betalingspåkrav er for at opfylde alle disse til dels modstridende krav blevet temmelig indviklet, jf. nedenstående tabel over den afgift, der skal betales afhængig af fordringshaverens valg i betalingspåkravet.

Hertil kommer, at en del af afgiften i visse tilfælde tilbagebetales afhængig af skyldnerens reaktion (indsigelse eller ikke indsigelse).

For begæring om auktion over fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj skal der betales 800 kr., jf. retsafgiftslovens § 22, stk. 1.

For begæring om tvangsauktion over aktier, gældsbreve og andre fordringer skal der betales 300 kr., jf. retsafgiftslovens § 23, stk. 1.

Herudover skal der, hvis auktionen gennemføres, betales yderligere ½ pct. for tvangsauktion over fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj, 1 pct. for frivillig auktion over fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj og 1 pct. for tvangsauktion over aktier, gældsbreve og andre fordringer, jf. retsafgiftslovens § 22, stk. 2, og § 23, stk. 2. Procentafgiften beregnes af budsummen med tillæg af beløb, som det påhviler køberen at betale ud over budsummen, jf. retsafgiftslovens § 24.

2.3.2. Retsplejerådets overvejelser

2.3.2.1. Uanset at udformningen af retsafgifterne for betalingspåkrav bygger på præcise og for så vidt logiske hensyn, finder Retsplejerådet, at kompleksiteten i reglerne og dermed i administrationen heraf i sig selv med styrke taler for en forenkling af afgiftsreglerne på dette område.

Det er imidlertid vanskeligt at forenkle afgifterne for betalingspåkrav isoleret, fordi betalingspåkrav fungerer som en hybrid mellem en civil retssag og en udlægsforretning. Eftersom betalingspåkrav er en frivillig procesform, vil fordringshaveren altid som alternativ kunne anlægge en civil retssag og dernæst - når der er afsagt dom - indgive begæring om udlæg. Retsafgifterne for henholdsvis civile retssager og udlægsforretninger har derfor væsentlig betydning for, hvordan retsafgifterne for betalingspåkrav bør indrettes.

Det er således klart, at retsafgiften for et betalingspåkrav, der ender med udlæg, ikke bør være højere end summen af retsafgiften for en civil retssag og retsafgiften for en udlægsforretning. Det er også nærliggende, at retsafgiften for et betalingspåkrav, der ender med en retssag, ikke bør være højere end retsafgiften for en civil retssag.

Retsplejerådet foreslår en forhøjelse af retsafgiften for sagsanlæg om mindre krav (krav på højst 50.000 kr.), samtidig med at retsafgiften for sagsanlæg om krav mellem 50.001 kr. og 100.000 kr. nedsættes, jf. pkt. 2.2 ovenfor.

Retsplejerådet foreslår samtidig en forhøjelse af grundafgiften for bl.a. udlæg. Retsplejerådet foreslår imidlertid også en kraftig forenkling af retsafgiften for udlæg. Efter Retsplejerådets forslag er retsafgiften for udlæg altid 750 kr. uanset kravets størrelse og behandlingsmåde, jf. pkt. 2.3.2.2 nedenfor.

På denne baggrund foreslår Retsplejerådet, at den laveste retsafgift for betalingspåkrav ligeledes forhøjes, men således at afgiftssystemet for betalingspåkrav samtidig forenkles meget kraftigt.

Retsplejerådet foreslår, at der ved indleveringen af betalingspåkravet i alle tilfælde uanset fordringshaverens valg i betalingspåkravet skal betales en fast afgift på 750 kr., som kun skal tilbagebetales, hvis betalingspåkravet i overensstemmelse med fordringshaverens valg i betalingspåkravet returneres til fordringshaveren uden forkyndelse, fordi der foreligger en udlægshindring i form af konkurs, rekonstruktionsbehandling, gældssanering eller fredning efter insolvenserklæring. Retsplejerådet foreslår endvidere, at denne afgift også dækker en senere udlægsforretning på grundlag af fordringshaverens anmodning herom i betalingspåkravet og en senere retssagsbehandling.

I disse tilfælde skal der således efter Retsplejerådets forslag betales én fast afgift, og bortset fra tilfælde, hvor sagen så at sige slet ikke kommer i gang, skal der ikke ske tilbagebetaling og heller ikke efteropkrævning af afgift, uanset hvad der senere sker i sagen.

2.3.2.2. Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften for fogedforretninger fastsættes som en engangsafgift, der dækker sagen "fra vugge til grav". Retsafgiften vil således ikke længere blive opkrævet som en grundafgift, en procentafgift og eventuelt en tillægsafgift. Retsafgiften vil dermed fremover være uafhængig af kravets størrelse og de sagsskridt, som (på begæring af fordringshaveren) iværksættes af fogedretten i den enkelte sag.

Retsplejerådet lægger herved afgørende vægt på hensynet til forenkling.

Retsplejerådet foreslår, at engangsafgiften fastsættes til 750 kr.

Den foreslåede engangsafgift omfatter alle afgiftspligtige fogedforretninger, dvs. både almindelige udlægs- og arrestforretninger, hvor retsafgiften i dag er afhængig af sagens værdi, og fuldbyrdelse af andet end pengekrav, indsættelses- og udsættelsesforretninger, bevissikring mv., hvor retsafgiften også i dag er en fast afgift, bl.a. fordi det kan være vanskeligt at opgøre sagens værdi.

Den foreslåede engangsafgift dækker alt, hvad fogedretten foretager på fogedrettens kontor, uanset sagens kompleksitet og omfanget af bevisførelse og bistand. Engangsafgiften dækker desuden fogedforretninger, som foretages uden for fogedrettens kontor, og en eventuel politifremstilling af skyldneren, og der skal således ikke betales tillægsafgift for disse sagsskridt.

Retsplejerådet foreslår, at engangsafgiften skal dække alle fornyede foretagelser inden for et tidsrum af et 1 år i modsætning til den 3-månedersfrist, der gælder i dag. Det betyder, at der kun skal betales retsafgift på ny, hvis der fremsættes anmodning om ny fogedforretning vedrørende kravet mere end 1 år efter, at den seneste afgiftspligtige anmodning blev indgivet og afgiftspligten dermed indtrådte.

Til gengæld foreslår Retsplejerådet, at reglen om, at opkrævning af ny afgift undlades, hvis overskridelse af fristen hverken skyldes fordringshaverens eller skyldnerens forhold, ikke videreføres.

Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften ligesom i dag skal tilbagebetales i de tilfælde, hvor fogedretten afviser at foretage tvangsfuldbyrdelse, fordi skyldneren har afgivet insolvenserklæring eller er under konkurs, rekonstruktionsbehandling eller gældssanering.

Fogedforretningen vil i disse tilfælde ikke blive påbegyndt, og det synes derfor rimeligt, at der skal ske tilbagebetaling. Forenklingshensyn taler ganske vist for at undlade tilbagebetaling, men manglende tilbagebetaling af retsafgift i disse tilfælde ville kunne anspore fordringshaveren til - i et forsøg på at undgå at indbetale en retsafgift forgæves - at kontakte fogedretten inden indlevering af en anmodning med henblik på at få oplyst, om den pågældende skyldner har afgivet insolvenserklæring. Dette ville give fogedretterne unødigt arbejde.

Da engangsafgiften omfatter sagen "fra vugge til grav", uanset hvilke sagsskridt der iværksættes, foreslår Retsplejerådet, at der ikke skal ske tilbagebetaling af engangsafgiften i andre tilfælde.

Der vil således ikke længere skulle ske tilbagebetaling i tilfælde, hvor der alene er indgivet begæring med henblik på at afbryde forældelsesfristen i medfør af retsplejelovens § 490, stk. 3, hvilket også synes rimeligt, da fordringshaveren i disse tilfælde opnår en afbrydelse af forældelsesfristen for fordringen.

2.3.2.3. Retsplejerådet foreslår at opretholde den gældende afgrænsning af, hvilke auktioner der er afgiftspligtige efter retsafgiftslovens regler.

Retsplejerådet foreslår således, at der også fremover kun skal betales retsafgift af de auktioner, der skal afholdes af fogedretten, og ikke af de auktioner, der alene kan afholdes af fogedretten.

De afgiftspligtige auktioner vil dermed fortsat være dels tvangsauktioner og frivillige auktioner over fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj med tilhørende løsøre, dels tvangsauktioner over aktier, gældsbreve og andre fordringer.

Retsplejerådet foreslår desuden at opretholde den gældende ordning, hvorefter der betales en fast afgift for indgivelse af en anmodning om afholdelse af auktion og en yderligere afgift for selve auktionen.

Retsplejerådet foreslår imidlertid, at en større del af den samlede afgift skal betales for anmodningen om auktion.

Retsplejerådet har bl.a. lagt vægt på, at afgiften for anmodning om afholdelse af auktion på den ene side bør være af en sådan størrelse, at den afholder fordringshavere fra at indgive anmodninger om tvangsauktion, som de ikke har til hensigt at gennemføre, men som alene har til formål at skræmme skyldneren, og på den anden side, at afgiften ikke må gøre det umuligt for skyldneren at afværge tvangsauktionen ved at betale afgiften.

Retsplejerådet foreslår på den baggrund, at den faste afgift for at indgive en anmodning om afholdelse af auktion fastsættes til 1.500 kr. i alle tilfælde.

Med hensyn til størrelsen af afgiften for selve auktionen, foreslår Retsplejerådet, at den gældende værdiafhængige afgift, der beregnes af budsummen med tillæg af omkostningerne, som køber skal udrede i henhold til auktionsvilkårene, og de byrder mv., som køber skal betale eller overtage uden for budsummen, erstattes af en fast afgift på ligeledes 1.500 kr. Retsplejerådet har herved lagt vægt på hensynet til forenkling. Forenklingen består dels i en administrativ lettelse for retten, som fremover ikke vil skulle opgøre sagens værdi, dels i en større grad af parallelitet og ensartethed i forhold til de øvrige regler i retsafgiftsloven, hvor Retsplejerådet tilsvarende foreslår procentafgifter erstattet af faste afgifter.

Efter de gældende regler bortfalder afgiften for en anmodning om auktion, hvis anmodningen ikke behandles på grund af reglen i retsplejelovens § 560, stk. 2, om, at flere auktionsanmodninger vedrørende samme ejendom behandles i den rækkefølge, de er modtaget. Retsplejerådet foreslår, at denne afgiftsfritagelse ikke videreføres, da formålet med begæringen - at ejendommen sælges på tvangsauktion - i givet fald vil være opnået. I forarbejderne til den gældende regel henvises til, at retsafgiften for en udlægsanmodning bortfalder, hvis anmodningen afvises på grund af skyldnerens insolvenserklæring under en tidligere udlægsforretning (jf. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, spalte 2528). Det er imidlertid efter Retsplejerådets opfattelse mere retvisende at parallelisere til tilfælde, hvor der er indgivet flere konkursbegæringer mod samme skyldner.

Retsplejerådet foreslår heller ikke at videreføre reglen om, at retsafgiften for selve auktionen bortfalder, når auktionen ophæves, herunder ved aftale, på grund af fejl begået af fogedretten.

Retsplejerådet har lagt vægt på, at det så vidt ses er sjældent, at en auktion ophæves på grund af fejl begået af fogedretten. Retsplejerådet har endvidere lagt vægt på, at den gældende regel i tilfælde, hvor parterne aftaler at ophæve auktionen, nødvendiggør, at fogedretten for at kunne tage stilling til retsafgiften skal vurdere, om fogedretten har begået sådanne fejl, at landsretten ville have ophævet auktionen, hvis auktionen var blevet appelleret til landsretten med påstand herom. Retsplejerådet har endvidere lagt vægt på, at rådet foreslår en fast retsafgift på 1.500 kr. for selve auktionen i modsætning til den gældende procentafgift.

Der henvises til betænkningen side 69-79.

2.3.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets afsnit II (§§ 12-17).

2.4. Skifteretlige sager mv.

2.4.1. Gældende ret

Afgiften er 750 kr. for (jf. retsafgiftsloven §§ 37 og 37 a):

- konkursbegæring

- begæring om rekonstruktionsbehandling

- skifterettens bestemmelse om genoptagelse af likvidation i medfør af selskabslovens § 235

- skifterettens afgørelse om rekonstruktionsbehandling eller konkurs i medfør af selskabslovens § 233, stk. 3.

Afgiften er 500 kr. for (jf. retsafgiftslovens § 36 b, stk. 1 og 2, og § 36 k):

- boudlæg uden skiftebehandling

- udlæg af et dødsbo til den længstlevende ægtefælle

- udlevering af et dødsbo til uskiftet bo

- begæring fra en eller flere arvinger om, at en ægtefælle, der hensidder i uskiftet bo, skal skifte.

Afgiften er 400 kr. for (jf. retsafgiftslovens § 34 a, § 36 j, stk. 2, og §§ 39 a og 39 b):

- anmodning om bistand til skifte af et bo efter § 1 i lov om ægtefælleskifte mv.

- sager om dødsfaldskendelse

- udnævnelse af granskningsmænd og likvidatorer i henhold til selskabsloven

- anmodning om bistand til sagens oplysning under et privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, jf. § 65 i lov om ægtefælleskifte mv.

Afgiftsfri er (jf. retsafgiftslovens §§ 36 m, 37 b, 38 og 40):

- gældssanering

- sager om konkurskarantæne

- udmeldelse af vurderingsmænd

- førelse af testaments- og arvelegitimationsvidner.

For selve bobehandlingen betales endvidere (jf. retsafgiftslovens §§ 28 og 34 b, § 36 b, stk. 3-6, og § 36 c):

- af konkursboer: 1 pct. af formuemassen, dog mindst 2.500 kr. og højst 10.000 kr. I konkursboer, der i medfør af konkurslovens § 143 eller § 144, stk. 1, sluttes inden 4 måneder efter konkursdekretets afsigelse, nedsættes afgiften til en fjerdedel.

- af boer omfattet af lov om ægtefælleskifte mv., der behandles ved bobehandler: ½ pct. af formuemassen, dog højst 10.000 kr.

- af dødsboer, der udleveres til forenklet privat skifte, eller som udleveres til privat skifte efter de almindelige regler, fordi der er arvinger repræsenteret ved værge eller skifteværge, men hvor betingelserne for forenklet privat skifte i øvrigt er opfyldt: 1.000 kr.

- af dødsboer, der i øvrigt udleveres til privat skifte efter de almindelige regler, eller som behandles ved bobestyrer: 2.500 kr.

- af dødsboer, der behandles efter de almindelige regler om privat skifte eller ved bobestyrer, og hvor arvebeholdningen overstiger 1 mio. kr.: yderligere 6.500 kr.

2.4.2. Retsplejerådets overvejelser

2.4.2.1. Retsafgiften for bobehandlingen i de tre typer af boer - konkursboer, dødsboer og ægtefælleskifte mv. - er i dag forskellige på en række væsentlige punkter, både hvad angår minimumsafgift, maksimumsafgift, procentafgift, lavere afgift for kortvarige bobehandlinger og afgiftsfritagelse for små boer.

Retsplejerådet har også på dette område lagt vægt på i muligt omfang at forenkle retsafgifterne.

Retsplejerådet har bl.a. i det lys som det første overvejet, om der fortsat bør betales en særskilt retsafgift for bobehandlingen som sådan.

Efter en samlet vurdering, hvori også indgår, at de retsafgifter, Retsplejerådet foreslår, set under ét ikke bør give et lavere provenu end de gældende retsafgifter, finder Retsplejerådet, at det vil være hensigtsmæssigt fortsat at opkræve retsafgift for selve bobehandlingen.

Retsplejerådet lægger i den forbindelse vægt på, at selve bobehandlingen medfører arbejde for skifteretten, som ikke modsvares af en eventuel retsafgift for en enkelttvist eller af en eventuel retsafgift for anmodningen om indledning af bobehandlingen. Retsplejerådet lægger også vægt på, at retsafgifterne for bobehandlingen kan udformes, så de har en vis adfærdsregulerende virkning med hensyn til, om bobehandling indledes, og i givet fald på hvilken måde. Ved dødsbobehandling kan afgiften således differentieres mellem forskellige bobehandlingsmåder, og ved ægtefælleskifte mv. har parterne det afgiftsfrie alternativ privat skifte til deres rådighed. I forhold til konkursbehandling kan rekonstruktionsbehandling tilsvarende ses som et afgiftsfrit alternativ, idet der skal betales retsafgift for begæring om rekonstruktionsbehandling på linje med begæring om konkurs, men ikke for selve rekonstruktionsbehandlingen. Efter omstændighederne kan en privat aftalt gældsordning også være et alternativ til konkursbehandling eller rekonstruktionsbehandling ved skifteretten.

2.4.2.2. Retsplejerådet har herefter overvejet udformningen af retsafgifterne for bobehandlingen.

I overensstemmelse med det generelle princip, der har været gældende siden 1969, og som Retsplejerådet foreslår videreført, bør der fastsættes en enhedsafgift, der dækker bobehandlingen i sin helhed. For tvister under bobehandlingen, der skal afgøres ved dom, bør der dog ligesom i dag betales retsafgift efter de almindelige regler om retsafgift i civile retssager. Retsplejerådet lægger herved navnlig vægt på, at det forhold, at sådanne tvister afgøres af skifteretten, ikke bør have afgiftsmæssige konsekvenser, når tvisterne i øvrigt behandles af byretten på samme måde og efter samme processuelle regler som civile retssager.

Retsplejerådet foreslår at afskaffe procentafgifterne for konkursbehandling og ægtefælleskifte mv. Dermed bliver afgifterne mere ens på tværs af de forskellige bobehandlinger, da procentafgiften allerede er afskaffet for dødsbobehandling. Endvidere betyder det sammen med Retsplejerådets forslag vedrørende retsafgiften i civile retssager og retsafgiften i fogedsager, at procentafgifter helt afskaffes.

Det er en betydelig forenkling, fordi det så ikke længere vil være nødvendigt af hensyn til beregning af retsafgiften at foretage en præcis opgørelse af boets formuemasse.

Den største forenkling ville opnås, hvis der blev fastsat en fast afgift for en given bobehandlingsmåde, som var uafhængig af boets størrelse.

Som i andre tilfælde må der imidlertid foretages en afvejning af hensynet til forenkling over for hensynet til, at afgiften i små boer ikke bliver uforholdsmæssig høj, og hensynet til statens samlede provenu af retsafgifterne. For at tilgodese begge de sidstnævnte hensyn foreslår Retsplejerådet, at der for visse bobehandlingsmåder opereres med to afgiftssatser, som afhænger af, om boets værdi ligger over eller under en beløbsgrænse, jf. nærmere pkt. 2.4.2.6 og 2.4.2.7 nedenfor.

2.4.2.3. Retsplejerådet har drøftet den gældende afgiftsfritagelse for boudlæg uden skiftebehandling i dødsboer, hvor der efter betaling af rimelige begravelsesudgifter ikke er tilstrækkelige midler til at betale afgiften. Hensynet til forenkling taler for at ændre denne afgiftsfritagelse, som nødvendiggør en konkret vurdering i den enkelte sag. Det er samtidig et væsentligt hensyn, at de efterladte ikke skal betale en afgift til staten for at få adkomst til at overtage afdødes personlige effekter, når der ikke er midler i boet til at betale afgiften. Endvidere taler menneskelige hensyn for, at begravelsesudgifter afholdes forud for betaling af afgift til staten, når der er midler i boet. Retsplejerådet finder på denne baggrund, at der fortsat ikke bør betales afgift i disse tilfælde. Rådet finder, at en forenkling vil kunne opnås ved at ændre den gældende afgiftsfritagelse til en mere generel afgiftsfritagelse, så der ikke længere skal foretages en konkret vurdering i den enkelte sag, jf. nærmere nedenfor i pkt. 2.4.2.5.

2.4.2.4. Retsplejerådet foreslår at afskaffe afgiftsfritagelsen for små dødsboer og fællesboer. Beløbsgrænsen på 15.000 kr. er ikke blevet reguleret siden 1969, og afgiftsfritagelsen, der ifølge forarbejderne er socialt begrundet (jf. Folketingstidende 1968-69, tillæg A, spalte 410), har dermed som følge af prisudviklingen gradvis praktisk talt mistet sin betydning. Afgiftsfritagelsen for små dødsboer har således i dag ingen selvstændig betydning ved siden af afgiftsfritagelsen for dødsboer, hvor der efter betaling af rimelige begravelsesudgifter ikke er tilstrækkelige midler til at betale afgiften. Denne afgiftsfritagelse foreslår Retsplejerådet som nævnt videreført i en udvidet og forenklet form.

Reguleret med prisudviklingen siden 1969 svarer beløbsgrænsen på 15.000 kr. til ca. 120.000 kr. i 2018. Fremfor nu efter 50 år at forhøje beløbsgrænsen, så afgiftsfritagelsen igen får reel betydning, vil det imidlertid efter Retsplejerådets opfattelse være mere hensigtsmæssigt at afskaffe afgiftsfritagelsen i små boer.

2.4.2.5. De gældende retsafgifter for dødsbobehandling opdeler de forskellige behandlingsmåder i tre afgiftsklasser. Der opereres således med to forskellige forenklede behandlingsmåder med en lavere, men forskellig retsafgift.

Retsplejerådet finder det hensigtsmæssigt, at retsafgiften er højere for de bobehandlingsmåder, der er mere omfattende, herunder i forhold til skifterettens arbejde. En sådan afgiftsmæssig forskel vil efter Retsplejerådets vurdering kunne have en hensigtsmæssig adfærdsregulerende virkning. Retsplejerådet finder imidlertid ikke behov for at operere med tre afgiftsklasser fremfor to.

Retsplejerådet har i tilknytning hertil overvejet, om der fortsat bør opkræves retsafgift for de enkleste behandlingsmåder, hvor retsafgiften i dag er 500 kr. Retsplejerådet tager herved i betragtning, at det i forhold til adfærdsregulering er vigtigt, at afgiften i disse tilfælde er lavere end ved de andre behandlingsmåder. Derimod er der i forhold til adfærdsregulering ikke noget, der taler for, at der i det hele taget skal være en retsafgift for de enkleste behandlingsmåder. Borgeren kan nemlig i modsætning til det, der i øvrigt er afgiftspligtigt efter retsafgiftsloven, ikke fravælge dødsbobehandling. Ved ethvert dødsfald skal der ske en eller anden dødsbobehandling. Når afdøde ikke efterlader sig ægtefælle, kan de efterladte måske nok formelt set undlade at involvere sig i nogen dødsbobehandling, hvis de slet og ret opgiver ethvert krav på afdødes ejendele, men dette kan efter Retsplejerådets opfattelse ikke anses som en nærliggende valgmulighed. Og en længstlevende ægtefælle kan aldrig fravælge dødsbobehandling, hvis der ved førstafdødes død er helt eller delvis formuefællesskab.

Endvidere bør der som anført i pkt. 2.4.2.3 ovenfor fortsat ikke betales afgift i de tilfælde, hvor der efter betaling af rimelige begravelsesudgifter ikke er tilstrækkelige midler i boet til at betale afgiften. Hvis retsafgiften for de enkleste behandlingsmåder videreføres, vil der dermed også fortsat være behov for en konkret vurdering i den enkelte sag af, om der er tilstrækkelige midler i boet til at betale afgiften.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund at afskaffe retsafgiften for boudlæg uden skiftebehandling, udlæg til den længstlevende ægtefælle og udlevering til uskiftet bo.

Retsplejerådet foreslår endvidere at forenkle retsafgifterne for henholdsvis forenklet privat skifte og almindeligt privat skifte og skifte ved bobestyrer, således at der fastsættes én afgiftssats for disse behandlingsmåder. Dermed bortfalder også behovet for særreglen om, at den lavere afgift for forenklet privat skifte også anvendes, når dødsboet udleveres til privat skifte efter de almindelige regler herom, fordi der er arvinger repræsenteret ved værge eller skifteværge, men hvor betingelserne for forenklet privat skifte i øvrigt er opfyldt. Samlet set er rådets forslag udtryk for en betydelig forenkling for både arvingerne og skifteretterne.

Retsplejerådet foreslår, at den nye fælles afgiftssats for privat skifte, herunder forenklet privat skifte, og skifte ved bobestyrer fastsættes til 1.500 kr. Forslaget indebærer, at afgiften for forenklet privat skifte forhøjes fra 1.000 kr. til 1.500 kr., og at afgiften for almindeligt privat skifte og skifte ved bobestyrer nedsættes fra 2.500 kr. til 1.500 kr. Forslaget skal ses i lyset af, at de gældende afgiftssatser ikke har været reguleret siden 1996.

2.4.2.6. Retsplejerådet foreslår at videreføre tillægsafgiften for store dødsboer. Retsplejerådet foreslår at forhøje tillægsafgiften fra 6.500 kr. til 9.000 kr., men således at beløbsgrænsen for, hvornår tillægsafgiften skal betales, tilsvarende forhøjes fra 1 mio. kr. til 1,5 mio. kr. Forslaget er navnlig begrundet i, at hverken den gældende afgiftssats eller beløbsgrænsen har været reguleret siden 1996.

2.4.2.7. Retsafgiften for den egentlige bobehandling ved ægtefælleskifte mv. bør ligesom i dag være en enhedsafgift, der indtræder ved henvisning til bobehandler. Ved ægtefælleskifte mv. ligger den forenklede bobehandlingsmåde, der har en lavere afgift, således tidsmæssigt forud for henvisningen til bobehandler. Når først sagen er henvist til bobehandler, bør retsafgiften fortsat ikke afhænge af, hvor omfattende bobehandlingen bliver.

Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften for bobehandlingen ved ægtefælleskifte mv. fastsættes til som udgangspunkt 1.500 kr. Overstiger boets værdi 1,5 mio. kr., foreslås afgiften fastsat til 10.500 kr.

Ved forslaget om en fast afgift på som udgangspunkt 1.500 kr. har Retsplejerådet lagt vægt på, at ægtefælleskifte mv. fungerer på den måde, at en part først skal anmode skifteretten om bistand til skifte og betale en retsafgift, der efter Retsplejerådets forslag er 750 kr., jf. herom pkt. 2.4.2.9 nedenfor. Først herefter kan en part anmode om, at boet henvises til bobehandler. For at få boet behandlet ved bobehandler skal parten således betale både afgiften for anmodningen om skifterettens bistand og afgiften for henvisningen til bobehandler. Retsplejerådet har endvidere taget i betragtning, at parterne ud over retsafgiften også skal betale bobehandlerens vederlag.

Ved fastsættelsen af den konkrete afgiftssats på 1.500 kr. har Retsplejerådet også lagt vægt på i muligt omfang at opnå parallelitet med retsafgifterne i dødsboer. Med Retsplejerådets forslag er den almindelige afgift for skifte af et dødsbo 1.500 kr., jf. herom pkt. 2.4.2.5 ovenfor.

Ved forslaget om en yderligere afgift på 9.000 kr. for boer på mere end 1,5 mio. kr. har Retsplejerådet navnlig lagt vægt det gældende maksimum og på Ægtefælleskifteudvalgets forslag om en yderligere afgift på 6.500 kr. for boer på mere end 2 mio. kr. Ægtefælleskifteudvalget henviste i den forbindelse til den gældende tillægsafgift i store dødsboer, som Retsplejerådet imidlertid foreslår forhøjet til 9.000 kr., da den ikke har været reguleret siden 1996, jf. herom pkt. 2.4.2.6 ovenfor.

Ved forslaget om, at beløbsgrænsen for tillægsafgiften skal være 1,5 mio. kr. og ikke f.eks. 2 mio. kr. som foreslået af Ægtefælleskifteudvalget, har Retsplejerådet lagt vægt på parallelitet med retsafgifterne i dødsboer, hvor Retsplejerådet foreslår den gældende beløbsgrænse på 1 mio. kr. forhøjet til 1,5 mio. kr., da den ikke har været reguleret siden 1996, jf. herom pkt. 2.4.2.6 ovenfor.

2.4.2.8. Retsplejerådet foreslår, at der skal betales en fast retsafgift på 9.000 kr. for en konkursbehandling.

Retsplejerådet har således ikke fundet grundlag for at fastsætte forskellige afgiftssatser afhængig af konkursboets omfang. Retsplejerådet har i den forbindelse lagt vægt på, at selv om der er en vis sammenhæng mellem boets størrelse og omfanget af skifterettens arbejde, er sammenhængen ikke entydig. Det vil desuden også for skifteretterne være en betydelig forenkling fremover at fastsætte retsafgiften for bobehandlingen helt uafhængigt af boets størrelse.

Retsplejerådet foreslår heller ikke at videreføre reglen om, at retsafgiften nedsættes til en fjerdedel, hvis konkursboet sluttes inden 4 måneder efter konkursdekretets afsigelse, enten fordi der ikke er dækning for yderligere omkostninger ved boets behandling, eller fordi fordringshaverne samtykker heri eller skyldneren er blevet solvent.

Denne særregel har ingen praktisk betydning. Det er meget sjældent, at et konkursbo sluttes, fordi skyldneren er blevet solvent. Det forekommer derimod ofte, at et konkursbo sluttes, fordi der ikke er dækning for yderligere omkostninger ved boets behandling, men i sådanne tilfælde vil der ikke være dækning i boet for retsafgiften for bobehandlingen. En nedsættelse af retsafgiften, når boet sluttes inden for 4 måneder, er derfor i sådanne boer betydningsløs.

Retsplejerådet foreslår, at der fremover ikke skal betales retsafgift for bobehandlingen ved genoptagelse af et konkursbo (reassumptionsboer). Retsplejerådet har bl.a. lagt vægt på, at ved Sø- og Handelsretten (hvor ca. 40-50 pct. af landets konkursboer behandles) er det under 1 pct. af konkursboerne, der er reassumptionsboer, og at det i disse boer er sjældent, at værdierne overstiger 200.000 kr. I tilfælde, hvor der på grund af nye aktiver opstår spørgsmål om at genoptage et konkursbo, benytter Sø- og Handelsretten endvidere jævnligt muligheden for at lade dividendebeløb tilfalde statskassen, fordi deres udbetaling vil medføre uforholdsmæssige omkostninger, jf. konkurslovens § 153, stk. 2.

2.4.2.9. De afgiftspligtige "andre skifteforretninger" omfattede oprindelig kun konkursbegæringer og begæring fra en arving om, at en ægtefælle, der hensidder i uskiftet bo, skal skifte. I dag er der også fastsat afgifter for anmodning om bistand til ægtefælleskifte mv., anmodning om dødsfaldskendelse, begæring om rekonstruktionsbehandling, anmodning om udnævnelse af granskningsmænd og anmodning om bistand til sagens oplysning under et privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver.

Retsplejerådet foreslår at videreføre retsafgifter for de pågældende anmodninger.

Efter Retsplejerådets opfattelse er det således af adfærdsreguleringsmæssige grunde velbegrundet, at de pågældende anmodninger er afgiftspligtige.

Retsplejerådet foreslår, at de afgifter, der i dag udgør 400 kr. eller 500 kr., forhøjes til 750 kr. Forslaget har bl.a. til formål at understøtte, at afgiften modvirker ubegrundede eller løst funderede anmodninger. Forslaget om at forhøje afgiften skal endvidere ses i lyset af Retsplejerådets forslag i øvrigt, herunder at den laveste afgift for civile retssager og afgiften for fogedforretninger ligeledes foreslås fastsat til 750 kr. Hertil kommer, at flere af afgifterne ikke har været reguleret i en årrække.

Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften for begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling forhøjes fra 750 kr. til 1.500 kr. Afgiftssatsen blev senest reguleret i 1989.

Retsplejerådet har overvejet alternativt at fastholde retsafgiften for begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling på 750 kr., så afgiften blev den samme som for andre anmodninger til skifteretten.

Det kan i den forbindelse anføres, at retsafgiften ud fra et adfærdsreguleringssynspunkt ikke har stor selvstændig betydning, fordi afsigelse af konkursdekret som udgangspunkt er betinget af, at den, der har begæret konkursen, stiller sikkerhed for omkostningerne ved boets behandling, og sikkerheden udgør normalt 40.000 kr.

Efter Retsplejerådets opfattelse giver kravet om sikkerhedsstillelse for afsigelse af konkursdekret dog ikke grundlag for at lægge mindre vægt på den adfærdsregulerende virkning af retsafgiften for en begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling. Kravet om sikkerhedsstillelse hindrer således ikke, at der indgives begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling, men alene at der afsiges konkursdekret eller træffes afgørelse om rekonstruktionsbehandling, før sikkerheden er stillet. Endvidere kan lønmodtagere fritages for kravet om sikkerhedsstillelse, når de begærer deres arbejdsgiver konkurs som følge af manglende betaling af løn.

Retsafgiften for begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling har således en selvstændig adfærdsregulerende værdi og bør have en størrelse, som modvirker ubegrundede eller løst funderede begæringer om konkurs eller rekonstruktionsbehandling.

