L 59 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.

(Styrelsen for Patientklagers vurdering af lægeerklæringer på indfødsretsområdet).

Af: Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 26-11-2020

Afgivet: 26-11-2020

Betænkning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 26. november 2020

20201_l59_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 26. november 2020

1. Ændringsforslag

Sundheds- og ældreministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, DF, KF, NB og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (RV, SF, EL og Susanne Zimmer (UFG)) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behanding. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Socialistisk Folkeparti

SF stemmer nej til L 59, fordi vi mener, at ministeren ikke har godtgjort, at de procedurer, som skal gøre sig særligt gældende for vurdering af lægeerklæringer i dispensationsansøgninger for statsborgerskab, kan holde rent forvaltningsretligt. Det er uheldigt, at de samme instanser, som under andre omstændigheder skal varetage patienters klager mod sundhedsvæsenet, samtidig skal håndtere klager på vegne af Indfødsretsudvalget. Hvem skal patienten så klage til, hvis patienten vil klage over styrelsernes samlede vurdering på Indfødsretsudvalgets vegne?

Samtidig er det SF's vurdering, at styrelsernes mulighed for at indhente yderligere oplysninger med henblik på at belyse sagen ikke i tilstrækkelig grad er hegnet ind på en måde, hvor det sikres, at oplysninger, som efterspørges, alene har betydning for at belyse sagen.

SF noterer sig endelig høringssvaret fra Lægeforeningen, hvori der efterlyses ordentlige retningslinjer for, hvordan lægeerklæringer med henblik på ansøgning om dispensation i ansøgninger om statsborgerskab skal udfærdiges, så de i videst muligt omfang lever op til formålet med belysning af en sag. SF mener fortsat, at der er behov for udarbejdelse af sådanne retningslinjer, så flest mulige lægeerklæringer lever op til formålet.

SF bemærker endelig, at vi ikke er imod en second opinion i sager om dispensation af helbredsmæssige årsager i ansøgninger om statsborgerskab. Vi har blandt andet henvist til, at udvalget i andre sager netop har anmodet om sådanne ved at anmode en anden speciallæge om at vurdere borgerens helbredssituation, og at denne metode med fordel kunne anvendes i andre sager - sådan som man også har set det i forsikringssager m.v.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 2

Af sundheds- og ældreministeren, tiltrådt af udvalget:

1) »1. juli 2020« ændres til: »1. januar 2021«.

[Ændring af lovens ikrafttrædelsesdato]

Bemærkninger

Til nr. 1

Sundheds- og Ældreministeriet er blevet opmærksom på, at den foreslåede ikrafttrædelsesdato for loven fejlagtigt ikke er blevet ændret forud for fremsættelsen af lovforslaget, som er en genfremsættelse af et tidligere lovforslag - tidligere fremsat som L 128. Med lovforslagets § 2 foreslås det, at loven træder i kraft den 1. juli 2020.

Det foreslås derfor, at 1. juli 2020 ændres til 1. januar 2021. Herved sikres det, at lovens ikrafttrædelse ændres fra den 1. juli 2020 til 1. januar 2021.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 8. oktober 2020 og var til 1. behandling den 23. oktober 2020. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Ældreudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og sundheds- og ældreministeren sendte den 1. oktober 2019 dette udkast til udvalget, jf. SUU alm del - bilag 4 (folketingsåret 2019-20). Den 8. oktober 2020 sendte sundheds- og ældreministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 7 spørgsmål til sundhds- og ældreministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Annette Lind (S) Birgitte Vind (S) Tanja Larsson (S) Camilla Fabricius (S) nfmd. Daniel Toft Jakobsen (S) Kasper Roug (S) Julie Skovsby (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Stinus Lindgreen (RV) Lotte Rod (RV) Kirsten Normann Andersen (SF) Trine Torp (SF) Peder Hvelplund (EL) Victoria Velasquez (EL) Susanne Zimmer (UFG) Jane Heitmann (V) fmd. Ellen Trane Nørby (V) Hans Andersen (V) Martin Geertsen (V) Marlene Ambo-Rasmussen (V) Sophie Løhde (V) Liselott Blixt (DF) Karina Adsbøl (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Per Larsen (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Henrik Dahl (LA)

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)48
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)42
Dansk Folkeparti (DF)16
Radikale Venstre (RV)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)4