L 63 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om apoteksvirksomhed.

(Digitalt supplement til sundhedskortet, opdatering af Statens Serum Instituts formål og opgaver, autoriserede sundhedspersoners mulighed for i forbindelse med aktuel patientbehandling at anvende oplysninger, der opbevares i Nationalt Genomcenter til beslutningsstøtte, og videregivelse af lægemiddeloplysninger til forsknings- og statistikformål m.v.).

Af: Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Delt

Betænkning

Afgivet: 08-12-2020

Afgivet: 08-12-2020

Betænkning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 8. december 2020

20201_l63_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 8. december 2020

1. Ændringsforslag

Sundheds- og ældreministeren har stillet 8 ændringsforslag til lovforslaget, herunder om deling af lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, LA og Susanne Zimmer (UFG)) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget.

Et mindretal i udvalget (S, RV og LA) indstiller lovforslag A og lovforslag B til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (V) indstiller lovforslag A til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Mindretallet vil redegøre for sin indstilling til lovforslag B i tillægsbetænkningen. Mindretallet vil stemme for ændringsforslag nr. 6-8 til lovforslag B.

Et tredje mindretal (DF og EL) indstiller lovforslag A til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller lovforslag B til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for ændringsforslag nr. 6-8 til lovforslag B.

Et fjerde mindretal (SF) indstiller lovforslag A til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Mindretallet vil redegøre for sin indstilling til lovforslag B i tillægsbetænkningen. Mindretallet vil stemme for ændringsforslag nr. 6-8 til lovforslag B.

Et femte mindretal (KF) indstiller lovforslag A til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Mindretallet vil redegøre for sin indstilling til lovforslag B i tillægsbetænkningen. Mindretallet vil stemme for ændringsforslag nr. 6-8 til lovforslag B.

Et sjette mindretal (NB) vil redegøre for sin indstilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

Et syvende mindretal (Susanne Zimmer (UFG)) indstiller lovforslag A til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller lovforslag B til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme imod ændringsforslag nr. 6 til lovforslag B. Mindretallet vil stemme for ændringsforslag nr. 7-8 til lovforslag B.

Udvalget anmoder om, at lovforslag B bliver henvist til fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandling.

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter lovforslag L 63 A, efter det er blevet delt fra ordningen om, at ministeren skal kunne fastsætte nærmere regler for autoriserede sundhedspersoners adgang til at indhente genetiske oplysninger, der opbevares i Nationalt Genomcenter, til brug for beslutningsstøtte. Dansk Folkeparti er enig i, at et digitalt sundhedskort vil være en positiv ændring for mange borgere, dog skal det sikres, at det kan bruges på alle smartphones og ikke bestemte nyere modeller. Det skal sikres, at forældre til børn kan have begge dele tilgængeligt, så også bedsteforældre eller anden pårørende kan tage med barnet til lægen (se svar på L 63 - spørgsmål 8).

Dansk Folkeparti støtter deling af L 63, men kan ikke støtte lovforslag L 63 B, da det går imod den aftale, som flere partier lavede, da man valgte at have et genomcenter. Dansk Folkeparti mener, at dette er en glidebaneeffekt. Ministeren ønsker, at man øger tilgangen til de dna-oplysninger, som ligger i genomcenteret. Det er ikke i orden, at man på den måde ændrer dette, når man ved, at der var rigtig mange borgere, organisationer og politikere, som var imod det.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af sundheds- og ældreministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, LA og Susanne Zimmer (UFG)):

1) Lovforslaget deles i to dele med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om apoteksvirksomhed (Digitalt supplement til sundhedskortet, opdatering af Statens Serum Instituts formål og videregivelse af lægemiddeloplysninger til forsknings- og statistikformål m.v.)« omfattende § 1, nr. 1, 2 og 4-7, og §§ 2-4.

B. »Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Autoriserede sundhedspersoners adgang til at indhente genetiske oplysninger, der opbevares i Nationalt Genomcenter, til brug for beslutningsstøtte)« omfattende § 1, nr. 3, § 3 og § 4, stk. 1 og 2.

[Forslag om deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under A nævnte forslag

Til § 3

2) I stk. 1 ændres »stk. 2« til: »stk. 2 og 3«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

3) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2. § 1, nr. 1 og 2, træder i kraft den 1. juni 2021.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

[Forslag om ændring af ikrafttrædelse for bestemmelser vedrørende digitalt supplement til sundhedskortet]

4) I stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »§ 1, nr. 1-2 og 4-7« til: »§ 1, nr. 4-7«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

Til § 4

5) I stk. 2 udgår »3 og«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

c

Ændringsforslag til det under B nævnte forslag

Til § 3

Af sundheds- og ældreministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, DF, RV, SF, EL, KF og LA):

6) § 3 affattes således:

Ȥ 3

Loven træder i kraft den 1. februar 2021.«

[Forslag om ændring af ikrafttrædelse]

Til § 4

Af sundheds- og ældreministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, LA og Susanne Zimmer (UFG)):

7) I stk. 1 udgår »og 3«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

8) I stk. 2 ændres »§ 1, nr. 3 og 5-7,« til: »Loven«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

Bemærkninger

Til nr. 1 og 5-8

Det foreslås, at lovforslaget opdeles i to, således at det ene lovforslag omfatter regler om digitalt supplement til sundhedskortet, opdatering af Statens Serum Instituts formål og videregivelse af lægemiddeloplysninger til forsknings- og statistikformål, mens det andet forslag omfatter regler om autoriserede sundhedspersoners adgang til at indhente genetiske oplysninger, der opbevares i Nationalt Genomcenter, til brug for beslutningsstøtte.