Retsafgiften for konkursbegæring har også altid været højere end grundafgiften for sagsanlæg. Oprindelig var retsafgiften for konkursbegæring det dobbelte af grundafgiften for sagsanlæg, men senere reguleringer af afgiftssatserne, hvor grundafgiften for sagsanlæg procentuelt er blevet forhøjet mere end retsafgiften for konkursbegæring, gør, at retsafgiften for konkursbegæring i dag er 50 pct. højere end grundafgiften for sagsanlæg.

Hertil kommer, at begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling er et mere vidtgående skridt end individualforfølgning ved udlæg. Det er derfor også naturligt, at retsafgiften for en begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling er højere end retsafgiften for udlæg, hvor Retsplejerådet foreslår en enhedsafgift på 750 kr.

Retsplejerådet foreslår imidlertid, at skyldnerens egen begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling fremover skal være afgiftsfri. I betragtning af de retsvirkninger, det har for skyldneren at være under konkurs eller rekonstruktionsbehandling, er der her ikke behov for en retsafgift for at modvirke ubegrundede eller løst funderede begæringer. Hertil kommer, at skyldneren som udgangspunkt skal stille sikkerhed for omkostningerne ved boets behandling. Endvidere har skifteretten også generelt mindre arbejde med en egenbegæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling, end når begæringen kommer fra en fordringshaver.

Retsplejerådet foreslår endvidere, at der fremover ikke skal betales retsafgift, når skifteretten af egen drift træffer afgørelse om konkurs eller rekonstruktionsbehandling i medfør af selskabslovens § 233, stk. 3. Der er tale om kapitalselskaber under tvangsopløsning, hvor der ikke er udnævnt en likvidator. En sådan retsafgift tjener ikke noget adfærdsregulerende formål.

Retsplejerådet foreslår desuden af tilsvarende grunde, at der fremover ikke skal betales retsafgift, når skifteretten af egen drift i medfør af selskabslovens § 227, stk. 3, udnævner en likvidator i et kapitalselskab under tvangsopløsning. En sådan retsafgift har ikke nogen adfærdsregulerende virkning.

Retsplejerådet finder ikke grundlag for at forhøje den gældende retsafgift på 750 kr. for skifterettens afgørelse om genoptagelse af boet efter et kapitalselskab, der er ophørt ved betalingserklæring eller likvidation. Der er tale om selskaber, der er ophørt som solvente, og en genoptagelse af boet efter et sådant selskab kan ikke sammenlignes med skifterettens arbejde med en konkursbegæring eller et konkursbo.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund at videreføre afgiftssatsen på 750 kr. uændret, så den er på linje med de foreslåede afgifter for en række anmodninger til skifteretten. Retsplejerådet foreslår i den forbindelse at ændre afgiftsgrundlaget fra at være skifterettens afgørelse om genoptagelse til at være anmodningen om, at skifteretten genoptager boet. Efter Retsplejerådets opfattelse bør afgiftspligten således ligesom i andre tilfælde indtræde allerede ved anmodningens fremsættelse. Kun derved kan afgiften få en reel adfærdsregulerende værdi i forhold til at modvirke ubegrundede eller løst funderede anmodninger. Retsplejerådets forslag indebærer, at afgiften opkræves, før skifteretten realitetsbehandler anmodningen, og at afgiften ikke tilbagebetales, hvis skifteretten ikke imødekommer anmodningen.

2.4.2.10. Samlet set er Retsplejerådets forslag også udtryk for, at retsafgiften for en anmodning til retten fremover bliver minimum 750 kr., uanset om anmodningen rettes til civilretten, fogedretten eller skifteretten. Dette minimum vil dog ikke gælde for notarialforretninger, kopier og udskrifter, jf. herom nedenfor i pkt. 2.6.

Retsplejerådet understreger, at en række anmodninger fortsat vil være afgiftsfri. For skifterettens vedkommende drejer det sig om anmodning om gældssanering, om udmeldelse af vurderingsmænd, om at føre testaments- eller arvelegitimationsvidner og om pålæg af konkurskarantæne.

Der henvises til betænkningen side 80-98.

2.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets afsnit III (§§ 18-32).

2.5. Appel og genoptagelse

2.5.1. Gældende ret

For anke i den borgerlige retsplejes former skal betales samme afgift som for en borgerlig retssag i 1. instans, jf. retsafgiftslovens § 50, stk. 1, 1. pkt.

For anke til landsret udgør afgiften for indlevering af ankestævning dog mindst 750 kr., og for anke til Højesteret forhøjes afgifterne med 50 pct., og afgiften for indlevering af ankestævning udgør mindst 1.500 kr., jf. retsafgiftslovens § 50, stk. 2.

Retsafgiften i civile ankesager afhænger således af ankesagens værdi (forstået som værdien af forskellen mellem den ankendes påstand og resultatet i den indankede dom) og af, om sagen er omfattet af opregningen i retsafgiftslovens § 4 (visse sager om servitutter, mortifikation mv.).

Har ankesagen ikke økonomisk værdi, har ankesagen en økonomisk værdi på højst 50.000 kr., eller er ankesagen omfattet af opregningen i retsafgiftslovens § 4, skal der alene betales minimumsafgiften på 750 kr. for anke til landsret henholdsvis 1.500 kr. for anke til Højesteret. Denne afgift skal betales ved indleveringen af ankestævningen.

I ankesager med en økonomisk værdi på over 50.000 kr., som ikke er omfattet af opregningen i retsafgiftslovens § 4, skal der betales retsafgift to gange, dels ved indleveringen af ankestævningen, dels for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Afgiften udgør i landsretten hver gang 750 kr. med tillæg af 1,2 pct. af den del af værdien, der overstiger 50.000 kr. I Højesteret udgør afgiften dette beløb forhøjet med 50 pct., og den afgift, der skal betales ved indleveringen af ankestævningen, udgør endvidere mindst 1.500 kr.

Ved anke til landsretten gælder de samme maksima for disse afgifter som i 1. instans. Ved anke til Højesteret forhøjes maksimaene med 50 pct., dvs. maksimum for hver af de to afgifter er generelt 112.500 kr. (dvs. i alt 225.000 kr.), dog 3.000 kr. (i alt 6.000 kr.) i sager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.).

Betalingstidspunktet for afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, og muligheden for at få tilbagebetalt hele denne afgift, hvis sagen falder bort, er de samme som i 1. instans.

Derimod gælder reglerne i retsafgiftslovens § 2, stk. 6, om tilbagebetaling af en del af afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, ikke i ankesager. Dette fremgår af retsafgiftslovens § 50, stk. 1, 2. pkt.

Kæreafgiften er 400 kr. for kære til landsret og 750 kr. for kære til Højesteret, jf. retsafgiftslovens § 54.

Kæreafgiften skal tilbagebetales, hvis den ret, hvis afgørelse er påkæret, omgør afgørelsen, eller hvis den kærende helt eller delvis får medhold i kæreinstansen, jf. retsafgiftslovens § 57.

Der skal ikke betales retsafgift af en sag, som genoptages, jf. retsafgiftslovens § 9, stk. 1.

Retsafgiften for en ansøgning om ekstraordinær genoptagelse eller anke af en dom i medfør af retsplejelovens § 399 er 1.500 kr., jf. retsafgiftslovens § 58. Afgiften tilbagebetales, såfremt ansøgningen imødekommes. Selve sagens fornyede foretagelse eller påanke er afgiftsfri.

2.5.2. Retsplejerådets overvejelser

2.5.2.1. Retsplejerådet foreslår, at de gældende principper for retsafgift for anke i civile retssager som udgangspunkt videreføres. Retsplejerådet foreslår således, at retsafgifterne for anke fortsat skal være magen til retsafgifterne i 1. instans, med en 50 pct. forhøjelse for anke til Højesteret og med forhøjede minimumsafgifter for anke til henholdsvis landsret og Højesteret.

Den omlægning af retsafgifterne for civile retssager i 1. instans, som Retsplejerådet foreslår, vil således gælde tilsvarende i ankesager.

Det betyder, at ved indleveringen af ankestævningen skal der fremover alene betales en fast afgift, der som udgangspunkt er uafhængig af sagens værdi. Ved anke til landsret bør afgiften dog være lavere, hvis ankesagens værdi er højst 100.000 kr.

Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften for anke til landsret skal være 2.000 kr., hvis ankesagen har en værdi på mere end 100.000 kr., og ellers 1.000 kr.

Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften for anke til Højesteret skal være 4.000 kr.

De foreslåede afgiftssatser skal navnlig ses i lyset af de foreslåede afgiftssatser for civile retssager i 1. instans og i lyset af, at retsafgiften for en ankestævning i landsretten efter Retsplejerådets opfattelse bør være højere end retsafgiften for en stævning i 1. instans, og at retsafgiften for en ankestævning i Højesteret også bør være højere end retsafgiften for en stævning i landsretten.

Ligesom i dag vil det være appellantens påstand i ankesagen, der bestemmer ankesagens værdi. Ankesagens værdi skal således bestemmes ud fra den ændring, appellanten påstår i forhold til den indankede dom.

Det betyder endvidere, at der ligesom i dag også i ankesager skal betales en yderligere retsafgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Denne afgift skal fremover betales, hvis ankesagens værdi overstiger 100.000 kr.

Afgiftssatserne for hovedforhandlingen vil ved anke til landsret være de samme som i 1. instans og vil ved anke til Højesteret være 50 pct. højere.

Retsplejerådet foreslår at opretholde ordningen med, at sager, der i 1. instans er afgiftsfri, som udgangspunkt også er fritaget for afgift i forbindelse med anke. Retsplejerådet foreslår i den forbindelse også at videreføre, at anke af en sag om stadfæstelse af arrest, hvor der også er anlagt hovedsag, dog ikke skal være afgiftsfri, selv om sagen var afgiftsfri i 1. instans. Når sådanne sager er afgiftsfri i 1. instans, skyldes det således alene, at der vil være betalt retsafgift for hovedsagen i 1. instans. Retsplejerådet foreslår ligeledes at videreføre, at den særlige afgiftsfritagelse i visse huslejesager ikke omfatter ankesager.

Retsplejerådet foreslår desuden at opretholde ordningen med, at personer, der er fritaget for at betale afgift i retssager i 1. instans, også er fritaget for at betale afgift i forbindelse med anke. Det bemærkes, at det ligesom i dag indebærer, at afgiftsfritagelse i kraft af fri proces eller retshjælpsforsikringsdækning forudsætter, at den fri proces eller retshjælpsforsikringen dækker ankesagen. En anke iværksat af en part, der havde fri proces i den indankede sag, er således kun afgiftsfri, hvis parten også har fri proces i ankesagen.

Retsplejerådet foreslår endvidere at videreføre reglen om, at retsafgiften for ankesagen tilbagebetales, hvis sagen hjemvises til ny behandling i en tidligere instans. Reglen blev indført ved lovændringen i 2004 på grundlag af Retsplejerådets forslag i betænkning nr. 1436/2004.

2.5.2.2. Retsplejerådet foreslår at opretholde den gældende ordning med en fast retsafgift for kære til henholdsvis landsret og Højesteret, således at afgiften er højere for kære til Højesteret. Det betyder, at kære til Den Særlige Klageret fortsat vil være afgiftsfri.

Retsplejerådet foreslår ingen ændringer i anvendelsesområdet for kæreafgiften, der således ligesom i dag ikke alene skal betales for kæremål under civile retssager, men for kæremål i alle sagstyper, herunder fogedsager, skiftesager, tinglysningssager og offentlige straffesager. Det bemærkes i den forbindelse, at kæremål i offentlige straffesager fortsat vil være afgiftsfri, bl.a. når kæremålet er iværksat af sigtede eller tiltalte eller af anklagemyndigheden.

Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften for kære til landsret skal være 750 kr. og for kære til Højesteret 1.500 kr. De foreslåede afgiftssatser skal navnlig ses i lyset af, at de gældende satser på 400 kr. og 750 kr. senest blev reguleret i 1989.

Efter Retsplejerådets opfattelse vil den foreslåede forhøjelse understøtte, at kæreafgiften modvirker ubegrundede eller løst funderede kæremål, uden at afgiften derved bliver så høj, at berettigede kæremål afskæres alene på grund af afgiftens størrelse.

Det bemærkes herved, at en række kæremål fortsat vil være afgiftsfri, herunder som nævnt alle kæremål iværksat af sigtede eller tiltalte i en offentlig straffesag.

Retsplejerådet foreslår desuden at opretholde ordningen med, at kære iværksat af en part i en civil retssag, der er afgiftsfri, eller hvor parten er afgiftsfritaget, som udgangspunkt ligeledes er afgiftsfri. Det betyder bl.a., at en part, der har fri proces, ikke skal betale kæreafgift, og i modsætning til, hvad der gælder ved anke, er det i den forbindelse tilstrækkeligt, at parten har fri proces i den instans, hvis afgørelse påkæres. Afgiftsfritagelsen gælder således, selv om parten ikke har søgt eller fået fri proces til behandlingen i kæreinstansen.

Retsplejerådet foreslår i den forbindelse også at videreføre, at kære i en sag om stadfæstelse af arrest, hvor der også er anlagt hovedsag, dog ikke skal være afgiftsfri, selv om sagen var afgiftsfri i 1. instans. Når sådanne sager er afgiftsfri i 1. instans, skyldes det således alene, at der vil være betalt retsafgift for hovedsagen i 1. instans. Retsplejerådet foreslår ligeledes at videreføre, at den særlige afgiftsfritagelse i visse huslejesager ikke omfatter kæresager.

Afgiftsfritagelsen vil endvidere i lighed med den gældende ordning ikke omfatte kære i fogedsager og skiftesager.

Retsplejerådet foreslår endvidere at videreføre, at kæreafgiften tilbagebetales, hvis en afgørelse omgøres af den ret eller myndighed, der har truffet den påkærede afgørelse. Omgørelsen kan ske, inden sagen sendes til appelinstansen, således at kæremålet bortfalder, og vil normalt være udtryk for, at den kærende fra først af burde have haft medhold. Det er derfor rimeligt, at afgiften for kære tilbagebetales i disse tilfælde, også selv om omgørelsen i visse tilfælde f.eks. kan være foranlediget af nye oplysninger i kæreskriftet, som ikke var fremme under den oprindelige behandling af sagen.

Retsplejerådet foreslår endvidere at videreføre, at kæreafgiften tilbagebetales, når den kærende helt eller delvist får medhold i sin kære. Appelinstansens ændring skyldes ikke altid, at den ret, der afsagde den kærede afgørelse, har begået fejl, men kan derimod skyldes, at kærende er kommet med mere fyldestgørende oplysninger i forbindelse med kæremålet. På den anden side vil kæremål ofte vedrøre processuelle spørgsmål, som modparten i sagen ikke altid har en interesse i. Det kan derfor forekomme urimeligt, hvis modparten bliver pålagt at betale kæreafgiften efter reglerne om sagsomkostninger, som det er tilfældet med ankeafgiften, der ikke tilbagebetales, selv om appellanten får helt eller delvist medhold i anken.

2.5.2.3. Retsplejerådet foreslår at videreføre reglen om, at der ikke skal betales ny retsafgift i en sag, der genoptages.

Den retsafgift, der oprindelig er betalt, bør således også dække genoptagelsen.

2.5.2.4. Retsplejerådet foreslår at videreføre retsafgiften for en ansøgning til Højesteret om tilladelse til ekstraordinær genoptagelse eller anke af en dom i en borgerlig sag i medfør af retsplejelovens § 399.

Efter Retsplejerådets opfattelse er det således af adfærdsreguleringsmæssige grunde velbegrundet, at en sådan ansøgning er afgiftspligtig.

Retsplejerådet foreslår, at afgiftssatsen for en sådan ansøgning forhøjes fra 1.500 kr. til 2.000 kr. Den gældende afgiftssats stammer fra 1989.

Retsplejerådet foreslår også at videreføre reglen om, at afgiften tilbagebetales, hvis ansøgningen imødekommes.

Forenklingshensyn taler ganske vist for at afskaffe denne særregel om tilbagebetaling, men i betragtning af, at sagsantallet er meget lavt, har Retsplejerådet dog fundet, at det administrative besvær ved at besvare reglen er begrænset.

Det følger af den generelle regel om, at der ikke skal betales ny retsafgift i en sag, der genoptages, jf. herom pkt. 2.5.2.3 ovenfor, at der fortsat ikke skal betales ny retsafgift i den genoptagne sag, når Højesteret tillader ekstraordinær genoptagelse. Den retsafgift, der oprindelig er betalt i sagen, vil således også dække behandlingen af den genoptagne sag.

Efter de gældende regler skal der heller ikke betales retsafgift for ankesagen, når Højesteret tillader ekstraordinær anke. Retsplejerådet foreslår, at denne afgiftsfritagelse ikke videreføres. I modsætning til ved ekstraordinær genoptagelse, hvor der tidligere vil være betalt retsafgift for sagens behandling i den pågældende instans, er der ved ekstraordinær anke tale om behandling i en ny instans. I overensstemmelse med det generelle princip om, at retsafgiften dækker sagens behandling i den pågældende instans, og at der skal betales særskilt retsafgift for appel, bør der således fremover også betales sædvanlig afgift for en anke, der sker på grundlag af en tilladelse fra Højesteret i medfør af retsplejelovens § 399. Det bemærkes herved, at retsafgiften for Højesterets behandling af ansøgningen om ekstraordinær anke som nævnt tilbagebetales, når ansøgningen imødekommes.

2.5.2.5. Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene har peget på muligheden for at rykke en del af retsafgiften for appel frem, således at den betales allerede ved ansøgningen til Procesbevillingsnævnet. Formålet med en sådan fremrykning af afgiften ville være at modvirke ubegrundede eller løst funderede ansøgninger om appeltilladelse.

Imod at pålægge ansøgninger om appeltilladelse retsafgift taler først og fremmest, at det vil pålægge parterne og Procesbevillingsnævnet yderligere administrative byrder.

Efter Retsplejerådets opfattelse er det tvivlsomt, om den potentielle lettelse i Procesbevillingsnævnets arbejde som følge af færre ansøgninger vil være større end de administrative byrder for Procesbevillingsnævnet og domstolene ved, at Procesbevillingsnævnet skal beregne og opkræve retsafgift, og at domstolene skal tage hensyn til den retsafgift, appellanten har betalt for ansøgningen til Procesbevillingsnævnet. Selv hvis der måtte antages at være en lille nettogevinst for det offentlige, er det efter Retsplejerådets opfattelse tvivlsomt, om en sådan flytning af ressourcer fra sagsbehandlingen vedrørende ansøgninger til beregning og opkrævning af afgifter ville være hensigtsmæssig, endsige rimelig i forhold til borgerne.

Der er således nogle grundlæggende forskelle mellem en sags behandling ved retterne og ved Procesbevillingsnævnet. Sagerne om appeltilladelse ved Procesbevillingsnævnet er karakteriseret ved, at størstedelen af ansøgningerne bliver afslået, og at nævnets afgørelser er meget kortfattede sammenlignet med afgørelser fra retterne. For borgerne vil en afgift for ansøgninger om appeltilladelse derfor formentlig opleves som relativt mere byrdefuld end den retsafgift, man betaler til retten for at appellere en sag og for rettens arbejde hermed.

Retsplejerådet kan på denne baggrund ikke anbefale, at der indføres retsafgift for ansøgning til Procesbevillingsnævnet om appeltilladelse.

Der henvises til betænkningen side 106-115.

2.5.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 7, stk. 1, og afsnit V (§§ 36-45).

2.6. Øvrige retsafgifter

2.6.1. Gældende ret

For notarialforretninger betales som udgangspunkt 300 kr., jf. retsafgiftslovens § 42.

For bekræftelse af rigtigheden af en kopi betales dog 100 kr., og for notarens medvirken ved udtrækning af værdipapirer, lodtrækning og lignende betales 500 kr. pr. påbegyndt time.

For udskrifter mv., der udfærdiges af retten, betales 175 kr., jf. retsafgiftslovens § 48.

I en række tilfælde udfærdiges udskrifter mv. dog uden afgift, jf. retsafgiftslovens § 49, herunder i alle tilfælde, hvor retten af egen drift udfærdiger en udskrift.

2.6.2. Retsplejerådets overvejelser

2.6.2.1. Retsplejerådet finder, at der fortsat bør betales afgift for en notarialforretning.

Retsplejerådet er opmærksom på, at notarbekræftelse er et lovkrav ved notartestamenter og ved fremtidsfuldmagter. Der vil også være en række tilfælde, hvor notarbekræftelse ikke er et lovkrav, men dog en faktisk nødvendighed, eksempelvis fordi et dokument skal bruges i udlandet. I så henseende er det efter Retsplejerådets opfattelse mest nærliggende at opfatte afgiften for notarialforretningen som en brugerbetaling.

Den gældende afgift på 300 kr. svarer med prisudviklingen siden 1999 til 414 kr. i 2018. Prisudviklingen kan således for så vidt begrunde, at retsafgiften for en notarialforretning nu sættes op til 400 kr. Efter Retsplejerådets opfattelse bør det ved vurderingen af rimeligheden af en sådan forhøjelse af afgiftssatsen dog også indgå, om det skønnede merprovenu ville give en væsentlig overdækning i forhold til domstolenes udgifter til notarialforretninger.

Domstolenes gennemsnitlige udgifter til notarialforretninger har i de seneste år været i størrelsesorden 8,5 mio. kr. årligt. Allerede med den gældende afgiftssats på 300 kr. overstiger indtægterne fra retsafgiften for notarialforretninger væsentligt domstolenes udgifter til disse forretninger. Retsplejerådet finder, at der på den baggrund ikke er grundlag for at forhøje den gældende afgiftssats. Efter en samlet vurdering har Retsplejerådet heller ikke fundet grundlag for at foreslå, at afgiften for notarialforretninger nedsættes. Retsplejerådet foreslår således, at den almindelige afgiftssats for notarialforretninger videreføres uændret.

2.6.2.2. Oprindelig var afgiften for at bekræfte rigtigheden af en kopi den samme som afgiften for udskrifter mv., men i 1998 blev afgiften for udskrifter mv. forhøjet særskilt. Endvidere skulle der oprindelig kun betales én afgift for at få bekræftet flere kopier af samme originaldokument, men dette blev i 1992 ændret til, at der skal betales én afgift for hver kopi, der bekræftes. Begrundelsen for ændringen var, at notarialforretninger, hvor notaren skal bekræfte, at en kopi af et dokument er i overensstemmelse med originalen, ofte omfattede et stort antal enslydende dokumenter, og at dokumenterne i mange tilfælde også var meget omfangsrige.

I betragtning af, at borgere og virksomheder i en del tilfælde kan have behov for samtidig at få bekræftet flere kopier af flere og eventuelt adskillige originaldokumenter, er det, når afgiften skal betales for hver kopi, efter Retsplejerådets opfattelse rimeligt, at afgiften er lavere end den almindelige afgift for en notarialforretning.

Samtidig bør det tages i betragtning, at den gældende afgiftssats på 100 kr. stammer fra 1992. Endvidere har Københavns Byret, der typisk behandler knap en femtedel af alle notarialforretninger på landsplan, oplyst, at retten hvert år modtager i størrelsesordenen 100-200 anmodninger om bekræftelse af kopiens rigtighed, hvor dokumentet er så omfattende, at der er et betydeligt misforhold mellem afgiften på 100 kr. og det arbejde, som er forbundet med bekræftelsen.

Retsplejerådet har på denne baggrund overvejet, om afgiften for notarens bekræftelse af rigtigheden af en kopi af et dokument bør forhøjes, og om der bør fastsættes to afgiftssatser, sådan at afgiften er højere for dokumenter over en vis størrelse.

Det vil dog gøre retsafgifterne og dermed deres administration mere komplicerede, hvis der opereres med to afgiftssatser for bekræftelse af rigtigheden af en kopi. Endvidere er det oplyste antal af bekræftelser, hvor misforholdet er betydeligt, begrænset. Der er tale om i størrelsesordenen 100-200 bekræftelser årligt i Københavns Byret, hvilket betyder, at der på landsplan skønsmæssigt vil være i størrelsesordenen 500-1.000 sådanne bekræftelser årligt. Der er således tale om en meget lille del af det samlede antal notarialforretninger, og en forhøjet afgift i disse sager ville heller ikke give noget væsentligt provenu.

Efter en samlet vurdering foreslår Retsplejerådet på denne baggrund at videreføre en fast lavere afgift for bekræftelse af rigtigheden af kopien af et dokument, men at forhøje denne afgift til 150 kr., sådan at afgiften igen bliver den samme som for udskrifter mv., jf. pkt. 2.6.2.4 nedenfor.

2.6.2.3. Retsplejerådet foreslår af forenklingshensyn at afskaffe den særlige afgiftssats for lodtrækninger mv., som i praksis stort set har mistet sin betydning.

2.6.2.4. Udskrifter mv., som domstolene udsteder, falder groft sagt i tre kategorier.

For det første er der de udskrifter mv., som udfærdiges i forbindelse med en konkret sag. Mange sådanne udskrifter udstedes af retten af egen drift og er af den grund fritaget for retsafgift, eftersom der kun skal betales retsafgift for udskrifter, som en part anmoder om. I andre tilfælde fremgår afgiftsfritagelsen af en af bestemmelserne i retsafgiftslovens § 49. Der vil dog kunne være tilfælde, hvor der skal opkræves retsafgift, herunder navnlig hvis en part, der allerede har fået en udskrift, anmoder om at få den samme udskrift en gang til.

Efter Retsplejerådets opfattelse kan retsafgiften for udskrifter mv. til parterne i en sag uden problemer afskaffes. Udskrifter i denne kategori er således som nævnt i vidt omfang allerede afgiftsfri. Hertil kommer, at udskrifter til parter har sammenhæng med domstolenes behandling af den pågældende sag. I overensstemmelse med det grundlæggende princip om, at retsafgiften for en sag bør omfatte alle sagsskridt i sagen, bør en udskrift til en part i sagen derfor anses for dækket af den retsafgift, der i almindelighed vil være fastsat for den pågældende sag.

For det andet er der de udskrifter mv., som en person med særlig interesse i en sag, anmoder om at få udstedt. Nogle sådanne udskrifter er afgiftsfri efter en af bestemmelserne i retsafgiftslovens § 49, mens andre er afgiftspligtige.

Retsplejerådet finder, at også udskrifter mv. i denne kategori konsekvent bør være afgiftsfri. En tredjemand, der ikke er part i sagen, vil, når der ikke gælder regler om, at enhver kan få den pågældende udskrift, kun have krav på udskriften mv., når den pågældende har en retlig interesse i udskriften mv.

Endelig er der de udskrifter mv., som enhver har adgang til at få. Herunder hører navnlig tingbogsattester og aktindsigt i domme og kendelser mv. i medfør af retsplejelovens §§ 41 b og 41 c.

Retsplejerådet finder det ud fra et adfærdsreguleringshensyn velbegrundet, at udskrifter i denne kategori ikke er gratis. Der bør derfor være en afgift eller et gebyr for sådanne udskrifter.

For en afgift taler grundlæggende, at hvis man vælger en enhedsafgift, der er uafhængig af sideantallet og udskriftens form (elektronisk eller på papir), er det en meget enkel løsning både for brugerne og domstolene. Imod en sådan enhedsafgift taler navnlig, at afgiften vil kunne forekomme høj for korte, elektroniske udskrifter, hvor der ikke har været behov for anonymisering (herunder fordi dokumentet allerede er anonymiseret), og omvendt vil kunne forekomme lav for lange papirudskrifter mv.

Retsplejerådet har også her lagt afgørende vægt på hensynet til forenkling og foreslår derfor uanset de nævnte ulemper at videreføre en fast enhedsafgift for de kopier og udskrifter, som enhver har adgang til at få.

Retsplejerådet foreslår, at retsafgiften fastsættes til 150 kr. Dette er et mere "rundt" beløb end den gældende afgiftssats på 175 kr. og svarer til den afgift, Retsplejerådet foreslår for notarens bekræftelse af rigtigheden af en kopi, jf. pkt. 2.6.2.2 ovenfor. Der er en vis overordnet lighed mellem disse ekspeditioner, og retsafgiften var da også den samme forud for forhøjelsen i 1998 af afgiften for udskrifter mv.

Der henvises til betænkningen side 98-106.

2.6.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets afsnit IV (§§ 33-35).

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Den foreslåede nye retsafgiftslov vurderes ved et uændret sagsantal at ville give et afgiftsprovenu til staten på ca. 15 mio kr. mere årligt end den gældende retsafgiftslov.

De foreslåede forenklinger af retsafgifterne vil kunne have økonomiske konsekvenser for kommuner og regioner, i det omfang disse myndigheder er parter i civile retssager og fogedsager mv. Da afgiftsændringerne ikke alene retter sig mod kommuner og regioner, skønnes der ikke at skulle foretages en regulering af det generelle statstilskud til kommuner og regioner for de økonomiske konsekvenser heraf, jf. afsnit 1.2.1. i vejledning nr. 63 af 9. oktober 2007 om Det Udvidede Totalbalanceprincip.

Lovforslagets implementeringskonsekvenser for domstolene, herunder særligt i forhold til systemunderstøttelsen, vurderes at kunne afholdes inden for de nuværende økonomiske rammer. Det vurderes således, at en gennemførelse af den foreslåede nye retsafgiftslov ikke vil være forbundet med merudgifter for domstolene.

Lovforslaget vurderes ikke at have implementeringskonsekvenser for kommunerne af betydning.

Lovforslaget har ingen implementeringskonsekvenser for regionerne.

Lovforslaget er i overensstemmelse med principperne for digitaliseringsklar lovgivning, herunder princippet om enkle og klare regler og princippet om muliggørelse af automatisk sagsbehandling. De foreslåede forenklinger vil gøre retsafgifterne lettere at forstå for borgere og virksomheder og lettere at administrere for domstolene, herunder med hensyn til digital understøttelse.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Den foreslåede nye retsafgiftslov vurderes ved et uændret sagsantal at ville give et afgiftsprovenu til staten på ca. 15 mio. kr. mere årligt end den gældende retsafgiftslov. Der vil endvidere kunne opstå forskydninger mellem forskellige sagstyper. Det er ikke muligt at opgøre, hvor stor en del af beløbet der vil påhvile de forskellige grupper, som har sager ved domstolene, herunder private borgere, erhvervsvirksomheder, offentlige myndigheder mv. Det må dog antages, at en del af beløbet vil påhvile erhvervslivet.

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for erhvervslivet af betydning.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

6. Klima- og miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke klima- og miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Retsplejerådets betænkning nr. 1572/2019 om reform af den civile retspleje X (Retsafgifter), som lovforslaget bygger på, har i perioden fra den 6. marts 2019 til den 1. maj 2019 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Østre og Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter, Procesbevillingsnævnet, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Domstolenes Tjenestemandsforening, ADIPA, Advokatrådet, Amnesty International, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Erhverv, Dansk InkassoBrancheforening, Dansk Journalistforbund, Danske Advokater, Danske Medier, Danske Rederier, Danske Regioner, Danske Speditører, DI, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Fagligt Fælles Forbund - 3F, FDM, Finans Danmark, Finans og Leasing, Forbrugerrådet Tænk, Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Forsikring & Pension, FSR - danske revisorer, HK/Danmark, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KL, Københavns Retshjælp, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Retspolitisk Forening, SMVdanmark, TEKNIQ Installationsbranchen, Voldgiftsinstituttet, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed og Aarhus Retshjælp.

9. Sammenfattende skema

Lovforslaget indeholder syv afsnit opdelt i 18 kapitler. De første tre afsnit fastsætter retsafgiften i 1. instans i sager, der behandles i henholdsvis civilretten, fogedretten og skifteretten. Det fjerde afsnit fastsætter retsafgiften for notarialforretninger samt for kopier og udskrifter. Det femte afsnit fastsætter retsafgiften for appel. Det sjette afsnit indeholder fælles bestemmelser, og det syvende afsnit angår ikrafttræden mv.

Til afsnit I

Afsnittet indeholder regler om retsafgiften i civile retssager mv. i 1. instans. Kapitel 1 angår civile retssager, kapitel 2 angår midlertidige afgørelser om forbud og påbud, og kapitel 3 angår bevisoptagelse mv.

Til kapitel 1

Kapitlet indeholder regler om betaling af retsafgift i civile retssager i 1. instans. Kapitlet omfatter alle retssager, der behandles i den borgerlige retsplejes former, herunder retssager, der behandles efter en særlig procesform, jf. retsplejelovens kapitel 39 og 42-44. De indispositive sager, der behandles efter retsplejelovens kapitel 42-43 b, er imidlertid afgiftsfri, jf. forslaget til § 8.

Kapitlet omfatter ikke sager om midlertidige afgørelser om forbud eller påbud, jf. retsplejelovens kapitel 40, da sådanne sager ikke er "retssager". Der foreslås regler om betaling af retsafgift i sådanne sager i kapitel 2.

Der foreslås to afgifter, én ved sagsanlæg (jf. forslaget til § 1) og én for hovedforhandling eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor (jf. forslaget til § 2). Afgiften ved sagsanlæg tilbagebetales ikke, uanset hvordan sagens behandling forløber, herunder i tilfælde af, at sagen afvises. Der foreslås dog én undtagelse hertil i § 6 om sager, der hæves i medfør af retsplejelovens § 361 (indbringelse af sagen for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerklagenævnet eller et privat tvistløsningsorgan, der er godkendt af erhvervsministeren). Afgiften for hovedforhandling eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, tilbagebetales, hvis der senest 2 uger før hovedforhandlingen henholdsvis inden indleveringen af det sidste procedureindlæg gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

Disse retsafgifter dækker den samlede sagsbehandling i 1. instans. Der skal således ikke betales særskilte afgifter for de enkelte sagsskridt under sagens behandling i 1. instans. Der skal dog betales særskilt afgift for en eventuel anmodning om en midlertidig afgørelse om forbud eller påbud efter retsplejelovens kapitel 40, da en sådan sag både processuelt og afgiftsmæssigt anses som en selvstændig sag, jf. nærmere forslaget til kapitel 2.

Kapitlet finder med visse modifikationer også anvendelse i ankesager, jf. nærmere forslaget til kapitel 13.

De overordnede principper for retsafgiften efter kapitel 1 - hvilke sager der er omfattet, at der skal betales én afgift for sagsanlæg og én afgift for hovedforhandling eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, og at disse afgifter dækker den samlede behandling i 1. instans - er uændrede i forhold til den gældende retsafgiftslov. Der foreslås imidlertid væsentlige ændringer i retsafgiftens størrelse, jf. nærmere bemærkningerne til §§ 1 og 2. Endvidere videreføres reglen om afgiftsfritagelse ved fornyet sagsanlæg, efter at en sag er blevet afvist eller hævet på grund af rettens manglende kompetence, ikke.

Til § 1

Bestemmelsen fastsætter den retsafgift, der skal betales ved anlæg af en civil retssag i 1. instans.

Udgangspunktet er, at afgiften for sagsanlæg udgør 1.500 kr., jf. stk. 1.

For sager, der ikke har økonomisk værdi, eller som har en økonomisk værdi på højst 100.000 kr., udgør afgiften for sagsanlæg dog 750 kr., jf. stk. 2, 1. pkt.

Sager med økonomisk værdi omfatter ikke alene sager om betaling af penge, men også sager om andre ydelser med økonomisk værdi. Sager med økonomisk værdi omfatter endvidere både fuldbyrdelsessøgsmål, hvor dommen i givet fald om nødvendigt kan tvangsfuldbyrdes ved fogedrettens bistand, og anerkendelsessøgsmål, når den retsstilling, som ønskes fastslået, har en økonomisk værdi for mindst én af parterne. Sager om økonomisk værdi omfatter også negative anerkendelsessøgsmål, dvs. søgsmål om, at en ret eller et krav ikke består, når retten eller kravet har økonomisk værdi.

De mest oplagte eksempler på sager uden økonomisk værdi er fritaget for retsafgift, jf. forslaget til § 8, stk. 1, nr. 1-8, der bl.a. angår sager om forældremyndighed, faderskab og medmoderskab, adoption, værgemål og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Som eksempler på sager uden økonomisk værdi, der ikke er fritaget for retsafgift, kan navnlig nævnes sager om freds- og ærekrænkelser for så vidt angår påstande om, at der foreligger en krænkelse, om mortifikation og om, at nærmere angivne forhold skal ophøre (f.eks. at sagsøgte skal fjerne nærmere angivet materiale fra offentligt tilgængelige internetsteder). Påstande om betaling af erstatning eller godtgørelse eller om, at sagsøgte skal anerkende at være erstatningsansvarlig, vil derimod have økonomisk værdi. Sager om krænkelse af den pågældendes erhvervsmæssige interesser (f.eks. en krænkelse, der skader den pågældendes muligheder for erhvervsmæssigt at udnytte retten til eget billede) vil også have økonomisk værdi.

Et andet eksempel kan være påstande om udlevering af genstande uden økonomisk værdi (f.eks. personlige papirer eller billeder).

Endvidere kan en række sager om prøvelse af administrative afgørelser og også sager om prøvelse af lovgivningen i forhold til grundloven eller menneskerettighederne være uden økonomisk værdi. Der vil imidlertid også være en række sådanne sager, der har økonomisk værdi. Det gælder ikke alene, når sagen direkte angår en betaling til det offentlige (f.eks. en skat eller afgift) eller en udbetaling fra det offentlige (f.eks. en forsørgelsesydelse eller et tilskud), men også når sagen angår f.eks. en tilladelse, som har økonomisk værdi for den private part, eller et forbud eller påbud, hvis efterkommelse vil medføre udgifter for den private part. Et krav om erstatning eller godtgørelse for en krænkelse, eksempelvis af menneskerettighederne, har også økonomisk værdi.

Opgørelsen af værdien af en sag, der har økonomisk værdi, sker efter reglerne i den foreslåede § 3.

Afgiften for sagsanlæg er også 750 kr. i sager, der alene angår servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag, mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller dødsformodning, jf. stk. 2, 2. pkt. Dette gælder uanset en sådan sags økonomiske værdi.

Der skal ikke betales retsafgift efter § 1 i retssager, der indledes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt. Der er tale om tilfælde, hvor skyldneren fremsætter indsigelser mod betalingspåkravet, og hvor fordringshaveren i betalingspåkravet har anmodet om, at der i så fald indledes retssagsbehandling uden indlevering af stævning. Der vil i sådanne sager være betalt 750 kr. i retsafgift ved indleveringen af betalingspåkravet, jf. forslaget til § 12.

Betales afgiften efter § 1 ikke, anses stævningen som bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.

Er det afgiften for sagsøgtes påstand om selvstændig dom, der ikke betales, anses denne påstand som bortfaldet.

Er det afgiften for en adcitationsstævning eller hovedinterventionsstævning, der ikke betales, anses denne stævning som bortfaldet.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:

- Retsafgiften for sager om mindre krav (krav på højst 50.000 kr.) og for sager uden økonomisk værdi forhøjes fra 500 kr. til 750 kr.

- Retsafgiften for sager, der alene angår servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag, mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller dødsformodning, forhøjes fra 400 kr. til 750 kr.

- Retsafgiften for sager med en værdi mellem 50.001 kr. og 100.000 kr. nedsættes til en fast afgift på 750 kr. Efter den gældende retsafgiftslov udgør denne afgift mellem 760 kr. og 1.350 kr.

- Retsafgiften for sager med en værdi over 100.000 kr. ændres til en fast afgift på 1.500 kr. uanset sagens økonomiske værdi. Efter den gældende retsafgiftslov udgør denne afgift mellem 1.360 kr. og 75.000 kr. afhængig af sagens værdi, dog højst 2.000 kr. i sager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.).

Til § 2

Bestemmelsen fastsætter den retsafgift, der i en civil retssag i 1. instans skal betales for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor.

Udgangspunktet er, at der skal betales retsafgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, i sager med en økonomisk værdi over 100.000 kr., jf. stk. 1. Med hensyn til afgrænsningen af sager med økonomisk værdi i forhold til sager uden økonomisk værdi henvises til bemærkningerne til § 1, stk. 2.

I de sager, hvor retsafgiften for sagsanlæg i medfør af § 1, stk. 2, 2. pkt., udgør 750 kr. uanset sagens værdi, skal der dog ikke betales retsafgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, jf. stk. 2. Det drejer sig om sager, der alene angår servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag, mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller dødsformodning. Dette gælder uanset en sådan sags økonomiske værdi.

I sager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.), udgør afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, 3.000 kr., jf. stk. 3.

I andre sager, hvor der skal betales afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, afhænger afgiften af sagens økonomiske værdi, jf. stk. 4.

Er den økonomiske værdi højst ¼ mio. kr., udgør afgiften 3.000 kr., er værdien højst ½ mio. kr., er afgiften 8.000 kr., og er værdien højst 1 mio. kr., er afgiften 14.000 kr. Tabellen indeholder yderligere 6 afgiftssatser for sager med en økonomisk værdi på over henholdsvis 1, 2, 3, 4, 5 og 6 mio. kr., hvor afgiften udgør henholdsvis 35.000 kr., 60.000 kr., 85.000 kr., 110.000 kr., 135.000 kr. og 160.000 kr. Den maksimale afgift er således 160.000 kr.

Afgiften for hovedforhandlingen skal betales, når retten fastsætter tidspunktet for hovedforhandlingen, dog tidligst 3 måneder før hovedforhandlingen, men bortfalder - og tilbagebetales - hvis retten senest 2 uger før hovedforhandlingen modtager meddelelse om, at sagen er bortfaldet, jf. stk. 5.

2-ugersfristen gælder i forhold til hovedforhandlingens begyndelse. Hvis hovedforhandlingen skal begynde eksempelvis den 15. juni kl. 9.30, tilbagebetales afgiften for hovedforhandlingen, hvis retten senest den 1. juni kl. 9.30 modtager meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

3-månedersfristen gælder også i forhold til hovedforhandlingens begyndelse, men det vil i praksis ikke være nødvendigt at regne med tidspunktet på dagen. Hvis hovedforhandlingen skal begynde eksempelvis den 15. juni kl. 9.30, vil der først være grund til at iværksætte en rykkeprocedure for betaling af retsafgiften for hovedforhandlingen, når det kan konstateres, at afgiften ikke blev betalt senest ved udgangen af den 15. marts.

Hvis hovedforhandlingens begyndelse ændres på et tidspunkt, hvor afgiften endnu ikke er forfaldet (dvs. mere end 3 måneder før det tidligere fastsatte tidspunkt for hovedforhandlingen), gælder 3-månedersfristen i forhold til det nye tidspunkt for hovedforhandlingen. Hvis hovedforhandlingens begyndelse derimod ændres, efter at afgiften er forfaldet (dvs. mindre end 3 måneder før det tidligere fastsatte tidspunkt for hovedforhandlingen), påvirker det ikke afgiftens betaling. Afgiften skal altså i denne situation ikke tilbagebetales, selv om der er mere end 3 måneder til det nye tidspunkt for hovedforhandlingen. Hvis afgiften ikke er betalt endnu, skal der endvidere iværksættes rykkerprocedure og ved manglende betaling ske afvisning af sagen, selv om der er mere end 3 måneder til det nye tidspunkt for hovedforhandlingen.

Hvis hovedforhandlingens begyndelse ændres, gælder 2-ugersfristen imidlertid i forhold til det nye tidspunkt for hovedforhandlingen, uanset om ændringen sker mere eller mindre end 2 uger før det tidligere fastsatte tidspunkt for hovedforhandlingen.

Når hovedforhandlingen er gået i gang, kan dens begyndelsestidspunkt i sagens natur ikke længere ændres. En udsættelse af sagen, efter at hovedforhandlingen er gået i gang, har derfor ikke betydning for afgiften for hovedforhandlingen. Afgiften bortfalder således ikke i tilfælde, hvor sagen, efter at hovedforhandlingen er gået i gang, udsættes og senere bortfalder.

Har retten i medfør af retsplejelovens § 253 begrænset hovedforhandlingen til en del af det krav, sagen angår, eller til et af flere krav eller spørgsmål i sagen, skal retsafgiften for hovedforhandlingen ikke desto mindre opgøres ud fra sagens samlede værdi. Til gengæld skal retsafgiften kun betales én gang. Fortsætter sagen efter en sådan delhovedforhandling, skal der således ikke betales nogen retsafgift for senere delhovedforhandlinger. Udvides påstanden, skal retsafgiften dog omberegnes, jf. forslaget til § 3, stk. 5, og medfører omberegningen, at retsafgiften for hovedforhandlingen stiger (fordi sagen rykker op i et højere afgiftstrin), skal forhøjelsen betales for en senere delhovedforhandling.

Afgiften for skriftlig behandling, der træder i stedet for hovedforhandling, skal betales, når retten træffer beslutning om skriftlig behandling. Afgiften bortfalder - og tilbagebetales - hvis retten inden indleveringen af det sidste procedureindlæg modtager meddelelse om, at sagen er bortfaldet, jf. stk. 6.

Afgiftspligten efter § 2 påhviler sagsøgeren, jf. stk. 1, 2. pkt.

Sagsøgtes påstand om selvstændig dom betragtes dog i afgiftsmæssig henseende som et selvstændigt søgsmål, jf. forslaget til § 5. Afgiftspligten efter § 2 for sagsøgtes påstand om selvstændig dom påhviler derfor sagsøgte.

Hvis afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, ikke betales, afvises sagen, jf. nærmere forslaget til § 47.

Er det afgiften for sagsøgtes påstand om selvstændig dom, der ikke betales, afvises denne påstand.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:

- Beløbsgrænsen for, hvornår der skal betales afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, forhøjes fra 50.000 kr. til 100.000 kr.

- Retsafgiften for sager over beløbsgrænsen, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.), ændres til en fast afgift på 3.000 kr. Efter den gældende retsafgiftslov udgør denne afgift mellem 760 kr. og 2.000 kr. afhængig af sagens værdi.

- Retsafgiften for andre sager over beløbsgrænsen ændres til 9 faste afgifts¬trin fra 3.000 kr. til 160.000 kr., der afhænger af sagens værdi. Efter den gældende retsafgiftslov udgør afgiften mellem 760 kr. og 75.000 kr. efter en glidende skala.

- Retsafgiften for hovedforhandlingen bortfalder, hvis retten senest 2 uger før hovedforhandlingen modtager meddelelse om, at sagen er bortfaldet. I den gældende retsafgiftslov er fristen 6 uger.

- Den gældende regel om tilbagebetaling af 1/3 af retsafgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, i sager, der afsluttes uden dom eller ved udeblivelses- eller erkenderdom, videreføres ikke.

Til § 3

Bestemmelsen angår opgørelsen af værdien af sager, der har økonomisk værdi. Bestemmelsen er uden betydning, hvis sagen ikke har økonomisk værdi, jf. herom bemærkningerne til § 1, stk. 2.

Sagens værdi har betydning for den retsafgift, der skal betales ved sagens anlæg, jf. forslaget til § 1. Afgiften er lavere, hvis sagen har en økonomisk værdi på højst 100.000 kr.

Sagens værdi har endvidere betydning for, om og i givet fald hvilken afgift der skal betales for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, jf. forslaget til § 2. Afgiften skal betales, hvis sagen har en økonomisk værdi over 100.000 kr. I sager, der ikke angår prøvelse af myndighedsudøvelse og ikke er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.), afhænger afgiftens størrelse endvidere af, om sagens økonomiske værdi er højst ¼ mio. kr., højst ½ mio. kr., højst 1, 2, 3, 4, 5 eller 6 mio. kr. eller over 6 mio. kr.

Sagens værdi bestemmes efter påstanden i stævningen, jf. stk. 1, 1. pkt.

Ved fastsættelsen af afgiften for hovedforhandling eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, bestemmes sagens værdi dog efter påstanden på det tidspunkt, hvor retten fastsætter tidspunktet for hovedforhandlingen eller der er 3 måneder til hovedforhandlingen, henholdsvis på det tidspunkt, hvor retten træffer bestemmelse om skriftlig behandling, jf. stk. 1, 2. pkt.

En eventuel senere nedsættelse af påstanden er dermed uden betydning for retsafgiften. Derimod kan en forhøjelse af påstanden medføre betaling af yderligere retsafgift, jf. nedenfor om det foreslåede stk. 5.

Omfatter påstanden flere krav, er sagens værdi den samlede værdi af disse krav, også hvor sagen anlægges af flere sagsøgere eller mod flere sagsøgte, jf. stk. 1, 3. pkt.

Hvis påstanden eksempelvis går ud på, at A og B solidarisk eller alternativt skal betale 400.000 kr., er sagens værdi 400.000 kr. Går påstanden ud på, at A og B hver skal betale 400.000 kr., er sagens værdi derimod 800.000 kr.

Er påstanden betinget af en modydelse, fradrages værdien af modydelsen ved opgørelsen af sagens værdi.

Renter og omkostninger medregnes ikke, jf. stk. 1, 4. pkt. Denne regel tager sigte på renter og omkostninger, som knytter sig til et hovedkrav, der er nedlagt påstand om, og som er medregnet i sagens værdi. Er hovedkravet opfyldt, således at påstanden eksempelvis alene angår et rentebeløb, vil dette rentebeløb skulle medregnes i sagens værdi. Er der i et sådant tilfælde herudover nedlagt påstand om procesrente af et sådant rentebeløb, skal procesrenten derimod ikke medregnes i sagens værdi.

Omkostninger omfatter både indenretlige sagsomkostninger og udenretlige inkassoomkostninger.

Der foreslås særlige regler om opgørelsen af værdien af påstande, der angår løbende ydelser, jf. stk. 2 og 3. Stk. 2 indeholder de almindelige regler, og stk. 3 indeholder særlige regler for sager i henhold til lejelovgivningen. Inden for sit anvendelsesområde går stk. 3 således forud for stk. 2. Lejelovgivningen omfatter både lejeloven, almenlejeloven og erhvervslejeloven.

Den almindelige regel er, at hvis påstanden angår en ydelse, der skal betales et ubestemt antal gange, beregnes værdien ved at gange ydelserne pr. år med 10, jf. stk. 2, 1. pkt. I sager i henhold til lejelovgivningen ganges ydelserne pr. år dog i stedet med 5, jf. stk. 3, 1. pkt.

Angår påstanden en ydelse, der skal betales et bestemt antal gange, beregnes værdien ved at gange ydelsen pr. gang med antallet af gange, ydelsen skal betales, jf. stk. 2, 2. pkt. Værdien kan dog ikke overstige ydelserne pr. år ganget med 10, i sager i henhold til lejelovgivningen dog 5, jf. stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, 2. pkt. Er ydelserne ikke af samme størrelse, lægges ydelserne for det sidste år inden sagens anlæg til grund for beregningen, jf. stk. 2, 4. pkt.

For sager om opsigelse eller ophævelse af lejemål fastsættes sagens værdi dog til 1 års leje, jf. stk. 3, 3. pkt.

Stk. 4 angår tilfælde, hvor sagens værdi ikke kan bestemmes på grundlag af påstanden i stævningen.

Bestemmelsen har praktisk betydning navnlig i tilfælde, hvor påstanden angår andre ydelser end penge, er betinget af en modydelse i andet end penge eller går ud på, at sagsøgte skal anerkende et krav, som ikke i påstanden er opgjort til et bestemt beløb.

Som eksempel kan nævnes en påstand om udlevering af en genstand eller tilskødning af en ejendom, eventuelt mod betaling af et angivet beløb, eller om betaling af et angivet beløb mod udlevering af en genstand eller tilskødning af en ejendom. Som et andet eksempel kan nævnes en påstand om, at sagsøgte skal anerkende at være erstatningsansvarlig for et angivet forhold, eller at sagsøgte skal anerkende, at sagsøgeren ikke er erstatningsansvarlig for et angivet forhold. Som et tredje eksempel kan nævnes en påstand om, at sagsøgte skal undlade nærmere angivne handlinger (eksempelvis undlade at bruge et bestemt kendetegn i sin markedsføring eller at markedsføre et bestemt produkt), eller at sagsøgte skal foretage nærmere angivne handlinger (eksempelvis nedrive en bygning eller fælde nogle træer), eller omvendt at sagsøgeren er berettiget til at foretage nærmere angivne handlinger, eller at en nærmere angivet tilstand er berettiget i forhold til sagsøgte (eksempelvis placeringen af en bygning eller nogle træer).

Værdien af sådanne påstande kan opgøres som den økonomiske interesse for sagsøgeren eller sagsøgte i, at retsstillingen mellem parterne bliver eller ikke bliver som påstået. Afhængig af sagens omstændigheder kan det f.eks. være fortjenesten eller tabet ved en bestemt erhvervsmæssig aktivitet eller ændringen i værdien af en fast ejendom. Går påstanden ud på, at sagsøgte skal anerkende eksistensen eller ikke-eksistensen af et pengekrav, der ikke er opgjort beløbsmæssigt, vil det være det beløb, som kravet i givet fald kan opgøres til.

I sådanne tilfælde skal sagsøgeren anslå værdien så nøjagtigt som muligt, jf. stk. 4, 1. pkt.

Sagsøgtes påstand om selvstændig dom betragtes dog i afgiftsmæssig henseende som et selvstændigt søgsmål, jf. forslaget til § 5. Pligten efter stk. 4, 1. pkt., for sagsøgtes påstand om selvstændig dom påhviler derfor sagsøgte.

Parten skal i den forbindelse ikke alene over for retten anslå værdien som et beløb, men også forklare, hvordan beløbet er fremkommet.

Retten ansætter om fornødent værdien ved et skøn, jf. stk. 4, 2. pkt.

Udvides påstanden, omberegnes afgiften på grundlag af den udvidede påstand, jf. stk. 5.

Bestemmelsen har i forhold til afgiften for sagsanlæg efter den foreslåede § 1 betydning i tilfælde, hvor der ved sagens anlæg er betalt 750 kr. i afgift, fordi sagen efter påstanden i stævningen ikke har økonomisk værdi, har en økonomisk værdi på højst 100.000 kr. eller alene angår servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag, mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller dødsformodning.

Udvides påstanden senere, så den har en økonomisk værdi over 100.000 kr. (men ikke alene angår servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag, mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller dødsformodning), skal der betales yderligere 750 kr., som er forskellen mellem afgiften efter § 1, stk. 1, og § 1, stk. 2.

Bestemmelsen har i forhold til afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, betydning i tilfælde, hvor påstanden, efter at denne afgift er forfaldet til betaling, udvides så meget, at sagens værdi kommer op i et nyt afgiftstrin. Det drejer sig altså om tilfælde, hvor sagens værdi før udvidelsen af påstanden lå under en af grænserne 100.000 kr., ¼ mio. kr., ½ mio. kr., 1 mio. kr., 2 mio. kr., 3 mio. kr., 4. mio. kr., 5 mio. kr. eller 6 mio. kr. og nu ligger et eller flere afgiftstrin højere. I givet fald skal forskelsbeløbet betales i yderligere afgift. Som eksempel kan nævnes, at hvis påstanden, da tidspunktet for hovedforhandlingen blev fastsat eller der var 3 måneder til hovedforhandlingen, havde en værdi på 400.000 kr., senere udvides, så den har en værdi på 600.000 kr., skal der betales yderliere 6.000 kr. i afgift (14.000 kr. minus de allerede betalte 8.000 kr.).

I sager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse eller er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.), er det alene værdigrænsen på 100.000 kr., der har betydning. En udvidelse af påstanden i sådanne sager har således kun betydning, hvis den medfører, at sagens værdi stiger fra højst 100.000 kr. til over 100.000 kr. I så fald skal der betales 3.000 kr. i afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor (denne afgift er i sådanne sager 3.000 kr., uanset hvilken værdi over 100.000 kr. sagen har).

Betales den yderligere afgift ikke, afvises udvidelsen af påstanden, jf. nærmere forslaget til § 47. Sagen fortsætter således med påstanden, som den var før udvidelsen.

Der skal ikke ske omberegning af retsafgiften, hvis påstanden indskrænkes. Hvis påstanden samtidig udvides og indskrænkes (dvs. udvides på nogle punkter og indskrænkes på andre punkter), skal der foretages en sammenligning mellem sagens samlede værdi før og efter ændringen.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Til § 4

Bestemmelsen angår adcitation, hovedintervention og biintervention.

Adcitation (jf. retsplejelovens § 250, stk. 2) og hovedintervention (jf. retsplejelovens § 251) anses som selvstændige søgsmål, jf. 1. pkt.

Det indebærer, at den, der iværksætter adcitation, skal betale retsafgift efter reglerne i §§ 1 og 2 for adcitationspåstanden, og at den, der hovedintervenerer, ligeledes skal betale retsafgift efter reglerne i §§ 1 og 2 for sin påstand.

Denne retsafgift skal betales uafhængig af den retsafgift, sagsøgeren skal betale efter §§ 1 og 2.

Betales denne afgift ikke, skal adcitationen eller hovedinterventionen anses som bortfaldet henholdsvis afvises, jf. nærmere forslaget til § 47.

Der skal ikke betales retsafgift efter § 4 for en friholdelsespåstand mellem parter, der allerede er parter i sagen.

Biintervention (jf. retsplejelovens § 252) er afgiftsfri, jf. 2. pkt.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Til § 5

Bestemmelsen angår sagsøgtes modkrav til selvstændig dom.

Nedlægger sagsøgte påstand om selvstændig dom, betragtes denne påstand som et selvstændigt søgsmål, jf. stk. 1.

Det indebærer, at sagsøgte skal betale retsafgift efter reglerne i §§ 1 og 2 for påstanden om selvstændig dom.

Denne retsafgift skal betales uafhængig af den retsafgift, sagsøgeren skal betale efter §§ 1 og 2.

Betales denne afgift ikke, skal sagsøgtes modkrav til selvstændig dom anses som bortfaldet henholdsvis afvises, jf. nærmere forslaget til § 47.

Sagsøgtes modkrav til kompensation anses derimod ikke som et selvstændigt søgsmål. Der skal således ikke betales retsafgift for modkrav til kompensation.

Afgiftspligten for modkrav til selvstændig dom gælder ikke, hvor sagsøgte i en sag om krænkelse af en immaterialrettighed kun kan anfægte immaterialrettens gyldighed ved at nedlægge en påstand om ugyldighed, jf. stk. 2.

Det betyder, at en person, der er sagsøgt med påstand om at have krænket et patent, afgiftsfrit kan nedlægge påstand om selvstændig dom for, at patentet er ugyldigt, jf. patentlovens § 61.

Tilsvarende kan en person, der er sagsøgt med påstand om at have krænket et design, afgiftsfrit nedlægge påstand om selvstændig dom for, at registreringen af designet skal udslettes, jf. designlovens § 40.

Endvidere kan en person, der er sagsøgt med påstand om at have krænket et EU-varemærke, afgiftsfrit nedlægge påstand om selvstændig dom for, at EU-varemærket er ugyldigt, jf. EU-varemærkeforordningens artikel 127, stk. 1.

Desuden kan en person, der er sagsøgt med påstand om at have krænket et EF-design, afgiftsfrit nedlægge påstand om selvstændig dom for, at EF-designet er ugyldigt, jf. EF-designforordningens artikel 85, stk. 1.

Bestemmelsen angår de afgiftsmæssige konsekvenser af en sådan påstand om ugyldighed. Det afhænger af de processuelle regler, herunder i internationale sager relevante værnetingsregler, om en påstand om ugyldighed i det hele taget kan nedlægges under en sag om krænkelse af den pågældende immaterialrettighed.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås det som noget nyt, at i enhver en sag om krænkelse af en immaterialrettighed, hvor sagsøgte kun kan anfægte immaterialrettens gyldighed ved at nedlægge en påstand om ugyldighed, skal sagsøgtes påstand om ugyldighed være afgiftsfri. Den gældende retsafgiftslov fastsætter alene afgiftsfrihed for sagsøgtes påstand i en sag om patentindgreb om patentets ugyldighed.

Til § 6

Bestemmelsen angår sager, der hæves af retten i medfør af retsplejelovens § 361.

Retsplejelovens § 361 fastsætter, at hvis en forbruger anmoder om, at en sag, der kan indbringes for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerklagenævnet eller et privat tvistløsningsorgan, der er godkendt af erhvervsministeren, må blive behandlet ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerklagenævnet eller tvistløsningsorganet, hæver retten sagen og sender den til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerklagenævnet eller tvistløsningsorganet. Dette gælder dog ikke, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, eller hvis sagen ikke skønnes egnet til behandling ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerklagenævnet eller tvistløsningsorganet. Tilsvarende gælder i en sag om vederlag til en advokat eller en af de personer, der er nævnt i retsplejelovens § 124 c, stk. 1, nr. 2 (ansatte i et advokatselskab, der ikke er advokater), og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, hvis den anden part anmoder om, at sagen behandles ved Advokatnævnet, jf. retsplejelovens § 146.

Det foreslås, at retsafgiften skal tilbagebetales, hvis retten hæver sagen i medfør af retsplejelovens § 361.

Det er den faktisk betalte afgift efter § 1 og i givet fald § 2, der skal tilbagebetales. Det bemærkes, at der på det tidspunkt i sagen, hvor der opstår spørgsmål om at hæve den i medfør af retsplejelovens § 361, normalt endnu ikke vil være betalt afgift efter § 2.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Til § 7

Bestemmelsen angår sager, der genoptages eller hjemvises til ny behandling i tidligere instans.

Der betales ikke ny afgift i en sag, der genoptages, jf. stk. 1.

Når en sag, i hvilken der er betalt afgift efter § 1, genoptages, skal der således ikke betales ny afgift efter § 1. Er der ikke under sagens oprindelige behandling betalt afgift efter § 2, vil der imidlertid i den genoptagne sag i givet fald skulle betales afgift efter § 2 for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Er der derimod under sagens oprindelige behandling betalt afgift efter både § 1 og § 2, skal der i den genoptagne sag ikke betales afgift efter § 1 eller § 2.

Udvides påstanden, skal afgiften dog omberegnes, jf. forslaget til § 3, stk. 5, som også gælder, når påstanden i en genoptaget sag udvides i forhold til den påstand, der er betalt retsafgift af under sagens oprindelige behandling.

Når en sag hjemvises til ny behandling i tidligere instans, betales ikke ny afgift for den fornyede behandling, jf. stk. 2.

Når en sag hjemvises til ny behandling i tidligere instans, skal der således ikke betales ny afgift efter § 1. Er der ikke under sagens oprindelige behandling i den tidligere instans betalt afgift efter § 2, vil der imidlertid i den hjemviste sag i givet fald skulle betales afgift efter § 2 for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Er der derimod under sagens oprindelige behandling i den tidligere instans betalt afgift efter både § 1 og § 2, skal der i den hjemviste sag ikke betales afgift efter § 1 eller § 2.

Udvides påstanden, skal afgiften dog omberegnes, jf. forslaget til § 3, stk. 5, som også gælder, når påstanden i en hjemvist sag udvides i forhold til den påstand, der er betalt retsafgift af under sagens oprindelige behandling i den tidligere instans.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås reglen om, at der i disse tilfælde ikke skal betales afgift, ændret til, at der ikke skal betales ny afgift.

Til § 8

Bestemmelsen fritager nærmere opregnede sager for retsafgift. I de pågældende sager skal der således ikke betales retsafgift efter §§ 1 og 2.

Afgiftsfritagelsen gælder sagen som sådan og dermed alle parter i sagen.

Afgiftsfritaget er sager om nægtelse af valgret til Folketinget, regionsrådet, kommunalbestyrelsen eller Europa-Parlamentet, jf. stk. 1, nr. 1.

Afgiftsfritaget er endvidere sager om adoption, værgemål, familieretlige spørgsmål, der behandles efter retsplejelovens kapitel 42, og fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, jf. stk. 1, nr. 2-5. Sager om familieretlige spørgsmål, der behandles efter retsplejelovens kapitel 42, omfatter bl.a. sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær, ægteskab, underholdsbidrag, faderskab og medmoderskab.

Afgiftsfritaget er endvidere sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse, prøvelse af endelige administrative afgørelser efter straffuldbyrdelseslovens § 112 og beslutninger om administrativ udvisning mv. behandlet efter udlændingelovens kapitel 7 b, jf. stk. 1, nr. 6-9.

Sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse omfatter sager, der behandles efter retsplejelovens kapitel 43 a.

Straffuldbyrdelseslovens § 112 omfatter sager om prøvelse af endelige administrative afgørelser om straffetidsberegning, jf. straffuldbyrdelseslovens §§ 12 og 14, tilbageholdelse af brev, såfremt afgørelsen er begrundet i hensynet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 5, disciplinærstraf i form af strafcelle i mere end 7 dage, jf. straffuldbyrdelseslovens § 70, stk. 1, jf. § 67, konfiskation af genstande eller penge, hvis værdi overstiger det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 73, modregning af erstatningsbeløb, der overstiger størrelsen af det nævnte ugentlige vederlag, jf. straffuldbyrdelseslovens § 74, nægtelse af prøveløsladelse i henhold til straffelovens § 38, stk. 1, eller efter straffelovens § 41, når 14 år af straffen af fængsel på livstid er udstået, jf. straffuldbyrdelseslovens § 80, genindsættelse af en prøveløsladt til udståelse af reststraf i henhold til straffelovens § 40, stk. 2 eller 3, eller til udståelse af straf af fængsel på livstid i henhold til straffelovens § 42, stk. 2, jf. straffuldbyrdelseslovens § 86, stk. 3, indsættelse af en betinget benådet til udståelse af straf eller reststraf i henhold til straffelovens § 43, jf. straffuldbyrdelseslovens § 88, jf. § 86, stk. 3, og nægtelse af erstatning i anledning af uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i mere end 7 dage, jf. straffuldbyrdelseslovens § 106.