Efter en opdeling af lovforslaget som foreslået, vil det under A nævnte lovforslag have titlen »Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om apoteksvirksomhed (Digitalt supplement til sundhedskortet, opdatering af Statens Serum Instituts formål og videregivelse af lægemiddeloplysninger til forsknings- og statistikformål m.v.)« og omfatte alle elementer i det oprindelige forslag, bortset fra den foreslåede ændring af § 42 a, stk. 6, om genetiske oplysninger, der opbevares i Nationalt Genomcenter, i lovforslagets § 1, nr. 3, som foreslås at udgå, jf. det til samtidige ændringsforslag til det under A nævnte forslag.

Det under B nævnte lovforslag vil have titlen »Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Autoriserede sundhedspersoners adgang til at indhente genetiske oplysninger, der opbevares i Nationalt Genomcenter, til brug for beslutningsstøtte)« og omfatte § 1, indledningen, nr. 3, og § 3, og § 4, stk. 1-2. Lovforslaget vil alene omfatte regler om autoriserede sundhedspersoners adgang til at indhente genetiske oplysninger, der opbevares i Nationalt Genomcenter, til brug for beslutningsstøtte.

Det foreslås til det under B nævnte forslag, at lovens ikrafttrædelse ændres til den 1. februar 2021.

Til nr. 2

Efter lovforslagets § 3, stk. 1, træder loven i kraft den 1. januar 2021. Det følger dog af bestemmelsens stk. 2, som stk. 1 henviser til, at lovens § 1, nr. 1-2 og 4-7, træder i kraft den 1. juli 2021.

Det foreslås, at lovforslagets § 3, stk. 1, både skal henvise til et stk. 2 og et stk. 3, således at loven træder i kraft på tre forskellige tidspunkter, jf. nærmere under bemærkningerne til nr. 3.

Til nr. 3

Efter lovforslagets § 3, stk. 2, træder lovens § 1, nr. 1-2 og 4-7, i kraft den 1. juli 2021.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2, hvori det fastsættes, at lovens § 1, nr. 1-2, om et digitalt supplement til sundhedskortet træder i kraft den 1. juni 2021.

Med den foreslåede ændring af lovforslagets § 3, stk. 2, træder bestemmelserne om et digitalt supplement til sundhedskortet i kraft den 1. juni 2021, hvilket indebærer, at det vil være muligt at tage det digitale supplement til sundhedskortet i brug allerede i juni 2021 - og ikke først pr. 1. juli 2021.

Ændringen har den konsekvens, at bestemmelsen om ikrafttræden for lovens § 1, nr. 4-7, flyttes til et nyt stk. 3 til lovforslagets § 3.

Til nr. 4

Efter lovforslagets § 3, stk. 2, der bliver stk. 3, træder lovens § 1, nr. 1-2 og 4-7, i kraft den 1. juli 2021.

Det foreslås - som konsekvens af forslaget om fremrykning af ikrafttrædelsestidspunktet for bestemmelserne i lovens § 1, nr. 1-2, om et digitalt supplement til sundhedskortet - at ændre stk. 2, så det alene er lovens § 1, nr. 4-7, som træder i kraft den 1. juli 2021.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 8. oktober 2020 og var til 1. behandling den 23. oktober 2020. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Ældreudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.

Teknisk gennemgang

Sundheds- og ældreministeren og embedsmænd har den 17. november 2021 foretaget en teknisk gennemgang af dele af lovforslaget over for udvalget.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og sundheds- og ældreministeren sendte den 3. juli 2020 dette udkast til udvalget, jf. SUU alm. del - bilag 475, folketingsåret 2019-20. Sundheds- og ældreministeren sendte den 11. august 2020 et udkast til lovforslagets del om videregivelse af oplysninger til Lægemiddelregisteret til udvalget, jf. SUU alm. del - bilag 505, folketingsåret 2019-20. Den 8. oktober 2020 sendte sundheds- og ældreministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 9 spørgsmål til sundheds- og ældreministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Annette Lind (S) Birgitte Vind (S) Tanja Larsson (S) Camilla Fabricius (S) nfmd. Daniel Toft Jakobsen (S) Kasper Roug (S) Julie Skovsby (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Stinus Lindgreen (RV) Lotte Rod (RV) Kirsten Normann Andersen (SF) Trine Torp (SF) Peder Hvelplund (EL) Victoria Velasquez (EL) Susanne Zimmer (UFG) Jane Heitmann (V) fmd. Ellen Trane Nørby (V) Hans Andersen (V) Martin Geertsen (V) Marlene Ambo-Rasmussen (V) Sophie Løhde (V) Liselott Blixt (DF) Karina Adsbøl (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Per Larsen (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Henrik Dahl (LA)

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)48
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)42
Dansk Folkeparti (DF)16
Radikale Venstre (RV)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)12
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)5