Udlændingelovens kapitel 7 b omfatter sager om prøvelse af en farevurdering efter udlændingelovens § 45 b eller en udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 1 (udvisning af hensyn til statens sikkerhed), frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36 af en udlænding med henblik på at sikre muligheden for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 1, ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, fra en udlænding, som er udvist efter udlændingelovens § 25, nr. 1, udsendelse efter udlændingelovens § 31 af en udlænding, der tidligere har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, og som er udvist efter udlændingelovens § 25, nr. 1, og ændring efter udlændingelovens § 32 b af en afgørelse efter udlændingelovens § 31 om, at udlændingen ikke kan udsendes, når udlændingen er udvist efter udlændingelovens § 25, nr. 1.

Afgiftsfritaget er endvidere sager om stadfæstelse af arrest, for så vidt der her i landet er anlagt sag om den fordring, for hvilken arrest er gjort, jf. stk. 1, nr. 9. Sager om stadfæstelse af arrest er således ikke afgiftsfritaget, hvis sagen om den fordring, for hvilken arrest er gjort, behandles ved voldgift her i landet eller i udlandet eller ved en udenlandsk domstol.

Afgiftsfritaget er endelig sager, der anlægges i henhold til lejelovens § 49 og sager, der vedrører kapitel II-V i lov om midlertidig regulering af boligforholdene, jf. stk. 2. Lejelovens § 49 omfatter sager om nedsættelse af leje, der væsentligt overstiger det lejedes værdi. Boligreguleringslovens kapitel II-V angår huslejeregulering for beboelseslejligheder, vedligeholdelse og opretning, vedligeholdelseskonto i Grundejernes Investeringsfond, forbedringer, huslejeregulering for mindre ejendomme og huslejeregulering for enkeltværelser.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås det, at også sager om nægtelse af valgret til Europa-Parlamentet skal være afgiftsfri, jf. forslaget til stk. 1, nr. 1. Det er endvidere præciseret, at afgiftsfritagelsen for sager om stadfæstelse af arrest gælder, når der her i landet er anlagt sag om den fordring, for hvilken arrest er gjort, jf. forslaget til stk. 1, nr. 9.

Til § 9

Bestemmelsen fritager nærmere angivne parter for betaling af retsafgift. De pågældende parter skal således ikke betale afgift efter §§ 1 og 2.

Afgiftsfritaget er en statstjenestemand, der anlægger sag efter ordre, jf. stk. 1, nr. 1. Det følger af tjenestemandslovens § 25, at når en tjenestemand beskyldes for uretskaffenhed i tjenesten, eller der fremsættes ærerørige beskyldninger mod tjenestemanden, kan det pålægges tjenestemanden at fralægge sig beskyldningen ved dom.

Afgiftsfritaget er endvidere en part, der er fritaget for betaling af afgifter i medfør af retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1, om fri proces, jf. stk. 1, nr. 2.

Afgiftsfritaget er endvidere en part, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, og som opfylder de økonomiske betingelser for fri proces efter retsplejelovens § 325, jf. stk. 1, nr. 3.

Afgiftsfritagelsen indebærer, at den afgiftsfritagne part ikke skal betale afgift efter §§ 1 og 2.

Modparten skal imidlertid betale sagsomkostninger, som om der ikke var afgiftsfrihed. Retten skal således efter stk. 2 træffe afgørelse om betaling af sagsomkostninger, som om der ikke var afgiftsfrihed efter stk. 1, nr. 1 eller 3, herunder et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de afgifter, der efter sagens værdi skulle have været betalt. Pålægges modparten at betale sagsomkostninger svarende til de afgifter, der skulle have været betalt, tilfalder beløbet statskassen.

Det samme gælder i medfør af retsplejelovens § 332, stk. 1, med hensyn til afgiftsfrihed efter stk. 1, nr. 2, om fri proces.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Til kapitel 2

Kapitlet indeholder en bestemmelse om betaling af retsafgift i civile sager i 1. instans om midlertidige afgørelser om forbud eller påbud.

Til § 10

Bestemmelsen fastsætter den retsafgift, der skal betales for en anmodning om en midlertidig afgørelse om forbud eller påbud i en civil sag, jf. retsplejelovens kapitel 40.

For en sådan anmodning skal der betales 750 kr., jf. stk. 1.

Afgiften dækker sagens behandling i 1. instans. Om afgiften ved appel henvises til forslaget til kapitel 14.

Der skal betales særskilt afgift efter den foreslåede § 10, selv om der også er anlagt retssag om hovedkravet, for hvilken der betales afgift efter de foreslåede §§ 1 og 2.

De foreslåede §§ 7-9 finder tilsvarende anvendelse, jf. stk. 2.

Det betyder, at der ikke skal betales ny afgift, hvis en sag om en midlertidig afgørelse om forbud eller påbud genoptages eller hjemvises til ny behandling i tidligere instans (jf. forslaget til § 7).

Det betyder endvidere, at anmodninger om midlertidige afgørelser om forbud eller påbud er afgiftsfri, hvis hovedkravet er afgiftsfritaget (jf. forslaget til § 8).

Det betyder endelig, at en part ikke skal betale afgift for en anmodning om en midlertidig afgørelse om forbud eller påbud, hvis parten er en statstjenestemand, der anlægger sag efter ordre, har fri proces eller har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces (jf. forslaget til § 9).

Betales afgiften efter den foreslåede § 10 ikke, anses anmodningen som bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås en fast afgift på 750 kr. i stedet for en grundafgift på 300 kr. og en tillægsafgift på 400 kr. for politifremstilling eller udkørende forretning.

Til kapitel 3

Kapitlet indeholder en bestemmelse om retsafgift for anmodninger om bevisoptagelse mv., der ikke sker under eller til brug for en her i landet anlagt retssag eller sag om midlertidig afgørelse om forbud eller påbud.

Til § 11

Bestemmelsen fastsætter den retsafgift, der skal betales for en anmodning om bevisoptagelse mv., der ikke sker under eller til brug for en her i landet anlagt retssag eller sag om midlertidig afgørelse om forbud eller påbud.

Når en anmodning om bevisoptagelse fremsættes under eller til brug for en allerede anlagt retssag eller sag om midlertidig afgørelse om forbud eller påbud, skal der ikke betales særskilt afgift efter den foreslåede § 11, men alene afgift for retssagen efter de foreslåede §§ 1 og 2 eller for sagen om midlertidig afgørelse om forbud eller påbud efter den foreslåede § 10.

For en anmodning om bevisoptagelse, der ikke sker under eller til brug for en her i landet anlagt retssag eller sag om midlertidig afgørelse om forbud eller påbud, skal der betales 750 kr., jf. stk. 1, 1. pkt.

Der skal betales én afgift, uanset om anmodningen angår et eller flere bevisoptagelsesskridt. Afgiften dækker også eventuelle senere anmodninger om supplerende bevisoptagelsesskridt, der ligger inden for rammerne af den oprindelige anmodning. Som eksempel kan nævnes supplerende spørgsmål til en skønsmand (jf. dog nedenfor om en tidsfrist i så henseende) eller til et vidne eller en anmodning om edition i yderligere dokumenter (inden for samme tema) hos den person, den tidligere anmodning om edition var rettet mod.

Der skal imidlertid betales ny afgift for en anmodning, der går ud over rammerne for en tidligere anmodning, som der er betalt afgift for. Som eksempel kan nævnes en anmodning om nyt syn og skøn, om afhøring af et nyt vidne eller om edition hos en anden person end den, den tidligere anmodning om edition var rettet mod, eller om et andet tema.

Der skal endvidere betales ny afgift for en anmodning om besvarelse af supplerende spørgsmål til et syn og skøn, som fremsættes mere end 3 måneder efter skønserklæringens afgivelse, jf. stk. 1, 2. pkt. Anmoder flere parter hver især om besvarelse af forskellige supplerende spørgsmål efter 3-månedersfristen, skal der betales ny afgift for hver anmodning.

Der skal ligeledes betales 750 kr. for anmodninger efter voldgiftslovens § 5, jf. stk. 2.

Voldgiftslovens § 5 omfatter anmodninger om udpegning af en voldgiftsdommer (jf. voldgiftslovens § 11, stk. 3), indsigelse mod en voldgiftsdommer (jf. voldgiftslovens § 13, stk. 3, 1. pkt.), ophør af hvervet som voldgiftsdommer (jf. voldgiftslovens § 14, stk. 1, 2. pkt.), voldgiftsrettens kompetence (jf. voldgiftslovens § 16, stk. 3, 2. pkt.), forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen (jf. voldgiftslovens § 27, stk. 2) og voldgiftsrettens omkostninger (jf. voldgiftslovens § 34, stk. 3).

Det følger af voldgiftslovens § 27, stk. 1 - der ifølge voldgiftslovens § 1, stk. 1 og 2, gælder både for voldgift her i landet og i udlandet - at voldgiftsretten eller en part med voldgiftsrettens samtykke kan anmode domstolene om bistand til optagelse af bevis efter retsplejelovens almindelige regler. For en sådan anmodning skal der i givet fald betales afgift efter det foreslåede stk. 1.

Afgiften efter stk. 1 og 2 dækker sagens behandling i 1. instans. Om afgiften ved appel henvises til forslaget til kapitel 14.

Søforklaringer er afgiftsfri, jf. stk. 3. Søforklaring kan afholdes, når en ulykke har fundet sted til søs, eller når skibsføreren eller et medlem af besætningen uden for dansk havn er afgået ved døden eller har lidt betydelig personskade om bord, jf. sølovens § 473.

Afgiftsfritagelsen efter stk. 3 gælder sagens behandling i 1. instans. Om afgiften ved appel henvises til forslaget til kapitel 14.

De foreslåede §§ 7-9 finder tilsvarende anvendelse, jf. stk. 4.

Det betyder, at der ikke skal betales ny afgift, hvis en anmodning om bevisoptagelse mv. hjemvises til ny behandling i tidligere instans (jf. forslaget til § 7).

Det betyder endvidere, at en anmodning om bevisoptagelse mv. er afgiftsfri, hvis en retssag er afgiftsfritaget (jf. forslaget til § 8).

Det betyder endelig, at en part ikke skal betale afgift for en anmodning om bevisoptagelse mv., hvis parten er en statstjenestemand, der anlægger sag efter ordre, har fri proces eller har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved bevisoptagelsen mv., og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces (jf. forslaget til § 9).

Betales afgiften efter den foreslåede § 11 ikke, anses anmodningen som bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås en afgift på 750 kr. i stedet for 400 kr.

Til afsnit II

Afsnittet indeholder regler om retsafgifter i sager, der behandles ved fogedretten. Kapitel 4 angår betalingspåkrav, kapitel 5 angår fogedforretninger, og kapitel 6 angår auktion.

Til kapitel 4

Kapitlet indeholder en bestemmelse om retsafgift for betalingspåkrav.

Til § 12

Bestemmelsen fastsætter den retsafgift, der skal betales for betalingspåkrav.

Afgiften for betalingspåkrav er 750 kr., jf. stk. 1.

Afgiften skal betales, når betalingspåkravet indleveres til fogedretten. Betales afgiften ikke, anses betalingspåkravet som bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.

Det foreslås i stk. 2, at afgiften bortfalder - og tilbagebetales - hvis forkyndelse af betalingspåkravet undlades, fordi udlæg er udelukket efter retsplejelovens § 490 eller konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207 og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse i så fald undlades, jf. retsplejelovens § 477 d, stk. 1.

Den såkaldte fredningsregel i retsplejelovens § 490 angår tilfælde, hvor der inden for de sidste 6 måneder har været afholdt en fogedforretning mod den pågældende skyldner, hvor det ikke har været muligt at opnå dækning.

Konkurslovens §§ 12 c, 31 og 207 angår tilfælde, hvor skyldneren er henholdsvis under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering, og udelukker bl.a. udlæg - ud fra princippet om, at universalforfølgning går forud for individualforfølgning.

Når fordringshaveren i medfør af retsplejelovens § 477 d, stk. 1, har anmodet om, at betalingspåkravet i sådanne tilfælde, hvor udlæg er udelukket, ikke forkyndes, afslutter fogedretten sagen uden yderligere sagsbehandling. Det foreslåede stk. 2 indebærer, at den retsafgift, der er betalt for betalingspåkravet, i så fald tilbagebetales.

Har fordringshaveren ikke anmodet om, at forkyndelse af betalingspåkravet undlades i disse tilfælde, tilbagebetales retsafgiften derimod ikke, heller ikke hvis udlæg på et senere tidspunkt i processen nægtes af de nævnte grunde.

Afgiften for betalingspåkravet er en enhedsafgift, der dækker den samlede sagsbehandling, herunder en efterfølgende udlægsforretning (hvis skyldneren ikke fremsætter indsigelser mod betalingspåkravet og fordringshaveren har anmodet om iværksættelse af udlæg uden fornyet anmodning) eller overgang til retssagsbehandling (hvis skyldneren fremsætter indsigelser mod betalingspåkravet og fordringshaveren har anmodet om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning).

Afgiften efter den foreslåede § 12 dækker sagens behandling i 1. instans. Om afgiften ved appel henvises til forslaget til kapitel 14.

De foreslåede §§ 7-9 finder tilsvarende anvendelse, jf. stk. 3.

Det betyder, at der ikke skal betales ny afgift, hvis et betalingspåkrav hjemvises til ny behandling i tidligere instans (jf. forslaget til § 7).

Det betyder endvidere, at betalingspåkrav er afgiftsfri, hvis sagen er afgiftsfritaget (jf. forslaget til § 8). Dette kan i praksis kun forventes at kunne få betydning i lejesager omfattet af forslaget til § 8, stk. 2. De sager, der er omfattet af forslaget til § 8, stk. 1, kan i praksis ikke forventes alene at angå et forfaldent pengekrav, som er det eneste, et betalingspåkrav kan indeholde, jf. retsplejelovens § 477 a, stk. 1.

Det betyder endelig, at fordringshaveren ikke skal betale afgift for et betalingspåkrav, hvis parten er en statstjenestemand, der anlægger sag efter ordre, har fri proces eller har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces (jf. forslaget til § 9). Dette må dog forventes at forekomme sjældent i praksis. En statstjenestemands sagsanlæg efter ordre vil i praksis næppe alene angå et forfaldent pengekrav, og det er ikke sædvanligt, at fri proces eller retshjælpsdækning gives til sager, hvor skyldneren forventes ikke at have indsigelser mod kravet, hvilket er en forudsætning for at anvende betalingspåkrav, jf. retsplejelovens § 477 a, stk. 1.

I forhold til den gældende retsafgiftslov er den væsentligste ændring, at afgiften for betalingspåkrav er en fast afgift på 750 kr. uanset fordringshaverens valg med hensyn til, hvad der skal ske, hvis skyldneren fremsætter indsigelser, henholdsvis ikke fremsætter indsigelser. Efter den gældende retsafgiftslov er afgiften for betalingspåkrav på højst 50.000 kr. mellem 400 kr. og 700 kr. afhængig af fordringshaverens valg, og afgiften for betalingspåkrav på mere end 50.000 kr. er mellem 760 kr. og 2.140 kr. afhængig af fordringshaverens valg, og i visse situationer tilbagebetales en del af afgiften.

Til kapitel 5

Kapitlet indeholder regler om betaling af retsafgift i fogedsager. Retsafgift for auktioner, der afholdes af fogedretten, reguleres dog af det foreslåede kapitel 6.

Til § 13

Bestemmelsen fastsætter den afgift, der skal betales i nærmere opregnede fogedsager.

Afgiften udgør 750 kr., jf. stk. 1, som også opregner de seks typer af anmodninger, der er afgiftspligtige.

Det drejer sig for det første om anmodninger om udlæg, dvs. om tvangsfuldbyrdelse af pengekrav, jf. nr. 1.

Der skal dog ikke betales særskilt afgift for udlæg, når udlægget sker på grundlag af et betalingspåkrav uden fornyet anmodning eller på grundlag en anmodning fremsat i forbindelse med en tilbagetagelsesforretning efter kreditaftaleloven, jf. nærmere nedenfor om de foreslåede stk. 2 og 3.

Endvidere tilbagebetales retsafgiften for udlæg, hvis udlæg afvises på grund af en kollektiv insolvensforfølgning mod skyldneren eller efter den såkaldte fredningsregel (retsplejelovens § 490, stk. 1), jf. nærmere nedenfor om det foreslåede stk. 5.

Det drejer sig desuden om anmodninger om fuldbyrdelse af domme, retsforlig og voldgiftskendelser, der ikke lyder på penge (retsplejelovens kapitel 48), jf. nr. 2.

Det drejer sig endvidere om indsættelses- og udsættelsesforretninger uden sædvanligt eksekutionsgrundlag (retsplejelovens kapitel 54 og 55 og kreditaftalelovens § 36), jf. nr. 3.

Det drejer sig dernæst om anmodninger om arrest (retsplejelovens kapitel 56), jf. nr. 4.

Retsafgiften for arrest tilbagebetales, hvis arrest afvises på grund af en kollektiv insolvensforfølgning mod skyldneren, jf. nærmere nedenfor om det foreslåede stk. 5.

Det drejer sig desuden om bistand til opretholdelse af forbud og påbud (retsplejelovens kapitel 57), jf. nr. 5.

Det drejer sig endelig om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder mv. (retsplejelovens kapitel 57 a), jf. nr. 6.

Hvis en rekvirent samtidig anmoder om foretagelse af fogedforretninger, der er omfattet af forskellige numre i det foreslåede stk. 1, skal der betales særskilt afgift efter hvert nummer. Som eksempel kan nævnes en anmodning om fuldbyrdelse af en dom, der ikke lyder på penge, og om udlæg for tilkendte sagsomkostninger. I et sådant tilfælde skal der betales i alt 1.500 kr. i retsafgift, jf. stk. 1, nr. 1 og 2.

Hvis en rekvirent samtidig anmoder om foretagelse af en fogedforretning mod samme skyldner for forskellige krav, der er omfattet af samme nummer i det foreslåede stk. 1, skal der derimod kun betales én afgift. Som eksempel kan nævnes en anmodning om udlæg, der støttes på to forskellige domme. Med hensyn til anmodninger om foretagelse af en fogedforretning mod flere skyldnere for samme krav, henvises til det foreslåede stk. 4.

Det foreslås i stk. 2, at når udlæg iværksættes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., betales ikke afgift efter stk. 1, nr. 1, jf. dog det foreslåede stk. 6.

Stk. 2 indebærer, at når fordringshaveren i et betalingspåkrav har anmodet om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, hvis skyldneren ikke fremsætter indsigelser, skal der som udgangspunkt ikke betales særskilt afgift for en sådan udlægsforretning. Den afgift på 750 kr., der efter forslaget til § 12 betales for betalingspåkrav, dækker således også udlæg, der på grundlag af fordringshaverens valg i betalingspåkravet iværksættes uden fornyet anmodning i tilfælde, hvor skyldneren ikke fremsætter indsigelser. Der skal dog betales en ny afgift på 750 kr. (nu efter det foreslåede § 13, stk. 1, nr. 1), når rekvirenten mere end 1 år efter, at afgiftspligt er indtrådt (her indleveringen af betalingspåkravet), fremsætter ny begæring vedrørende kravet, jf. nærmere forslaget til stk. 6.

Det foreslås i stk. 3, at når der straks i tilslutning til en tilbagetagelsesforretning anmodes om udlæg efter kreditaftalelovens § 42, skal der ikke betales afgift efter stk. 1, nr. 1, jf. dog det foreslåede stk. 6.

Stk. 3 indebærer, at der som udgangspunkt ikke skal betales særskilt afgift for en udlægsforretning efter kreditaftalelovens § 42, som fordringshaveren straks anmoder om i tilslutning til en tilbagetagelsesforretning. Den afgift, der efter stk. 1, nr. 3, betales for en anmodning om en tilbagetagelsesforretning efter kreditaftalelovens regler om køb med ejendomsforbehold, dækker således også udlæg, som der anmodes om straks i tilslutning til tilbagetagelsesforretningen. Der skal dog betales en ny afgift på 750 kr. (nu efter stk. 1, nr. 1), når rekvirenten mere end 1 år efter, at afgiftspligt er indtrådt (her indleveringen af anmodningen om tilbagetagelse), fremsætter ny begæring vedrørende kravet, jf. nærmere forslaget til stk. 6.

Det foreslås i stk. 4, at hvis fogedforretningen angår samme krav hos flere skyldnere, betales afgift efter stk. 1 for hver skyldner. Dette gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende ægtefæller, eller hvor fogedforretningen angår fast ejendom, som tilhører skyldnerne i forening.

Efter stk. 4 er det således udgangspunktet, at rekvirenten skal betale afgift efter stk. 1 for hver skyldner, som fogedforretningen er rettet imod. Anmodes der eksempelvis om udlæg hos tre skyldnere, skal der således som udgangspunkt betales 2.250 kr. i retsafgift (3 gange 750 kr.).

Der skal dog kun betales én afgift på 750 kr. for en anmodning om en fogedforretning for samme krav mod skyldnere, der er samlevende ægtefæller. Det samme gælder en anmodning om en fogedforretning angående en fast ejendom mod skyldnere, som ejer ejendommen i forening. Muligheden for at få behandlet en anmodning om en fogedforretning mod samlevende ægtefæller eller, hvis forretningen angår fast ejendom, mod ejerne af ejendommen for én afgift på 750 kr. gælder kun, når der er tale om samme krav mod de pågældende skyldnere. Hvis rekvirenten anmoder om foretagelse af en fogedforretning mod sådanne skyldnere for forskellige krav, skal der derimod betales én afgift for hver skyldner.

Det foreslås i stk. 5, at afgiftspligten efter stk. 1, nr. 1 og 4, bortfalder, hvis fogedretten efter retsplejelovens § 490, stk. 1, afviser at foretage udlægsforretning, eller hvis forretningen afvises efter konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207.

Stk. 5 indebærer for det første, at afgiften for udlæg tilbagebetales, hvis fogedretten efter retsplejelovens § 490, stk. 1, afviser at foretage udlægsforretning, fordi der inden for de sidste 6 måneder har været afholdt en forretning, hvor det ikke har været muligt at opnå dækning (den såkaldte fredningsregel).

Stk. 5 indebærer for det andet, at afgiften for udlæg eller arrest tilbagebetales, hvis fogedretten afviser at foretage udlægs- eller arrestforretning, fordi skyldneren er under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering. Dette gælder, når fogedretten afviser sagen, før fogedforretningen er påbegyndt. Er fogedforretningen påbegyndt, skal retsafgiften ikke tilbagebetales, selv om fogedretten nu afviser sagen af en af de nævnte grunde. Det vil f.eks. kunne forekomme, hvis skyldneren først efter indkaldelsen af skyldneren til fogedforretningen er kommet under konkurs, rekonstruktionsbehandling eller gældssanering, og fogedretten ikke har modtaget oplysning herom, sådan at fogedforretningen har kunnet aflyses.

Det foreslås i stk. 6, at der skal betales ny afgift på 750 kr. efter stk. 1, når rekvirenten mere end 1 år efter, at afgiftspligt er indtrådt, fremsætter ny anmodning vedrørende kravet over for samme fogedret eller fogedretten i en anden retskreds.

Bestemmelsen indebærer, at den afgift, der betales for den første anmodning om foretagelse af fogedforretning vedrørende et krav, også dækker senere anmodninger vedrørende samme krav mod samme skyldner, som fremsættes indtil 1 år efter den første anmodning. Det kan eksempelvis være en anmodning om udkørende fogedforretning eller politifremstilling eller en anmodning til fogedretten i en anden retskreds, eksempelvis fordi skyldneren er flyttet.

1-årsfristen regnes fra afgiftspligtens indtræden, hvilket som udgangspunkt vil være fremsættelsen af den første anmodning om foretagelse af fogedforretning.

Når udlæg foretages på grundlag af et betalingspåkrav uden særskilt anmodning om udlæg, jf. retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., således at der ikke betales særskilt afgift for anmodningen om udlæg, jf. forslaget til stk. 2, regnes 1-årsfristen dog fra indleveringen af betalingspåkravet. Når der anmodes om udlæg straks i tilknytning til en tilbagetagelsesforretning, således at der ikke betales særskilt afgift for anmodningen om udlæg, jf. forslaget til stk. 3, regnes 1-årsfristen tilsvarende fra anmodningen om tilbagetagelse.

Det er tidspunktet for fremsættelsen af ny anmodning, der er afgørende for, om der skal betales ny afgift. Hvis anmodningen er fremsat senest 1 år efter afgiftspligtens indtræden, skal der ikke betales ny afgift, uanset om fogedrettens behandling og afgørelse af anmodningen først foretages efter udløbet af 1-årsfristen.

Når der er betalt ny afgift efter stk. 6, løber der en ny 1-årsfrist regnet fra indleveringen af den anmodning, der udløste den ny afgift. Den nye afgift dækker således også eventuelle yderligere anmodninger vedrørende samme krav mod samme skyldner, herunder til fogedretten i en anden retskreds, i 1 år. Fremsættes der atter ny anmodning efter udløbet af den nye 1-årsfrist, skal der igen i medfør af stk. 6 betales ny afgift på 750 kr.

Afgiften efter den foreslåede § 13 dækker sagens behandling i fogedretten. Om afgiften ved appel henvises til forslaget til kapitel 14.

Betales afgiften efter den foreslåede § 13 ikke, anses anmodningen om fogedforretning som bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:

- En fast retsafgift på 750 kr. afløser både den gældende grundafgift på 300 kr. og tillægsafgiften på 400 kr. for udkørende forretninger og politifremstillinger såvel som den procentuelle afgift for anmodninger om udlæg og arrest.

- Tidsgrænsen for, hvornår der skal betales ny afgift for en ny anmodning, ændres fra 3 måneder til 1 år efter den første anmodning. Undtagelsen for tilfælde, hvor overskridelsen af tidsgrænsen hverken skyldes fordringshaverens eller skyldnerens forhold, videreføres ikke.

- Reglen om tilbagebetaling af retsafgiften, når sagen behandles efter retsplejelovens § 490, stk. 3, og skyldneren ikke fremkommer med indsigelser, som giver anledning til, at der afholdes udlægsforretning efter de almindelige regler, videreføres ikke.

- Retsafgiften for udlæg, som foretages af kommunale pantefogeder, videreføres ikke i den nye retsafgiftslov.

Til § 14

Bestemmelsen opregner fogedforretninger, som er fritaget for den retsafgift på 750 kr., som fremgår af forslaget til § 13.

Det drejer sig for det første om fogedforretninger vedrørende bøder, konfiskerede værdier og sagsomkostninger i straffesager, der inddrives af det offentlige, jf. nr. 1. Afgiftsfritagelsen efter nr. 1 omfatter ikke fogedforretninger vedrørende pønale afgifter (eksempelvis parkeringsafgifter og kontrolafgifter). Afgiftsfritagelsen efter nr. 1 omfatter heller ikke fogedforretninger vedrørende sagsomkostninger i private straffesager.

Det drejer sig for det andet om fogedforretninger vedrørende afgifter og sagsomkostninger, som det påhviler domstolene at indkræve, jf. nr. 2. Som eksempel kan nævnes sagsomkostninger, som en part er pålagt at betale til statskassen, fordi den vindende part har fri proces.

Efter nr. 3 og 4 drejer det sig endvidere om fogedforretninger vedrørende krav, der tilkommer en part, der er fritaget for betaling af afgifter i medfør af retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1, eller en part, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved fogedsagen, og som opfylder de økonomiske betingelser for fri proces efter retsplejelovens § 325.

Fogedforretninger vedrørende krav, hvor fordringshaveren har fri proces eller har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved fogedsagen, og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, er således fritaget for afgift. Afgiftsfritagelsen for sådanne fogedforretninger er en parallel til afgiftsfritagelsen i civile retssager for parter, der har fri proces, og parter, der har retshjælpsforsikringsdækning og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, jf. forslaget til § 9, stk. 1, nr. 2 og 3.

Det drejer sig desuden om fogedforretninger vedrørende krav tillagt en statstjenestemand under en af tjenestemanden efter ordre anlagt sag, jf. nr. 5. Afgiftsfritagelsen for sådanne fogedforretninger er en parallel til afgiftsfritagelsen i civile retssager for en statstjenestemand, der har anlagt retssag efter ordre, jf. forslaget til § 9, stk. 1, nr. 1.

Det drejer sig dernæst om fogedforretninger vedrørende borgerlige krav fastsat under en offentlig straffesag, jf. nr. 6. Afgiftsfritagelsen efter nr. 6 omfatter ikke fogedforretninger vedrørende borgerlige krav fastsat under en privat straffesag eller under en anke i den borgerlige retsplejes former. Afgiftsfritagelsen efter nr. 6 kan ses som en parallel til, at fremsættelse og påkendelse af borgerlige krav under en offentlig straffesag ikke er pålagt retsafgift.

Det drejer sig endvidere om beslaglæggelse i tilknytning til meddelelse af forbud eller påbud, når retten har henvist spørgsmålet om beslaglæggelse til særskilt behandling ved fogedretten, jf. nr. 7. Afgiftsfritagelsen omfatter tilfælde, hvor retten i medfør af retsplejelovens § 423, stk. 1, 2. pkt., har henvist en anmodning om beslaglæggelse til særskilt behandling ved fogedretten. Afgiftsfritagelsen omfatter ikke tilfælde, hvor sagsøgeren i medfør af retsplejelovens § 424 anmoder fogedretten om bistand til opretholdelse af et meddelt forbud eller påbud.

Det drejer sig endelig om fogedforretninger vedrørende afgørelser efter kapitel 2 a i lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser mv. på det civil- og handelsretlige område om, at en udenlandsk retsafgørelse skal anerkendes eller er eksigibel her i landet, eller at et udenlandsk officielt bekræftet dokument eller retsforlig er eksigibelt her i landet, jf. nr. 8.

Afgiftsfritagelsen efter nr. 8 omfatter alene selve afgørelsen om anerkendelse eller eksigibilitet. Hvis der samtidig eller efterfølgende anmodes om eksempelvis udlæg på grundlag af den udenlandske afgørelse mv., skal der således betales afgift for denne anmodning efter den foreslåede § 13.

Afgiftsfritagelsen efter § 14 omfatter fogedrettens behandling af sagen. I tilfælde af appel gælder det foreslåede kapitel 14 om afgift for kære.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Det bemærkes, at det gældende § 20, nr. 8, om afgiftsfritagelse for fogedforretninger om udstedelse af fogedudlægsskøde er udeladt, fordi fogedudlægsskøde blev afskaffet ved revisionen i 1978 af retsplejelovens regler om tvangsauktion, som trådte i kraft den 1. januar 1979. En anmodning om udstedelse af auktionsskøde, jf. retsplejelovens § 580, er en del af auktionssagen og er ikke omfattet af den foreslåede § 13 om afgift for anmodninger om visse fogedforretninger.

Det bemærkes endvidere, at det foreslåede nr. 7 om afgiftsfritagelse for fogedforretninger om beslaglæggelse i tilknytning til meddelelse af forbud eller påbud, når retten har henvist spørgsmålet om beslaglæggelse til særskilt behandling ved fogedretten, er i overensstemmelse med de gældende afgiftsregler. I dag fremgår afgiften for meddelelse af forbud eller påbud af retsafgiftslovens § 17 på linje med forskellige fogedforretninger, og denne afgift vil i givet fald dække både civilrettens afgørelse om meddelelse af forbud eller påbud og fogedrettens afgørelse om beslaglæggelse, når dette spørgsmål henvises til fogedretten til særskilt behandling.

Til kapitel 6

Kapitlet indeholder regler om betaling af retsafgift for auktioner, der afholdes af fogedretten.

Til § 15

Bestemmelsen fastsætter, i hvilke auktionssager der skal betales retsafgift.

Der skal for det første betales retsafgift for tvangsauktioner og frivillige auktioner, der afholdes af fogedretten over fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj med tilhørende løsøre, jf. nr. 1.

Der skal for det andet betales retsafgift for tvangsauktioner, der afholdes af fogedretten over aktier, gældsbreve og andre fordringer, jf. nr. 2. Der skal derimod ikke betales retsafgift for frivillige auktioner over sådanne aktiver.

Der skal heller ikke betales retsafgift for tvangsauktioner over andet løsøre end det, der er nævnt i bestemmelsen, uanset om tvangsauktionen afholdes af fogedretten eller ved en auktionsleder.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Til § 16

Bestemmelsen fastsætter retsafgiften for anmodning om auktion.

Det følger af den foreslåede § 15, at der skal betales retsafgift dels for tvangsauktioner og frivillige auktioner, der afholdes af fogedretten over fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj med tilhørende løsøre, dels for tvangsauktioner, der afholdes af fogedretten over aktier, gældsbreve og andre fordringer.

Det foreslås i stk. 1, at der for anmodning om auktion skal betales en fast afgift på 1.500 kr., jf. 1. pkt. Der skal dog efter 2. pkt. ikke betales for en anmodning om ny auktion i medfør af retsplejelovens § 576, stk. 1.

Det betyder, at den afgift, der betales for den oprindelige anmodning om auktion, også dækker fogedrettens sagsbehandling i forbindelse med en anmodning om ny auktion i medfør af retsplejelovens § 576, stk. 1.

Derimod skal der betales ny afgift for en anmodning om misligholdelsesauktion.

Bestemmer fogedretten i medfør af retsplejelovens § 576, stk. 2, af egen drift, at der skal afholdes ny auktion, skal der ikke betales ny afgift, da der ikke er tale om en anmodning om auktion.

Det foreslås i stk. 2, at hvis der er meddelt fri proces til auktionen, finder det foreslåede § 9 stk. 1, nr. 2, om afgiftsfritagelse i civile retssager til en part, der har fri proces, tilsvarende anvendelse.

Bestemmelsen i stk. 2 giver mulighed for, at en part efter retsplejelovens regler om fri proces kan søge om fritagelse for betaling af retsafgiften på 1.500 kr. for en anmodning om auktion.

Retsafgiften dækker sagens behandling i fogedretten frem til et eventuelt hammerslag. Meddeles der hammerslag, skal der betales yderligere afgift efter den foreslåede § 16. Om afgiften ved appel henvises til forslaget til kapitel 14.

Betales afgiften ikke, anses anmodningen om auktion som bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:

- Afgiften for anmodning om auktion over fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj med tilhørende løsøre forhøjes fra 800 kr. til 1.500 kr.

- Denne afgift bortfalder ikke, hvis anmodningen om auktion ikke behandles på grund af reglen i retsplejelovens § 560, stk. 2, hvorefter flere anmodninger om auktion vedrørende samme ejendom, behandles i den rækkefølge, de er modtaget.

- Afgiften for anmodning om tvangsauktion over aktier, gældsbreve og andre fordringer forhøjes fra 300 kr. til 1.500 kr.

Til § 17

Bestemmelsen fastsætter en yderligere retsafgift for auktion, når der meddeles hammerslag.

Det følger af den foreslåede § 15, at der skal betales retsafgift dels for tvangsauktioner og frivillige auktioner, der afholdes af fogedretten over fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj med tilhørende løsøre, dels for tvangsauktioner, der afholdes af fogedretten over aktier, gældsbreve og andre fordringer

Det foreslås i stk. 1, at hvis auktionen afsluttes med hammerslag, skal der betales yderligere 1.500 kr., jf. 1. pkt. Når der afholdes ny auktion efter retsplejelovens § 576, skal den yderligere afgift kun betales én gang, jf. 2. pkt.

Det betyder, at selv om der måtte blive meddelt hammerslag både på den oprindelige og den nye auktion i medfør af retsplejelovens § 576, skal der kun betales yderligere afgift én gang. Dette gælder, både når ny auktion afholdes efter anmodning fra skyldneren eller en fordringshaver, jf. retsplejelovens § 576, stk. 1, og når fogedretten af egen drift har bestemt, at der skal afholdes ny auktion, jf. retsplejelovens § 576, stk. 2.

Afholdes der misligholdelsesauktion, skal der derimod igen betales en yderligere afgift på 1.500 kr., hvis der opnås hammerslag på misligholdelsesauktionen.

Retsafgiften dækker sagens færdigbehandling i fogedretten, herunder udstedelse af auktionsskøde. Om afgiften ved appel henvises til forslaget til kapitel 14.

Det foreslås i stk. 2, at afgiftspligten efter stk. 1 indtræder ved auktionens slutning.

Afgiftspligten indtræder således, når hammerslag meddeleles, medmindre der skal afholdes ny auktion efter retsplejelovens § 576. Afholdes der ny auktion, indtræder afgiftspligten, når den nye auktion er slut, medmindre fogedretten undtagelsesvis tillader, at der afholdes en yderligere auktion, jf. retsplejelovens § 577, stk. 2.

Herved adskiller den yderligere retsafgift efter § 17 sig fra de retsafgifter, der skal betales ved indleveringen af en anmodning, og hvor anmodningen anses som bortfaldet, hvis afgiften ikke betales.

Der vil ikke i medfør af retsafgiftsloven være noget sagsskridt, som fogedretten kan nægte at foretage, hvis den yderligere retsafgift efter § 17 ikke betales.

Fogedretten kan imidlertid i medfør af retsplejelovens § 580 nægte at udstede auktionsskøde, indtil retsafgiften efter § 17 er betalt, fordi retsafgiften efter § 17 hører til de beløb, auktionskøberen skal betale.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:

- Afgiften for hammerslag ved auktion er en fast afgift på 1.500 kr. i stedet for en procentafgift af budsummen.

- Afgiften bortfalder ikke i tilfælde, hvor auktionen ophæves på grund af fejl begået af fogedretten.

Til afsnit III

Afsnittet indeholder regler om retsafgifter i sager, der behandles ved skifteretten. Kapitel 7 angår anmodninger til skifteretten mv., mens kapitel 8-10 angår afgifter for bobehandling i form af henholdsvis konkurs, ægtefælleskifte mv. og dødsbobehandling.

Til kapitel 7

Kapitlet indeholder regler om retsafgifter for anmodninger til skifteretten mv.

Til § 18

Bestemmelsen fastsætter retsafgiften for en begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling.

Det foreslås i stk. 1, at der skal betales 1.500 kr. for en fordringshavers begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling.

Betales afgiften ikke, anses anmodningen som bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.

Skyldnerens egen begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling er derimod afgiftsfri.

Det foreslås i stk. 2, at hvis flere fordringshavere indgiver begæring på forskelligt grundlag, skal hver fordringshaver betale 1.500 kr., hvad enten begæringerne er indeholdt i et eller flere dokumenter, jf. 1. pkt.

Der skal derimod kun betales én afgift på 1.500 kr., hvis en fordringshaver støtter en begæring på forskellige grundlag, eller hvis flere fordringshavere støtter en fælles begæring på samme grundlag.

Indgiver en forening af erhvervsdrivende eller lønmodtagere samtidig begæring på flere fordringshaveres vegne, betales ligeledes kun afgift som for én begæring, jf. 2. pkt. Dette omfatter eksempelvis en fagforenings konkursbegæring mod en arbejdsgiver på vegne af ansatte, der er medlemmer af fagforeningen, og som ikke har modtaget løn.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:

- Afgiften for en fordringshavers begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling forhøjes fra 750 kr. til 1.500 kr.

- Skyldnerens egen begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling bliver afgiftsfri.

- Der skal ikke betales afgift, når skifteretten af egen drift træffer afgørelse om konkurs eller rekonstruktionsbehandling af et kapitalselskab under tvangsopløsning.

- Reglen om, at der ikke skal betales ny afgift, hvis en begæring er indgivet ved urigtigt værneting og indgives på ny inden tre uger efter, at den er afvist eller tilbagekaldt, videreføres ikke.

Til § 19

Det foreslås, at der skal betales 750 kr. for en række anmodninger til skifteretten.

Betales afgiften ikke, anses den pågældende anmodning som bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.

Det drejer sig for det første om anmodning om bistand til skifte af et bo efter § 1 i lov om ægtefælleskifte mv. eller om genoptagelse af et sådant bo, jf. § 78 i samme lov, jf. de foreslåede stk. 1, nr. 1 og 2.

Bestemmelserne finder anvendelse ved skifte af alle boer, der er nævnt § 1 i lov om ægtefælleskifte mv. Bestemmelserne omfatter således både deling af ægtefællers fællesbo, opløsning af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver, opløsning af ugifte samlevendes sameje om flere aktiver i forbindelse med samlivets ophør og opløsning af andre boer, herunder interessentskabsboer og lignende, der ikke behandles efter konkursreglerne.

Retsafgiften er den samme, uanset om anmodningen angår hele boet eller en del af boet, jf. § 1, stk. 2, i lov om ægtefælleskifte mv. Der skal ikke betales ny afgift, hvis der er indledt skiftebehandling vedrørende en del af boet, og der derefter anmodes om, at skiftebehandlingen udvides til at omfatte en større del af boet eller eventuelt hele boet. Dette gælder også, selv om anmodningen om udvidelse af skiftebehandlingen til at omfatte en større del af boet eller hele boet fremsættes af en anden end den, der oprindelig anmodede om skiftebehandling og betalte retsafgiften.

Hvis bobehandlingen afbrydes uden stadfæstelse af en boopgørelse, jf. § 30 i lov om ægtefælleskifte mv., skal der betales ny retsafgift, hvis der på et senere tidspunkt på ny anmodes om skifterettens bistand til deling af boet.

Det drejer sig dernæst om anmodning om dødsfaldskendelse, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 3.

Afgiften angår skifterettens behandling af anmodningen om dødsfaldskendelse efter dødsboskiftelovens § 5. Afsiger skifteretten dødsfaldskendelse, skal der herefter betales afgift efter det foreslåede kapitel 10 for selve dødsbobehandlingen.

Det drejer sig endvidere om anmodning om udnævnelse af granskningsmænd i henhold til selskabsloven, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 4.

Det drejer sig endvidere om anmodning om genoptagelse af boet efter et kapitalselskab i henhold til selskabslovens § 235, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 5.

Endelig foreslås det i stk. 2, at der ligeledes skal betales 750 kr. for en anmodning fra en eller flere arvinger om, at en ægtefælle, der hensidder i uskiftet bo, skal skifte.

Afgiften angår skifterettens behandling af anmodningen om, at ægtefællen skal skifte, jf. arvelovens §§ 27 og 29. Hvis skifteretten imødekommer anmodningen, skal der herefter betales afgift efter det foreslåede kapitel 10 for selve skiftet af det uskiftede bo.

Det bemærkes, at den efterlevende ægtefælles egen anmodning om skifte af det uskiftede bo uændret er afgiftsfri, men at der også for et skifte på grundlag af en sådan anmodning ligesom i dag vil skulle betales afgift for bobehandlingen, jf. forslaget til kapitel 10.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:

- Afgiften for en anmodning om bistand til skifte af et bo efter § 1 i lov om ægtefælleskifte mv. eller om genoptagelse af et sådant bo forhøjes fra 400 kr. til 750 kr. og skal også betales, hvis anmodningen vedrører skifte af et fællesbo med en samlet formuemasse på højst 15.000 kr.

- Afgiften for en anmodning om dødsfaldskendelse og for en anmodning om udnævnelse af granskningsmænd forhøjes fra 400 kr. til 750 kr.

- Afgiften for en anmodning om skifte af et uskiftet bo forhøjes fra 500 kr. til 750 kr.

- Den gældende afgift for skifterettens bestemmelse om genoptagelse af boet efter et kapitalselskab ændres til en afgift for en anmodning om en sådan genoptagelse.

- Den gældende afgift for skifterettens udnævnelse af likvidatorer i et kapitalselskab under tvangsopløsning videreføres ikke.

Til § 20

Bestemmelsen fastslår i nr. 1, at anmodning om udmeldelse af vurderingsmænd er afgiftsfri.

I nr. 2 fastslås, at anmodning om at føre testaments- eller arvelegitimationsvidner ligeledes er afgiftsfri.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Til § 21

Bestemmelsen fastsætter, at det foreslåede § 9, stk. 1, nr. 2, om afgiftsfritagelse i civile retssager til en part, der har fri proces, finder tilsvarende anvendelse på nogle af afgifterne efter det foreslåede kapitel 7.

Bestemmelsen giver mulighed for, at en part efter retsplejelovens regler om fri proces kan søge om fritagelse for betaling af de pågældende afgifter.

Det drejer sig for det første om afgiften på 1.500 kr. for en fordringshavers konkursbegæring (forslaget til § 18, stk. 1). Der kan derimod ikke gives fri proces til en begæring om rekonstruktionsbehandling.

Det drejer sig endvidere om afgiften på 750 kr. for anmodning om bistand til skifte af et bo efter § 1 i lov om ægtefælleskifte mv. eller om genoptagelse af et bo efter § 78 i samme lov (forslaget til § 19, stk. 1, nr. 1 og 2).

Det drejer sig desuden om afgiften på 750 kr. for en anmodning om dødsfaldskendelse (forslaget til § 19, stk. 1, nr. 3).

Det drejer dig endelig om afgiften på 750 kr. for en anmodning om, at en ægtefælle, der hensidder i uskiftet bo, skal skifte (forslaget til § 19, stk. 2).

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås muligheden for efter reglerne om fri proces at fritage for afgiftspligt udvidet til også at omfatte afgiften på 750 kr. for anmodning om bistand til skifte af et bo efter § 1 i lov om ægtefælleskifte mv. eller om genoptagelse af et bo efter § 78 i samme lov eller om dødsfaldskendelse (forslaget til § 19, stk. 1, nr. 1-3), hvor afgiften i dag udgør 400 kr. Derimod foreslås der ikke mulighed for efter reglerne om fri proces at fritage for afgiften for anmodning om genoptagelse af boet efter et kapitalselskab i henhold til selskabslovens § 235.

Til § 22

Bestemmelsens stk. 1-3 angår tilfælde, hvor skifteretten behandler tvister eller anmodninger, for hvilke der skal betales retsafgift efter reglerne om henholdsvis civile retssager, bevisoptagelse og fogedforretninger. Bestemmelsens stk. 4 fastslår afgiftsfrihed for begæringer om pålæg af konkurskarantæne.

Efter stk. 1 skal der betales afgift efter kapitel 1 for skifterettens behandling af følgende tvister:

- Tvister i konkursboer angående anmeldte fordringer og krav eller deres fortrinsret, jf. konkurslovens § 246.

- Tvister i likvidationsboer om anmeldte fordringer, jf. selskabslovens § 221, stk. 3.

- Tvister, der indbringes for skifteretten i medfør af § 2 i lov om ægtefælleskifte mv.

- Tvister, der opstår i forbindelse med skifte af et dødsbo eller et uskiftet bo, og som forudsættes afgjort ved dom.

Der skal således betales afgift for kravets indbringelse for skifteretten, jf. § 1, og for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, jf. § 2.

Efter stk. 2 skal der betales afgift efter kapitel 3 for anmodning til skifteretten om bistand til sagens oplysning under et privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, jf. § 65 i lov om ægtefælleskifte mv.

Der skal således betales 750 kr. for en sådan anmodning til skifteretten, jf. § 11.

Efter stk. 3 skal der betales afgift efter kapitel 5 for ind- og udsættelsesforretninger i medfør af konkurslovens § 112 (kurators adgang til boets lejemål og faste ejendomme, aktiver og forretningspapirer) eller lov om ægtefælleskift mv. § 73 (bobehandlerens adgang til at besigtige eller en sagkyndigs adgang til at vurdere aktiver, der er i en parts besiddelse).

Der skal således betales 750 kr. for en anmodning til skifteretten om en sådan ind- eller udsættelsesforretning, jf. § 13.

Efter stk. 4 er begæring om pålæg af konkurskarantæne afgiftsfri.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer med hensyn til, for hvilke tvister og anmodninger ved skifteretten der skal betales afgift efter reglerne om civile retssager, bevisoptagelse eller fogedforretninger. De foreslåede regler om afgifter for civile retssager, bevisoptagelse og fogedforretninger indeholder imidlertid en række ændringer i forhold til den gældende retsafgiftslov, jf. nærmere bemærkningerne til §§ 1, 2, 11 og 13.

Til kapitel 8

Kapitlet indeholder regler om retsafgift for behandlingen af et konkursbo.

Til § 23

Bestemmelsen fastsætter retsafgiften for behandlingen af et konkursbo.

Bestemmelsen angår bobehandlingen, efter at skyldneren er taget under konkursbehandling. Med hensyn til retsafgift for indgivelse af en konkursbegæring henvises til den foreslåede § 18.

Afgiften efter § 23 dækker som udgangspunkt den samlede bobehandling ved skifteretten.

Der skal dog betales særskilt afgift efter kapitel 1 for tvister angående anmeldte fordringer og krav eller deres fortrinsret, jf. forslaget til § 22, stk. 1, nr. 1.

Der skal endvidere betales særskilt afgift efter kapitel 5 for ind- og udsættelsesforretninger i medfør af konkurslovens § 112, jf. forslaget til § 22, stk. 3.

Det foreslås i stk. 1, at afgiften for konkursbehandling udgør 9.000 kr.

Der betales ikke afgift ved genoptagelse af en bobehandling, jf. stk. 2.

Afgiftspligten indtræder, når skifteretten afsiger konkursdekret, jf. stk. 3.

Afgiften forfalder efter stk. 4 til betaling, når udlodning kan ske, og betales af boets midler, jf. konkurslovens § 94, nr. 4.

Det betyder, at statskassens krav på retsafgift efter den foreslåede § 23 modtager dækning på linje med andre krav i boet, som er omfattet af konkurslovens § 94. Er der i boet ingen eller kun delvis dækning til § 94-krav, vil retsafgiften efter § 23 ikke eller kun delvis blive betalt, da der ikke er andre, der hæfter for afgiftens betaling. Når skyldneren er en fysisk person, hæfter skyldneren således heller ikke personlig for retsafgiften efter § 23.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:

- Afgiften for bobehandlingen er en fast afgift på 9.000 kr. i stedet for en afgift på mellem 2.500 kr. og 10.000 kr. afhængig af formuemassen.

- Der betales ikke afgift ved en genoptagelse af en bobehandling.

Til kapitel 9

Kapitlet indeholder regler om retsafgift for behandlingen af et ægtefælleskifte mv.

Til § 24

Bestemmelsen fastsætter retsafgiften for behandlingen af et ægtefælleskifte mv.

Bestemmelsen finder anvendelse ved skifte af alle boer, der er nævnt § 1 i lov om ægtefælleskifte mv. Bestemmelsen omfatter således både deling af ægtefællers fællesbo, opløsning af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver, opløsning af ugifte samlevendes sameje om flere aktiver i forbindelse med samlivets ophør og opløsning af andre boer, herunder interessentskabsboer og lignende, der ikke behandles efter konkursreglerne.

Bestemmelsen angår bobehandlingen, efter at boet er henvist til bobehandler. Med hensyn til retsafgift for anmodning om bistand til skifte af et bo efter lov om ægtefælleskifte mv. henvises til den foreslåede § 19.

Afgiften efter § 24 dækker som udgangspunkt den samlede behandling ved skifteretten, efter at boet er henvist til bobehandler.

Der skal dog betales særskilt afgift efter kapitel 1 for tvister, der indbringes for skifteretten i medfør af § 2 i lov om ægtefælleskifte mv., jf. forslaget til § 22, stk. 1, nr. 3.

Der skal endvidere betales særskilt afgift efter kapitel 5 for ind- og udsættelsesforretninger i medfør af § 73 i lov om ægtefælleskifte mv., jf. forslaget til § 22, stk. 3.

Det foreslås i stk. 1, at afgiften af boer, der i medfør af lov om ægtefælleskifte mv. behandles ved bobehandler, som udgangspunkt udgør 1.500 kr.

Overstiger den bobeholdning, der er omfattet af skiftet, 1,5 mio. kr., skal der dog betales yderligere 9.000 kr., jf. stk. 2.

Afgiftspligten indtræder, når skifteretten henviser boet til bobehandler, jf. stk. 3.

Parterne kan til enhver tid, hvis de er enige herom, udvide eller indskrænke den del af boet, der er omfattet af skiftet, men afgiften skal i givet fald beregnes ud fra bobeholdning opgjort i forhold til den del af boet, som på noget tidspunkt har været omfattet af henvisningen til bobehandler. Hvis parterne efter henvisningen til bobehandler indgår forlig om en del af boet, således at bobehandlingen ved bobehandler herefter kun angår en mindre del af boet, end da boet blev henvist til bobehandler, skal afgiften således stadig beregnes efter bobeholdningen opgjort ud fra de aktiver og passiver, som oprindelig var omfattet af henvisningen til bobehandler. Omvendt gælder, at hvis en oprindelig henvisning til bobehandler af en del af boet senere udvides til at omfatte en større del af boet, skal afgiften beregnes efter bobeholdningen opgjort efter de aktiver og passiver, som efter udvidelsen er omfattet af bobehandlingen.

Det foreslås i stk. 4, at afgiften forfalder til betaling, når boopgørelsen er endelig, jf. 1. pkt. Boopgørelsen er endelig, når den er stadfæstet af skifteretten, jf. § 34 i lov om ægtefælleskifte mv., og kærefristen er udløbet, uden at kære er iværksat.

Hvis skiftet afbrydes, jf. § 30 i lov om ægtefælleskifte mv., forfalder afgiften til betaling, når de afgiftspligtige modtager meddelelse om afgiftsberegningen, jf. 2. pkt. I denne situation vil skifteretten således skulle give de afgiftspligtige meddelelse om, hvilken afgift der skal betales (1.500 kr. eller 10.500 kr.).

Opgørelsen af bobeholdningen har betydning for, om afgiften udgør 1.500 kr. (bobeholdning på højst 1,5 mio. kr.) eller 10.500 kr. (bobeholdning på over 1,5 mio. kr.).

Der er på den baggrund kun behov for en mere præcis opgørelse af bobeholdningen, hvis der kan være rimelig tvivl om, hvorvidt bobeholdningen udgør mere end 1,5 mio. kr. Er det efter de foreliggende oplysninger uden videre klart, at bobeholdningen ikke overstiger 1,5 mio. kr., eller er det omvendt klart, at bobeholdningen overstiger 1,5 mio. kr., er det tilstrækkeligt, at skifteretten konstaterer dette uden nærmere at angive, hvad bobeholdningen kan opgøres til.

Grundlaget for opgørelsen af bobeholdningen er den endelige boopgørelse, når en sådan foreligger. Skifteretten vil som udgangspunkt kunne lægge værdiansættelserne i boopgørelsen til grund for afgiftsberegningen. Dette gælder dog ikke, hvis parterne i deres indbyrdes forhold har anvendt værdiansættelser, der væsentligt understiger handelsværdien. I tilfælde, hvor bobehandleren i boopgørelsen med henblik på bodelingen har lagt parternes enighed om værdiansættelsen til grund, men hvor værdiansættelsen åbenbart ligger væsentligt under værdien i handel og vandel, påhviler det bobehandleren - uanset parternes stilling til spørgsmålet - at oplyse herom i udkastet til boopgørelse og at oplyse om værdien af de pågældende aktiver og passiver i handel og vandel, jf. Folketingstidende 2010-11 (1. samling), A, L 193 som fremsat, side 68.

Hvis der under boets behandling ved bobehandler er sket ændringer i, hvad skiftet omfatter, skal afgiften som nævnt ovenfor beregnes ud fra bobeholdningen opgjort i forhold til den del af boet, som på noget tidspunkt har været omfattet af henvisningen til bobehandler. Hvis ægtefællerne efter henvisningen til bobehandler har aftalt at indskrænke den del af boet, som bobehandleren skal behandle, skal redegørelsen for bobehandlingens forløb i bobehandlerens udkast til boopgørelse derfor indeholde oplysning herom. Redegørelsen skal endvidere i givet fald indeholde oplysning om værdien af de aktiver og passiver, som efter henvisningen til bobehandler er udgået af bobehandlingen, jf. Folketingstidende 2010-11 (1. samling), A, L 193 som fremsat, side 68-69.

Hvis skiftet afbrydes, jf. § 30 i lov om ægtefælleskifte mv., må afgiftsberegningen ske ud fra de foreliggende oplysninger, herunder det udkast til boopgørelse, bobehandleren udarbejder efter § 30 i lov om ægtefælleskifte mv. Er de foreliggende oplysninger ikke tilstrækkelige, kan skifteretten pålægge de afgiftspligtige at fremkomme med de oplysninger, der er nødvendige for at kunne beregne afgiften, jf. nærmere forslaget til § 25.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:

- Afgiften for behandling ved bobehandler ændres til en fast afgift på 1.500 kr. eller 10.500 kr. i stedet for en procentafgift af formuemassen.

- Denne afgift skal også betales ved skifte af et fællesbo med en samlet formuemasse på højst 15.000 kr.

- De særlige regler om betalingsfrist og rente ved for sen betaling videreføres ikke.

Til § 25

Bestemmelsen angår tilfælde, hvor et ægtefælleskifte mv. afbrydes, jf. § 30 i lov om ægtefælleskifte mv., og hvor der derfor ikke foreligger en endelig boopgørelse, som kan danne grundlag for beregningen af afgiften efter den foreslåede § 24.

Det foreslås i stk. 1, at hvis størrelsen af afgiften ikke på grundlag af de foreliggende oplysninger kan afgøres, kan skifteretten pålægge de afgiftspligtige inden en nærmere fastsat frist at fremkomme med de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse om afgiftspligten.

Efter § 42 i lov om ægtefælleskifte mv. fordeler skifteretten omkostningerne, herunder afgiften efter § 24, mellem parterne. Det er derfor parterne i bobehandlingen, der er afgiftspligtige og dermed efter den foreslåede bestemmelse kan pålægges at komme med oplysninger.

Fremkommer oplysningerne ikke inden den fastsatte frist, kan skifteretten efter stk. 2 pålægge de afgiftspligtige daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil oplysningerne fremkommer.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Til § 26

Bestemmelsen angår solidarisk hæftelse for afgiften af ægtefælleskifte mv. efter den foreslåede § 24.

Afgiften efter den foreslåede § 24 er en del af omkostningerne ved bobehandlingen og kan kræves dækket af den sikkerhed for omkostningerne ved boets behandling, som måtte være stillet efter § 37 i lov om ægtefælleskifte mv. Dette gælder, uanset hvem der har stillet sikkerheden, og uanset om den, der har stillet sikkerheden, endeligt skal betale afgiften eller hæfter for afgiftens betaling efter den foreslåede § 26.

Skifteretten fordeler omkostningerne mellem parterne, jf. § 42 i lov om ægtefælleskifte mv. Hver part skal således endeligt betale den del af afgiften efter § 24, som følger af skifterettens afgørelse efter § 42 i lov om ægtefælleskifte mv.

Er afgiften ikke dækket af en sikkerhedsstillelse efter § 37 i lov om ægtefælleskifte mv., kan hver part på dette grundlag afkræves den del af afgiften, som den pågældende ifølge skifterettens afgørelse efter § 42 i lov om ægtefælleskifte mv. skal betale.

Herudover hæfter parterne solidarisk efter den foreslåede § 26.

Det foreslåede stk. 1 angår andre boer end ægtefællers fællesbo, dvs. opløsning af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver, opløsning af ugifte samlevendes sameje om flere aktiver i forbindelse med samlivets ophør og opløsning af andre boer, herunder interessentskabsboer og lignende, der ikke behandles efter konkursreglerne, jf. § 1, stk. 1, nr. 2-4, i lov om ægtefælleskifte mv.

Det foreslås, at hver lodtager i et sådant bo skal hæfte solidarisk for afgiften efter den foreslåede § 24 med værdien af det, den pågældende lodtager har modtaget.

Det foreslåede stk. 2 angår ægtefællers fællesbo og henviser til § 44 i lov ægtefælleskifte mv., som angår en ægtefælles subsidiære hæftelse for statskassens krav mod den anden ægtefælle for omkostningerne i forbindelse med skifte af ægtefællernes fællesbo.

Efter § 44 i lov om ægtefælleskifte mv. hæfter en ægtefælle subsidiært for statskassens krav mod den anden ægtefælle for omkostninger i forbindelse med skiftet. Der er tale om en subsidiær, solidarisk hæftelse, svarende til hvad der gælder for en simpel kautionist, som indebærer, at det skal være godtgjort, at den anden ægtefælle ikke kan betale. Statskassen skal således forgæves have forsøgt at inddrive beløbet hos den ægtefælle, der i det indbyrdes forhold skal betale beløbet, før kravet rettes mod den anden ægtefælle.

En ægtefælle, der har fri proces til skifte af fællesboet, er dog fritaget for den subsidiære hæftelse for den anden ægtefælle, jf. retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 5, litra c. Fri proces fritager derimod ikke en ægtefælle fra at betale ægtefællens egen del af afgiften efter den foreslåede § 24, jf. retsplejelovens § 331, stk. 3, nr. 1 (som affattet ved lovforslagets § 52).

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Til kapitel 10

Kapitlet indeholder regler om retsafgift for dødsbobehandling, herunder skifte af et uskiftet bo, mens en længstlevende ægtefælle er i live.

Kapitlet angår retsafgift i anledning af skifterettens behandling af sagen. Der vil uafhængig heraf kunne blive tale om betaling af boafgift efter boafgiftsloven.

Der skal endvidere betales særskilt retsafgift efter det foreslåede kapitel 1 for tvister, der opstår i forbindelse med skifte af et dødsbo eller et uskiftet bo, og som forudsættes afgjort ved dom, jf. forslaget til § 22, stk. 1, nr. 4.

Om afgiften for anmodning om dødsfaldskendelse og for anmodning om skifte af uskiftet bo henvises til den foreslåede § 19.

Til § 27

Bestemmelsen fastsætter størrelsen af den almindelige retsafgift for dødsbobehandling, hvor der iværksættes et skifte. Om betaling af yderligere retsafgift, hvis arvebeholdningen overstiger 1,5 mio. kr., henvises til den foreslåede § 28.

Bestemmelsen angår boer, der udleveres til privat skifte, herunder forenklet privat skifte, jf. dødsboskiftelovens §§ 25, 33 og 34, eller som behandles ved bobestyrer, jf. dødsboskiftelovens § 36.

Der foreslås, at afgiften i sådanne boer udgør 1.500 kr.

Afgiften i boer, der udleveres til privat skifte, forfalder til betaling, når boet udleveres, jf. forslaget til § 30, stk. 1, 1. pkt., men arvingerne kan godt få boet udleveret, før afgiften betales, sådan at boets midler kan anvendes til betaling af afgiften. Om arvingernes solidariske hæftelse for afgiften henvises til den foreslåede § 31.

Afgiften i boer, der behandles ved bobestyrer, forfalder til betaling, når udlodning kan ske, eller hvis boet overgår til anden behandlingsmåde, jf. forslaget til § 30, stk. 2. Om bobestyrerens hæftelse for afgiften henvises til den foreslåede § 32.

Der skal ikke betales ny afgift efter § 27 for en genoptagelse af bobehandlingen efter dødsboskiftelovens § 103. Der henvises til det foreslåede § 29, stk. 2, der også omhandler tilfælde, hvor boet overgår til en anden behandlingsmåde.

Et senere skifte af et uskiftet bo efter anmodning fra ægtefællen eller en arving er imidlertid en selvstændig bobehandling, for hvilken der skal betales afgift efter § 27 uafhængig af, om boet før udleveringen til uskiftet bo måtte have været udleveret til en behandlingsmåde, for hvilken der blev betalt afgift efter § 27.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:

- Den gældende afgift på 500 kr. for boudlæg uden skiftebehandling, udlæg til den længstlevende ægtefælle og udlevering til uskiftet bo videreføres ikke. Disse behandlingsmåder bliver således afgiftsfri.

- De gældende afgifter på henholdsvis 1.000 kr. for forenklet privat skifte mv. og 2.500 kr. for almindeligt privat skifte og skifte ved bobestyrer ændres til én afgift på 1.500 kr., og afgiften skal også betales ved skifte af et dødsbo med en formuemasse på højst 15.000 kr.

Til § 28

Bestemmelsen fastsætter, at der af boer, der behandles efter de almindelige regler om privat skifte eller ved bobestyrer, skal betales en yderligere retsafgift på 9.000 kr., hvis arvebeholdningen i henhold til boopgørelsen overstiger 1,5 mio. kr., jf. stk. 1.

Det fremgår af stk. 2, at i boer, der har været udleveret til almindeligt privat skifte eller til behandling ved bobestyrer og derefter udleveres til uskiftet bo - og hvor der derfor ikke udarbejdes en boopgørelse - afgøres afgiftspligten på grundlag af den formueoversigt, der skal indleveres efter arvelovens § 22.

Afgiften forfalder i privatskiftede boer til betaling, når boopgørelsen er endelig, jf. forslaget til § 30, stk. 1, 2. pkt. I boer, der behandles ved bobestyrer, forfalder afgiften, når udlodning kan ske, jf. forslaget til § 30, stk. 2, 1. pkt. I de tilfælde, der er omfattet af det foreslåede stk. 2, forfalder afgiften dog ved indleveringen af formueopgørelsen efter arvelovens § 22, jf. forslaget til § 30, stk. 3.

Om hæftelsen for afgiften henvises til de foreslåede §§ 31 og 32.

Der skal ikke betales ny afgift efter § 28 for en genoptagelse af bobehandlingen efter dødsboskiftelovens § 103. Der henvises til det foreslåede § 29, stk. 2. Behandles boet efter de almindelige regler om privat skifte eller ved bobestyrer, og blev der ikke under den oprindelige bobehandling betalt afgift efter § 28, fordi arvebeholdningen dengang ikke oversteg 1,5 mio. kr., skal der imidlertid betales afgift efter § 28, hvis den samlede arvebeholdning ifølge den oprindelige boopgørelse og boopgørelsen efter genoptagelsen nu overstiger 1,5 mio. kr.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås afgiften på 6.500 kr. forhøjet til 9.000 kr. samtidig med, at beløbsgrænsen for, hvornår afgiften skal betales, forhøjes fra 1 mio. kr. til 1,5 mio. kr.

Til § 29

Bestemmelsen fastsætter i stk. 1, at afgiftspligten efter de foreslåede §§ 27 og 28 indtræder ved boets udlevering.

Det indebærer bl.a., at der skal betales afgift for den behandlingsmåde, boet oprindeligt blev udleveret til, selv om boet efterfølgende overgår til en behandlingsmåde, som er afgiftsfri.

Bestemmelsen fastsætter endvidere i stk. 2, at der ikke skal betales afgift på ny, hvis et bo genoptages eller udleveres til en anden behandlingsmåde.

Det indebærer, at der ved overgang fra en afgiftsfri behandlingsmåde til en afgiftspligtig behandlingsmåde skal betales afgift for den nye behandlingsmåde, da der ikke tidligere vil være betalt afgift efter § 27.

Det indebærer endvidere, at der ved overgang fra én afgiftspligtig behandlingsmåde til en anden afgiftspligtig behandlingsmåde ikke skal betales ny afgift efter § 27.

Det bemærkes, at et senere skifte af et uskiftet bo efter anmodning fra ægtefællen eller en arving er en selvstændig bobehandling og ikke en genoptagelse eller en overgang til en ny behandlingsmåde. Ved et sådant senere skifte skal der således betales afgift efter § 27 og i givet fald § 28 uafhængig af, om boet før udleveringen til uskiftet bo måtte have været udleveret til en behandlingsmåde, for hvilken der blev betalt afgift efter § 27 og eventuelt § 28.

Endvidere bemærkes, at hvis et bo, der har været behandlet efter de almindelige regler om privat skifte eller ved bobestyrer og afsluttet med en boopgørelse med en arvebeholdning på højst 1,5 mio. kr., senere genoptages, skal der under den fortsatte bobehandling betales afgift efter § 28, hvis den samlede arvebeholdning ifølge den oprindelige boopgørelse og boopgørelsen efter genoptagelsen overstiger 1,5 mio. kr. Der skal således højst betales afgift efter § 28 én gang i et bo og genoptagelsen af samme bo, men afgørelsen af, om arvebeholdningen overstiger 1,5 mio. kr. i et genoptaget bo, hvor der ikke under den oprindelige bobehandling blev betalt afgift efter § 28, skal ske ud fra den samlede arvebeholdning i det oprindelige bo og det genoptagne bo.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer ud over de ændringer af afgiftssatserne, som følger af forslaget til §§ 27 og 28.

Til § 30

Bestemmelsen angår forfaldstiden for afgifterne for bobehandling efter de foreslåede §§ 27 og 28.

Stk. 1 angår boer, der udleveres til privat skifte, herunder forenklet privat skifte.

Det foreslås, at afgiften efter § 27, som efter forslaget udgør 1.500 kr., forfalder til betaling ved boets udlevering, jf. 1. pkt. Det betyder, at afgiften skal betales, når boet er udleveret. Skifteretten kan imidlertid ikke betinge boets udlevering af, at afgiften er betalt. Afgiften vil dermed i praksis kunne afholdes af boets midler.

Det foreslås endvidere, at afgiften efter § 28, som efter forslaget udgør 9.000 kr., og som afhænger af arvebeholdningens størrelse i henhold til boopgørelsen, forfalder til betaling, når boopgørelsen er endelig, jf. 2. pkt. Boopgørelsen er endelig, når spørgsmål vedrørende boopgørelsen ikke længere kan påklages til skifteretten eller indbringes for højere ret, jf. dødsboskiftelovens § 80 og § 105.

Udleveres boet efterfølgende til den længstlevende ægtefælle til uskiftet bo, gælder det foreslåede stk. 3 for afgiften efter § 28.

Stk. 2 angår boer, der behandles ved bobestyrer.

Det foreslås, at afgiften efter både §§ 27 og 28, der efter forslaget udgør henholdsvis 1.500 kr. og 9.000 kr., som udgangspunkt forfalder til betaling, når udlodning kan ske, jf. 1. pkt.

Overgår boet inden udlodningen til anden behandlingsmåde, skal afgiften efter § 27, der efter forslaget udgør 1.500 kr., dog samtidig betales, jf. 2. pkt.

Udleveres boet efterfølgende til den længstlevende ægtefælle til uskiftet bo, gælder det foreslåede stk. 3 for afgiften efter § 28.

Stk. 3 angår boer, der har været udleveret til almindeligt privat skifte eller til behandling ved bobestyrer og derefter udleveres til uskiftet bo.

Det fremgår af det foreslåede § 28, stk. 2, at afgiftspligten efter § 28 i sådanne boer afgøres på grundlag af den formueoversigt, der skal indleveres efter arvelovens § 22.

Det foreslås i tilknytning hertil, at afgiften efter § 28 i sådanne tilfælde forfalder ved indleveringen af denne formueoversigt.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer ud over de ændringer af afgiftssatserne, som følger af forslaget til §§ 27 og 28.

Til § 31

Bestemmelsen angår hæftelsen for afgiften efter §§ 27 og 28 i privatskiftede boer.

Stk. 1 fastslår, at arvingerne i privatskiftede boer som udgangspunkt hæfter solidarisk for afgiften.

Udgangspunktet er således, at den fulde afgift kan opkræves hos enhver af arvingerne, som herefter i givet fald selv må søge regres mod medarvingerne.

Som undtagelse hertil gælder dog efter stk. 2, at arvinger, der ved boets udlevering er repræsenteret ved værge eller skifteværge, eller som var under konkurs, alene hæfter med værdien af det, de eller konkursboet har modtaget, og i det forhold, i hvilket arvingerne var berettigede til at modtage bos- og arvelod. Begrænsningerne finder tilsvarende anvendelse på regreskrav fra medarvinger.

Hæftelsen for arvinger, der ved boets udlevering er repræsenteret ved værge eller skifteværge, eller som var under konkurs, er således begrænset på to måder. For det første er hæftelsen beløbsmæssigt begrænset til værdien af det, arvingen eller konkursboet har modtaget i boslod eller arv. Endvidere hæfter en sådan arving alene pro rata, dvs. for en brøkdel af afgiften svarende til arvingens bos- og arvelods andel af arvingernes samlede bos- og arvelodder.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer bortset fra, at de særlige regler om betalingsfrist og rente ved for sen betaling ikke videreføres.

Til § 32

Bestemmelsen angår hæftelsen for afgiften efter §§ 27 og 28 i boer, der behandles ved bobestyrer.

Bestemmelsen fastslår, at afgiften skal betales af boets midler, og at bobestyreren hæfter for afgiftens betaling.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer bortset fra, at de særlige regler om betalingsfrist og rente ved for sen betaling ikke videreføres.

Til afsnit IV

Afsnittet indeholder regler om retsafgiften for notarialforretninger (kapitel 11) og for kopier og udskrifter (kapitel 12).

Til kapitel 11

Kapitlet indeholder regler om retsafgiften for notarialforretninger.

Til § 33

Bestemmelsen fastsætter, at retsafgiften for en notarialforretning som udgangspunkt udgør 300 kr., jf. stk. 1.

Om undtagelsen hertil henvises til den foreslåede § 34.

Det foreslås i stk. 2, at hvis en notarialforretning vedrører flere personer, betales afgift som for et tilsvarende antal forretninger, medmindre forretningen foretages under ét på samme sted.

Det betyder, at hvis flere personer på samme tid og sted underskriver ét dokument (f.eks. et fælles testamente), skal der betales én afgift på 300 kr. for notarens bekræftelse af identiteten af begge eller alle personerne.

Hvis flere personers underskrift på ét dokument ønskes notarbekræftet ved forskellige lejligheder, skal der betales 300 kr. for hver lejlighed.

For notarens bekræftelse af en persons underskrift på flere dokumenter, skal der imidlertid betales 300 kr. for hvert dokument, og dette gælder, selv om underskriften på dokumenterne sker på samme tid og sted. Notarens bekræftelse af underskriften på ét dokument er således én notarialforretning i afgiftsmæssig henseende.

Retsafgiften skal betales, før notarialforretningen udføres.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås den særlige afgiftssats for notarens medvirken ved udtrækning af værdipapirer, lodtrækninger og lignende ikke videreført. Fremover vil den almindelige afgiftssats på 300 kr. finde anvendelse ved sådanne notarialforretninger.

Til § 34

Bestemmelsen fastsætter, at retsafgiften for notarens bekræftelse af, at en kopi er i overensstemmelse med det originale dokument, udgør 150 kr.

Der skal betales 150 kr. for hver kopi, der bekræftes, også når der samtidig bekræftes flere kopier af det samme originaldokument.

Retsafgiften skal betales, før notarialforretningen udføres.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås afgiften forhøjet fra 100 kr. til 150 kr.

Til kapitel 12

Kapitlet indeholder regler om retsafgiften for kopier og udskrifter.

Til § 35

Bestemmelsen fastsætter en retsafgift på 150 for visse kopier og udskrifter, som efter anmodning udleveres af retten.

Det drejer sig efter nr. 1 for det første om kopier, der udleveres af retten i medfør af retsplejelovens § 41 b, § 41 c, § 41 f, stk. 5, eller § 41 h. Der skal betales 150 kr. for hvert dokument, som der udleveres kopi af.

Retsplejelovens § 41 b angår enhvers ret til at få udleveret kopi af domme og kendelser samt af beslutninger om sagsomkostninger i borgerlige sager. Retsplejelovens § 41 c angår enhvers ret til at få udleveret en eventuel skriftlig forelæggelse eller procedure og eventuelle endelige påstandsdokumenter eller sammenfattende processkrifter.

Retsplejelovens § 41 f, stk. 5, angår aktindsigt for redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et dansk massemedium i andre indførsler i retsbøgerne end domme og kendelser og i afskrifter af en forklaring i en straffesag, der er lydoptaget. Ved massemediers aktindsigt i afskrifter af lydoptagelse af en forklaring skal der ud over den foreslåede retsafgift på 150 kr. for udleveringen af kopien betales for tilvejebringelsen af afskriften, jf. retsplejelovens § 713, stk. 3.

Retsplejelovens § 41 h angår aktindsigt i videre omfang end fastsat i retsplejelovens §§ 41 a-41 g, dvs. som meroffentlighed.

Der skal derimod ikke længere betales retsafgift for aktindsigt i borgerlige sager i medfør af retsplejelovens § 41 d om aktindsigt for den, der har en individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål, eller i medfør af retsplejelovens § 255 a om aktindsigt for parter. Der skal heller ikke betales retsafgift for aktindsigt i straffesager i medfør af retsplejelovens § 41 d, § 41 f, stk. 2, § 729 b eller § 729 d, og dette svarer til gældende ret, eftersom aktindsigt efter disse bestemmelser meddeles af politiet eller anklagemyndigheden, og det er kun kopier, der udleveres af retten, der efter gældende ret er pålagt retsafgift.

Retsafgiften skal betales, før kopien udleveres. Retsafgiften skal ikke betales, hvis anmodningen om aktindsigt afslås i sin helhed. Retsafgiften skal imidlertid betales, selv om aktindsigten eksempelvis begrænses til en del af et dokument.

Det drejer sig for det andet om udskrifter, der udfærdiges af Tinglysningsretten, jf. nr. 2.

Sådanne udskrifter bestilles og betales på tinglysning.dk.

Ligesom i dag skal der ikke betales for opslag i og udskrifter fra det digitale tinglysningssystem, som brugeren selv foretager på tinglysning.dk, eller for opslag i og udskrifter af afgørelser, som brugeren selv foretager i den kommende domsdatabase, jf. § 9 a i lov om Domstolsstyrelsen.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:

- Afgiftspligten indskrænkes, så den kun omfatter kopier og udskrifter, der udleveres til enhver, efter de særlige regler om massemediers aktindsigt eller som meroffentlighed.

- Samtidig udgår alle fritagelser for afgiftspligten som overflødige med den nye afgrænsning af afgiftspligten.

- Afgiftssatsen nedsættes fra 175 kr. til 150 kr.

Til afsnit V

Afsnittet indeholder regler om retsafgift for appel i form af anke (kapitel 13) og kære (kapitel 14) samt for ansøgning om ekstraordinær genoptagelse eller anke (kapitel 15).

Til kapitel 13

Kapitlet angår retsafgiften for anke i den borgerlige retsplejes former.

Kapitlets bestemmelser anvendes, når en dom i en civil sag ankes til landsretten eller Højesteret. Bestemmelserne anvendes også, når en dom i en privat straffesag ankes i den borgerlige retsplejes former, men ikke når en sådan dom ankes i strafferetsplejens former, jf. retsplejelovens § 990, stk. 1 og 2. Bestemmelserne anvendes også, når rettens afgørelse under en offentlig straffesag af et borgerligt krav ankes særskilt i den borgerlige retsplejes former, jf. retsplejelovens § 996.

Kapitlets bestemmelser anvendes ikke ved anke i strafferetsplejens former. Sådan anke er ikke pålagt retsafgift.

Til § 36

Bestemmelsen angår afgiften for indlevering af ankestævning ved anke i den borgerlige retsplejes former.

Bestemmelsen anvendes, når en dom i en civil sag ankes til landsretten eller Højesteret. Bestemmelsen anvendes også, når en dom i en privat straffesag ankes i den borgerlige retsplejes former, men ikke når en sådan dom ankes i strafferetsplejens former, jf. retsplejelovens § 990, stk. 1 og 2. Bestemmelsen anvendes også, når rettens afgørelse under en offentlig straffesag af et borgerligt krav ankes særskilt i den borgerlige retsplejes former, jf. retsplejelovens § 996.

Det foreslås i stk. 1, at afgiften for indlevering af ankestævning som udgangspunkt udgør 2.000 kr. ved anke til landsret og 4.000 kr. ved anke til Højesteret.

Der foreslås i stk. 2 en undtagelse hertil for så vidt angår anke til landsret. Undtagelsen omfatter for det første ankesager, der ikke har økonomisk værdi, eller som har en økonomisk værdi på højst 100.000 kr., jf. nr. 1. Undtagelsen omfatter efter nr. 2 endvidere ankesager, der er omfattet af det foreslåede § 1, stk. 2, 2. pkt., dvs. ankesager, der alene angår servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag, mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller dødsformodning.

Det foreslås, at afgiften for indlevering af ankestævning ved anke til landsret i de sager, der er omfattet af stk. 2, udgør 1.000 kr.

Undtagelsen i stk. 2 gælder ikke ved anke til Højesteret. Afgiften for indlevering af ankestævning ved anke til Højesteret er således altid 4.000 kr.

Betales afgiften efter § 36 ikke, anses ankestævningen som bortfaldet, jf. nærmere forslaget til § 47.

Er det afgiften for appelindstævntes påstand om selvstændig dom, der ikke betales, anses denne påstand som bortfaldet.

Om opgørelsen af ankesagens værdi henvises til den foreslåede § 38.

Om afgiftsfritagelse i visse tilfælde henvises til den foreslåede § 41, jf. §§ 8 og 9.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:

- Retsafgiften for anke til landsret i sager uden økonomisk værdi eller med en værdi på højst 100.000 kr. ændres til en fast afgift på 1.000 kr. Efter den gældende retsafgiftslov udgør denne afgift mellem 750 kr. og 1.350 kr. afhængig af sagens værdi.

- Retsafgiften for anke til landsret i sager med en værdi over 100.000 kr., ændres til en fast afgift på 2.000 kr. uanset sagens økonomiske værdi. Efter den gældende retsafgiftslov udgør denne afgift mellem 1.360 kr. og 75.000 kr. afhængig af sagens værdi, dog højst 2.000 kr. i sager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.).

- Retsafgiften for anke til Højesteret ændres til en fast afgift på 4.000 kr. uanset sagens økonomiske værdi. Efter den gældende retsafgiftslov udgør denne afgift mellem 1.500 kr. og 112.500 kr. afhængig af sagens værdi, dog højst 3.000 kr. i sager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.)

Til § 37

Bestemmelsen angår retsafgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, i ankesager, der behandles i den borgerlige retsplejes former.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at der i ankesager, der har en økonomisk værdi på mere end 100.000 kr., skal betales afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, efter reglerne i den foreslåede § 2.

I ankesager ved Højesteret forhøjes afgiften med 50 pct., jf. 2. pkt. Dette omfatter også tilfælde, hvor anke af en dom fra Sø- og Handelsretten først skete til landsretten, og ankesagen efterfølgende blev indbragt for Højesteret i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 5.

Udgangspunktet er således, at der skal betales retsafgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, i ankesager med en økonomisk værdi over 100.000 kr., jf. det foreslåede § 2, stk. 1. Med hensyn til afgrænsningen af sager med økonomisk værdi i forhold til sager uden økonomisk værdi henvises til bemærkningerne til § 1, stk. 2.

I de sager, hvor retsafgiften for sagsanlæg i medfør af § 1, stk. 2, 2. pkt., udgør 750 kr. uanset sagens værdi - og hvor afgiften for anke til landsret i medfør af § 36, stk. 2, nr. 2, udgør 1.000 kr. uanset sagens værdi - skal der dog ikke betales retsafgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, jf. det foreslåede § 2, stk. 2. Det drejer sig om sager, der alene angår servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag, mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller dødsformodning.

I ankesager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.), udgør afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, 3.000 kr., jf. det foreslåede § 2, stk. 3. Ved anke til Højesteret udgør afgiften dog 4.500 kr., jf. det foreslåede § 37, stk. 1, 2. pkt.

I andre ankesager, hvor der skal betales afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, afhænger afgiften af sagens økonomiske værdi, jf. det foreslåede § 2, stk. 4.

Er den økonomiske værdi højst ¼ mio. kr., udgør afgiften ved anke til landsret 3.000 kr., er værdien højst ½ mio. kr., er afgiften 8.000 kr., og er værdien højst 1 mio. kr., er afgiften 14.000 kr. Tabellen indeholder yderligere 6 afgiftssatser for sager med en økonomisk værdi på over henholdsvis 1, 2, 3, 4, 5 og 6 mio. kr., hvor afgiften udgør henholdsvis 35.000 kr., 60.000 kr., 85.000 kr., 110.000 kr., 135.000 kr. og 160.000 kr. Den maksimale afgift for en hovedforhandling i landsretten er således 160.000 kr.

Er den økonomiske værdi højst ¼ mio. kr., udgør afgiften ved anke til Højesteret 4.500 kr., er værdien højst ½ mio. kr., er afgiften 12.000 kr., og er værdien højst 1 mio. kr., er afgiften 21.000 kr. Tabellen indeholder yderligere 6 afgiftssatser for sager med en økonomisk værdi på over henholdsvis 1, 2, 3, 4, 5 og 6 mio. kr., hvor afgiften udgør henholdsvis 52.500 kr., 90.000 kr., 127.500 kr., 165.000 kr., 202.500 kr. og 240.000 kr. Den maksimale afgift for en hovedforhandling i Højesteret er således 240.000 kr.

Afgiften for hovedforhandlingen skal betales, når retten fastsætter tidspunktet for hovedforhandlingen, dog tidligst 3 måneder før hovedforhandlingen, men bortfalder - og tilbagebetales - hvis retten senest 2 uger før hovedforhandlingen modtager meddelelse om, at ankesagen er bortfaldet, jf. forslaget til § 2, stk. 5.

2-ugersfristen gælder i forhold til hovedforhandlingens begyndelse. Hvis hovedforhandlingen skal begynde eksempelvis den 15. juni kl. 9.30, tilbagebetales afgiften for hovedforhandlingen, hvis retten senest den 1. juni kl. 9.30 modtager meddelelse om, at ankesagen er bortfaldet.

3-månedersfristen gælder også i forhold til hovedforhandlingens begyndelsen, men det vil i praksis ikke være nødvendigt at regne med tidspunktet på dagen. Hvis hovedforhandlingen skal begynde eksempelvis den 15. juni kl. 9.30, vil der først være grund til at iværksætte en rykkeprocedure for betaling af retsafgiften for hovedforhandlingen, når det kan konstateres, at afgiften ikke blev betalt senest ved udgangen af den 15. marts.

Hvis hovedforhandlingens begyndelse ændres på et tidspunkt, hvor afgiften endnu ikke er forfaldet (dvs. mere end 3 måneder før det tidligere fastsatte tidspunkt for hovedforhandlingen), gælder 3-månedersfristen i forhold til det nye tidspunkt for hovedforhandlingen. Hvis hovedforhandlingens begyndelse derimod ændres, efter at afgiften er forfaldet (dvs. mindre end 3 måneder før det tidligere fastsatte tidspunkt for hovedforhandlingen), påvirker det ikke afgiftens betaling. Afgiften skal altså i denne situation ikke tilbagebetales, selv om der er mere end 3 måneder til det nye tidspunkt for hovedforhandlingen. Hvis afgiften ikke er betalt endnu, skal der endvidere iværksættes rykkerprocedure og ved manglende betaling ske afvisning af ankesagen, selv om der er mere end 3 måneder til det nye tidspunkt for hovedforhandlingen.

Hvis hovedforhandlingens begyndelse ændres, gælder 2-ugersfristen imidlertid i forhold til det nye tidspunkt for hovedforhandlingen, uanset om ændringen sker mere eller mindre end 2 uger før det tidligere fastsatte tidspunkt for hovedforhandlingen.

Når hovedforhandlingen er gået i gang, kan dens begyndelsestidspunkt i sagens natur ikke længere ændres. En udsættelse af ankesagen, efter at hovedforhandlingen er gået i gang, har derfor ikke betydning for afgiften for hovedforhandlingen. Afgiften bortfalder således ikke i tilfælde, hvor ankesagen, efter at hovedforhandlingen er gået i gang, udsættes og senere bortfalder.

Har retten i medfør af retsplejelovens § 253 begrænset hovedforhandlingen til en del af det krav, ankesagen angår, eller til et af flere krav eller spørgsmål i ankesagen, skal retsafgiften for hovedforhandlingen ikke desto mindre opgøres ud fra ankesagens samlede værdi. Til gengæld skal retsafgiften kun betales én gang. Fortsætter ankesagen efter en sådan delhovedforhandling, skal der således ikke betales nogen retsafgift for senere delhovedforhandlinger. Udvides påstanden, skal retsafgiften dog omberegnes, jf. forslaget til § 38, jf. § 3, stk. 5, og medfører omberegningen, at retsafgiften for hovedforhandlingen stiger (fordi ankesagen rykker op i et højere afgiftstrin), skal forhøjelsen betales for en senere delhovedforhandling.

Afgiften for skriftlig behandling, der træder i stedet for hovedforhandling, skal betales, når retten træffer beslutning om skriftlig behandling. Afgiften bortfalder - og tilbagebetales - hvis retten inden indleveringen af det sidste procedureindlæg modtager meddelelse om, at ankesagen er bortfaldet, jf. forslaget til § 2, stk. 6.

Det foreslås i stk. 2, at afgiftspligten for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, påhviler appellanten. Dette gælder også i tilfælde, hvor appellanten havde anket en dom fra Sø- og Handelsretten til landsretten, og appelindstævnte derefter indbragte ankesagen for Højesteret i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 5.

Appelindstævntes påstand om selvstændig dom betragtes dog i afgiftsmæssig henseende som et selvstændigt søgsmål, jf. henvisningen til den foreslåede § 5. Afgiftspligten efter § 37 for appelindstævntes påstand om selvstændig dom påhviler derfor appelindstævnte.

Hvis afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, ikke betales, afvises ankesagen, medmindre appelindstævnte forinden har nedlagt anden påstand end stadfæstelse, jf. nærmere forslaget til § 47. Afvises ankesagen, vil dommen i foregående instans stå ved magt.

Er det afgiften for appelindstævntes påstand om selvstændig dom, der ikke betales, afvises denne påstand.

Om opgørelsen af ankesagens værdi henvises til den foreslåede § 38.

Om afgiftsfritagelse i visse tilfælde henvises til det foreslåede § 41, jf. §§ 8 og 9.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:

- Beløbsgrænsen for, hvornår der skal betales afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, forhøjes fra 50.000 kr. til 100.000 kr.

- Retsafgiften for sager over beløbsgrænsen, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.), ændres til en fast afgift på 3.000 kr. ved anke til landsret og 4.500 kr. ved anke til Højesteret. Efter den gældende retsafgiftslov udgør denne afgift afhængig af sagens værdi mellem 760 kr. og 2.000 kr. ved anke til landsret og mellem 1.130 kr. og 3.000 kr. ved anke til Højesteret.

- Retsafgiften for andre sager over beløbsgrænsen ændres til 9 faste afgifts¬trin, der afhænger af sagens værdi, og hvor afgiften er fra 3.000 kr. til 160.000 kr. ved anke til landsret og fra 4.500 kr. til 240.000 kr. ved anke til Højesteret. Efter den gældende retsafgiftslov udgør afgiften mellem 760 kr. og 75.000 kr. ved anke til landsret og mellem 1.130 kr. og 112.500 kr. ved anke til Højesteret efter en glidende skala.

- Retsafgiften for hovedforhandlingen bortfalder, hvis retten senest 2 uger før hovedforhandlingen modtager meddelelse om, at sagen er bortfaldet. I den gældende retsafgiftslov er fristen 6 uger.

Til § 38

Bestemmelsen angår fastsættelsen af ankesagens værdi.

Bestemmelsen har betydning for størrelsen af retsafgiften efter den foreslåede § 36 for indlevering af ankestævning. Bestemmelsen har endvidere betydning for, om der skal betales retsafgift efter den foreslåede § 37 for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, og i givet fald for størrelsen af denne afgift.

Det foreslås, at ankesagens værdi skal fastsættes på grundlag af den ændring, som påstås i den indankede dom, jf. 1. pkt.

Ankesagens værdi er således forskellen mellem værdien af at få medhold i påstanden i anken og den værdi, som resultatet i den indankede dom måtte have.

Som eksempel kan nævnes, at hvis appellanten ved den indankede dom fik tilkendt 300.000 kr. og nu påstår sig tilkendt 500.000 kr., er værdien for appellanten af ankesagen i afgiftsmæssig henseende 200.000 kr. Dette gælder uanset appelindstævntes påstand, herunder hvis appelindstævnte påstår frifindelse, således at værdien af forskellen mellem parternes påstande i eksemplet vil være 500.000 kr. Uanset dette skal appellanten stadig kun betale retsafgift i forhold til forskellen mellem appellantens egen påstand under anken og resultatet i den indankede dom.

Appelindstævnte skal kun betale retsafgift for anken, hvis appelindstævnte nedlægger påstand om selvstændig dom. Som eksempel kan nævnes, at appelindstævnte er blevet tilkendt 300.000 kr. ved den indankede dom, som appellanten har anket med påstand om frifindelse. Værdien af ankesagen for appellanten er så i afgiftsmæssig henseende 300.000 kr. Påstår indstævnte sig i et sådant tilfælde tilkendt 500.000 kr., er værdien af ankesagen for indstævnte 200.000 kr. I dette eksempel skal begge parter således betale retsafgift for anken.

Som det fremgår af eksemplerne, vil der i tilfælde, hvor en part i foregående instans har fået delvis medhold, og hvor parterne under en anke vil gentage deres påstande i foregående instans, være forskel på, hvilke retsafgifter der skal betales under ankesagen afhængig af, om domhaveren fra første instans anker først og domfældte under denne anke nedlægger påstand om frifindelse (kun appellanten skal betale retsafgift for anken), eller om domfældte i første instans først anker til frifindelse og domhaveren under denne anke gentager sin påstand fra 1. instans (begge parter skal betale retsafgift for anken).

Det foreslås i 2. pkt., at den foreslåede § 3 i øvrigt finder tilsvarende anvendelse.

Det betyder f.eks., at hvis påstanden omfatter flere krav, er ankesagens værdi den samlede værdi af disse krav, også hvor der er flere appellanter eller appelindstævnte, jf. forslaget til § 3, stk. 1, 3. pkt.

Renter og omkostninger medregnes ikke, jf. forslaget til § 3, stk. 1, 4. pkt.

Der foreslås særlige regler om opgørelsen af værdien af påstande, der angår løbende ydelser, jf. nærmere forslaget til § 3, stk. 2 og 3, og bemærkningerne hertil.

Om tilfælde, hvor sagens værdi ikke kan bestemmes på grundlag af påstanden i ankestævningen, henvises til forslaget til § 3, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Udvides påstanden, omberegnes afgiften på grundlag af den udvidede påstand, jf. forslaget til § 3, stk. 5.

Bestemmelsen i § 3, stk. 5, har i forhold til afgiften for indlevering af ankestævning efter den foreslåede § 36 betydning ved anke til landsret i tilfælde, hvor der ved ankestævningens indlevering er betalt 1.000 kr. i afgift, fordi ankesagen efter påstanden i ankestævningen ikke har økonomisk værdi, har en økonomisk værdi på højst 100.000 kr. eller alene angår servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag, mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller dødsformodning.

Udvides påstanden senere, så ankesagen har en økonomisk værdi over 100.000 kr. (men ikke alene angår servitutter og partielle brugsrettigheder, for hvilke der ikke betales vederlag, mortifikation af værdipapirer, servitutter, brugsrettigheder eller grundbyrder, erhvervelse af ejendomsdom eller dødsformodning), skal der betales yderligere 1.000 kr., som er forskellen mellem afgiften efter § 36, stk. 1, og § 36, stk. 2, ved anke til landsret.

Bestemmelsen i § 3, stk. 5, har ikke betydning for afgiften for indlevering af ankestævning ved anke til Højesteret, da denne afgift efter § 36 udgør 4.000 kr. uanset sagens værdi.

Bestemmelsen i § 3, stk. 5, har i forhold til afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, betydning i tilfælde, hvor påstanden, efter at denne afgift er forfaldet til betaling, udvides så meget, at sagens værdi kommer op i et nyt afgiftstrin. Det drejer sig altså om tilfælde, hvor ankesagens værdi før udvidelsen af påstanden lå under en af grænserne 100.000 kr., ¼ mio. kr., ½ mio. kr., 1 mio. kr., 2 mio. kr., 3 mio. kr., 4. mio. kr., 5 mio. kr. eller 6 mio. kr. og nu ligger et eller flere afgiftstrin højere. I givet fald skal forskelsbeløbet betales i yderligere afgift. Som eksempel kan nævnes, at hvis påstanden, da tidspunktet for hovedforhandlingen blev fastsat eller der var 3 måneder til hovedforhandlingen, havde en værdi på 400.000 kr., senere udvides, så den har en værdi på 600.000 kr., skal der ved anke til landsret betales yderligere 6.000 kr. i afgift (14.000 kr. minus de allerede betalte 8.000 kr.) og ved anke til Højesteret yderligere 9.000 kr. (21.000 kr. minus de allerede betalte 12.000 kr.).

I ankesager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse eller er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 3 eller 4 (sager om opfyldelse af visse klagenævnsafgørelser mv.), er det alene værdigrænsen på 100.000 kr., der har betydning. En udvidelse af påstanden i sådanne sager har således kun betydning, hvis den medfører, at sagens værdi stiger fra højst 100.000 kr. til over 100.000 kr. I så fald skal der betales 3.000 kr. (anke til landsret) eller 4.500 kr. (anke til Højesteret) i afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor (denne afgift er i sådanne ankesager 3.000 kr. henholdsvis 4.500 kr., uanset hvilken værdi over 100.000 kr. sagen har).

Betales den yderligere afgift ikke, afvises udvidelsen af påstanden, jf. nærmere forslaget til § 47. Sagen fortsætter således med påstanden, som den var før udvidelsen.

Der skal ikke ske omberegning af retsafgiften, hvis påstanden indskrænkes. Hvis påstanden samtidig udvides og indskrænkes (dvs. udvides på nogle punkter og indskrænkes på andre punkter), skal der foretages en sammenligning mellem sagens samlede værdi før og efter ændringen.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Til § 39

Bestemmelsen angår tilfælde, hvor en dom fra Sø- og Handelsretten ankes til landsretten og anken derefter af appelindstævnte kræves behandlet ved Højesteret, og tilfælde, hvor Højesteret afviser en anke af en dom fra Sø- og Handelsretten.

Ankes en dom fra Sø- og Handelsretten til Højesteret, og afviser Højesteret ikke sagen, finder den foreslåede § 36 om retsafgift for indlevering af ankestævning direkte anvendelse, og den foreslåede § 39 er ikke relevant.

Det foreslåede stk. 1 angår tilfælde, hvor en dom fra Sø- og Handelsretten ankes til landsretten, og hvor en anden part i sagen derefter i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 5, forlanger, at ankesagen behandles af Højesteret.

Der skal i sådanne tilfælde betales afgift for anke til Højesteret efter den foreslåede § 36, men således at den afgift, der er betalt for anken til landsret, fradrages.

Den yderligere afgift efter § 36 påhviler i sådanne tilfælde den part, der forlanger, at ankesagen behandles af Højesteret. Betales den yderligere afgift efter § 36 ikke, anses indbringelsen for Højesteret som bortfaldet, således at ankesagen fortsat behandles ved landsretten.

Som eksempel kan nævnes, at hvis appellanten efter § 36 har betalt 2.000 kr. for anken til landsretten, skal den part, der forlanger, at ankesagen behandles ved Højesteret, betale yderligere 2.000 kr., så der i alt er betalt 4.000 kr., hvilket efter § 36 er afgiften for anke til Højesteret.

Hvis appellanten efter forslaget til § 41, stk. 2, jf. § 9, er fritaget for retsafgiften for anke, mens den part, der forlanger, at ankesagen behandles ved Højesteret, ikke er det, vil den part, der forlanger, at ankesagen behandles ved Højesteret, skulle betale den fulde afgift på 4.000 kr. Dette følger af, at der efter det foreslåede § 39, stk. 1, skal betales afgift efter § 36 for anke til Højesteret med fradrag af den afgift efter § 36 for anke til landsret, der faktisk er betalt (og ikke med fradrag af den afgift, der skulle være betalt, hvis parten ikke havde været fritaget for retsafgift).

Hvis appellanten har betalt retsafgift efter § 36 med 1.000 kr. eller 2.000 kr., og den part, der forlanger, at ankesagen behandles ved Højesteret, efter forslaget til § 41, stk. 2, jf. § 9, er fritaget for retsafgift, skal der ikke betales yderligere afgift efter § 36 i anledning af, at sagen indbringes for Højesteret i medfør af § 368, stk. 5.

Den afgift, der betales efter § 39, stk. 1, jf. § 36, tilbagebetales ikke, hvis Højesteret i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 6, afviser anken til Højesteret, således at ankesagen fortsat behandles ved landsretten.

Det foreslåede stk. 2 angår tilfælde, hvor en dom fra Sø- og Handelsretten ankes til Højesteret, og Højesteret derefter i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 6, jf. stk. 4, afviser anken fra Højesteret. Bestemmelsen er således ikke relevant i tilfælde, hvor en dom fra Sø- og Handelsretten ankes til landsretten, en anden part i sagen derefter i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 5, forlanger, at ankesagen behandles af Højesteret, og Højesteret derefter i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 6, jf. stk. 4, afviser anken fra Højesteret.

Det foreslås, at når en anke afvises af Højesteret efter retsplejelovens § 368, stk. 6, jf. stk. 4, betales ikke ny afgift efter § 36, hvis den, der har indbragt sagen for Højesteret, derefter rettidigt indbringer sagen for landsretten.

Det betyder, at den pågældende kan indbringe sagen for landsretten i medfør af retsplejelovens § 368, stk. 6, 3. og 4. pkt., uden betaling af ny afgift efter § 36.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Til § 40

Bestemmelsen fastslår, at afgiften for en ankesag tilbagebetales, hvis sagen hjemvises til ny behandling i tidligere instans.

Dette gælder både afgiften for indlevering af ankestævning, jf. forslaget til § 36, og afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, jf. forslaget til § 37.

Det følger af forslaget til § 7, stk. 2, at der endvidere ikke skal betales ny afgift i den tidligere instans for den fornyede behandling.

Ankeafgiften tilbagebetales, når ankeinstansen hjemviser sagen til ny behandling i tidligere instans ved domstolene, dvs. når landsretten hjemviser til ny behandling i byretten eller Sø- og Handelsretten, og når Højesteret hjemviser til ny behandling i byretten, landsretten, Sø- og Handelsretten eller Den Særlige Klageret.

Ankeafgiften tilbagebetales derimod ikke, hvis sagen hjemvises til ny behandling ved en administrativ myndighed, eller hvis sagen afvises fra domstolene.

Hvis Højesteret som 3. instans hjemviser sagen til ny behandling i byretten eller Sø- og Handelsretten, tilbagebetales både ankeafgiften for landsretten og Højesteret, uanset om Højesteret har stadfæstet en afgørelse fra landsretten om hjemvisning eller landsrettens afgørelse gik ud på, at sagen ikke skulle hjemvises.

Hvis Højesteret som 3. instans omgør landsrettens afgørelse om hjemvisning af sagen til ny behandling i byretten eller Sø- og Handelsretten, skal ankeafgiften for landsretten derimod ikke tilbagebetales.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Til § 41

Bestemmelsen gør relevante bestemmelser i det foreslåede kapitel 1 anvendelig i ankesager.

Det foreslås i stk. 1, at der ikke skal betales retsafgift for anke af de i § 8, stk. 1, nr. 1-3, 5, 6 og 8, nævnte sager, som er fritaget for retsafgift i 1. instans.

Det drejer sig om sager om nægtelse af valgret til Folketinget, regionsrådet, kommunalbestyrelsen eller Europa-Parlamentet, adoption, familieretlige spørgsmål, der behandles efter retsplejelovens kapitel 42, værgemål, prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse og beslutninger om administrativ udvisning mv. behandlet efter udlændingelovens kapitel 7 b.

Der henvises ikke til § 8, stk. 1, nr. 4, om sager om fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, idet appel i disse sager sker ved kære.

Der henvises heller ikke til § 8, stk. 1, nr. 7, om sager om prøvelse af administrative afgørelser efter § 112 i lov om fuldbyrdelse af straf mv., idet appel i disse sager ligeledes sker ved kære.

Der henvises heller ikke til § 8, stk. 1, nr. 9, om sager om stadfæstelse af arrest, for så vidt der her i landet er anlagt sag om den fordring, for hvilken arrest er gjort. Anke i sådanne sager er således ikke fritaget for retsafgift.

Der henvises heller ikke til § 8, stk. 2, om visse sager i henhold til lejeloven og lov om midlertidig regulering af boligforholdene. Anke i sådanne sager er således ikke fritaget for retsafgift.

Det foreslås i stk. 2, at reglerne i § 4, 2. pkt., og §§ 5, 7 og 9 finder tilsvarende anvendelse ved anke.

Henvisningen til § 4, 2. pkt., betyder, at biintervention efter retsplejelovens § 252 er afgiftsfri også i ankesager.

Henvisningen til § 5 indebærer, at hvis appelindstævnte nedlægger påstand om selvstændig dom mod appellanten, skal appelindstævnte betale retsafgift efter §§ 36 og 37 for denne påstand.

Ligesom i 1. instans gælder afgiftspligten for modkrav til selvstændig dom dog ikke, når appelindstævnte i en sag om krænkelse af en immaterialrettighed kun kan anfægte immaterialrettens gyldighed ved at nedlægge en påstand om ugyldighed.

Henvisningen til § 7 indebærer, at der ikke skal betales ny afgift i en ankesag, der genoptages, jf. § 7, stk. 1.

Henvisningen til § 7 indebærer endvidere, at når Højesteret som 3. instans hjemviser en sag til ny behandling i landsretten, skal der ikke betales ny afgift for den fornyede ankebehandling i landsretten, jf. § 7, stk. 2.

Henvisningen til § 9 indebærer, at der ikke skal betales retsafgift efter §§ 36 og 37, når anke iværksættes af en statstjenestemand, der har anlagt sag efter ordre, en part, der har fri proces til ankesagen, eller en part, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved ankesagen, og som opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, jf. herved § 9, stk. 1.

Afgiftsfritagelsen for ankeafgiften for personer med fri proces eller retshjælpsforsikring forudsætter således, at den fri proces eller forsikringen dækker ankesagen, og det er således ikke i sig selv tilstrækkeligt, at den pågældende havde fri proces eller forsikringsdækning i den foregående instans.

Henvisningen til § 9 indebærer endvidere, at også ankeinstansen i givet fald skal træffe afgørelse om betaling af sagsomkostninger, som om der ikke var afgiftsfrihed efter § 9, stk. 1, nr. 1 eller 3, herunder et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de afgifter, der efter sagsgenstandens værdi skulle have været betalt, jf. herved § 9, stk. 2. Pålægges modparten at betale sagsomkostninger svarende til de afgifter, der skulle have været betalt, tilfalder beløbet statskassen.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Til kapitel 14

Kapitlet indeholder regler om retsafgift for kære.

Kapitlet finder anvendelse både i civile sager og straffesager, men det skal dog bemærkes, at i offentlige straffesager er såvel anklagemyndigheden som sigtede altid fritaget for betaling af kæreafgift (jf. forslaget til § 43, nr. 3), og det samme gælder beskikkede forsvarere og advokater vedrørende spørgsmål om vederlag (jf. forslaget til § 43, nr. 4).

Kapitlet har derfor i realiteten størst betydning i civile retssager, fogedsager, skiftesager, tinglysningssager og aktindsigtssager.

Til § 42

Bestemmelsen fastsætter, at retsafgiften for kære til landsret er 750 kr. og for kære til Højesteret 1.500 kr.

Kære til Den Særlige Klageret er ikke pålagt retsafgift.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås det at forhøje afgiften for kære til landsret fra 400 kr. til 750 kr. og for kære til Højesteret fra 750 kr. til 1.500 kr.

Til § 43

Bestemmelsen angår fritagelse for kæreafgift.

Det foreslås i nr. 1, at parter i en sag, der er fritaget for retsafgift i medfør af de foreslåede § 8, stk. 1, nr. 1-8, er fritaget for kæreafgift.

Det drejer sig om sager om nægtelse af valgret til Folketinget, regionsrådet, kommunalbestyrelsen eller Europa-Parlamentet, adoption, familieretlige spørgsmål, der behandles efter retsplejelovens kapitel 42, fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, værgemål, prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller administrative afgørelser efter § 112 i lov om fuldbyrdelse af straf mv. samt beslutninger om administrativ udvisning mv. behandlet efter udlændingelovens kapitel 7 b.

Der henvises ikke til § 8, stk. 1, nr. 9, om sager om stadfæstelse af arrest, for så vidt der her i landet er anlagt sag om den fordring, for hvilken arrest er gjort. Kære i sådanne sager er således ikke fritaget for retsafgift.

Der henvises heller ikke til § 8, stk. 2, om visse sager i henhold til lejeloven og lov om midlertidig regulering af boligforholdene. Kære i sådanne sager er således ikke fritaget for retsafgift.

Det foreslås i nr. 2, at parter, der er fritaget for retsafgift i medfør af § 9, stk. 1, er fritaget for kæreafgift.

Afgiftsfritagelsen omfatter en statstjenestemand, der har anlagt sag efter ordre (§ 9, stk. 1, nr. 1), en part, der har fri proces (§ 9, stk. 1, nr. 2), og en part, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, og som opfylder de økonomiske betingelser for fri proces (§ 9, stk. 1, nr. 3).

Afgiftsfritagelsen for kæreafgiften for personer med fri proces eller retshjælpsforsikring forudsætter ikke, at den fri proces eller forsikringen dækker kæresagen, og det er således tilstrækkeligt, at den pågældende har fri proces eller forsikringsdækning i den instans, hvis afgørelse kæres. I afgiftsmæssig henseende anses iværksættelsen af kære - som er det retsskridt, der er afgiftsbelagt - således som et led i sagsbehandlingen i den instans, hvis afgørelse kæres.

Afgiftsfritagelsen efter nr. 1 og 2 omfatter ikke kære vedrørende fogedforretninger, heller ikke når fogedforretningen er afgiftsfri efter den foreslåede § 14.

Det foreslås i nr. 3, at anklagemyndigheden og sigtede i offentlige straffesager er fritaget for kæreafgift.

Afgiftsfritagelsen omfatter alle kæremål i offentlige straffesager iværksat af anklagemyndigheden eller sigtede, herunder af forsvareren på sigtedes vegne. Afgiftsfritagelsen omfatter samme personkreds som efter gældende ret, herunder tiltalte og domfældte.

Afgiftsfritagelsen omfatter ikke kæremål i straffesager, der behandles i den borgerlige retsplejes former.

Afgiftsfritagelsen omfatter heller ikke kæremål i offentlige straffesager, der iværksættes af andre end anklagemyndigheden eller sigtede, eksempelvis vidner eller journalister (redaktører eller redaktionelle medarbejdere ved et massemedium, jf. retsplejelovens § 968, stk. 2).

Afgiftsfritagelsen efter nr. 3 omfatter heller ikke kæremål i en offentlig straffesag, som forsvareren iværksætter på egne vegne (i modsætning til på sigtedes eller tiltaltes vegne), men visse sådanne kæremål vil være afgiftsfritaget efter den foreslåede nr. 4.

Det foreslås i nr. 4, at beskikkede forsvarere og beskikkede advokater er fritaget for kæreafgift i kæremål vedrørende spørgsmål om vederlag.

Afgiftsfritagelsen omfatter kæremål vedrørende alle spørgsmål angående den beskikkede forsvarers eller beskikkede advokats vederlag, herunder spørgsmål om godtgørelse for udgifter og om pålæg af eller fritagelse for rejseforbehold.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås det, at kære i sager om fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær fremover fritages for retsafgift.

Til § 44

Bestemmelsen angår tilbagebetaling af afgiften for kære, hvis den påkærede afgørelse omgøres eller ændres.

Det foreslås, at afgiften skal tilbagebetales, hvis vedkommende ret eller myndighed omgør den påkærede kendelse eller beslutning eller den kærende får helt eller delvis medhold ved kæremålets afgørelse.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Til kapitel 15

Kapitlet angår retsafgift for ansøgning om ekstraordinær genoptagelse eller anke.

Til § 45

Det foreslås i stk. 1, at der skal betales 2.000 kr. for ansøgning til Højesteret om genoptagelse eller anke i medfør af retsplejelovens § 399, medmindre parten har fri proces hertil.

Anmodning om genoptagelse i medfør af andre bestemmelser er ikke pålagt retsafgift.

Det foreslås i stk. 2, at afgiften skal tilbagebetales, hvis ansøgningen imødekommes.

Det betyder, at de 2.000 kr., der blev betalt for ansøgningen om ekstraordinær genoptagelse eller anke, tilbagebetales, når Højesteret tillader genoptagelse eller anke i medfør af retsplejelovens § 399.

Er der tale om anke, skal der imidlertid herefter betales retsafgift for anken efter reglerne i det foreslåede kapitel 13. Der skal derimod ikke betales retsafgift for en genoptagelse i samme instans, jf. de foreslåede § 7, stk. 1, og § 41, stk. 2, jf. § 7, stk. 1.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås især følgende ændringer:

- Retsafgiften for ansøgning om ekstraordinær genoptagelse eller anke forhøjes fra 1.500 kr. til 2.000 kr.

- Når ekstraordinær anke tillades, er anken ikke fritaget for retsafgift.

Til afsnit VI

Afsnittet indeholder tværgående regler om retsafgifternes betaling mv. (kapitel 16) og om internationale overenskomster (kapitel 17).

Til kapitel 16

Kapitlet indeholder regler om retsafgifternes betaling mv.

Til § 46

Bestemmelsen angår, hvem afgiftspligten påhviler, og hvornår afgiften forfalder til betaling.

Det foreslås, at når ikke andet er bestemt, påhviler afgiftspligten den, der har indgivet anmodningen, og afgiften forfalder til betaling ved indgivelsen af anmodningen.

Udgangspunktet om, at afgiftspligten påhviler den, der har indgivet anmodningen, gælder retsafgiften efter § 1 for sagsanlæg, efter § 10 for anmodning om meddelelse af forbud eller påbud, efter § 11 for anmodning om bevisoptagelse og anmodning efter voldgiftslovens § 5, efter § 12 for betalingspåkrav, efter § 13 for anmodning om fogedforretning, efter § 16 for anmodning om auktion, efter § 18 for begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling, efter § 19 for anmodning om bistand til ægtefælleskifte mv., om dødsfaldskendelse eller skifte af uskiftet bo, om udmeldelse af granskningsmænd eller om genoptagelse af boet efter et kapitalselskab, efter §§ 33 og 34 for anmodning om notarialforretning, efter § 35 for anmodning om kopier og udskrifter, efter § 36 for iværksættelse af anke, efter § 42 for kære og efter § 45 for ansøgning om ekstraordinær genoptagelse eller anke.

Retsafgiften efter § 2 for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, påhviler sagsøgeren, dog ikke for så vidt angår sagsøgtes modkrav til selvstændig dom. Der henvises til forslaget til § 2, stk. 1, 2. pkt.

Retsafgiften efter § 37, jf. § 2, for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, påhviler appellanten, dog ikke for så vidt angår appelindstævntes modkrav til selvstændig dom. Der henvises til forslaget til § 37, stk. 2.

Retsafgiften efter § 17 for auktion, der afsluttes med hammerslag, påhviler den, der har fået hammerslag. Afgiften hører til de omkostninger, der skal betales ud over budsummen for at opfylde auktionsvilkårene.

Retsafgiften efter § 23 for konkursbehandling påhviler konkursboet, jf. forslaget til § 23, stk. 4.

Retsafgiften efter § 24 for behandling af ægtefælleskifte mv. ved bobehandler påhviler parterne, jf. § 42 i lov om ægtefælleskifte mv.

Retsafgiften efter §§ 27 og 28 påhviler i privatskiftede dødsboer arvingerne, jf. nærmere forslaget til § 31, og i dødsboer, der behandles ved bobestyrer, dødsboet, jf. forslaget til § 32.

Udgangspunktet om, at afgiften forfalder til betaling ved indgivelsen af anmodningen, gælder ligeledes retsafgiften efter § 1 for sagsanlæg, efter § 10 for anmodning om meddelelse af forbud eller påbud, efter § 11 for anmodning om bevisoptagelse og anmodning efter voldgiftslovens § 5, efter § 12 for betalingspåkrav, efter § 13 for anmodning om fogedforretning, efter § 16 for anmodning om auktion, efter § 18 for begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling, efter § 19 for anmodning om bistand til ægtefælleskifte mv., om dødsfaldskendelse eller skifte af uskiftet bo, om udmeldelse af granskningsmænd eller om genoptagelse af boet efter et kapitalselskab, efter §§ 33 og 34 for anmodning om notarialforretning, efter § 35 for anmodning om kopier og udskrifter, efter § 36 for iværksættelse af anke, efter § 42 for kære og efter § 45 for ansøgning om ekstraordinær genoptagelse eller anke.

Retsafgiften efter § 2 og efter § 37, jf. § 2, for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, forfalder som fastsat i forslaget til § 2, stk. 5 og 6.

Afgiftspligten efter § 17 for auktion, der afsluttes med hammerslag, indtræder ved auktionens slutning, jf. forslaget til § 17, stk. 2.

Retsafgiften efter § 23 for konkursbehandling forfalder til betaling, når udlodning kan ske, jf. forslaget til § 23, stk. 4.

Retsafgiften efter § 24 for behandling af ægtefælleskifte mv. ved bobehandler forfalder til betaling som fastsat i forslaget til § 24, stk. 4.

Retsafgiften efter §§ 27 og 28 forfalder til betaling som fastsat i forslaget til § 30.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås ingen realitetsændringer.

Det bemærkes, at det gældende § 61, stk. 2, 2. pkt., om, at en rettergangsfuldmægtig hæfter for afgiften for en begæring, hvis afgiften kan beregnes ved fremsættelsen af begæringen, ikke foreslås videreført. Bestemmelsen er reelt uden betydning, eftersom manglende betaling af en sådan afgift også efter gældende ret medfører, at begæringen anses som bortfaldet, og at afgiften bortfalder.

Til § 47

Bestemmelsen angår retsvirkningerne af, at en retsafgift ikke betales.

Det foreslås i stk. 1, at hvis retsafgiften ikke betales til forfaldstid, skal retten eller myndigheden give den afgiftspligtige meddelelse om, at afgiften skal betales inden 2 uger fra modtagelsen af meddelelsen.

Med hensyn til, hvornår de forskellige retsafgifter forfalder, og hvem der er afgiftspligtig, henvises til den foreslåede § 46 og bemærkningerne hertil.

Langt de fleste retsafgifter skal betales samtidig med fremsættelsen af en anmodning, og stk. 1 har derfor i praksis først og fremmest betydning i tilfælde, hvor en afgiftspligtig anmodning er blevet fremsat uden samtidig betaling af retsafgiften. Stk. 1 gælder dog også for de retsafgifter, der ikke skal betales samtidig med fremsættelsen af en anmodning.

Bestemmelsen er udtryk for, at der altid gælder en frist på 2 uger, inden for hvilken retsafgiften kan betales. I de tilfælde, hvor afgiften skal betales samtidig med fremsættelsen af anmodningen, har den manglende samtidige betaling imidlertid den virkning, at retten ikke går i gang med at behandle anmodningen, før afgiften er betalt.

At retten ikke går i gang med at behandle anmodningen, før afgiften er betalt, har den konsekvens, at en part i praksis ikke altid vil kunne vente 2 uger med at betale afgiften. Det gælder, hvis anmodningen af processuelle grunde til den tid ikke længere kan behandles. Som eksempel kan nævnes, at en part under en civil retssag udvider sin påstand, sådan at der skal betales yderligere retsafgift, jf. forslaget til § 3, stk. 5. Såfremt dette - om nødvendigt i givet fald med rettens tilladelse efter de processuelle regler om præklusion - sker under eller kort tid før hovedforhandlingen, vil det være en forudsætning for, at den udvidede påstand kan tages under påkendelse, at retsafgiften er betalt senest på det tidspunkt, hvor sagen optages til dom. Er der mindre end 2 uger til dette tidspunkt, vil retten ikke have anledning til at gå frem efter det foreslåede stk. 1, men bør i stedet utvetydigt gøre parten opmærksom på, at den udvidede påstand kun kan tages under påkendelse, hvis retsafgiften er betalt, inden sagen optages til dom.

I de tilfælde, hvor retsvirkningen af manglende betaling eller indsigelse inden for fristen, er, at anmodningen anses som bortfaldet, eller at sagen afvises, bør dette fremgå af meddelelsen om afgiften. Dette er dog ikke en gyldighedsbetingelse, og meddelelsen om, at retsafgiften skal betales inden 2 uger, vil således have de retsvirkninger, som fremgår af det foreslåede stk. 7, selv om det ikke fremgår af meddelelsen.

Det foreslås i stk. 2, at den afgiftspligtige inden for 2-ugersfristen i stk. 1 skriftligt kan gøre indsigelse mod afgiften, og at retten i så fald skal træffe afgørelse om afgiften ved kendelse. Det foreslås dog i stk. 3, at i tilfælde af, at den afgiftspligtige gør indsigelse mod en kæreafgift, skal den ret eller myndighed, hvis afgørelse er påkæret, sende sagen til appelinstansen, der herefter ved kendelse skal træffe afgørelse om afgiften.

De foreslåede bestemmelser indebærer, at når der kommer en rettidig indsigelse, skal retten genbehandle spørgsmålet om retsafgift. Angår indsigelsen afgiften for kære, er det dog i stedet appelinstansen, der skal behandle spørgsmålet om retsafgift, medmindre den ret eller myndighed, hvis afgørelse kæres, i medfør af det foreslåede § 48, stk. 1, ændrer beregningen af retsafgift til fordel for den afgiftspligtige. Bestemmelserne skal ses i lyset af, at opkrævningen af retsafgift i mange tilfælde er og bør være en ekspeditionssag, som rettens kontorpersonale kan varetage på grundlag af generelle instrukser fra rettens ledelse. Kommer der en indsigelse, skal retten - ved kære appelinstansen - træffe afgørelse ved kendelse.

Ved byretten, Sø- og Handelsretten og Tinglysningsretten skal afgørelsen således træffes af en dommer, retsassessor eller dommerfuldmægtig, jf. retsplejelovens § 19, stk. 1. Ved landsretten og Højesteret skal deltage mindst 3 dommere i afgørelsen, jf. retsplejelovens § 7, stk. 1, og § 3, stk. 1, jf. stk. 3, nr. 1.

Afgørelsen skal begrundes, jf. retsplejelovens § 218, stk. 1, 1. pkt.

Retten kan stadfæste eller ændre afgiftsberegningen til fordel eller til skade for den afgiftspligtige.

Det er en konsekvens af det foreslåede stk. 8, at den afgiftspligtige herefter har en ny 2-ugersfrist til at betale retsafgiften regnet fra den dag, hvor den pågældende modtog meddelelse om rettens afgørelse om retsafgiften. Dette bør fremgå af rettens meddelelse om afgørelsen. Fristen følger dog direkte af loven og gælder således, selv om retten ikke har oplyst om betalingsfristen i meddelelsen om afgørelsen.

Det foreslås i stk. 4, at byrettens, Tinglysningsrettens eller Sø- og Handelsrettens afgørelse efter stk. 2 med Procesbevillingsnævnets tilladelse kan kæres til landsretten, jf. 1. pkt. Kære kan således ikke ske uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af afgørelsen om retsafgift til landsretten, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor, jf. 2. pkt. Der kan således for det første gives kæretilladelse, eksempelvis hvis kæren rejser et spørgsmål om fortolkningen af en afgiftsregel, som ikke er entydigt afgjort i retspraksis fra appelinstanserne. Der kan for det andet gives kæretilladelse, selv om kæren ikke vedrører et principielt spørgsmål, men hvor der dog foreligger særlige grunde i øvrigt, som taler for, at landsretten får lejlighed til at behandle sagen. Særlige grunde til at give kæretilladelse med henblik på toinstansprøvelse af afgiftsspørgsmålet kan eksempelvis efter omstændighederne foreligge, hvis ansøgeren må antages ikke uden betydelige afsavn at have mulighed for at betale den pålagte retsafgift.

Det foreslås i 3. pkt., at reglerne i retsplejelovens § 389, stk. 4, § 393, stk. 1, 3 og 5, § 394, stk. 2, og §§ 396-398, skal finde tilsvarende anvendelse på ansøgninger til Procesbevillingsnævnet og kæremål i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 4.

Det betyder, at ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen om retsafgift er meddelt ansøgeren, jf. retsplejelovens § 389, stk. 4. Nævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt ansøgeren. Afgørelsen vil være meddelt ansøgeren, når den er gjort tilgængelig for ansøgeren på domstolenes sagsportal, medmindre ansøgeren er fritaget for anvendelse af sagsportalen.

Det betyder endvidere, at kære kan iværksættes af den eller de afgiftspligtige, jf. retsplejelovens § 393, stk. 1. Eksempelvis modparten kan derimod ikke kære, men der er ikke noget til hinder for, at modparten udtaler sig under kæremålet.

Det betyder endvidere, at kære sker ved indlevering af et kæreskrift til den ret, hvis afgørelse kæres, jf. retsplejelovens § 393, stk. 3. Kæreskriftet skal indeholde den kærendes påstand og om fornødent en angivelse af de grunde, hvorpå kæren støttes. Kære kan støttes på nye anbringender og beviser, jf. retsplejelovens § 393, stk. 5.

Kære skal ske inden 2 uger efter, at Procesbevillingsnævnets tilladelse er meddelt ansøgeren, jf. retsplejelovens § 394, stk. 2. Iværksættes kære senere, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse.

Den ret, hvis afgørelse kæres, kan omgøre sin afgørelse, og skal ellers sende sagen til landsretten, jf. retsplejelovens § 396.

Landsretten kan stadfæste eller ændre afgiftsberegningen til fordel eller til skade for den afgiftspligtige.

Det foreslås i stk. 5, at landsrettens afgørelse efter stk. 2-4 kan kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. 1. pkt. Kære kan således ikke ske uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Bestemmelsen omfatter for det første tilfælde, hvor landsretten i medfør af stk. 1 har meddelt, at en retsafgift skal betales, hvorefter den afgiftspligtige har gjort indsigelse efter stk. 2, på grundlag af hvilket landsretten har truffet en afgørelse om retsafgift.

Bestemmelsen omfatter for det andet tilfælde af kære til landsret, hvor den afgiftspligtige har gjort indsigelse mod opkrævningen af kæreafgift fra den ret eller myndighed, hvis afgørelse er påkæret, og hvor landsretten derefter har truffet en afgørelse om retsafgift efter stk. 3.

Bestemmelsen omfatter for det tredje tilfælde, hvor landsretten har truffet en afgørelse i 2. instans om retsafgift efter stk. 4.

Det foreslås i 2. pkt., at retsplejelovens § 392, stk. 3 og 4, § 393, stk. 1, 3 og 5, § 394, stk. 2, og §§ 396-398 skal finde tilsvarende anvendelse på ansøgninger til Procesbevillingsnævnet og kæremål i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 5.

Det betyder, at Procesbevillingsnævnet kan give kæretilladelse, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om landsrettens afgørelse, jf. retsplejelovens § 392, stk. 4. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at landsrettens afgørelse er meddelt ansøgeren.

I øvrigt henvises til det, der er anført ovenfor om kære efter stk. 4.

Det foreslås i stk. 6, at kære over afgørelser om retsafgift efter stk. 4 og 5 er afgiftsfri. Det bemærkes, at indsigelse efter stk. 2 også er afgiftsfri.

Det foreslåede stk. 7 fastsætter retsvirkningerne af, at en retsafgift ikke betales inden for 2-ugersfristen efter en meddelelse efter stk. 1, når der heller ikke inden denne frist skriftligt er gjort indsigelse mod afgiften.

Hvis den pågældende afgift skal betales ved indgivelsen af den afgiftspligtige anmodning, anses anmodningen som bortfaldet, jf. 1. pkt.

Bestemmelsen betyder, at retten ikke behandler anmodningen.

Med hensyn til, hvilke afgifter der skal betales samtidig med indgivelsen af en anmodning, henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 46.

Er det afgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, der ikke er betalt, afvises sagen, jf. 2. pkt. Dette gælder både sager i 1. instans og ankesager. Er der tale om en ankesag, er det anken, der afvises, således at afgørelsen i den foregående instans står ved magt.

Har sagsøgte eller appelindstævnte nedlagt påstand om selvstændig dom, behandles påstanden i forhold til retsafgifter som et selvstændigt søgsmål, jf. den foreslåede § 5.

Hvis det er sagsøgte eller appelindstævnte, der ikke har betalt afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, er det således ikke sagen eller ankesagen, men derimod sagsøgtes eller appelindstævntes påstand til selvstændig dom, der afvises. Sagsøgte eller appelindstævnte vil uanset en sådan afvisning kunne gøre modkravet gældende til kompensation.

Hvis en sagsøgt eller appelindstævnt, der har nedlagt påstand om selvstændig dom, omvendt betaler afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, for denne påstand, mens sagsøgeren eller appellanten ikke betaler afgift for hovedforhandlingen eller den skriftlige behandling, er det sagsøgerens eller appellantens påstand, der afvises, således at hovedforhandlingen eller den skriftlige behandling gennemføres alene om sagsøgtes eller appelindstævntes påstand om selvstændig dom. Sagsøgeren eller appellanten vil uanset afvisningen af den pågældendes påstand kunne gøre et hertil svarende krav gældende til kompensation i sagsøgtes eller appelindstævntes krav ifølge påstanden til selvstændig dom.

Det kan også forekomme, at appelindstævnte har nedlagt en anden påstand end stadfæstelse, uden at der er tale om en påstand om selvstændig dom. Som et praktisk eksempel kan nævnes, at appellanten fik delvis medhold i den foregående instans og anker med påstand om forhøjelse af det tilkendte. Appelindstævnte kan i sådanne tilfælde påstå nedsættelse af det tilkendte uden at skulle betale retsafgift. Betaler appellanten i en sådan situation ikke afgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, er det appellantens påstand, der afvises, således at hovedforhandlingen eller den skriftlige behandling gennemføres alene om appelindstævntes ændringspåstand, mens appellanten vil være henvist til at påstå stadfæstelse.

Det foreslåede stk. 7 er uden betydning i andre tilfælde, dvs. når der hverken er tale om en afgift, der skal betales samtidig med indgivelsen af en anmodning, eller om afgiften i en civil retssag for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor.

Retsafgiften for auktion, der afsluttes med hammerslag, kan kræves betalt, før der udstedes auktionsskøde, men i andre tilfælde vil retten ikke kunne gøre andet end at rykke for betaling og om nødvendigt tage skridt til tvangsinddrivelse.

Det bemærkes, at retsafgiften for konkursbehandlingen skal udredes af boets midler, i det omfang der er dækning herfor, og at kurator er forpligtet til at sørge herfor og kan pådrage sig ansvar, hvis det ikke sker.

Det bemærkes endvidere, at parterne i et ægtefælleskifte mv., der ikke har fri proces, skal stille sikkerhed for betaling af retsafgiften for behandling ved bobehandler. Skifteretten vil om nødvendigt kunne søge sig fyldestgjort for retsafgiften i sikkerhedsstillelsen.

Det bemærkes endelig, at bobestyreren i et dødsbo, der behandles ved bobestyrer, hæfter personligt for retsafgiften for bobehandlingen.

Samlet set må det på denne baggrund antages at være sjældent forekommende, at der opstår behov for tvangsinddrivelse. Det er således kun ved ægtefælleskifte mv., hvor parterne har fri proces, og i privatskiftede dødsboer, at der ikke enten foreligger et incitament i kraft af behovet for at få udstedt auktionsskøde, medvirker en autoriseret person med særligt ansvar eller er stillet sikkerhed for retsafgiftens betaling.

Herudover vil det dog kunne forekomme, at der ved en fejl er blevet opkrævet for lidt i retsafgift. Hvis fejlen først opdages, efter at retshandlingen er foretaget, og den afgiftspligtige ikke frivilligt indbetaler den manglende retsafgift, vil der være behov for tvangsinddrivelse. Om ændring af en afgiftsberegning henvises i øvrigt til den foreslåede § 48.

Det foresås i 3. pkt., at reglerne i 1. og 2. pkt. om bortfald af anmodningen eller afvisning af sagen ikke finder anvendelse, hvis afgiften er betalt kort efter fristens udløb og overskridelsen af fristen kan skyldes ekstraordinære omstændigheder uden for den afgiftspligtiges kontrol.

Der er tale om en snæver undtagelsesbestemmelse, som kun kan anvendes under ekstraordinære omstændigheder, og kun hvis afgiften blev betalt kort efter fristens udløb. Som eksempel kan nævnes, at fristoverskridelsen kan skyldes, at rettens betalingsmodul har været ude af drift op imod fristens udløb, eller at der på dette tidspunkt var mere udbredte problemer med internettet eller med betalingsløsninger.

Det foreslås i stk. 8, at stk. 7 gælder tilsvarende, hvis afgiften ikke er betalt senest 2 uger efter, at den pågældende har modtaget meddelelse om rettens afgørelse efter stk. 2 eller 3. Er der inden denne frist indgivet ansøgning til Procesbevillingsnævnet efter stk. 4 eller 5, og har den, der har fremsat anmodningen, underrettet retten herom, er fristen dog 2 uger efter, at den pågældende har modtaget meddelelse om Procesbevillingsnævnets afgørelse, eller, hvis kæretilladelse gives og kære sker inden 2 uger herefter, 2 uger efter, at den pågældende har modtaget meddelelse om, at kæresagen er afsluttet.

Samlet set indebærer det, at en part ikke bliver ramt af afvisningsvirkningen efter stk. 7, så længe den pågældende overholder de successive 2-ugersfrister.

Er der tale om en afgift i byretten, Tinglysningsretten eller Sø- og Handelsretten, som ikke er en kæreafgift, vil den afgiftspligtige først efter stk. 2 have 2 uger til at gøre indsigelse efter at have fået meddelelse efter stk. 1. Fastholder retten afgørelsen om retsafgift, vil den afgiftspligtige dernæst have 2 uger til enten at betale eller at ansøge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til kære til landsretten efter stk. 4. Giver Procesbevillingsnævnet ikke tilladelse, vil den afgiftspligtige have 2 uger til at betale. Giver Procesbevillingsnævnet tilladelse, har den pågældende dernæst 2 uger til at indgive kæreskrift. Stadfæster landsretten afgørelsen om retsafgift, vil den afgiftspligtige dernæst have 2 uger til enten at betale eller at ansøge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til kære til Højesteret efter stk. 5. Giver Procesbevillingsnævnet ikke tilladelse, vil den afgiftspligtige have 2 uger til at betale. Giver Procesbevillingsnævnet tilladelse, har den pågældende dernæst 2 uger til at indgive kæreskrift. Stadfæster Højesteret afgørelsen om retsafgift, vil den afgiftspligtige endelig have 2 uger til at betale.

Det skal understreges, at dette er et ekstremeksempel, der passerer 3 retsinstanser og 2 gange er forbi Procesbevillingsnævnet. Mange sager vil ende med et afslag på kæretilladelse, allerede første gang en ansøgning indgives til Procesbevillingsnævnet, eller i hvert fald med landsrettens afgørelse. Er der tale om en afgift i landsretten eller om afgift for kære til landsret, er det landsretten, der træffer den første kendelse efter stk. 2 eller 3, således at der er færre led. Og er der tale om en afgift i Højesteret eller om afgift for kære til Højesteret, er Højesterets afgørelse efter stk. 2 eller 3 den første kendelse og samtidig den endelige afgørelse vedrørende spørgsmålet om retsafgift.

Som modstykke til disse successive 2-ugersfrister foreslås der ikke i de tilfælde, der er omfattet af stk. 7 og 8, nogen mulighed for at give henstand med betaling af retsafgiften. Den fastsatte retsvirkning i form af bortfald af anmodningen eller afvisning af sagen indtræder automatisk, når fristen er udløbet, uden at den afgiftspligtige har betalt eller i givet fald gjort indsigelse, ansøgt om kæretilladelse eller indleveret kæreskrift.

Der er ikke noget til hinder for, at den pågældende efter afvisningen af en anmodning senere indgiver en identisk anmodning og betaler retsafgiften herfor, men det er ikke sikkert, at en eventuel fristafbrydende virkning eller prioritetsvirkning af den første anmodning kan bevares. Og hvis det er en anke, der afvises på grund af manglende betaling af retsafgift for hovedforhandlingen eller skriftlig forhandling, der træder i stedet herfor, er der meget begrænsede muligheder for senere enten at anke igen eller at få genoptaget den afviste ankesag. Risikoen for materielle retstab som følge af manglende økonomiske midler til at betale retsafgift ligger imidlertid hos den afgiftspligtige.

Endelig bemærkes, at der kan bortses fra en kort overskridelse af betalingsfristen, hvis overskridelsen kan skyldes ekstraordinære omstændigheder uden for den afgiftspligtiges kontrol, jf. nærmere ovenfor om det foreslåede stk. 7, 3. pkt.

Det foreslås i stk. 9, at når en anmodning anses for bortfaldet eller sagen afvises, bortfalder afgiften.

Det indebærer, at når en anmodning i medfør af stk. 7 eller i medfør af stk. 8, jf. stk. 7, anses for bortfaldet, således at retten afviser at behandle anmodningen, skal afgiften for den pågældende anmodning ikke betales. Det samme gælder, hvis sagen afvises. Er afgiften delvis betalt, eller er afgiften eventuelt fuldt ud betalt, men for sent, skal den betalte afgift tilbagebetales.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås der især følgende ændringer:

- Rettens mulighed for at fastsætte fristen for betaling af retsafgift, der ikke er betalt, ændres til en lovbestemt frist på 2 uger.

- Adgangen til at gøre indsigelse mod beregningen af en afgift inden 6 uger efter, at den afgiftspligtige har fået kundskab om beregningen, ændres til en adgang til at gøre indsigelse inden 2 uger efter, at retten eller myndigheden har givet meddelelse om, at en afgift, der ikke er betalt, skal betales.

- Der medtages en særlig regel om, at rettens afgørelse om afgiftsberegningen kan kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Den gældende retsafgiftslov indeholder ikke en regel om tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, og det beror i dag på retsplejelovens generelle regler, om sådan tilladelse kræves.

- Kæremål vedrørende afgiftsberegningen fritages for retsafgift.

Det bemærkes, at det gældende § 62, stk. 2, 2. pkt., om sikkerhedsstillelse for betaling af retsafgift, der ikke kan beregnes ved begæringens fremsættelse, ikke foreslås videreført. Bestemmelsen er reelt uden betydning, idet sikkerhedsstillelse i praksis kun er relevant for afgiften for ægtefælleskifte mv., der behandles ved bobehandler, og her fastsætter § 37 i lov om ægtefælleskifte mv. regler om sikkerhedsstillelse.

Til § 48

Bestemmelsen angår ændring af en afgiftsberegning. Stk. 1 angår ændring til fordel for den afgiftspligtige, mens stk. 2 og 3 angår ændring til skade for den afgiftspligtige.

Det foreslås i stk. 1, at den ret eller myndighed, der har beregnet en afgift, af egen drift kan ændre beregningen til fordel for den afgiftspligtige.

Det betyder, at den ret eller myndighed, der har beregnet en retsafgift, uden tidsbegrænsning kan ændre beregningen til fordel for den afgiftspligtige, hvis retten eller myndigheden efterfølgende bliver opmærksom på, at retsafgiften er beregnet forkert.

En ændring til fordel for den afgiftspligtige kan ske, fordi retten eller myndigheden selv bliver opmærksom på fejlen. En sådan ændring kan også ske efter anmodning fra den afgiftspligtige.

En ændring til fordel for den afgiftspligtige kan også ske på grund af efterfølgende omstændigheder, som har betydning for afgiftens beregning, og hvor afgiften oprindelig ikke var beregnet forkert. Som eksempel kan nævnes, at den afgiftspligtige får meddelt fri proces til sagen, efter at der er betalt retsafgift.

Afgiften for sagsanlæg og for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, afhænger bl.a. af sagens værdi som udtrykt ved sagsøgerens påstand. En nedsættelse af påstanden efter afgiftspligtens indtræden, dvs. henholdsvis sagens anlæg og fastsættelsen af tidspunktet for hovedforhandlingen eller 3 måneder før hovedforhandlingen, betyder ikke, at afgiften nedsættes. I sådanne tilfælde kan afgiftsberegningen således ikke ændres til fordel for den afgiftspligtige.

En ændring i medfør af det foreslåede stk. 1 kan ske, selv om den afgiftspligtige tidligere ikke har fået medhold i en indsigelse mod beregningen af afgiften i medfør af det foreslåede § 47, stk. 2, 1. pkt., og selv om beregningen af afgiften har været påkæret til højere ret.

Et afslag på at ændre beregningen af retsafgiften i medfør af stk. 1 eller en ændring af beregningen af retsafgiften i medfør af stk. 1, som ikke går så langt, som den afgiftspligtige har anmodet om, kan ikke appelleres.

Det er således, når retten i medfør af det foreslåede § 47, stk. 1, har meddelt den afgiftspligtige, at en retsafgift, der ikke er betalt, skal betales, at den afgiftspligtige kan gøre indsigelse efter det foreslåede § 47, stk. 2, 1. pkt. Rettens afgørelse i anledning af indsigelsen kan i givet fald påkæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. nærmere forslaget til § 47, stk. 4-6.

Det foreslås i stk. 2, at efterbetaling af for lidt beregnet afgift ikke kan kræves, når der er forløbet 6 uger efter, at den afgiftspligtige har fået meddelelse om beregningen, eller at retshandlingen er iværksat. Efterbetaling kan dog kræves, hvis den afgiftspligtiges kære af beregningen af afgiften i medfør af de foreslåede § 47, stk. 4 og 5, fører til, at appelinstansen ændrer beregningen af retsafgiften til skade for den afgiftspligtige. Endvidere kan efterbetaling kræves i de tilfælde, som er nævnt i det foreslåede stk. 3, jf. herom nedenfor. Efterbetaling kan også kræves i tilfælde, hvor der i medfør af det foreslåede § 3, stk. 5, eller § 38, jf. § 3, stk. 5, skal ske en omberegning af afgiften, fordi en part har udvidet sin påstand.

Stk. 2 indebærer, at udgangspunktet er, at en afgiftsberegning ikke kan ændres til skade for den afgiftspligtige, når der enten er gået 6 uger efter, at den afgiftspligtige fik meddelelse om beregningen, eller er gået 6 uger efter, at retshandlingen er iværksat.

Stk. 2 indebærer omvendt, at så længe der ikke er gået 6 uger efter et af disse tidspunkter, kan beregningen af afgiften frit ændres til skade for den afgiftspligtige, hvis afgiften tidligere er blevet beregnet forkert.

6-ugersfristen i forhold til, at den afgiftspligtige har fået meddelelse om afgiftsberegningen, begynder kun at løbe, hvis den ret eller myndighed, der beregner afgiften, har givet den afgiftspligtige en udtrykkelig meddelelse om størrelsen af den afgift, der skal betales. Fristen begynder således ikke at løbe, hvis den afgiftspligtige har betalt afgiften samtidig med fremsættelsen af anmodningen og retten eller myndigheden alene internt har beregnet afgiften for at kontrollere, om der er betalt rigtig afgift, men ikke har givet den afgiftspligtige nogen meddelelse om beregningen af retsafgiften.

6-ugersfristen i forhold til, at retshandlingen er iværksat, begynder at løbe, når retten eller myndigheden foretager et eksternt sagsskridt til iværksættelse af retshandlingen. Intern forberedelse af retshandlingen er således ikke tilstrækkelig, og kommunikation med den, der har anmodet om retshandlingen, for at indhente yderligere oplysninger eller for at fastsætte et tidspunkt for foretagelsen af retshandlingen er heller tiltrækkelig.

Som eksempel kan nævnes, at i forhold til retsafgiften for sagsanlæg vil retshandlingen ikke være iværksat ved, at retten kommunikerer med sagsøgeren om eventuelle mangler ved stævningen eller om oplysninger til brug for forkyndelsen, jf. retsplejelovens § 349 og § 350, stk. 2. Retshandlingen vil derimod være iværksat, når stævningen er forkyndt for sagsøgte, jf. retsplejelovens § 350, stk. 1.

Som et andet eksempel kan nævnes, at i forhold til retsafgiften for udlæg vil retshandlingen ikke være iværksat ved, at retten giver fordringshaveren meddelelse om tid og sted for forretningen, jf. retsplejelovens § 491, stk. 1. Retshandlingen vil derimod være iværksat, når retten har underrettet skyldneren om tid og sted for forretningen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1, eller i mangel heraf når forretningen er påbegyndt.

Når retten inden for 6-ugersfristerne efter stk. 2 ændrer beregningen af afgiften og kræver efterbetaling, vil rettens meddelelse om, at der skal betales yderligere afgift, være en meddelelse efter det foreslåede § 47, stk. 1. Den afgiftspligtige vil således kunne gøre indsigelse mod ændringen af beregningen af afgiften efter det foreslåede § 47, stk. 2, 1. pkt., og rettens afgørelse i anledning af indsigelsen vil kunne kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse efter de foreslåede § 47, stk. 4 og 5. I behandlingen af en sådan indsigelse og eventuel kære indgår også en prøvelse af, om den tidsmæssige betingelse efter stk. 2 for at ændre beregningen af afgiften til skade for den afgiftspligtige var opfyldt.

Det foreslås i stk. 3, at efterbetaling af for lidt beregnet afgift kan kræves, hvor beregningen hviler på urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende oplysninger fra den afgiftspligtige.

Stk. 3 indebærer, at den ret eller myndighed, der har beregnet en retsafgift, uden tidsbegrænsning kan ændre beregningen til skade for den afgiftspligtige, hvis retten eller myndigheden efterfølgende bliver opmærksom på, at retsafgiften er beregnet forkert som følge af urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende oplysninger fra den afgiftspligtige.

Stk. 3 kan navnlig have praktisk betydning i tilfælde, hvor sagens værdi har betydning for afgiftens størrelse, og værdien ikke umiddelbart kan beregnes på grundlag af en påstand i sagen. Det vil navnlig kunne være relevant for anerkendelsespåstande i forhold til afgiften for sagsanlæg, for indlevering af ankestævning ved anke til landsret og for hovedforhandlingen i 1.-instanssager og ankesager. Som et andet eksempel kan nævnes tillægsafgiften for store ægtefælleskifter mv. og dødsboer, hvor afgiftsberegningen beror på, at værdiangivelserne i boopgørelsen eller formueoversigten er retvisende.

Stk. 3 kan også have betydning i tilfælde, hvor den afgiftspligtiges forhold har betydning for, om en afgiftsfritagelse finder anvendelse. Som eksempel kan nævnes afgiftsfritagelsen for en part, der har retshjælpsforsikring og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, jf. forslaget til § 9, stk. 1, nr. 3, hvor oplysninger om den afgiftspligtiges økonomiske forhold og andre relevante forhold (samlivsforhold og børn) vil have betydning for afgiftens beregning.

Stk. 3 giver mulighed for at gennembryde 6-ugersfristerne efter stk. 2, når en fejlagtig beregning af afgiften skyldes urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende oplysninger fra den afgiftspligtige.

Det er en forudsætning, at oplysningerne stammer fra den afgiftspligtige eller en person, som den pågældende skal identificeres med, herunder navnlig en rettergangsfuldmægtig. Denne forudsætning er også opfyldt, hvis konkrete oplysninger, som stammer fra den afgiftspligtige, er videreformidlet til retten af en anden person, eksempelvis modparten i sagen. Urigtige oplysninger, som retten i øvrigt har modtaget fra andre personer, og som måtte have haft betydning for beregningen af afgiften, kan imidlertid ikke begrunde et efterbetalingskrav efter stk. 3.

Det er en forudsætning, at oplysningerne var urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende, og at dette førte til en forkert beregning af retsafgiften.

Som eksempel kan nævnes retsafgiften for hovedforhandlingen af en påstand om, at sagsøgte skal anerkende at være erstatningsansvarlig for en personskade. Hvis sagsøgeren har oplyst et for lavt beløb for størrelsen af det mulige erstatningsansvar for personskaden og dette har ført til en for lav beregning af retsafgiften, kan efterbetaling af afgift kræves efter stk. 3.

Som et andet eksempel kan nævnes et sagsanlæg med en anerkendelsespåstand, hvor sagsøgeren ikke i stævningen eller ved fremsendelsen af stævningen har givet oplysninger, som muliggør et sådant skøn over værdien af anerkendelsespåstanden, at det kan afgøres, om afgiften for sagsanlæg skal betales med den lave eller den høje afgiftssats. Hvis der ved sagens anlæg alene betales afgift for en sag med en økonomisk værdi på højst 100.000 kr., og det senere viser sig, at værdien af anerkendelsespåstanden ved sagens anlæg oversteg 100.000 kr., kan efterbetaling kræves efter stk. 3. Dette gælder, både når sagsøgeren af egen drift har betalt afgiften for en sag med en økonomisk værdi på højst 100.000 kr., uden at retten har krævet yderligere betaling, og når retten selv har opkrævet denne afgift. I begge tilfælde skyldes den for lavt beregnede afgift ufuldstændige oplysninger fra den afgiftspligtige som anført i stk. 3.

Som et tredje eksempel kan nævnes afgiftsfritagelsen for en part, der har retshjælpsforsikring og opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. Hvis parten urigtigt har oplyst at have retshjælpsforsikring eller har givet forkerte oplysninger om sine økonomiske eller personlige forhold og ikke ville være afgiftsfritaget ud fra de rigtige oplysninger, kan efterbetaling af afgift kræves efter stk. 3.

Det bemærkes, at en tilbagekaldelse af fri proces i medfør af retsplejelovens § 331, stk. 7, alene har virkning for fremtiden. Hvis en part har fri proces på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder, eksempelvis stævningens indlevering, fastsættelsen af tidspunktet for hovedforhandlingen eller 3 måneder før hovedforhandlingen, er den korrekte afgiftsberegning, at den pågældende er fritaget for retsafgift. Der kan derfor i så fald ikke kræves efterbetaling, hvis den fri proces efterfølgende tilbagekaldes, heller ikke selv om det sker før hovedforhandlingen. Hvis en part, der var bevilget fri proces og havde oplyst dette over for retten, forud for afgiftspligtens indtræden, eksempelvis fastsættelsen af tidspunktet for hovedforhandlingen eller 3 måneder før hovedforhandlingen, får tilbagekaldt den fri proces, vil en fritagelse for afgiften for hovedforhandlingen derimod være en forkert beregnet retsafgift, og efterbetaling kan kræves, når oplysningen om den fri proces stammede fra den afgiftspligtige. Dette gælder, selv om oplysningen var rigtig, da den afgiftspligtige gav oplysningen, men var blevet forkert før afgiftspligtens indtræden.

Efterbetaling kan kræves efter stk. 3, når en forkert beregning af afgiften skyldes oplysninger fra den afgiftspligtige, som objektivt set var urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende. Det er uden betydning, om der subjektivt er noget at bebrejde den afgiftspligtige i forhold til afgivelsen af oplysningerne.

Med hensyn til de økonomiske betingelser for fri proces, der som nævnt kan have betydning for afgiftens beregning, når en part har retshjælpsforsikring, bemærkes, at vurderingen heraf ifølge regelgrundlaget for fri proces bl.a. skal foretages på grundlag af ansøgerens årsopgørelse fra skattevæsenet. Hermed menes den senest foreliggende årsopgørelse på det tidspunkt, hvor vurderingen skal foretages, hvilket i forhold til en eventuel fritagelse for retsafgift vil sige tidspunktet for afgiftspligtens indtræden.

Hvis den afgiftspligtige til brug for spørgsmålet om afgiftsfritagelse har fremsendt den senest foreliggende årsopgørelse til retten, og retten på det grundlag har fritaget for afgift, kan der således ikke blive tale om efterbetaling efter stk. 3, hvis skattevæsenet senere ændrer årsopgørelsen på en sådan måde, at den pågældende ikke længere opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. I denne situation vil afgiftsfritagelsen være rigtig, og der foreligger således ikke en forkert beregning af afgift, som kan ændres.

Hvis den afgiftspligtige til brug for spørgsmålet om afgiftsfritagelse har givet rigtige og fyldestgørende oplysninger, og retten fejlagtigt har fritaget for retsafgift, eksempelvis på grund af en fejllæsning af årsopgørelsen, kan der heller ikke blive tale om efterbetaling efter stk. 3. I denne situation foreligger der ganske vist en forkert beregning af afgift, men den skyldes ikke urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende oplysninger fra den afgiftspligtige. Sådanne tilfælde hører under 6-ugersfristerne i stk. 2.

Når retten efter stk. 3 ændrer beregningen af afgiften og kræver efterbetaling, vil rettens meddelelse om, at der skal betales yderligere afgift, være en meddelelse efter det foreslåede § 47, stk. 1. Den afgiftspligtige vil således kunne gøre indsigelse mod ændringen af beregningen af afgiften efter det foreslåede § 47, stk. 2, 1. pkt., og rettens afgørelse i anledning af indsigelsen vil kunne kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse efter de foreslåede § 47, stk. 4 og 5. I behandlingen af en sådan indsigelse og eventuel kære indgår også en prøvelse af, om betingelserne efter stk. 3 for at ændre beregningen af afgiften til skade for den afgiftspligtige var opfyldt.

I forhold til den gældende retsafgiftslov foreslås begyndelsestidspunktet for 6-ugersfristen for ændring af en afgiftsberegning til skade for den afgiftspligtige ændret fra det tidspunkt, hvor den afgiftspligtige fik kundskab om beregningen, til det tidspunkt, hvor den afgiftspligtige fik meddelelse om beregningen, eller det tidspunkt, hvor retshandlingen blev iværksat.

Til kapitel 17

Kapitlet angår internationale overenskomster.

Til § 49

Det foreslås i 1. pkt., at der i overenskomster med fremmede stater kan optages bestemmelser om fritagelse for afgift efter denne lov.

Bestemmelsen vil formentlig i praksis især have betydning for afgiften for bevisoptagelse, jf. forslaget til § 11.

Det foreslås i 2. pkt., at sådanne bestemmelser i overenskomster med fremmede stater om fritagelse for afgift finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Bestemmelsen indebærer, at når overenskomsten med den eller de fremmede stater er bekendtgjort i Lovtidende, finder overenskomstens bestemmelser om fritagelse for afgift anvendelse her i landet, således at der i de tilfælde, som fremgår af disse bestemmelser, ikke skal betale den afgift, som ellers ifølge loven skulle betales.

Bestemmelsen angår fremtidige såvel som eksisterende overenskomster med fremmede stater.

Som eksempel på en eksisterende overenskomst med fremmede stater kan nævnes konvention af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål (Haagerbevisoptagelseskonventionen), som Danmark tiltrådte i 1972. Haagerbevisoptagelseskonventionen indeholder bl.a. regler om fritagelse for afgift for anmodninger om bevisoptagelse, jf. konventionens artikel 14, stk. 1.

Haagerbevisoptagelseskonventionen er bekendtgjort i Lovtidende C, jf. bekendtgørelse nr. 117 af 7. december 1973, og konventionens artikel 14, stk. 1, om fritagelse for afgift for anmodninger om bevisoptagelse vil dermed i medfør af det foreslåede § 49, 2. pkt., finde anvendelse her i landet.

I forhold til den gældende retsafgiftslov er det præciseret, at bestemmelser i overenskomster med fremmede stater om fritagelse for afgift finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Til afsnit VII

Afsnittet angår ikrafttræden, overgangsregler, ændring i anden lovgivning og territorial gyldighed.

Til kapitel 18

Kapitlet indeholder regler om ikrafttræden, overgangsregler, ændring i anden lovgivning og territorial gyldighed.

Til § 50

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. april 2021, således at Domstolsstyrelsen har tilstrækkelig tid til at foretage de nødvendige ændringer i bl.a. Civilsystemet og minretssag.dk's afgiftsberegner.

Det foreslås i stk. 2, at den hidtil gældende retsafgiftslov samtidig ophæves.

Med hensyn til overgangsbestemmelser henvises til forslaget til § 51.

Til § 51

Bestemmelsen indeholder overgangsbestemmelser.

Stk. 1 fastsætter, at loven ikke finder anvendelse, når afgiftspligten er indtrådt før lovens ikrafttræden. I sådanne tilfælde finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder, at når der før lovens ikrafttræden er indtrådt afgiftspligt efter de hidtil gældende regler, reguleres den pågældende afgift i det hele af de hidtil gældende regler. Dette gælder både med hensyn til afgiftens beregning, forfaldstid, betaling mv.

Det betyder omvendt, at medmindre andet følger af de foreslåede stk. 2-6, finder loven anvendelse, når afgiftspligten er indtrådt efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2 fastsætter, at loven ikke finder anvendelse i borgerlige retssager i 1. instans, der er anlagt før lovens ikrafttræden. I sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder, at retsafgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, i sager, der er anlagt før lovens ikrafttræden, skal fastsættes efter de hidtil gældende regler, også når afgiftspligten indtræder efter lovens ikrafttræden. Dette gælder både med hensyn til afgiftens størrelse, afgiftspligtens indtræden og muligheden for, at afgiftspligten helt eller delvis bortfalder og afgiften tilbagebetales.

Det betyder endvidere, at hvis påstanden i en sag, der er anlagt før lovens ikrafttræden, efter lovens ikrafttræden udvides, sådan at afgiften skal omberegnes på grundlag af den udvidede påstand, jf. såvel forslaget til § 3, stk. 5, som det gældende § 3, stk. 5, skal omberegningen ske efter de hidtil gældende regler. Dette gælder både retsafgiften for sagsanlæg og retsafgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor.

Overgangsreglen i stk. 2 vedrører sagens behandling i 1. instans. I tilfælde af anke eller kære efter lovens ikrafttræden gælder de nye regler for sådan anke eller kære.

Stk. 3 fastsætter, at loven ikke finder anvendelse i ankesager, hvor anke er sket før lovens ikrafttræden. I sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder tilsvarende, at retsafgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor, i ankesager, hvor anke er sket før lovens ikrafttræden, skal fastsættes efter de hidtil gældende regler, også når afgiftspligten indtræder efter lovens ikrafttræden. Dette gælder både med hensyn til afgiftens størrelse, afgiftspligtens indtræden og muligheden for, at afgiftspligten bortfalder og afgiften tilbagebetales.

Det betyder endvidere, at hvis påstanden i en ankesag, hvor anke er sket før lovens ikrafttræden, efter lovens ikrafttræden udvides, sådan at afgiften skal omberegnes på grundlag af den udvidede påstand, skal omberegningen ske efter de hidtil gældende regler. Dette gælder både retsafgiften for indlevering af ankestævning og retsafgiften for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor.

Overgangsreglen i stk. 3 vedrører sagens behandling i den pågældende ankeinstans. I tilfælde af yderligere anke eller kære efter lovens ikrafttræden gælder de nye regler for sådan yderligere anke eller kære.

Stk. 4 fastsætter, at loven ikke finder anvendelse på betalingspåkrav, der er indleveret før lovens ikrafttræden eller på tvangsfuldbyrdelse eller retssagsbehandling på grundlag heraf i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., eller § 477 f, 1. pkt. For sådanne betalingspåkrav, tvangsfuldbyrdelser og retssagsbehandlinger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder, at når et betalingspåkrav er indleveret før lovens ikrafttræden, afgøres spørgsmål om tilbagebetaling af afgift i de forskellige situationer, som kan opstå, efter de hidtil gældende regler.

Det betyder endvidere, at når der iværksættes tvangsfuldbyrdelse på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., skal der ikke betales afgift for anmodning om udlæg efter det foreslåede § 13, stk. 1, nr. 1, hvorimod der i givet fald efter de hidtil gældende regler skal betales afgift for fornyet anmodning mere end 3 måneder efter fogedrettens påtegning om, at skyldneren ikke er fremkommet med indsigelser (gældende § 16, stk. 2, jf. stk. 1), samt for en eventuel udkørende forretning eller politifremstilling (gældende § 17 a).

Det betyder endvidere, at når et betalingspåkrav overgår til retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt., skal der efter de hidtil gældende regler i givet fald betales retsafgift for hovedforhandlingen eller skriftlig behandling, der træder i stedet herfor (gældende § 2).

Loven finder imidlertid anvendelse på appel, der sker efter lovens ikrafttræden i en sag om et betalingspåkrav, der er indleveret før lovens ikrafttræden, såvel som i en tvangsfuldbyrdelse eller retssagsbehandling på grundlag heraf i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., eller § 477 f, 1. pkt. Når appel sker efter lovens ikrafttræden, skal der således betales retsafgift for appel efter de nye regler, selv om retsafgifterne for sagens behandling i 1. instans følger de hidtil gældende regler.

Stk. 5 fastsætter, at lovens kapitel 5 ikke finder anvendelse i fogedsager, hvor anmodning om fogedforretning er fremsat inden lovens ikrafttræden. I sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder, at når der før lovens ikrafttræden er fremsat anmodning om fogedforretning, reguleres retsafgifterne i fogedsagen i det hele af de hidtil gældende regler. Det gælder også med hensyn til afgift for anmodning om udkørende forretning eller politifremstilling (gældende § 17 a) og afgift for ny anmodning efter mere end 3 måneder (gældende § 19).

Dette gælder for sagens behandling i fogedretten. For en eventuel kære, der sker efter lovens ikrafttræden, skal der betales retsafgift efter de nye regler.

Stk. 6 fastsætter, at lovens kapitel 6 ikke finder anvendelse på auktion, hvor anmodning om auktion er fremsat før lovens ikrafttræden. Ved sådanne auktioner finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder, at når anmodning om auktion er fremsat før lovens ikrafttræden, reguleres afgiften for hammerslag af de hidtil gældende regler. Dette gælder også, når der efter lovens ikrafttræden anmodes om ny auktion i medfør af retsplejelovens § 576, stk. 1, i tilfælde, hvor anmodningen om den tidligere auktion blev fremsat før lovens ikrafttræden.

Hvis der efter lovens ikrafttræden anmodes om misligholdelsesauktion, finder de nye regler derimod anvendelse også i tilfælde, hvor anmodningen om den auktion, hvor der er indtrådt misligholdelse, blev fremsat før lovens ikrafttræden.

Til § 52

Bestemmelsen indeholder en ændring af retsplejeloven.

Retsplejelovens § 331 fastsætter retsvirkningerne af fri proces.

Det fremgår af retsplejelovens § 331, stk. 3, nr. 1, at fri proces ikke medfører fritagelse for betaling af afgift efter retsafgiftslovens §§ 34 a og 34 b, der angår afgiften for anmodning til skifteretten om bistand til skifte af et bo efter § 1 i lov om ægtefælleskifte mv. henholdsvis afgiften for bobehandlingen af et ægtefælleskifte mv., som er henvist til bobehandler.

Det foreslås at videreføre en afgift for anmodning til skifteretten om bistand til skifte af et bo efter § 1 i lov om ægtefælleskifte mv., jf. forslaget til § 19. Det foreslås i den forbindelse som noget nyt, at der kan meddeles fri proces vedrørende denne afgift, jf. forslaget til § 21.

Der skal derfor ikke i retsplejelovens § 331, stk. 3, nr. 1, henvises til den foreslåede § 19 i retsafgiftsloven.

Det foreslås endvidere at videreføre en afgift for bobehandlingen af et ægtefælleskifte mv., som er henvist til bobehandler, jf. forslaget til § 24.

Det foreslås videreført, at fri proces ikke medfører fritagelse for betalingen af denne afgift.

På denne baggrund foreslås det at ændre retsplejelovens § 331, stk. 3, nr. 1, så der henvises til retsafgiftslovens § 24 i stedet for §§ 34 a og 34 b.

Som det fremgår af det, der er anført ovenfor, angår den nye § 24 det samme som den gældende § 34 b, så ændringen af denne paragrafhenvisning viderefører den gældende retstilstand.

Derimod er udeladelsen af en paragrafhenvisning svarende til den gældende § 34 a en realitetsændring, som har sammenhæng med det nævnte forslag om, at der fremover skal kunne gives fri proces vedrørende afgiften efter den foreslåede § 19.

Ændringen betyder ikke, at en bevilling af fri proces til et ægtefælleskifte mv. automatisk vil omfatte fritagelse for retsafgiften efter den foreslåede § 19, men at der fremover som noget nyt bliver mulighed for at bevilge fri proces vedrørende denne afgift.

Til § 53

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.

For Færøerne gælder lov for Færøerne om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 217 af 13. maj 1981, som sat i kraft for Færøerne ved lov nr. 794 af 26. november 1986 og som ændret ved § 2 i lov nr. 92 af 23. februar 1988, § 2 i lov nr. 365 af 2. juni 1999, § 3 i lov nr. 505 af 12. juni 2009 og § 1101 i lov nr. 964 af 26. juni 2020.

For Grønland gælder afsnit X i retsplejelov for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1581 af 13. december 2016.